PENSUM I.: MAJOREN

 

Vi har nævnt forfatterskabet før – flere gange endda, men mennesket nu til dags skal jo helst have det hele serveret på et sølvfad, så vi følger tidens ånd og giver mennesket hvad mennesket vil.

Vi indleder med lidt religionsundervisning – og endnu engang må vi opfordre til en helt konkret læsning; ingen symbolisme her. Dette er hverdagserfaring på skrift:

YAMA

Hvad man ikke kan kneppe sig ud af, kan man vel myrde sig ud af. Når spændingstilstanden i kroppen er blevet uudholdelig må jeg dræbe – sagde han. Når hadet har vokset sig enormt og ikke længere kan rummes, må alle grænser brydes, alle barrierer sønderslås, malmes, kværnes, splintres, knuses, så kommer jeg kørende i mine hundredtusinde last- og kølevogne, mine tungtarmerede kampvogne med øredøvende larm og maler hele molevitten, alt kød, alle knogler, årer, sener, alt hvad der er blåt og rødt og gult og hvidt og har draget ånde, prustet og stønnet tungt og velbehageligt af liv, avlelyst og barnlige glæder, til blodigt mel, til affaldsprodukter, til æde for svin og høns, så kommer jeg tumlende i destruktiv majestæt og gør en ende på alle jeres latterlige drømme om det gode liv.

Jeg lader jer gå til. Jeg tramper jer til døde med mine spidse jernstøvler, jeg spidder jer og knuser jer, for jeg kan ikke lade være, jeg har valget mellem at smadre og selv blive smadret, og jeg vælger selvfølgelig, det må I da for helvede kunne forstå: at smadre. Jeg stikker alle jeres øjne ud med alle mine knive, og jeg planter mine små fornøjelige kødøkser i jeres kranier, jeg gør kål på jeres hjerner, flår deres vindinger ud af deres kister og slubrer dem i mig, med ketchup og sennep. I skal fandeme ikke tro jer for sikre. Snart står jeg der, snart kommer jeg om hjørnet, og I ser ham, manden i jerndragten, den sorte satan med øksen og kniven, altid manøvredygtig, altid parat til at skalpere og hugge, spruttende og sydende af had og raseri, søbende jeres tykke blod, tyggende jeres flænsede muskler, slubrende, fordøjende, ædende alt hvad jeg møder på min vej af kød og brusk, hinder og hud.

Alt glider ned. Jeg levner ikke, der er plads til det hele. Jeg har ikke tænkt mig andet. Jeg bliver ved! Sagde han. Den gode Gud, forløseren, den der får det hele til at høre op.

Og lad os så tage lidt til tvivlerne; til dem der finder denne verden barmhjertig og god; til dem der ikke finder at alting ånder vold:

VENTETID

I USA har man i staterne N. og M. indført massehenrettelser. Af hensyn til fangerne på dødsgangen. Den lange ventetid på eksekutionen virker nedbrydende på de dødsdømtes helbred; deres fysik lider og de brydes psykisk ned, vurderer Menneskerettighedskommissionen, som i årtier har beskæftiget sig med problemet. Efter lang tids tovtrækkeri med regeringen i Washington er det omsider lykkedes at overtale de to delstater til at fremskynde henrettelserne gennem masseeksekution. Faciliteterne, der omfatter et betydeligt antal af de fornødne eksekutionsapparater (i staten N. sker henrettelserne ved hængning, i M. ved den mere humane indsprøjtning af en dødelig gift), er blevet tilvejebragt. Nu klager skatteborgerne i de to stater imidlertid over den store skattebyrde opførelsen af massehenrettelsesfaciliteterne har medført. ”Det er ikke retfærdigt,” udtaler guvernør Max Richie i staten N., ”at borgerne skal finansiere en misforstået medlidenhedsakt. Lad dem der gennem en brutal voldshandling har gjort sig fortjent til et længerevarigt ophold på dødsgangen, betale for hvad de har gjort. De viste ingen medlidenhed med deres ofre.” Herimod indvender redaktøren af det største blad i staten M. ”The M. Observer”: ”Den belastning der er for et menneskes nervesystem at sidde på dødsgangen og afvente sin egen død i månedsvis, sommetider i årevis – eventuelt mens parodiske benådningsforhandlinger står på – kan slet ikke sammenlignes med den i reglen kortvarige dødsangst et mordoffer gennemlider.” Hvortil guvernør Richie svarer: ”Flertallet af de folk der sidder på dødsgangen er selv skyld i den lange ventetid fordi de i deres psykopatiske selvmedlidenhed har appelleret dødsdommen og dermed forsøger at undgå den retfærdige straf samfundet har idømt dem.” Mod denne betragtning indvender redaktøren af ”The M. Observer”: ”Appelretten er indstiftet for at forebygge justitsmord, og statistikken viser at antallet af justitsmord i den tid dødsstraffen har eksisteret, har vist sig at være uacceptabelt høj.”

Ikke desto mindre hilser et flertal af medlemmerne af foreningen WODR – ”Waiting on Death Row” (Dømte på dødsgangen) – den ny lov om massehenrettelser velkommen. ”Lad os få det overstået,” siger foreningens formand, Benjamin Washington, som på 11. år afventer sin henrettelse ved hængning efter i april 1995 at være blevet dømt for at have tortureret, voldtaget, myrdet og spist 20 unge kvinder. En minoritet i foreningen, som har appelleret deres domme og mener sig uskyldigt dømte, deler ikke formandens opfattelse.

Se det var jo en næsten helt stueren lille fortælling og vi fortsætter da også i samme spor. Denne gang får vi dog også lidt hard core porno og maskulin handlekraft med i pakken – og hvem holder ikke af det?:

COMING OF AGE

”Se, de dér brutale muskelbjerge disse små ludere falder for, de dér blæste gorillaer der banker deres kæmpejern op i dem, bider dem i brysterne og tæsker løs på deres røvballer mens de puler dem både i kusse og røv – der bliver ikke skelnet småligt mellem hullerne – og se, hvordan han trykker sin kæmpegrab mod hendes nakke og slider hende i håret mens hun sutter den af på ham! Er han ikke dygtig hva´r? Sådan en strid lille sag får den også hurtigt op at stå på en mand – se hvor den stritter på ham den lange, om på maven med hende og så får hun den ind i røvhullet så hun tuder og gisper, og hun ender med at synes rigtig godt om det, hun ender med at nyde det, nyde at få hans kæmpedreng banket op i tarmen. Hun er en luder der har opdaget tilbuddet på nettet og har slået til, og han er vel en af dørvogterne i etablissementet nede om hjørnet. Al den slags plejer at være samlet i bestemte kvarterer, dér hvor bordellerne ligger og de billige ludere trækker i gaderne. Pigen dér kan være en af dem, hun kan også være en escortpige der vil tjene noget ekstra, eller en studerende for den sags skyld, en universitetsfisse – man kan se forskel på dem; bordelpersonalet og de der trækker i gaderne er mere rå og simple i det, og deres tatoveringer er gennemgående mere usmagelige.” Han hoppede i sofaen: ”Se!” råbte han, ”hun nyder det, hun kommer sgu, det dér er ægte, og neeej, har du set, nu er fyren sgu også på vej!” Og ganske rigtigt: Pigebarnet, denne simple lille luder vred sig i orgasmens pine, og gorillaen prustede og trak sig ud, og så fik den ellers med hånden, alt hvad den kunne tage – man så ikke om pigebarnet fik det i hovedet eller hvad, for så sluttede optagelsen. Nogle af videoerne viste hvordan pigerne blev sprøjtet til med sæd, strålerne ramte ansigtet eller brysterne. Disse sager var redigeret efter de sødeste seksuelle fantasier, gav de unge forfriskende ideer, de mandlige singler nogenlunde tilfredsstillende orgasmer foran skærmen og holdt de gamle mænd vågne. De var ikke længere ejakulationen mægtige og endte bare med at blive urolige og søvnløse. Så kom der en fra lægevagten og gav dem en sprøjte, og oversygeplejersken på plejehjemmet sørgede for at videoerne med det ophidsende materiale blev konfiskeret. Man havde også haft eksempler på hjertestop og hjerneblødninger på grund af legene på skærmen.

Vi sad en stund og kiggede på optagelserne. De fleste var primitivt urealistiske, man kunne se de var arrangerede, men der var også nogle, ikke så få endda hvor det var tydeligt at de seksuelle idealmennesker havde en betragtelig grad af gensidig fornøjelse ud af det.

Han rakte mig papiret med kokain. Jeg tog det, lagde det på glasbordet, bøjede mig ned og trak det hele ind gennem næseborene i to drag. Det livede mig gevaldigt op. Jeg tog fjernbetjeningen og slukkede for lortet. Der kom ingen protester. Vi så et øjeblik på hinanden. Vi var enige i den sag. ”Så gør vi det i aften,” sagde jeg, ”nakker ham den store.” Han nikkede. Vi tjekkede magasinerne i vores pistoler og gik. Der var altid et mellemværende til at aflede, et tidsfordriv. Det med kællingerne var vi vokset fra.

Og så lad os da her til slut tage lidt til de ængstelige feminister af begge køn og andre seksualforskrækkede, fordomsfulde fantasiløse teorister med hede drømme om en medieovervåget karriere:

FAST ARBEJDE

Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun svines til.

Jeg beder hende om at klæde sig af. Hun er en lydig lille pige. Hun klæder sig af og lægger sit tøj i en pæn sammenlagt bunke på en stol i værelset. Så går jeg hen og tager hendes hånd og presser den mod min gylp. Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun svines til.

Hun lader mig presse sin hånd mod min gylp, og jeg beder hende om at lægge sig på knæ foran mig. Hun er en renlig lille pige, hun dufter godt, hun har små spidse bryster. Hun gør som jeg siger. Hun lægger sig på knæ og jeg beder hende om at tage mit opsvulmede lem i sin hånd og føre det ind i sin mund. Det vil hun ikke. Hun begynder at græde. Men hun er en renlig lille pige, og hun dufter godt. Og jeg siger: ”Så skal du få med bæltet,” og trækker min livrem ud af bukserne. Hun begynder for alvor at tude – og så siger hun: ”Jeg skal nok, jeg skal nok!” men nu kan jeg ikke styre mig længere. Jeg fristes for stærkt, og jeg slår hende hårdt på brysterne med mit bælte, så der kommer en bred, dybrød stribe på hendes hud. Det får hende til at skrige og falde bagover. ”Ka´ du så forstå at det er  alvor!” råber jeg, og hun forstår at det er alvor, retter sig op, tager mit lem i hånden og begynder med kinderne våde af tårer at sutte på det. Jeg siger: ”Tag det ordentligt ind i munden.” Hun tager lemmet – eller så meget af det hun kan gabe over – ind i munden. Og hun begynder. Hendes bryster er små og spidse. Hun kan ikke være så gammel. Ikke meget over 13. Hun er en renlig lille pige. ”Så tager du fat,” siger jeg, ”få den ordentligt ind i munden, ned i halsen, deep throat, har du forstået?” Hun kan ikke, hvor meget hun end forsøger, hun kan ikke rumme mig. Så slår jeg hende igen med bæltet. Jeg slår hende ned ad ryggen. Der kommer en lang rød stribe. Men så bliver jeg opmærksom på hendes ørenringe. Jeg stikker mine tomler ind i dem, og trækker langsomt hendes hoved op imod mig. Lemmet glider ved denne bevægelse ud af hendes mund, og hun skriger og begynder igen at tude. Jeg ser på hende. ”Ka´ du så lige!” brøler jeg. Hun tuder og råber: ”Lad være, lad være!” ”Få den ind og slik den tom!” råber jeg rasende (det er et værre råberi det her, og hvis der er sovende naboer må de for længst være blevet vækket, men det er der vist ikke). ”Få den så ind!” gentager jeg (nu er jeg sgu blevet gal i hovedet) og rykker i ørenringene, så hendes ansigt fortrækkes i smerter og hun tuder endnu højere.

Hun er en renlig lille pige, hun har en behagelig aroma. Hun er en køn lille tingest, men hun er en sjofel lille luder, hun skal gøre sit arbejde, og hun skal gøre det ordentligt. Det siger jeg også til hende, strengt som en skolelærer til en uartig skolepige. Og jeg tvinger hende – ved et dygtigt træk i ørenringene – til at tage den i munden igen. Hun kan næsten ikke rumme mig. – Men hun gør sit arbejde. Nu tager hun fat. Hun gør sit arbejde, og hun gør det ordentligt, mens jeg dirigerer hende med jævnlige ryk i ørenringene og et par drag over ryggen med bæltet. Hun gør sit arbejde godt nu, rigtig, rigtig godt. Når det kommer til stykket er hun en dygtig pige, der gør sit arbejde ordentligt. Hun er en renlig lille pige, hun er en lydig lille pige. men det var hun ikke i begyndelsen, det er hun nu. Jeg eksploderer i munden på hende, i en række kraftige stød, mens jeg holder hendes hoved fast ved ørenringene, så hun ikke slipper. ”Og så synker du spermen!” brøler jeg, endnu mens jeg sprøjter og mit lem bliver enormt i hendes mundhule. Jeg holder endnu fast i hendes ørenringe. Jeg holder hendes ansigt presset ind imod mig mens jeg tømmer mig i hendes mund. Så mærker jeg at hendes hoved bliver tungt og glider ned ad mine lår. Lemmet falder ud af hendes mund og hun synker slap sammen på gulvet foran mig.

Hun var en renlig lille pige, hun var en dygtig lille pige, hun havde små spidse bryster. Hun gjorde sit arbejde som hun skulle, og hun lugtede godt. Men først og fremmest var hun – som sagt – en renlig lille pige. 

                                                                                       (Preben Major Sørensen. På vippen. Anblik. 2008)

Ja, at rive et par uger ud af kalenderen, låse døren og så ellers æde dette forfatterskab fra ende til anden vil forandre dig fundamentalt. Og hvad andet end forandring af mennesket er kunsten? Hvad andet end forandring af mennesket er litteraturen? Hvad andet end forandring af mennesket er livet? Preben Major Sørensen, mine Damer og Herrer, Preben Major Sørensen!

KH

Thomas

Istedgades boghandel

UKENDT HVEDEKORNSDIGTER

Vi har hidtil undladt at beskæftige os med de danske litteraturtidsskrifter, men vi kunne ikke undgå at føle en vis optimisme da vi fik fat i nr. 1/2008 af det engang så vilde Hvedekorn. Vi faldt over forsidens manende overskrift: DANMARK ER BESAT. Den slags udsagn er jo ikke ligefrem dagligdagkost i dansk lyrik, så noget helt specielt måtte altså være på færde.

Forsidens tekst taler da også i et langt mere direkte og handlingsorienteret sprog end vi normalt støder på i dansk litteratur og så drages der tilmed den åbenlyse sammenligning mellem DK og Nazityskland, hvilket jo ellers er noget nær forbudt. Vi citerer:

”Hvad der sker nu i vores land er hvad der skete i Tyskland under nazismen, under dække af nationalisme stormer racisme og had frem imod al anstændighed ... Danske Mand, din fjende er ikke din nabo hvad end hans hudfarve eller religion er, men de svindlere der foregiver at repræsentere dig.”

Vi kunne ikke være mere enige. Bagsiden af dette usædvanlige nummer af Hvedekorn fortsætter i samme stil. Her under overskriften VI HAR INGEN SOM HELST BRUG FOR EN REGERING:

”Enhver regering manipulerer og bedrager for den der har smagt magten én gang kan dårligt vænne sig af med den, og siden mennesket af natur længes efter frihed kan magt kun opretholdes ved hjælp af løgne ... Nedlæg magten og kom ud til folket, eller folket skal komme til jer og nedlægge magten.

Igen må vi klappe i vores blodfyldte hænder. Og for at det ikke skal være løgn rundes bagsiden af under overskriften VI HAR HELLER IKKE BRUG FOR PRÆSTER:

”Stå til ansvar for jeres egen samvittighed, mennesker, og kast præsterne ud på vejene, ud i ørkenen, ind i skoven, ud af deres rigt ornamenterede herremandshuse, ud at prædike for fuglene og fiskene og dyrene og børnene, ud i fattigdommen hvor de hører hjemme.”

Endelig en stemme der er til at forstå. Endelig har dansk lyrik fattet hvad der foregår – eller sådan var vi så naive. Det omtalte nummer af Hvedekorn ligner desværre dansk litteratur generelt. En fantastisk indpakning (forside og bagside) og et indhold der end ikke fortjener beskrivelsen ”en tynd kop te”.

Der er lidt pladderlyrik fra et par famlende debutanter, lidt fjollerier fra Blendstrup, det sædvanlige Jac og flere ligegyldigheder fra Bukdahl. Steffensen svinger sig lige over smertegrænsen, det samme gør sig gældende med Vinds bidrag, men den eneste bidragyder der ikke kaster skam over forside og bagside er Hr. Gjedsted.

Og her håbede vi naivt at der i det mindste var et enkelt nummer af dette tidsskrift vi kunne anbefale den intelligente læser at kaste sig over, men ak og ve sådan skulle det ikke være.

Vi vil dog godt her tillade os at undrer os over at for- og bagsidetekstens forfatter tilsyneladende ikke bliver krediteret. Det er trods alt det eneste nødvendige bidrag til nummeret. Grunden kan naturligvis være den sædvanlige ubelæsthed i dansk litteratur, eftersom denne tekst hang på mure og vægge overalt i Århus og København uden angivelse af forfatterens navn. ´Den putter vi da på forsiden` synes at have været tanken hos de to redaktører – ´den er da sjov`! At de hermed gav den rablende og skræmmende og uhyggelige og ... og ... og ... fantastiske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff sin Hvedekornsdebut var de næppe klar over, men ham har de naturligvis heller ikke læst; han skriver jo science fiction og er religiøs og den slags beskæftiger vi os jo ikke med. Nej, men på forsiden skal vi have et eller andet der rigtigt rykker, noget der kan chokere, noget ... noget ... noget ...

KH

Thomas

Istedgades boghandel

SKOLEN IV.

Det er tegnsætningens opgave at lette opfattelsen af det skrevne [punktum]. er man et ordentligt menneske [komma], så sætter man tegn efter det grammatiske princip [tankestreg] — det er tvingende nødvendigt [punktum]. At sætte tegn efter det grammatiske princip vil sige [komma], at man sætter tegn efter hver ordgruppe [komma], og dette vil altså først og fremmest sige mellem sætninger [punktum].

   Et par eksempler på rigtig tegnsætning efter det grammatiske princip [kolon]:

   PUNKTUM [kolon]: Det var en laber lille larve [punktum].

   SEMIKOLON [kolon]: I aften kan jeg ikke [semikolon]; måske er jeg mere potent i morgen tidlig [punktum].

   KOMMA [kolon]: Den [komma], der ikke tør tåle [komma], må tåle mest [punktum]. Eller [kolon]: At den gik [komma], var ikke hans skyld [punktum]. Eller [kolon]: Stønnende [kolon]: Kom nu [ komma], hvis du kan [semikolon]; hvis ikke [komma], så kommer jeg alligevel [punktum].

   KOLON [kolon]: Han sagde [kolon]: Jeg kommer [komma], hvis jeg kan [udråbstegn]!

   ANFØRSELSTEGN [kolon]: Hun [kolon]: [anførselstegn] ”Kæreste [komma], [anførselstegn]”den [anførselstegn]” må være der nu [udråbstegn]! [anførselstegn]”

   SPØRGSMÅLSTEGN [kolon]: Han [parentes](bedende [parentes]) [kolon]: [anførselstegn]”Kan du ikke [anførselstegn]”holde dig [anførselstegn]” en lille stund endnu [spørgsmålstegn]? [anførselstegn]”

   UDRÅBSTEGN [kolon]: Hun [parentes](helt vild [parentes]) [kolon]: [anførselstegn]”Nej [udråbstegn]! Nej [udråbstegn]! Nej [udråbstegn]! [anførselstegn]”

   TANKESTREG [kolon]: Han [kolon]: [anførselstegn[”Jeg er lige [tankestreg] — [anførselstegn]”

   PARENTES [kolon]: [parentes](Men jeg når såmænd ikke at få noget ud af det [tankestreg] — og så efter alt det mas [udråbstegn]! [parentes]) [punktum].

   FORKORTELSESTEGN [kolon[: Vedr [forkortelsestegn]. forkortelsestegn se også nedenfor [parentes](under bindetegn [parentes]) [punktum].

   BINDETEGN [kolon]: Vedr [forkortelsestegn]. almindelig ind [bindetegn]- og udføringsmetode [punktum].

   Er man derimod ikke et ordentligt menneske [komma], så lader man sig ikke tvinge af det grammatiske tegnsætningsprincip [komma], men går hellere helt amok i frihed [parentes](uvidende om [komma], at antitvang også er tvang [komma], ligesom antiteser jo dog er teser [parentes]) og skriver [parentes](uden fx [forkortelsestegn]. komma [parentes]) [kolon]:

   Det er en varm søndag eftermiddag i en ensomt liggende lund etsteds uden for storstaden på den anden side vejen der fører lige lukt op i himlen efter den freudianske anskuelse vedrørende hæmningsmekanismerne bag det almindelige elektrakompleks der gennem klinisk terapi eller kvaksalverisk lyst kan elimineres gennem manglende ødipuskompleks hos den ældre  mellem træerne skjulte herre der går med slips og handsker og kun lider af en begyndende impotens i forholdet til sin evigt frigide hustru hvilket uundgåeligt vækker erindringen om kastrationskompleksets reaktion mod sig selv eftersom der jo for fanden skal leves mens der endnu er liv som man siger og hendes røde skørt springer da også naturligt frem mellem lundens træer og skærer ham i øjnene bruser videre gennem cerebellum hvor det håndfast rives i stykker og fordeles i små stumper hvoraf en hastigt sendes til hypofysens forlap der begribeligvis straks sætter produktionen af gonadotrope hormoner op mens trevler af skørtet sendes videre til de svulmende kønskirtler som producerer det androgene hormon og hvorom det sprøjter med testosteron og androsteron hvad der bevirker at testiklerne vokser og den sprængfyldte sædblære bulner op og presser på mens penis blodfyldt svulmer og rejser sig på en for konventionerne og efter vor kulturs etiske principper højst usømmelig måde idet den minder om et krumbøjet overflødighedshorn der med vældig kraft rettes ud og det er der jo for så vidt ikke noget unaturligt ved imidlertid er en anden stump skørt blevet sendt ind i hypothalamus der flænser stumpen i små trevler og viderebefordrer en sådan trevl til binyremarven som øjeblikkelig reagerer ved at sprøjte store doser adrenalin rundt i kroppen hvorved blodtrykket sættes katastrofalt op mens pulsen stiger og sveden perler dråbetykt på mandens hede pande og arketypers lystne men søde voldsinstinkter jublende springer frem af mørket rullende med halerne som små djævle og sparker et par konventionelle hæmninger ned i den sammensnørede strube der pludselig bryder sin egen lammelse med en uartikuleret voldtægtsforbryderisk snerren som pigebarnet i det røde skørt hører idet hun ser faderen til sit barn springe frem fra buskadset der så længe har skjult ham for hende mens hun har vandret og drømt i den lille lund uden for storstaden og langt borte fra menneskers evindelige beskytterinstinkter hvorfor hun nu stivner i hjælpeløs og ængstelig men sød forventning og vælter om på jorden med urmanden ovenpå mens røde pletter flimrer for hendes øjne og en hed mund presser sig mod hendes der dirrende fyldes med liv samtidig med at hænder selvseende famler og pigens hypofyselap reagerer og østrogene hormoner sprøjter og benene spredes og skørtet trækkes op og alle konventioner går ad helvede til sammen med et par nylontrusser der brutalt flænges og lyset går ud og alt bliver mørkt og det bliver vidunderligt ondt og skærende djævelsk og verdenshavnene rejser sig i ubændig kraft og bjerge styrter sig selv i afgrunden og urskove rives op som græstotter og solen eksploderer og himlen åbner sig for den guddommeligt lutrende ildregn og de to verdensbyer brænder og øjne drejer sig i hoveder og saltstøtter blinker krystalskarpt over jorden og de undvegne konventioner vender tilbage med den kendte forstærkning fra helvede og det rigtige bliver forkert og det skønne bliver grimt og forbryderisk og ondt og afskyeligt og snavset og pinefuldt og alt muligt andet mens lyset går under og drukner i det djævelske krybs aftenlange skygger og hun græder og han skammer sig og alt rotter sig sammen i nådeløse tommehøje avisoverskrifter og så videre

                                                                        (Holger Hansen. Statan. Olsen & Olsen. 1976)

KH

Thomas

Istedgades boghandel

ERFARING

Det er i og for sig ganske simpelt. Det er kun dig der kan erfare et værk. Ingen nok så lærde og belæste kan læse værket for dig – ligesom ingen nok så gammel og vis kan gøre dine livserfaringer for dig. Et værk er som et menneske – hvis du vil lære det at kende, møde det, må du lære det at kende, møde det ansigt til ansigt  - det er dine dæmoner overfor værkets dæmoner. Det oprindelige, det ægte, det grundlæggende er erfaringen. Alt andet er mennesket evige trang til at skabe virkelighed omkring sig, til at skabe sammenhænge, modeller, verdener.

Hmm ... på dagligdags dansk:

LÆS SELV, ERFAR SELV, SKAB SELV

Du kan naturligvis også bare blive ved med at lade andre læse for dig og således ikke læse noget som helst andet end hvad andre kan læse.

Du kan naturligvis også bare blive ved med at protestere mod begreber som det oprindelige, det ægte, det grundlæggende og således ikke erfare noget som helst andet end hvad du allerede holder for sandt.

Du kan naturligvis også bare blive ved med at gøre som du altid gør og således ikke skabe noget som helst andet end hvad du allerede har skabt – en sammenhængende modelverden.

hmm ... på dagligdags dansk:

LÆS IKKE, ERFAR IKKE, SKAB IKKE

KH

Thomas

Istedgades boghandel

EN KRIGER UDEN VÅBEN

Den verden vi har i dag blev skabt for længe, længe siden. Den virkelighed vi har i dag blev skabt under 2. verdenskrig. Hvem vandt egentlig den krig? Hvem mente at de fremmede var et problem, hvem eksperimenterede gerne medicinsk på de anderledes tænkende, hvem lærte at sætte gang i krigsmaskineriet og derved økonomien, hvem opfattede national enighed som en styrke, hvem opdagede effektiviteten ved mediers ensretning, hvem lærte at gentagelse skaber sandhed, hvem solgte umenneskeligheder som nødvendigheder, hvem samlede de uønskede i ghettoer, hvem har vi lært alt dette af? Hvem vandt krigen?

NÆSTSIDST

Her gaar de udad, udad,

                                    falder og synker væk.

Og din var deres Munterhed

                                       og desperate Skræk.

De synger i Dag, og i Morgen med,

                        og hvem staar vel saa for Tur

til Møderne ude på isgraa Marker

                                         eller imod en Mur?

Her gaar de udad, udad,

                                unge Mænd som vi selv,

Og ingen af dem fik levet sit Liv,

                           og ingen fik sagt det Farvel.

DETTE ER SANGEN OM JER

OG MIG SELV

Dette er Sangen om jer og mig selv

og om Døgnet, som ligner en Flugt

- den bliver til i et Rum under Jorden,

hvor Væggen er blank af Fugt.

Beskyttelsesrummet er Hjerternes Hjertes

fire forpinte Kamre.

Udenfor hører jeg Blodets og Angstens

Kanoner hamre.

Alting er blevet til Frygt og Foragt.

Mine Hænder har følt, mine Øjne har set,

at dette kan blive den sidste Dag

- og hvem af os er beredt?

Budskab paa Budskab naar aandeløst frem

om Straf, Drab og Overmagt.

Og dette er sangen om jer og mig selv,

og den handler om Frygt og foragt.

VENTETID

Ved Gud, vi faar lært at vente.

                     I møjsomt gravede Render

med Haandgranater og Rifler

                     og Bidetængernes Tænder

mens Armbaandsurets Minutter

                         er Reb om vore Hænder

Vi lærer at vente i Timer.

                       Hver eneste Nat omtrent.

Beskyttelsesrummets Klamhed,

                        Murenes nøgne Cement.

Brummen af fjerne Flyvere

                        hver eneste Nat omtrent.

Enhver faar lært at vente

                    Paa en, der er død, eller en,

hvis Støvlesøm slaar Gnister

         mod en fremmed Landevejs Sten.

Vente i lange Dage lærer hver eneste en.

Fordi Granaternes Nedslag

               er mer end et Nedslag et Sted.

Men blev til et Slægtleds Mærke

                  på ubodelig megen Fortræd.

Mærket paa vores Liv,

                                 der er gået i Skred.

Handling er ikke at springe

                  i et vanvittigt, planlagt Spil.

Handling er ikke et dødsensangst Spring,

            der skænker det Nu, som vi vil.

Handling er det at leve

                   og se paa, at Ting bliver til.

Handling er det at leve

                     og modnes og dø sin Død.

Men først ha forvandlet sin Krop

                     til det hellige, grove Brød.

Og først ha forvandlet sit Blod

                 til en Vin, der er tung og rød.

Vi lærte ikke at handle.

                      For handling er ikke Had,

ikke det vilde Sekund,

                hvor man splitter et hjerte ad.

- Vi lærte bare at vente.

                            Uden at vide på hvad.

                                                                        (Morten Nielsen. Digte. Gyldendal. 1960)

På nationens vegne undskylder vi! Morten Nielsen, mine Damer og Herrer, Morten Nielsen!

KH

Thomas

Istedgades boghandel

TYRANNEN

 

Det er jo altid interessant når facaden krakelerer, når bagtæppet rives væk, når man får et kig ind bag de lukkede døre, når sandheden kommer frem. Og når det sker viser det sig altid at der ikke er den store forskel. Når det kommer til at redde eget skind, når det kommer til at jagte fjenden, når det kommer til os og dem, når det kommer til magtens og dens midler viser det sig altid at menneskedyret er det mest hensynsløse dyr af dem alle.

Vi bringer her retningslinier for de danske myndigheder for det tilfælde at de skulle støde på mennesker af anden verdensopfattelse. Og vi opfordrer i samme åndedrag naturligvis til angiveri af enhver.

Danmark længe leve, demokratiet længe leve, næstekærligheden længe leve!

§ XIII

OM MIDLERNE TIL AT OPNÅ

FYLDESTGØRENDE TILSTÅELSE

Art. 108

Regeringsmyndighederne tilkendes ret til at bringe alle til rådighed stående midler i anvendelse for at fremkalde en tilståelse fra politiske fanger, såfremt disse tøver med at afgive den.

Art. 109

Såfremt en fange, der er anholdt af politiske grunde, hårdnakket nægter at tilstå sin forbrydelse eller andres forbrydelse, som han måtte dække over, vil han blive pålagt at tilstå, hvilket vil blive ført til protokols med tydelig angivelse af nægtelsen.

Art. 110

Såfremt fangen efter at der blevet ham pålagt alligevel ikke tilstår, vil man gå frem i overensstemmelse hermed.

Art. 111

Enhver procedure med henblik på en tilståelse indledes med, at den anholdte klædes fuldstændig nøgen. På fangens anmodning vil der komme en præst til stede til hans moralske og åndelige husvalelse.

Art. 112

En tilståelsesproces skal følge nedenstående etaper i nævnte rækkefølge:

a)    Når fangen er klædt af, lægges han på gulvet og fastgøres med stærke læderremme om arme, ben, krop og hoved. Straks efter oversvømmes rummet med saltvand.

b)    På fangens legeme fastgøres, oppefra og ned (fra hoved til fod, med særlig vægt på kønsorganerne) en metalledning forbundet med elektriske batterier med vekselstrøm med en styrke der ikke overstiger 500 watt. Eller elektriske ledninger forbindes til fangens tindinger, fodsåler og håndflader.

c)     Udsættelse for blændende og glødende lamper, som ikke overstiger en lysstyrke af tusind, ifølge Schäffers skala.

d)    Kraftige slag på ikke synlige eller dækkede dele af kroppen (idet man holder sig inden for den del af kroppen som afgrænses af tøjet, altså ærmeopslag, lukket krave og bukseben) udført med de bare næver, læderrem, geværkolbe, stok, reb eller almindelige kæppe.

e)     Neddykning i ferskvand med fangen ophængt ved fødderne, i en dybde som ikke overstiger seks alen eller i hvert fald svarende til tre gange en normal mandshøjde, i perioder der ikke er længere end mennesker normalt kan holde vejret, ifølge Riberts håndbog om Åndedrætsfysiologi og Lungeapparatets Funktion.

f)      Anvendelse af aseptiske tænger, injektionssprøjter og skalpeller i testiklerne.

g)    Gentagne og ensartede slag på begge ører, efter resonanskammerprincippet til grænsen af beskadigelse af labyrinten (Flouguets håndbog, ifølge Pariserskolen).

h)    Lavementer med almindeligt saltvand, med anvendelse af klystersprøjte type ti eller Vaquers rectale udskylningsapparat.

i)      Papegøjestangen eller trapezen, eller begge.

Art. 113

Hvis fangen, efter at have gennemgået ovenomtalte procedure, stadig nøler, kan han underkastes behandling som beskrevet i det følgende:

a)    Radbrækning, som dog ikke må forårsage døden.

b)    Kastration.

c)     Udtrækning af tænder.

d)    Udrivning af det ene øje.

e)     Afskæring af tungen.

f)      Permanent invalidering af over- og underekstremiteter.

g)    Permanent døvhed ved ødelæggelse af trommehinderne.

h)    Indespærring eller ansigtskontakt med læsket kalk (i hætte eller sæk).

i)      Anbringelse nær rovdyr eller kødædende dyr i bure, som er beregnet til dette brug, dog således at vilddyret ikke uden videre kan æde fangen, men kun kan hensætte ham i den yderste rædsel. Til dette formål anvendes et bur til fangen tæt forbundet med vilddyrets og adskilt af stænger på tre tommers tykkelse og 25 cm mellemrum og med en tværstang i midten, og således at fangens bur måler 2 x 2 meter og 1,5 meter i højden.

Art. 114

Der må ikke anvendes andre midler til fremkaldelse af tilståelse end dem, der udtrykkeligt er gjort rede for i denne lov.

Art. 115

I særlige tilfælde og efter forudgående at have indhentet samtykke fra republikkens præsident kan følgende procedurer for at fremkalde tilståelse bringes i anvendelse.

a) Rage fangen skaldet.

b) Udsætte ham nøgen for andres blikke, udenforstående som intet har med hans tilståelse at gøre.

c) Udsætte hans mor eller kone for seksuelt samkvem med tredje person for at tvinge ham til at tilstå.

d) Lade ham se sine små børn for at tvinge ham til at tilstå.

e) Voldtage ham.

f) Håne og spotte ham.

Art. 116

Kvinder og børn kan ikke gøres til genstand for de anførte procedurer, med mindre de måtte anses for at være yderst farlige.

Art. 117

Den, som materielt foretager tilståelsesproceduren og den, som intellektuelt leder den, skal altid så vidt muligt lindre fange, når proceduren er overstået ved at fangen har aflagt tilfredsstillende tilståelse.

Art. 118

Det er enhver borgers pligt at ære fædrelandet, respektere dets symboler, dets store mænd, dets hellige steder. Tro på dets fremtid og på den kurs, der er lagt for dets fremtidige lykke. På dets regenters kloge, stærke og velovervejede ledelse og på de handlinger, de foretager for at søge det fælles vel og den nationale enhed.

Art. 119

Det er forbudt at anvende børnestraf – som f.eks. gadefejning på offentlige steder eller latrintømning – for at straffe borgere, som er dømt for en kriminel handling.

Art. 120

Alle borgere er lige for loven. Handel med slaver eller en hvilken som helst anden handel med mennesker er forbudt.

                                                            (Sergio Ramírez. Tyranner sover aldrig. Vindrose. 1985)

Hvis ikke virkeligheden allerede havde afsløret at de danske soldater, danske generaler og danske politikere allerede har læst og hver dag følger ovenstående paragraffer ville vi naturligvis meget gerne rundsende dem til hver enkelt. Det er jo væsentligt at demokratiet består, at vi får fat i de terrorister, at de lærer næstekærligheden at kende, at de taler vores sprog, at de forstår at vi er ikke ligesom dem, at det går op for alle at vores verden er den bedste af alle mulige verdener. Kun således kan vi sikre fred, fremgang og økonomisk vækst.

Danmark længe leve, demokratiet længe leve, næstekærligheden længe leve!

KH

Thomas

Istedgades boghandel

VØLVEN

Er man af den opfattelse at verden skrider roligt frem mod bedre tider, at mennesket bliver klogere og klogere, at alting kan ordnes med diplomatiske samtaler og løgne, at fjernsynet er vejen til viden, at demokratiet vil bestå, at litteraturen skal underholde, at oplysningstiden åbnede mennesket øjne, at vores fortid er fortid, at guderne er en mangel på fornuft og rationel tankegang, at civilisationen er et højdepunkt, at teknologiske løsninger er vejen frem er der al god grund til at følge opmærksomt med, når Vølven synger sin sang.

Vi lader ragnarok begynde:

Garm glammer glubsk

ved Gnipahulen,

lænken slides,

ulven løber:

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af

ragnarok.

Bror skal bekæmpe

bror,

søskende bryde

slægtsbånd,

hårdhed skal herske

og hor:

Krigstid, kamptid,

kløvede skjolde,

ulvetid, stormtid

til verden ender

og ingen skåner

nogen.

Jættesønner godter sig

og Gjallarhornet

varsler manges skæbne,

larmende.

Højt blæser Heimdal,

Odin mæler

med Mims mund.

Den ældgamle ask ryster

i sine rødder,

Yggdrasil klager

højlydt,

men Loke river sig løs.

Alle mænd skræmmes

på dødsvejen,

ilden brænder træet.

Hvordan går det med aser

og alfer?

buldrer det og brager i jætteland.

Aser er på tinge,

stønner dværgene

der løb bort fra bjergene,

klippekloge.

Var der mere I ville vide?

Garm glammer glubsk

ved Gnipahulen,

lænken slides

ulven løber;

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af

ragnarok.

Jætte kommer østfra

og hæver skjoldet

Midgårdsormen krummer sig.

Ormen pisker havet, i kæmpevrede,

men ørnen skriger og slår næbbet

i det døde kød, mens skibet,

lavet af ligenes negle,

løsnes.

Skibet stævner østfra,

skarer sejler

fra Muspel

mod land

og Loke styrer;

Tossesønner følger

ulven

og Loke.

Surt kommer sydfra med ild,

rammer gudebåret sværd,

skinnende sol;

Fjeldvæggen falder

på fæle trolde

det går ad helvede til

og himlen

revner.

Frigg falder nu igen

i dybeste sort,

Odin skal kæmpe

med ulven

og lyse Frej slås

med surt,

da falder Friggs fryd

i kampen.

Garm glammer glubsk

ved Gnipahulen;

lænken slides,

ulven løber.

Jeg ser i fortiden langt borte

og fremtiden ikke så fjern,

hvor aser rammes af ragnarok

                                                            (Vølvens spådom. Aschehoug/Brøndum. 1994)

Du kan naturligvis lytte til politikerne, der vil proppe dig med statistiske løgne og grundløse forudsigelser der kun gavner dem selv og deres venner. Du kan naturligvis  tro at det næste debatprogram vil bringe klarhed over situationen. Du kan naturligvis håbe at den næste krig bringer fred. Du kan naturligvis hævde at det religiøse menneske er problemet og det gudløse samfund paradis på jord.

De fleste mennesker skal jo desværre miste hovedet før de bliver klogere.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

SOLSVINETS SANG

Vi har sagt det før og gentager det gerne: Som læser er det nødvendigt at du ophæver tiden og lader alle tiders litteratur påvirke dine synaptiske forbindelser. Det er yderst sjældent en ægte digter fødes og på disse breddegrader, under denne sol og i dette land sker det næsten aldrig. Og hvad kendetegner så en ægte digter? En ægte digter er et menneske der over tid formår at videregive erfaringen af det evige i mennesket, verden, livet. Og naturligvis: Et menneske der ved at handling er menneskets målestok – ikke ord, ikke sprog, ikke æstetik, ikke teori, men handling! Vi har kun enkelte sådanne digtere her i landet og guderne ske tak og lov for dem.

VARSLERNES VISE

Hjælpen, vennehjælpen kommer ...

Gråspættet af slagmarkernes vattersot

drømte du om stor solbelønning.

Pludselig skulle den dukke op i blod-disen.

Vennerne, som skulle nære dig, tærer dig,

dine ribben forvandles til ørnevinger.

Højt over folkets fortabte masser

drikker du afgrundens stank

- insektmyldrende og kamæleonisk

som årstidernes kredsløb.

Den grusomme føde er fremsat.

Den forpestede næring er frembåret.

Gadehjørnernes bærme kender den,

markens grøde skrumper ind for

atter at brede sig ud som hunger.

Offerilden er antændt i templets port,

tjenerne frydes ved den harske duft.

Ministre og magnater, karteller og senater

skal hyldes i brandofrets røgelse.

Men ørnevingerne ulmer i spidsen.

Jeg lover dig brand over land og sky,

over kvinde og mand, over øje og tand.

Det lavagrå hav, det glødende sand,

den svovlgule regn, den hærgede by,

det brændende barn og brændende hjærter

skal  fortære ørnens knugende klo ...

Fordi ildsprudende tordenfugle,

fordi kampberedte ligvogne,

fordi undervandenes jernhajer

fordeles ved dødens lodtrækning

mellem solsvinet og sølv-judas

- sang varslerne denne vise.

TROMMESANG

Bered dig i nat, Bered dig dag og nat.

De sorte og røde knappenålsflag

i det rektangulære generalstabskort

 - endnu hvirvler de ikke i en dødelig

dans, men står uskyldigt og skønt

til kortets græsgrønne lokalfarve.

Bered dig mod fjender i fjerne egne,

at ikke de med et står bag dig og ler.

Sov altid med sværdet ved din side,

at ikke fuglefængere rider din sengehest.

Læg håndgranater bag hovedpudens fjer

at ikke du glemmer et ord i din NEMISIS-pagt.

Lyt til de indfødtes stemmer i mørket,

at ikke døren lukkes for løve og ørn.

Vær dødsberedt ved knappenålenes flagfarver,

at ikke LIVET bytter om på sorte og røde,

når der spilles på sort og rødt kommer ud.

Under aftenmånens runde brød

drives rovdyr frem over jorden

af hævnens og tilintetgørelsens pagt.

Skjult under ørnens vinger

ryster løven i afmægtig vrede

for insektmyldrende myrers tynge.

Og fuglefængeren tager sin fløjte frem og

spiller de sejglivedes utrolige dansemelodier:

O ørnens vinger, ulmende knogler og fjer,

skeletrester fra det skæbnesvangre måltid

- venskabsmåltidet, hvor ørnen fortærer løvens kød.

De knuste vinger under forrådnelsens em.

De flittige myrer – løvens og ørnens

øjne i ørknens glødende sand

Den gule måne og ørknens vinger ...

Fordi solsvinet står i zenith

og lynenes hvæsende virkelighed

luer i fortabelsens vrede sjæle, fordi

frihedselskende mennesker verden over

genkender fuglefængerens klare toner,

- sang de indfødtes trommer denne sang.

RODENS KLANGE

I hemmelige kamre beredes onde goder,

der skal frelse vort land fra jordens salt,

bevare sultens abelsmærke på vor pande, for-

dele livets frugt i rådnende kløfter til fals

for orme og rotter – ildens kvælende luer.

Se brandsvinet flammer mod zenith.

Bag metertykke betonvægge,

bag pestens palisader

træder jernhælen løgnens rok,

tvinder skæbnen sine tråde

af tidens kaos og tankens klarhed.

Hvilket talende sejrstegn:

Sultens ragnaROK som spinder –

tråde af overflodens forbandelser.

Men ingen kan knuse myrens slægt

eller udrydde græssets strå.

Vi rejser os mod himlen

som græs i grønne enge.

Uldens skal kartes

af tyvens brune fårepels.

Ulven bar den så listigt.

Væven skal saves

af træets sejge stamme.

Stormen tørrede den så godt.

Skyttelsen skal skæres

af løvens hvide knogler.

Myrerne rensede dem så smukt.

Rendegarnet skal tages

af ulvens grå tarme.

Ørnen flåede dem så fint.

Livet og stoffet –

livet og stoffet skal yngle

under vore flittige hænder for

at ikke ransmændene ved skydeskårene

skal fattes ligklæder på vredens dag.

Lad de døde være muld for de levende.

Fordi fjender af alt det forjættede

ikke kender sandhedens rok, livets spil,

jordens salt, træets væv,

løvens skytel, ulvens rendegarn

 - derfor klinger roden fra jordens muld.

SANDHEDENS OG VÆKSTERNES SANG

Der går fisk under hvide klinter

og barnet sparker i moderens krop.

Forvandlingens løvspæde fortryllelse.

Årtusinders vækst skal bruges

til vugge for nye ukuelige slægter

uden tjenende herrer og herremestre.

I lyse nætter skælver befrielsens latter

og slører konturer af rustne kampvogne

og krigsklokker der aldrig faldt i slag.

Vi knytter os fast til den flygtende hjort,

den dansende myg, trækfuglen i stormlyset

og til ormen i landets regntunge muld.

vore skæbner binder vi for altid til jorden

til nattestråets dugg, birketræets saft

og til barnet der leger på befærdede veje.

Fred føder – ufred øder.

Kun det skrøbelige skal holde.

Kun det flygtige skal bestå.

Kun det sande liv skal sejre.

Havets salte skum

er også sved på vor pande.

Sangen i mistralens åndedræt

er også ilingers brus i kornets bølger.

De synger om dig og mig og verden

og forvandlingens kommende time.

                                                                                       (Jørgen Nash. Vredens sange. Borgen. 1951)

Ja, man kan jo kun drømme om at det danske land snart vil blive flænset af bombers eksplosioner, at blodet vil flyde i gaderne, at fjenden smider jakkesættet og begynder at marchere i uniform. Måske da, måske da vil det gå op for alle at vi dagligt bliver slået ihjel, at krigen er lige nu, at livet ikke er spild af tid, men et spørgsmål om at flygte eller kæmpe, at frygte eller elske. Og måske da, måske da vil den danske muld igen lade digtere føde; digtere der ikke gemmer sig bag betalte uddannelser og teoretisk vrøvl, digtere der ikke gemmer sig bag skudsikre overbevisninger og ligegyldige eksperimenter, digtere der ikke gemmer sig bag politiske løgne og angsten for at leve. Vi præsenterer Hr. Jørgen Nash, mine Damer og Herrer, Hr. Jørgen Nash.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

BRASIL

Samba og Pelé, velformede brune baller og hvide sandstrande, slumbyer og rigmandskvarterer bevogtet af sværtbevæbnede lejesoldater. Brasilien kender vi ikke meget til; brasiliansk litteratur kender vi endnu mindre til her i vores ih og åh så globaliserede andedam. Og hvorfor skulle vi da også det? Sydamerika som kontinent er ikke dannet som Europa, ikke fremme i skoene som USA, ikke deprimeret som Rusland, så hvad skulle dette glemte kontinent dog kunne bidrage med?

POETIK

Jeg er led og ked af mådeholden lyrik

af velopdragen lyrik

af lyrik der ligner en offentligt ansat

med notesbog opslået protokol og lutter lovord om direktøren

Jeg er led og ked af lyrik som standser op for at slå efter i ordbogen

om et ord er korrekt eller ikke

Ned med puristerne

Leve alle ord især de universelle barbarismer

alle syntaktiske konstruktioner især de afvigende

alle rytmer især dem som ikke kan tælles

Jeg er led og ked af elskovsfuld lyrik

politisk

rakitisk

syfilitisk lyrik

af al lyrik som kapitulerer

overfor nogetsomhelst som er den fremmed

Forresten er det ikke lyrik

det kan være bogholderi cosinustavle takt-og-tone for den perfekte

   elsker

med hundrede brevmodeller og de forskellige måder at indynde sig

hos kvinderne på osv.

Jeg foretrækker de gales lyrik

de fordruknes lyrik

de fordruknes vanskelige og smertelig lyrik

Shakespeares narres lyrik

Jeg vil ikke vide af nogen lyrik som ikke er en befrielse

NY POETIK

Jeg vil lancere teorien om den tilsmudsede digter.

En tilsmudset digter er én, i hvis poesi

livet har sat sit snavsede aftryk.

Der går en fyr,

der går en fyr ud af huset i hvidt tøj,

en virkelig velpresset fyr

og på det første hjørne passerer en lastbil

som overstænker hans frakke med mudderpletter.

Det er livet.

Digtet bør være som mudder på fint tøj

tilfredsstille læseren ved at lade sig svine til.

Jeg véd, at poesien også er dug.

Men den slags poesi er for småpiger, bly violer, ærkejomfruer

og de højtelskede som blir gamle uden ondskab.

                                                                                                                     (Manuel Bandeira)

GÅRDSDAGENS STORE FLYKATASTROFE

Jeg ser blod i luften. Jeg ser piloten, som havde en blomst med til sin

elskede, omfavnet af propellen. Og violinisten, hvis bleghed døden

har understreget, styrte hovedkulds ned med sin sorte frisure og

sin stradivarius. Der er hænder og ben af danserinder, som

explosionen har hvirvlet omkring. Uigenkendelige kroppe

identificeret af den Store Genkender. Jeg ser blod i luften, jeg ser en

styrtregn af blod gennem skyerne som er døbt i digternes martyrblod.

Jeg ser den billedskønne svømmerske endnu hurtigere i sin sidste

salto fordi hun er livløs. Jeg ser tre piger hvis skørter spilet ud

som sejl for vinden som i en hvirvlende dans. Og jeg ser tossen

krystende rosenbuketten som hun troede var faldskærm og

primadonnnaen med sit lange pailletbesatte slæb som en komethale

henover himlen. Og en klokke der var på vej til et kapel imod

vest ringer nu sjælemesse for alle de arme døde.

Jeg formoder at den unge pige som var faldet i søvn i cockpittet

styrter endnu sovende ned, så rolig og blind! O venner, den lamme

kommer med uhørt fart, kommer som en faldende stjerne, kommer

på vindens ben. Blod regner over Vorherres skyer. Og der er

nærsynede poeter, som tror at det er morgenrøden.

                                                                                                                    (Jorge de Lima)

MORGENEN SOM VI HAR EROBRET FRA FJENDEN

Timerne falder over os vertikalt

som en hemmelig regn.

Børnene sover

under viadukternes triumfbuer.

Aviserne bringer

fotografier af radmagre mennesker med lange ansigter

som dundrer på dørene til de lukkede huse.

Stenen er hovedpude for fremtidens drømme.

Det som vi kæmper for er ikke længere en smule jord,

den sidste som er blevet tilbage udenfor landkortet.

Det er morgenen og retten til en dag efter denne.

Det vi kæmper for er timen

og, lige netop, timen som falder vertikalt;

det er ikke længere horisonten,

det er ikke længere det førhen så mægtige rum

hvor alting kunne trives uden nag.

Fordums mægtige vidder, som gav os en fornemmelse af noget

                                                                                                                    grænseløst.

Det vi kæmper for

er vejen der fører til himlen, i denne frygtelige

stejle kamp.

Det vi kæmper for

er ikke længere en plads under solen, det er den blodbestænkede

                                                                                                                             morgen –

den rødmende vej mod det som skal finde sted.

Og rækkefølgen i en brødkø.

3.

4.

5.

Et telegram, det sidste fra fronten, fortæller:

vi har erobret morgenen i dag!

                                                                                                                    (Cassiano Ricardo)

DEN OVERLEVENDE

Umulig at lave et digt på dette stadie af menneskehedens udvikling.

Umuligt at skrive et digt – endsige en enkelt linie – af sand poesi.

Den sidste troubadour døde i 1914.

Hans navn er der ingen som husker mer.

Der er frygteligt komplicerede maskiner til de allermest enkle behov.

Hvis du får lyst til at ryge en cigar skal du bare trykke på en knap.

Frakker knappes op elektrisk.

Man elsker telegrafisk.

Mad kan fordøjes uden mave.

                             En vismand erklærede overfor en avis, at vi endnu mangler

                                meget,

                             før vi er nået op på et rimeligt kulturelt niveau.

                    Men til den tid er jeg heldigvis død og borte.

Mennesket har ikke forbedret sig.

Vi dræber stadig hinanden som utøj.

Heroisk utøj fødes påny.

Verden er ubeboelig og for hver dag beboet af fler og fler.

Og hvis øjnene igen fik lært at græde ville der komme en ny syndflod.

(Jeg er bange for jeg har skrevet et digt)

ELEGI 1938      

Du arbejder uden glæde for en verden i opløsning,

hvor former og handlinger ikke tjener til eksempel for noget.

Du udfører møjsommeligt disse gestus, som kendes overalt,

du føler varme og kulde, lommesmerter, sult og sexualdrift.

Helte er stillet op overalt i parkerne, hvor du slæber dig frem,

og lovpriser dyden, forsagelsen, overlægget og initiativet.

Om natten slår de bronceparaplyer op, hvis det er tåget,

eller søger tilflugt i bøgerne på de dystre biblioteker.

Du elsker natten for dén tilintetgørende kraft, som den rummer,

og véd, at mens du sover gør problemerne dig fri for døden.

Men den frygtelige opvågnen beviser existensen af Den Store

   Maskine

og konfronterer dig atter, så lille, med disse ufattelige høje palmer.

Du vandrer omkring blandt de døde og taler med dem

om ting i fremtiden og om åndelige spørgsmål.

Litteraturen har ødelagt dine bedste kærlighedsstunder.

Ved telefonen har du spildt oceaner af så-tid.

Hovmodige hjerte, du har travlt med at tilstå dit nederlag

og udskyde almen-lykken til et andet sekel.

Du accepterer regnen, krigen, arbejdsløsheden og den uretfærdige

   fordeling,

fordi du ikke, alene, kan sprænge øen Manhattan i luften.

LAD OS RÆKKE HINANDEN HÅNDEN

Jeg vil ikke være digter for en verden i opløsning.

Jeg vil heller ikke besynge fremtidens verden.

Jeg er bundet til livet og ser mine fæller.

De er tøvende men de bærer på store håb.

Det er imellem dem jeg skal finde den store virkelighed.

Det nærværende er så mægtigt lad os ikke fare vild.

Lad os ikke fare ret meget vild, lad os række hinanden hånden.

Jeg vil ikke være digter for én kvinde, for én kærlighed.

Jeg vil ikke stå og sukke i skumringen udover landskabet som jeg ser

    fra mit vindue.

Jeg vil ikke sprede bedøvelse eller efterlade selvmordsbreve.

Jeg vil ikke bo på en øde ø eller lade mig bortføre af serafer.

Tiden er min materie, den nærværende tid, de nærværende

                                                                                                                    mennesker,

det nærværende liv.

                                                                                                                    (Carlos Drummond de Andrade)

SIDSTE NY PROMETHEUS

Jeg ville sætte brand til de slumrende livsånder,

jeg ville hældes tilbage i min egen støbeske,

jeg ville vide sandheden om alle skabninger, alle elementer;

jeg har gjort oprør mod Gud,

mod paven, mod bankiererne, mod den gamle skole,

mod min familie, mod min elskede,

siden mod jobbet,

siden mod lediggangen,

siden mod migselv

og mine tre dimensioner:

da udstedte verdensdiktatoren

en arrestordre på mig

og de kom for at gribe mig oppe på Pao de Acúcar:

med bombemaksiner

har de perforeret mine arme lever.

Jeg brækker enorme mængder galde.

Altimens skelner jeg dybt dernede havets døtre

i deres majdragter, syngende samba´er,

ser jeg morgengry veksle med dæmring

- livets renhed og enkelhed –

men det er umuligt for mig at gøre afbigt.

                                                                                       (Murilo Mendes)

ALMINDELIG MAND

Jeg er en almindelig mand

   af kød og erindring

   af knogler og glemsel.

   Bevæger mig til fods, med bus, med taxi og med fly

og i mit indre fræser livet

   panisk

   som en blæselampe

og kan pludselig

   gå ud.

Jeg er som dig,

   gjort af erindring

   og glemsel

      ansigt og

      hænder, en rød parasol ved middagstide

      i Pastos Bons,

      udbrændte glæder, blomster, fugle,

      eftermiddage som brændende fakler,

      navne som jeg ikke mere kan huske,

      munde, ånde, fade,

      bakker, flag, banantræer

                             det hele

                             blandet sammen

                                                          i eet duftende ved

                                                          som tændes og driver mig frem.

Jeg er en almindelig mand

   brasilianer, major, gift, af reserven,

   og ser ikke i livet, min ven,

   nogen mening medmindre vi sammen

   gir os til at slås for en bedre verden.

En forhastet skæbne har gjort mig til digter.

Men poesien er sjælden

og aldeles magtesløs overfor torturen.

   Jeg ønsker derfor at tale med dig

   som mand til mand,

   støtte mig til dig,

   gi´ dig min arm,

                             fordi tiden er knap

                             og herremanden myrder i eet væk.

Fordi tiden er knap

og de er her alle som een: Chase Bank, ITT,

Bond & Share,

Wilson, Hanna, Anderson Clayton

og gudved hvor mange andre blækspruttearme

i færd med at tømme livet og

lommerne på os.

   Almindelig mand, ligesom

   dig,

jeg krydser gaden under imperalismens pres.

   Godsernes skygger

   tilsværter landskabet

   og formørker havets vande

   så de smager bittert af vores barndom

   der vender tilbage til os,

   snavset af mudder og sult.

Men vi er mange millioner almindelige

   mænd

   og vi kan tilsammen danne en mur

   med vore kroppe af drømme og margeritter.

JORDISKE TING

Alle de ting, som jeg taler om, er i byen,

                             mellem himlen og jorden.

Det er altsammen ting, der er forgængelige

                             og evige som din latter,

                             det solidariske ord,

                             min åbne hånd

eller duften af dit hår, som jeg havde glemt,

                             men som vender desto stærkere tilbage

                             og brænder med sin utrolige flamme

her midt i maj.

Alle de ting, som jeg taler om, er jordiske ting

                             såsom lønnen og sommeren,

er forgængelige tilstede i tiden,

spredes som luften

på markeder, arbejdspladser,

i gader, på turisthoteller.

                             Det er alle

                             daglige ting, såsom munde

                             og hænder, drømme, strejker,

                             fordømmelser,

arbejds- og kærlighedsulykker. Ting,

                             som står i aviserne,

                             til tider barske,

                             til tider så dystre

at selv poesien har svært ved at kaste lys over dem.

                             Men det er heri jeg ser dig pulserende,

                             ny verden,

endnu på det hikkende og håbende stadium.

                                                                                       (Ferreira Gullar)

                                                (Virkeligheden og billedet. Ti brasilianske digtere. Brøndum. 1974)

Ja, åbenbart er livet i Brasilien ikke ren samba og glade dage; åbenbart er poesien i Brasilien andet end pynt på kulturens lagkage; åbenbart er mennesket i Brasilien ikke blot nikkedukke for magtens idioter. Måske er livet i Danmark heller ikke ren folkesang og bøgetræer; måske er poesien i Danmark andet end glasur på overflodens wienerbrød; måske er mennesket i Danmark ikke blot slave for kapitalens bødler; måske er det muligt at livet, poesien og mennesket i lille Dannevang er andet og meget mere end vi går rundt og forestiller os. Indtil da; indtil vi finder svaret; indtil det er sådan, holder vi os til Virkeligheden og billedet, mine Damer og Herrer, Virkeligheden og billedet!

KH

Thomas

Istedgades boghandel