tirsdag den 28. februar 2012

TYRANNEN

 
Det er jo altid interessant når facaden krakelerer, når bagtæppet rives væk, når man får et kig ind bag de lukkede døre, når sandheden kommer frem. Og når det sker viser det sig altid at der ikke er den store forskel. Når det kommer til at redde eget skind, når det kommer til at jagte fjenden, når det kommer til os og dem, når det kommer til magtens og dens midler viser det sig altid at menneskedyret er det mest hensynsløse dyr af dem alle.
Vi bringer her retningslinier for de danske myndigheder for det tilfælde at de skulle støde på mennesker af anden verdensopfattelse. Og vi opfordrer i samme åndedrag naturligvis til angiveri af enhver.
Danmark længe leve, demokratiet længe leve, næstekærligheden længe leve!

§ XIII

OM MIDLERNE TIL AT OPNÅ
FYLDESTGØRENDE TILSTÅELSE

Art. 108
Regeringsmyndighederne tilkendes ret til at bringe alle til rådighed stående midler i anvendelse for at fremkalde en tilståelse fra politiske fanger, såfremt disse tøver med at afgive den.

Art. 109
Såfremt en fange, der er anholdt af politiske grunde, hårdnakket nægter at tilstå sin forbrydelse eller andres forbrydelse, som han måtte dække over, vil han blive pålagt at tilstå, hvilket vil blive ført til protokols med tydelig angivelse af nægtelsen.

Art. 110
Såfremt fangen efter at der blevet ham pålagt alligevel ikke tilstår, vil man gå frem i overensstemmelse hermed.

Art. 111
Enhver procedure med henblik på en tilståelse indledes med, at den anholdte klædes fuldstændig nøgen. På fangens anmodning vil der komme en præst til stede til hans moralske og åndelige husvalelse.

Art. 112
En tilståelsesproces skal følge nedenstående etaper i nævnte rækkefølge:
a)    Når fangen er klædt af, lægges han på gulvet og fastgøres med stærke læderremme om arme, ben, krop og hoved. Straks efter oversvømmes rummet med saltvand.
b)    På fangens legeme fastgøres, oppefra og ned (fra hoved til fod, med særlig vægt på kønsorganerne) en metalledning forbundet med elektriske batterier med vekselstrøm med en styrke der ikke overstiger 500 watt. Eller elektriske ledninger forbindes til fangens tindinger, fodsåler og håndflader.
c)     Udsættelse for blændende og glødende lamper, som ikke overstiger en lysstyrke af tusind, ifølge Schäffers skala.
d)    Kraftige slag på ikke synlige eller dækkede dele af kroppen (idet man holder sig inden for den del af kroppen som afgrænses af tøjet, altså ærmeopslag, lukket krave og bukseben) udført med de bare næver, læderrem, geværkolbe, stok, reb eller almindelige kæppe.
e)     Neddykning i ferskvand med fangen ophængt ved fødderne, i en dybde som ikke overstiger seks alen eller i hvert fald svarende til tre gange en normal mandshøjde, i perioder der ikke er længere end mennesker normalt kan holde vejret, ifølge Riberts håndbog om Åndedrætsfysiologi og Lungeapparatets Funktion.
f)      Anvendelse af aseptiske tænger, injektionssprøjter og skalpeller i testiklerne.
g)    Gentagne og ensartede slag på begge ører, efter resonanskammerprincippet til grænsen af beskadigelse af labyrinten (Flouguets håndbog, ifølge Pariserskolen).
h)    Lavementer med almindeligt saltvand, med anvendelse af klystersprøjte type ti eller Vaquers rectale udskylningsapparat.
i)      Papegøjestangen eller trapezen, eller begge.

Art. 113
Hvis fangen, efter at have gennemgået ovenomtalte procedure, stadig nøler, kan han underkastes behandling som beskrevet i det følgende:
a)    Radbrækning, som dog ikke må forårsage døden.
b)    Kastration.
c)     Udtrækning af tænder.
d)    Udrivning af det ene øje.
e)     Afskæring af tungen.
f)      Permanent invalidering af over- og underekstremiteter.
g)    Permanent døvhed ved ødelæggelse af trommehinderne.
h)    Indespærring eller ansigtskontakt med læsket kalk (i hætte eller sæk).
i)      Anbringelse nær rovdyr eller kødædende dyr i bure, som er beregnet til dette brug, dog således at vilddyret ikke uden videre kan æde fangen, men kun kan hensætte ham i den yderste rædsel. Til dette formål anvendes et bur til fangen tæt forbundet med vilddyrets og adskilt af stænger på tre tommers tykkelse og 25 cm mellemrum og med en tværstang i midten, og således at fangens bur måler 2 x 2 meter og 1,5 meter i højden.

Art. 114
Der må ikke anvendes andre midler til fremkaldelse af tilståelse end dem, der udtrykkeligt er gjort rede for i denne lov.

Art. 115
I særlige tilfælde og efter forudgående at have indhentet samtykke fra republikkens præsident kan følgende procedurer for at fremkalde tilståelse bringes i anvendelse.
a) Rage fangen skaldet.
b) Udsætte ham nøgen for andres blikke, udenforstående som intet har med hans tilståelse at gøre.
c) Udsætte hans mor eller kone for seksuelt samkvem med tredje person for at tvinge ham til at tilstå.
d) Lade ham se sine små børn for at tvinge ham til at tilstå.
e) Voldtage ham.
f) Håne og spotte ham.

Art. 116
Kvinder og børn kan ikke gøres til genstand for de anførte procedurer, med mindre de måtte anses for at være yderst farlige.

Art. 117
Den, som materielt foretager tilståelsesproceduren og den, som intellektuelt leder den, skal altid så vidt muligt lindre fange, når proceduren er overstået ved at fangen har aflagt tilfredsstillende tilståelse.

Art. 118
Det er enhver borgers pligt at ære fædrelandet, respektere dets symboler, dets store mænd, dets hellige steder. Tro på dets fremtid og på den kurs, der er lagt for dets fremtidige lykke. På dets regenters kloge, stærke og velovervejede ledelse og på de handlinger, de foretager for at søge det fælles vel og den nationale enhed.

Art. 119
Det er forbudt at anvende børnestraf – som f.eks. gadefejning på offentlige steder eller latrintømning – for at straffe borgere, som er dømt for en kriminel handling.

Art. 120
Alle borgere er lige for loven. Handel med slaver eller en hvilken som helst anden handel med mennesker er forbudt.
                                                            (Sergio Ramírez. Tyranner sover aldrig. Vindrose. 1985)

Hvis ikke virkeligheden allerede havde afsløret at de danske soldater, danske generaler og danske politikere allerede har læst og hver dag følger ovenstående paragraffer ville vi naturligvis meget gerne rundsende dem til hver enkelt. Det er jo væsentligt at demokratiet består, at vi får fat i de terrorister, at de lærer næstekærligheden at kende, at de taler vores sprog, at de forstår at vi er ikke ligesom dem, at det går op for alle at vores verden er den bedste af alle mulige verdener. Kun således kan vi sikre fred, fremgang og økonomisk vækst.
Danmark længe leve, demokratiet længe leve, næstekærligheden længe leve!

KH
Thomas
Istedgades boghandel

VØLVEN


Er man af den opfattelse at verden skrider roligt frem mod bedre tider, at mennesket bliver klogere og klogere, at alting kan ordnes med diplomatiske samtaler og løgne, at fjernsynet er vejen til viden, at demokratiet vil bestå, at litteraturen skal underholde, at oplysningstiden åbnede mennesket øjne, at vores fortid er fortid, at guderne er en mangel på fornuft og rationel tankegang, at civilisationen er et højdepunkt, at teknologiske løsninger er vejen frem er der al god grund til at følge opmærksomt med, når Vølven synger sin sang.

Vi lader ragnarok begynde:

Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides,
ulven løber:
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.

Bror skal bekæmpe
bror,
søskende bryde
slægtsbånd,
hårdhed skal herske
og hor:
Krigstid, kamptid,
kløvede skjolde,
ulvetid, stormtid
til verden ender
og ingen skåner
nogen.

Jættesønner godter sig
og Gjallarhornet
varsler manges skæbne,
larmende.
Højt blæser Heimdal,
Odin mæler
med Mims mund.
Den ældgamle ask ryster
i sine rødder,
Yggdrasil klager
højlydt,
men Loke river sig løs.
Alle mænd skræmmes
på dødsvejen,
ilden brænder træet.

Hvordan går det med aser
og alfer?
buldrer det og brager i jætteland.
Aser er på tinge,
stønner dværgene
der løb bort fra bjergene,
klippekloge.
Var der mere I ville vide?

Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen,
lænken slides
ulven løber;
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af
ragnarok.

Jætte kommer østfra
og hæver skjoldet
Midgårdsormen krummer sig.
Ormen pisker havet, i kæmpevrede,
men ørnen skriger og slår næbbet
i det døde kød, mens skibet,
lavet af ligenes negle,
løsnes.

Skibet stævner østfra,
skarer sejler
fra Muspel
mod land
og Loke styrer;
Tossesønner følger
ulven
og Loke.

Surt kommer sydfra med ild,
rammer gudebåret sværd,
skinnende sol;
Fjeldvæggen falder
på fæle trolde
det går ad helvede til
og himlen
revner.

Frigg falder nu igen
i dybeste sort,
Odin skal kæmpe
med ulven
og lyse Frej slås
med surt,
da falder Friggs fryd
i kampen.

Garm glammer glubsk
ved Gnipahulen;
lænken slides,
ulven løber.
Jeg ser i fortiden langt borte
og fremtiden ikke så fjern,
hvor aser rammes af ragnarok
                                                            (Vølvens spådom. Aschehoug/Brøndum. 1994)

Du kan naturligvis lytte til politikerne, der vil proppe dig med statistiske løgne og grundløse forudsigelser der kun gavner dem selv og deres venner. Du kan naturligvis  tro at det næste debatprogram vil bringe klarhed over situationen. Du kan naturligvis håbe at den næste krig bringer fred. Du kan naturligvis hævde at det religiøse menneske er problemet og det gudløse samfund paradis på jord.
De fleste mennesker skal jo desværre miste hovedet før de bliver klogere.

KH
Thomas
Istedgades boghandel

søndag den 26. februar 2012

SOLSVINETS SANG

Vi har sagt det før og gentager det gerne: Som læser er det nødvendigt at du ophæver tiden og lader alle tiders litteratur påvirke dine synaptiske forbindelser. Det er yderst sjældent en ægte digter fødes og på disse breddegrader, under denne sol og i dette land sker det næsten aldrig. Og hvad kendetegner så en ægte digter? En ægte digter er et menneske der over tid formår at videregive erfaringen af det evige i mennesket, verden, livet. Og naturligvis: Et menneske der ved at handling er menneskets målestok – ikke ord, ikke sprog, ikke æstetik, ikke teori, men handling! Vi har kun enkelte sådanne digtere her i landet og guderne ske tak og lov for dem.

VARSLERNES VISE
Hjælpen, vennehjælpen kommer ...
Gråspættet af slagmarkernes vattersot
drømte du om stor solbelønning.
Pludselig skulle den dukke op i blod-disen.

Vennerne, som skulle nære dig, tærer dig,
dine ribben forvandles til ørnevinger.
Højt over folkets fortabte masser
drikker du afgrundens stank
- insektmyldrende og kamæleonisk
som årstidernes kredsløb.

Den grusomme føde er fremsat.
Den forpestede næring er frembåret.
Gadehjørnernes bærme kender den,
markens grøde skrumper ind for
atter at brede sig ud som hunger.

Offerilden er antændt i templets port,
tjenerne frydes ved den harske duft.
Ministre og magnater, karteller og senater
skal hyldes i brandofrets røgelse.
Men ørnevingerne ulmer i spidsen.

Jeg lover dig brand over land og sky,
over kvinde og mand, over øje og tand.
Det lavagrå hav, det glødende sand,
den svovlgule regn, den hærgede by,
det brændende barn og brændende hjærter
skal  fortære ørnens knugende klo ...

Fordi ildsprudende tordenfugle,
fordi kampberedte ligvogne,
fordi undervandenes jernhajer
fordeles ved dødens lodtrækning
mellem solsvinet og sølv-judas
- sang varslerne denne vise.

TROMMESANG
Bered dig i nat, Bered dig dag og nat.
De sorte og røde knappenålsflag
i det rektangulære generalstabskort
 - endnu hvirvler de ikke i en dødelig
dans, men står uskyldigt og skønt
til kortets græsgrønne lokalfarve.

Bered dig mod fjender i fjerne egne,
at ikke de med et står bag dig og ler.
Sov altid med sværdet ved din side,
at ikke fuglefængere rider din sengehest.

Læg håndgranater bag hovedpudens fjer
at ikke du glemmer et ord i din NEMISIS-pagt.
Lyt til de indfødtes stemmer i mørket,
at ikke døren lukkes for løve og ørn.

Vær dødsberedt ved knappenålenes flagfarver,
at ikke LIVET bytter om på sorte og røde,
når der spilles på sort og rødt kommer ud.

Under aftenmånens runde brød
drives rovdyr frem over jorden
af hævnens og tilintetgørelsens pagt.

Skjult under ørnens vinger
ryster løven i afmægtig vrede
for insektmyldrende myrers tynge.
Og fuglefængeren tager sin fløjte frem og
spiller de sejglivedes utrolige dansemelodier:
O ørnens vinger, ulmende knogler og fjer,
skeletrester fra det skæbnesvangre måltid
- venskabsmåltidet, hvor ørnen fortærer løvens kød.

De knuste vinger under forrådnelsens em.
De flittige myrer – løvens og ørnens
øjne i ørknens glødende sand
Den gule måne og ørknens vinger ...

Fordi solsvinet står i zenith
og lynenes hvæsende virkelighed
luer i fortabelsens vrede sjæle, fordi
frihedselskende mennesker verden over
genkender fuglefængerens klare toner,
- sang de indfødtes trommer denne sang.

RODENS KLANGE
I hemmelige kamre beredes onde goder,
der skal frelse vort land fra jordens salt,
bevare sultens abelsmærke på vor pande, for-
dele livets frugt i rådnende kløfter til fals
for orme og rotter – ildens kvælende luer.
Se brandsvinet flammer mod zenith.

Bag metertykke betonvægge,
bag pestens palisader
træder jernhælen løgnens rok,
tvinder skæbnen sine tråde
af tidens kaos og tankens klarhed.
Hvilket talende sejrstegn:
Sultens ragnaROK som spinder –
tråde af overflodens forbandelser.

Men ingen kan knuse myrens slægt
eller udrydde græssets strå.
Vi rejser os mod himlen
som græs i grønne enge.

Uldens skal kartes
af tyvens brune fårepels.
Ulven bar den så listigt.
Væven skal saves
af træets sejge stamme.
Stormen tørrede den så godt.

Skyttelsen skal skæres
af løvens hvide knogler.
Myrerne rensede dem så smukt.
Rendegarnet skal tages
af ulvens grå tarme.
Ørnen flåede dem så fint.

Livet og stoffet –
livet og stoffet skal yngle
under vore flittige hænder for
at ikke ransmændene ved skydeskårene
skal fattes ligklæder på vredens dag.
Lad de døde være muld for de levende.

Fordi fjender af alt det forjættede
ikke kender sandhedens rok, livets spil,
jordens salt, træets væv,
løvens skytel, ulvens rendegarn
 - derfor klinger roden fra jordens muld.

SANDHEDENS OG VÆKSTERNES SANG
Der går fisk under hvide klinter
og barnet sparker i moderens krop.
Forvandlingens løvspæde fortryllelse.

Årtusinders vækst skal bruges
til vugge for nye ukuelige slægter
uden tjenende herrer og herremestre.

I lyse nætter skælver befrielsens latter
og slører konturer af rustne kampvogne
og krigsklokker der aldrig faldt i slag.

Vi knytter os fast til den flygtende hjort,
den dansende myg, trækfuglen i stormlyset
og til ormen i landets regntunge muld.

vore skæbner binder vi for altid til jorden
til nattestråets dugg, birketræets saft
og til barnet der leger på befærdede veje.

Fred føder – ufred øder.
Kun det skrøbelige skal holde.
Kun det flygtige skal bestå.
Kun det sande liv skal sejre.

Havets salte skum
er også sved på vor pande.
Sangen i mistralens åndedræt
er også ilingers brus i kornets bølger.
De synger om dig og mig og verden
og forvandlingens kommende time.
                                                                                       (Jørgen Nash. Vredens sange. Borgen. 1951)

Ja, man kan jo kun drømme om at det danske land snart vil blive flænset af bombers eksplosioner, at blodet vil flyde i gaderne, at fjenden smider jakkesættet og begynder at marchere i uniform. Måske da, måske da vil det gå op for alle at vi dagligt bliver slået ihjel, at krigen er lige nu, at livet ikke er spild af tid, men et spørgsmål om at flygte eller kæmpe, at frygte eller elske. Og måske da, måske da vil den danske muld igen lade digtere føde; digtere der ikke gemmer sig bag betalte uddannelser og teoretisk vrøvl, digtere der ikke gemmer sig bag skudsikre overbevisninger og ligegyldige eksperimenter, digtere der ikke gemmer sig bag politiske løgne og angsten for at leve. Vi præsenterer Hr. Jørgen Nash, mine Damer og Herrer, Hr. Jørgen Nash.
KH
Thomas
Istedgades boghandel

lørdag den 25. februar 2012

BRASIL


Samba og Pelé, velformede brune baller og hvide sandstrande, slumbyer og rigmandskvarterer bevogtet af sværtbevæbnede lejesoldater. Brasilien kender vi ikke meget til; brasiliansk litteratur kender vi endnu mindre til her i vores ih og åh så globaliserede andedam. Og hvorfor skulle vi da også det? Sydamerika som kontinent er ikke dannet som Europa, ikke fremme i skoene som USA, ikke deprimeret som Rusland, så hvad skulle dette glemte kontinent dog kunne bidrage med?

POETIK
Jeg er led og ked af mådeholden lyrik
af velopdragen lyrik
af lyrik der ligner en offentligt ansat
med notesbog opslået protokol og lutter lovord om direktøren
Jeg er led og ked af lyrik som standser op for at slå efter i ordbogen
om et ord er korrekt eller ikke

Ned med puristerne

Leve alle ord især de universelle barbarismer
alle syntaktiske konstruktioner især de afvigende
alle rytmer især dem som ikke kan tælles

Jeg er led og ked af elskovsfuld lyrik
politisk
rakitisk
syfilitisk lyrik
af al lyrik som kapitulerer
overfor nogetsomhelst som er den fremmed

Forresten er det ikke lyrik
det kan være bogholderi cosinustavle takt-og-tone for den perfekte
   elsker
med hundrede brevmodeller og de forskellige måder at indynde sig
hos kvinderne på osv.

Jeg foretrækker de gales lyrik
de fordruknes lyrik
de fordruknes vanskelige og smertelig lyrik
Shakespeares narres lyrik

Jeg vil ikke vide af nogen lyrik som ikke er en befrielse

NY POETIK
Jeg vil lancere teorien om den tilsmudsede digter.
En tilsmudset digter er én, i hvis poesi
livet har sat sit snavsede aftryk.
Der går en fyr,
der går en fyr ud af huset i hvidt tøj,
en virkelig velpresset fyr
og på det første hjørne passerer en lastbil
som overstænker hans frakke med mudderpletter.

Det er livet.

Digtet bør være som mudder på fint tøj
tilfredsstille læseren ved at lade sig svine til.

Jeg véd, at poesien også er dug.
Men den slags poesi er for småpiger, bly violer, ærkejomfruer
og de højtelskede som blir gamle uden ondskab.
                                                                                                                     (Manuel Bandeira)

GÅRDSDAGENS STORE FLYKATASTROFE
Jeg ser blod i luften. Jeg ser piloten, som havde en blomst med til sin
elskede, omfavnet af propellen. Og violinisten, hvis bleghed døden
har understreget, styrte hovedkulds ned med sin sorte frisure og
sin stradivarius. Der er hænder og ben af danserinder, som
explosionen har hvirvlet omkring. Uigenkendelige kroppe
identificeret af den Store Genkender. Jeg ser blod i luften, jeg ser en
styrtregn af blod gennem skyerne som er døbt i digternes martyrblod.
Jeg ser den billedskønne svømmerske endnu hurtigere i sin sidste
salto fordi hun er livløs. Jeg ser tre piger hvis skørter spilet ud
som sejl for vinden som i en hvirvlende dans. Og jeg ser tossen
krystende rosenbuketten som hun troede var faldskærm og
primadonnnaen med sit lange pailletbesatte slæb som en komethale
henover himlen. Og en klokke der var på vej til et kapel imod
vest ringer nu sjælemesse for alle de arme døde.
Jeg formoder at den unge pige som var faldet i søvn i cockpittet
styrter endnu sovende ned, så rolig og blind! O venner, den lamme
kommer med uhørt fart, kommer som en faldende stjerne, kommer
på vindens ben. Blod regner over Vorherres skyer. Og der er
nærsynede poeter, som tror at det er morgenrøden.

                                                                                                                    (Jorge de Lima)

MORGENEN SOM VI HAR EROBRET FRA FJENDEN
Timerne falder over os vertikalt
som en hemmelig regn.
Børnene sover
under viadukternes triumfbuer.
Aviserne bringer
fotografier af radmagre mennesker med lange ansigter
som dundrer på dørene til de lukkede huse.
Stenen er hovedpude for fremtidens drømme.

Det som vi kæmper for er ikke længere en smule jord,
den sidste som er blevet tilbage udenfor landkortet.
Det er morgenen og retten til en dag efter denne.
Det vi kæmper for er timen
og, lige netop, timen som falder vertikalt;
det er ikke længere horisonten,
det er ikke længere det førhen så mægtige rum
hvor alting kunne trives uden nag.

Fordums mægtige vidder, som gav os en fornemmelse af noget
                                                                                                                    grænseløst.
Det vi kæmper for
er vejen der fører til himlen, i denne frygtelige
stejle kamp.
Det vi kæmper for
er ikke længere en plads under solen, det er den blodbestænkede
                                                                                                                             morgen –
den rødmende vej mod det som skal finde sted.

Og rækkefølgen i en brødkø.
3.
4.
5.
Et telegram, det sidste fra fronten, fortæller:
vi har erobret morgenen i dag!
                                                                                                                    (Cassiano Ricardo)

DEN OVERLEVENDE
Umulig at lave et digt på dette stadie af menneskehedens udvikling.
Umuligt at skrive et digt – endsige en enkelt linie – af sand poesi.
Den sidste troubadour døde i 1914.
Hans navn er der ingen som husker mer.

Der er frygteligt komplicerede maskiner til de allermest enkle behov.
Hvis du får lyst til at ryge en cigar skal du bare trykke på en knap.
Frakker knappes op elektrisk.
Man elsker telegrafisk.
Mad kan fordøjes uden mave.

                             En vismand erklærede overfor en avis, at vi endnu mangler
                                meget,
                             før vi er nået op på et rimeligt kulturelt niveau.
                    Men til den tid er jeg heldigvis død og borte.

Mennesket har ikke forbedret sig.
Vi dræber stadig hinanden som utøj.
Heroisk utøj fødes påny.
Verden er ubeboelig og for hver dag beboet af fler og fler.
Og hvis øjnene igen fik lært at græde ville der komme en ny syndflod.

(Jeg er bange for jeg har skrevet et digt)

ELEGI 1938      
Du arbejder uden glæde for en verden i opløsning,
hvor former og handlinger ikke tjener til eksempel for noget.
Du udfører møjsommeligt disse gestus, som kendes overalt,
du føler varme og kulde, lommesmerter, sult og sexualdrift.

Helte er stillet op overalt i parkerne, hvor du slæber dig frem,
og lovpriser dyden, forsagelsen, overlægget og initiativet.
Om natten slår de bronceparaplyer op, hvis det er tåget,
eller søger tilflugt i bøgerne på de dystre biblioteker.

Du elsker natten for dén tilintetgørende kraft, som den rummer,
og véd, at mens du sover gør problemerne dig fri for døden.
Men den frygtelige opvågnen beviser existensen af Den Store
   Maskine
og konfronterer dig atter, så lille, med disse ufattelige høje palmer.

Du vandrer omkring blandt de døde og taler med dem
om ting i fremtiden og om åndelige spørgsmål.
Litteraturen har ødelagt dine bedste kærlighedsstunder.
Ved telefonen har du spildt oceaner af så-tid.

Hovmodige hjerte, du har travlt med at tilstå dit nederlag
og udskyde almen-lykken til et andet sekel.
Du accepterer regnen, krigen, arbejdsløsheden og den uretfærdige
   fordeling,
fordi du ikke, alene, kan sprænge øen Manhattan i luften.

LAD OS RÆKKE HINANDEN HÅNDEN
Jeg vil ikke være digter for en verden i opløsning.
Jeg vil heller ikke besynge fremtidens verden.
Jeg er bundet til livet og ser mine fæller.
De er tøvende men de bærer på store håb.
Det er imellem dem jeg skal finde den store virkelighed.
Det nærværende er så mægtigt lad os ikke fare vild.
Lad os ikke fare ret meget vild, lad os række hinanden hånden.

Jeg vil ikke være digter for én kvinde, for én kærlighed.
Jeg vil ikke stå og sukke i skumringen udover landskabet som jeg ser
    fra mit vindue.
Jeg vil ikke sprede bedøvelse eller efterlade selvmordsbreve.
Jeg vil ikke bo på en øde ø eller lade mig bortføre af serafer.
Tiden er min materie, den nærværende tid, de nærværende
                                                                                                                    mennesker,
det nærværende liv.
                                                                                                                    (Carlos Drummond de Andrade)

SIDSTE NY PROMETHEUS
Jeg ville sætte brand til de slumrende livsånder,
jeg ville hældes tilbage i min egen støbeske,
jeg ville vide sandheden om alle skabninger, alle elementer;
jeg har gjort oprør mod Gud,
mod paven, mod bankiererne, mod den gamle skole,
mod min familie, mod min elskede,
siden mod jobbet,
siden mod lediggangen,
siden mod migselv
og mine tre dimensioner:
da udstedte verdensdiktatoren
en arrestordre på mig
og de kom for at gribe mig oppe på Pao de Acúcar:
med bombemaksiner
har de perforeret mine arme lever.
Jeg brækker enorme mængder galde.
Altimens skelner jeg dybt dernede havets døtre
i deres majdragter, syngende samba´er,
ser jeg morgengry veksle med dæmring
- livets renhed og enkelhed –
men det er umuligt for mig at gøre afbigt.
                                                                                       (Murilo Mendes)

ALMINDELIG MAND
Jeg er en almindelig mand
   af kød og erindring
   af knogler og glemsel.
   Bevæger mig til fods, med bus, med taxi og med fly
og i mit indre fræser livet
   panisk
   som en blæselampe
og kan pludselig
   gå ud.

Jeg er som dig,
   gjort af erindring
   og glemsel
      ansigt og
      hænder, en rød parasol ved middagstide
      i Pastos Bons,
      udbrændte glæder, blomster, fugle,
      eftermiddage som brændende fakler,
      navne som jeg ikke mere kan huske,
      munde, ånde, fade,
      bakker, flag, banantræer
                             det hele
                             blandet sammen
                                                          i eet duftende ved
                                                          som tændes og driver mig frem.

Jeg er en almindelig mand
   brasilianer, major, gift, af reserven,
   og ser ikke i livet, min ven,
   nogen mening medmindre vi sammen
   gir os til at slås for en bedre verden.
En forhastet skæbne har gjort mig til digter.

Men poesien er sjælden
og aldeles magtesløs overfor torturen.
   Jeg ønsker derfor at tale med dig
   som mand til mand,
   støtte mig til dig,
   gi´ dig min arm,
                             fordi tiden er knap
                             og herremanden myrder i eet væk.

Fordi tiden er knap
og de er her alle som een: Chase Bank, ITT,
Bond & Share,
Wilson, Hanna, Anderson Clayton
og gudved hvor mange andre blækspruttearme
i færd med at tømme livet og
lommerne på os.

   Almindelig mand, ligesom
   dig,
jeg krydser gaden under imperalismens pres.
   Godsernes skygger
   tilsværter landskabet
   og formørker havets vande
   så de smager bittert af vores barndom
   der vender tilbage til os,
   snavset af mudder og sult.
Men vi er mange millioner almindelige
   mænd
   og vi kan tilsammen danne en mur
   med vore kroppe af drømme og margeritter.


JORDISKE TING
Alle de ting, som jeg taler om, er i byen,
                             mellem himlen og jorden.
Det er altsammen ting, der er forgængelige
                             og evige som din latter,
                             det solidariske ord,
                             min åbne hånd
eller duften af dit hår, som jeg havde glemt,
                             men som vender desto stærkere tilbage
                             og brænder med sin utrolige flamme
her midt i maj.

Alle de ting, som jeg taler om, er jordiske ting
                             såsom lønnen og sommeren,
er forgængelige tilstede i tiden,
spredes som luften
på markeder, arbejdspladser,
i gader, på turisthoteller.

                             Det er alle
                             daglige ting, såsom munde
                             og hænder, drømme, strejker,
                             fordømmelser,
arbejds- og kærlighedsulykker. Ting,
                             som står i aviserne,
                             til tider barske,
                             til tider så dystre
at selv poesien har svært ved at kaste lys over dem.
                             Men det er heri jeg ser dig pulserende,
                             ny verden,
endnu på det hikkende og håbende stadium.
                                                                                       (Ferreira Gullar)

                                                (Virkeligheden og billedet. Ti brasilianske digtere. Brøndum. 1974)

Ja, åbenbart er livet i Brasilien ikke ren samba og glade dage; åbenbart er poesien i Brasilien andet end pynt på kulturens lagkage; åbenbart er mennesket i Brasilien ikke blot nikkedukke for magtens idioter. Måske er livet i Danmark heller ikke ren folkesang og bøgetræer; måske er poesien i Danmark andet end glasur på overflodens wienerbrød; måske er mennesket i Danmark ikke blot slave for kapitalens bødler; måske er det muligt at livet, poesien og mennesket i lille Dannevang er andet og meget mere end vi går rundt og forestiller os. Indtil da; indtil vi finder svaret; indtil det er sådan, holder vi os til Virkeligheden og billedet, mine Damer og Herrer, Virkeligheden og billedet!

KH
Thomas
Istedgades boghandel

tirsdag den 21. februar 2012

EFTER HÅNDEN

Der er næppe fordi de danske forlag mangler ambitioner – det fleste af dem vil jo gerne se et endnu større sort tal på bundlinien, en endnu større omsætning, flere penge i kasse og egen lomme, så ambitioner har de. Det er heller ikke fordi de danske forlag ikke interesserer sig for litteratur – de fleste af dem udgiver jo både skønlitteratur og digte, både dansk og oversat, så litteratur er helt klart inden for deres interesseområde.

Hvis vi tager et blik udover landskabet her i Dannevang er det fladt som noget andet land – her en lille bakke, der en lille fordybning ellers bare flad vindblæst våd jord uden de store bemærkelsesværdige seværdigheder. Som sådan ligner den danske forlagsbranche det danske land. Her stikker Gyldendal op som en lille bakke – mere drøjde end højde, der Peoples Press som en lille fordybning – mere hul end dal. Og her anes omridset af Lindhard og Ringhoff der dog forsvinder igen, når solen bryder frem – mere tåge end regn, der lidt af Rosinante som små grå pletter  – mere slud end sne.

Faktisk er der for øjeblikket kun ét forlag der synes at rage op i landskabet, ét forlag der synes at vide hvad det gør, ét forlag der beskæftiger sig med litteraturen som andet end endnu en mulighed for indtjening, ét forlag der kan læse.
Dette ene forlag er naturligvis After Hand. Trods en lettere ujævn udgivelsesrække de seneste par år har After Hand – med kærlighed og knofedt – formået at sætte en helt ny standard for dansk litteratur. Ja, faktisk har de været ene om at sætte en standard. Lettere bemærkelsesværdigt når vi betænker at forlagets fulde bemanding består af digteren Henrik Have og redaktøren Mathias Kokholm – ingen økonomiafdeling, ingen pr-afdeling, ingen salgsafdeling, ingen store reklamer på Nørreport, ingen tv-indslag, ingen nobelpristager i stalden, ingen supermarkedsudsalg, ingen statsstemplet litteraturpriser, ingen sælgen ud til Vangsgaard (den kræmmer!) og alligevel, alligevel kommer der fra forlagets hånd det ene prisværdige værk efter det andet. Tænk hvad de to herrer Have og Kokholm kunne skabe havde de blot en brøkdel af de andre forlags ressourser – ja havde de blot det beløb Gyldendal bruger på repræsentationsmiddage, pressemeddelser og blødt 6-lagstoiletpapir for et enkelt år ville Hr. Have og Hr. Kokholm med al sandsynlighed kunne revolutionere dansk litteratur – og det helt uden hjælp fra medierne, supermarkederne og bogkæderne (tidligere kaldet boghandlerne).

Hvad der måske er mest bemærkelsesværdigt ved After Hands udgivelsesrække er at de synes at være fuldstændigt uberørt af tidens pæne piger der alle som en skriver korrekt om både køn og krop og så heller ikke en tøddel mere. After Hand er endnu ganske uberørt (og Guderne ske tak og lov for det) af denne samlebåndsproduktion af vakuumpakkede færdigretter bestående af ligegyldige såkaldt feministiske køns- og kropspostulater uden hold i andet end allerede vedtagne løgne der kan holde mennesket fast i en verden af det rene ingenting blottet for lidenskab (at After Hand så har haft en forhåbentlig overstået tendens til at hoppe på de lige så samlebåndsagtige såkaldt mandelige pseudofilosofiske eksistenspostulater har vi tidligere gjort kraftigt opmærksom på).

Der er naturligvis andre små forlag der forsøger deres – og til tider med succes (Basilisk vil nørderne råbe, men ærlig talt – tak for de mange fantastiske oversættelser, men at beskylde Basilisk for at tage chancer og introducere noget som helst nyt er vist at overdrive. Og deres nye beta-serie tyder ikke, trods det gyldendalske sponsorat, på at Basilisk har nogen ambitioner om at sætte en ny og højere standard for dansk litteratur end hvad forfatterskolen, Bukdahl og diverse hangarounds har haft som erklæret målsætning de sidste mange år, så ...). Det er for øjeblikket kun After Hand der har været i stand til at fastholde det høje niveau over en længere årrække og derved faktisk præge den litterære klike i Danmark. Hvis vi tager et blik på sidste års udgivelser fra de mange små såkaldte undergrundsforlag er der kun to der fortjener en fremhævelse:

HVASSELINE POPLISHING. Om Frk. Line igen kan finde et guldkorn på niveau med Flemming Lund vil kun tiden vise, men det regner vi da med. En så sikker redaktionel hånd som Frk. Lines har vi ikke set i Danmark i mange år.

OVBIDAT. At Hr. Rolf har et yderst præcist blik for litteraturen står ganske klart efter nu tre udgivelser fra hans  lille og yderst håndfaste forlag. Vores begejstring over især Rasmus Halling Nielsens og Glenn Christians respektive værker kræver simpelthen mere lebensraum end vi her har til rådighed, så dem vil vi vende tilbage til meget snart.

Vi er nu godt inde i 2012 og desværre er der ingen tegn på at nye spillere med niveau vil melde sig på banen – bemærk venligst formuleringen: Med niveau!. Dog håber vi (måske naivt) at SISYFOS med tiden også kaster sig over den danske litteratur (en ny og knapt så lærd og vidende og teoretisk og akademisk og kedelig redaktion vil dog nok være nødvendig – i fald SISYFOS vil gøre et varigt indtryk og ikke blot falde i med det sædvanlige bagtæppe). Er der andre lovende forlag derude? Hmm ... det nyfødte LØVES FORLAG virker ambitiøst men holder sig så vidt vi kan se til de sikre oversatte klassikere – vi glæder os på forhånd til genudgivelsen af Josef og hans brødre af Thomas Mann – og minder derfor for meget om den skrumpende kæde Løves boghandel der serverer tapas og cafe latte før de serverer læseværdig litteratur. BEBOP  holder som sædvanlig et svingende niveau fra det jævnt kedelige til det fantastiske. ARENA synes ikke at have fundet noget der bare minder om stilen og gør det vel sagtens heller ikke foreløbigt. Deres udgivelser stritter i øst og vest og det er måske på tide at spørge sig selv hvorvidt redaktionen ikke snart skylder sin fortid et navneskifte – ARENA bør man ikke være i tvivl om hvor står og det er man nu. Og så må vi jo indrømme at vore nætter en gang imellem fyldes af drømme om en Johannes Riis på syre der endelig vågner op, lægger kursen om, fyrer pr-afdelingen, skærer kraftigt i salgsafdeling, rydder hele den redaktionelle afdeling og skyder aktionærerne en kugle for panden – én for én. Hold da kæft hvor kunne vi lave rav i den, Hr. Riis. Med dine penge og vores åndelige habitus! Ja, ja, hvad der er den enes drøm er ofte den andens mareridt.   
KH
Thomas
Istedgades boghandel