mandag den 12. marts 2012

PENSUM I.: MAJOREN

 
Vi har nævnt forfatterskabet før – flere gange endda, men mennesket nu til dags skal jo helst have det hele serveret på et sølvfad, så vi følger tidens ånd og giver mennesket hvad mennesket vil.
Vi indleder med lidt religionsundervisning – og endnu engang må vi opfordre til en helt konkret læsning; ingen symbolisme her. Dette er hverdagserfaring på skrift:

YAMA
Hvad man ikke kan kneppe sig ud af, kan man vel myrde sig ud af. Når spændingstilstanden i kroppen er blevet uudholdelig må jeg dræbe – sagde han. Når hadet har vokset sig enormt og ikke længere kan rummes, må alle grænser brydes, alle barrierer sønderslås, malmes, kværnes, splintres, knuses, så kommer jeg kørende i mine hundredtusinde last- og kølevogne, mine tungtarmerede kampvogne med øredøvende larm og maler hele molevitten, alt kød, alle knogler, årer, sener, alt hvad der er blåt og rødt og gult og hvidt og har draget ånde, prustet og stønnet tungt og velbehageligt af liv, avlelyst og barnlige glæder, til blodigt mel, til affaldsprodukter, til æde for svin og høns, så kommer jeg tumlende i destruktiv majestæt og gør en ende på alle jeres latterlige drømme om det gode liv.
Jeg lader jer gå til. Jeg tramper jer til døde med mine spidse jernstøvler, jeg spidder jer og knuser jer, for jeg kan ikke lade være, jeg har valget mellem at smadre og selv blive smadret, og jeg vælger selvfølgelig, det må I da for helvede kunne forstå: at smadre. Jeg stikker alle jeres øjne ud med alle mine knive, og jeg planter mine små fornøjelige kødøkser i jeres kranier, jeg gør kål på jeres hjerner, flår deres vindinger ud af deres kister og slubrer dem i mig, med ketchup og sennep. I skal fandeme ikke tro jer for sikre. Snart står jeg der, snart kommer jeg om hjørnet, og I ser ham, manden i jerndragten, den sorte satan med øksen og kniven, altid manøvredygtig, altid parat til at skalpere og hugge, spruttende og sydende af had og raseri, søbende jeres tykke blod, tyggende jeres flænsede muskler, slubrende, fordøjende, ædende alt hvad jeg møder på min vej af kød og brusk, hinder og hud.
Alt glider ned. Jeg levner ikke, der er plads til det hele. Jeg har ikke tænkt mig andet. Jeg bliver ved! Sagde han. Den gode Gud, forløseren, den der får det hele til at høre op.

Og lad os så tage lidt til tvivlerne; til dem der finder denne verden barmhjertig og god; til dem der ikke finder at alting ånder vold:

VENTETID
I USA har man i staterne N. og M. indført massehenrettelser. Af hensyn til fangerne på dødsgangen. Den lange ventetid på eksekutionen virker nedbrydende på de dødsdømtes helbred; deres fysik lider og de brydes psykisk ned, vurderer Menneskerettighedskommissionen, som i årtier har beskæftiget sig med problemet. Efter lang tids tovtrækkeri med regeringen i Washington er det omsider lykkedes at overtale de to delstater til at fremskynde henrettelserne gennem masseeksekution. Faciliteterne, der omfatter et betydeligt antal af de fornødne eksekutionsapparater (i staten N. sker henrettelserne ved hængning, i M. ved den mere humane indsprøjtning af en dødelig gift), er blevet tilvejebragt. Nu klager skatteborgerne i de to stater imidlertid over den store skattebyrde opførelsen af massehenrettelsesfaciliteterne har medført. ”Det er ikke retfærdigt,” udtaler guvernør Max Richie i staten N., ”at borgerne skal finansiere en misforstået medlidenhedsakt. Lad dem der gennem en brutal voldshandling har gjort sig fortjent til et længerevarigt ophold på dødsgangen, betale for hvad de har gjort. De viste ingen medlidenhed med deres ofre.” Herimod indvender redaktøren af det største blad i staten M. ”The M. Observer”: ”Den belastning der er for et menneskes nervesystem at sidde på dødsgangen og afvente sin egen død i månedsvis, sommetider i årevis – eventuelt mens parodiske benådningsforhandlinger står på – kan slet ikke sammenlignes med den i reglen kortvarige dødsangst et mordoffer gennemlider.” Hvortil guvernør Richie svarer: ”Flertallet af de folk der sidder på dødsgangen er selv skyld i den lange ventetid fordi de i deres psykopatiske selvmedlidenhed har appelleret dødsdommen og dermed forsøger at undgå den retfærdige straf samfundet har idømt dem.” Mod denne betragtning indvender redaktøren af ”The M. Observer”: ”Appelretten er indstiftet for at forebygge justitsmord, og statistikken viser at antallet af justitsmord i den tid dødsstraffen har eksisteret, har vist sig at være uacceptabelt høj.”
Ikke desto mindre hilser et flertal af medlemmerne af foreningen WODR – ”Waiting on Death Row” (Dømte på dødsgangen) – den ny lov om massehenrettelser velkommen. ”Lad os få det overstået,” siger foreningens formand, Benjamin Washington, som på 11. år afventer sin henrettelse ved hængning efter i april 1995 at være blevet dømt for at have tortureret, voldtaget, myrdet og spist 20 unge kvinder. En minoritet i foreningen, som har appelleret deres domme og mener sig uskyldigt dømte, deler ikke formandens opfattelse.

Se det var jo en næsten helt stueren lille fortælling og vi fortsætter da også i samme spor. Denne gang får vi dog også lidt hard core porno og maskulin handlekraft med i pakken – og hvem holder ikke af det?:

COMING OF AGE
”Se, de dér brutale muskelbjerge disse små ludere falder for, de dér blæste gorillaer der banker deres kæmpejern op i dem, bider dem i brysterne og tæsker løs på deres røvballer mens de puler dem både i kusse og røv – der bliver ikke skelnet småligt mellem hullerne – og se, hvordan han trykker sin kæmpegrab mod hendes nakke og slider hende i håret mens hun sutter den af på ham! Er han ikke dygtig hva´r? Sådan en strid lille sag får den også hurtigt op at stå på en mand – se hvor den stritter på ham den lange, om på maven med hende og så får hun den ind i røvhullet så hun tuder og gisper, og hun ender med at synes rigtig godt om det, hun ender med at nyde det, nyde at få hans kæmpedreng banket op i tarmen. Hun er en luder der har opdaget tilbuddet på nettet og har slået til, og han er vel en af dørvogterne i etablissementet nede om hjørnet. Al den slags plejer at være samlet i bestemte kvarterer, dér hvor bordellerne ligger og de billige ludere trækker i gaderne. Pigen dér kan være en af dem, hun kan også være en escortpige der vil tjene noget ekstra, eller en studerende for den sags skyld, en universitetsfisse – man kan se forskel på dem; bordelpersonalet og de der trækker i gaderne er mere rå og simple i det, og deres tatoveringer er gennemgående mere usmagelige.” Han hoppede i sofaen: ”Se!” råbte han, ”hun nyder det, hun kommer sgu, det dér er ægte, og neeej, har du set, nu er fyren sgu også på vej!” Og ganske rigtigt: Pigebarnet, denne simple lille luder vred sig i orgasmens pine, og gorillaen prustede og trak sig ud, og så fik den ellers med hånden, alt hvad den kunne tage – man så ikke om pigebarnet fik det i hovedet eller hvad, for så sluttede optagelsen. Nogle af videoerne viste hvordan pigerne blev sprøjtet til med sæd, strålerne ramte ansigtet eller brysterne. Disse sager var redigeret efter de sødeste seksuelle fantasier, gav de unge forfriskende ideer, de mandlige singler nogenlunde tilfredsstillende orgasmer foran skærmen og holdt de gamle mænd vågne. De var ikke længere ejakulationen mægtige og endte bare med at blive urolige og søvnløse. Så kom der en fra lægevagten og gav dem en sprøjte, og oversygeplejersken på plejehjemmet sørgede for at videoerne med det ophidsende materiale blev konfiskeret. Man havde også haft eksempler på hjertestop og hjerneblødninger på grund af legene på skærmen.
Vi sad en stund og kiggede på optagelserne. De fleste var primitivt urealistiske, man kunne se de var arrangerede, men der var også nogle, ikke så få endda hvor det var tydeligt at de seksuelle idealmennesker havde en betragtelig grad af gensidig fornøjelse ud af det.
Han rakte mig papiret med kokain. Jeg tog det, lagde det på glasbordet, bøjede mig ned og trak det hele ind gennem næseborene i to drag. Det livede mig gevaldigt op. Jeg tog fjernbetjeningen og slukkede for lortet. Der kom ingen protester. Vi så et øjeblik på hinanden. Vi var enige i den sag. ”Så gør vi det i aften,” sagde jeg, ”nakker ham den store.” Han nikkede. Vi tjekkede magasinerne i vores pistoler og gik. Der var altid et mellemværende til at aflede, et tidsfordriv. Det med kællingerne var vi vokset fra.

Og så lad os da her til slut tage lidt til de ængstelige feminister af begge køn og andre seksualforskrækkede, fordomsfulde fantasiløse teorister med hede drømme om en medieovervåget karriere:

FAST ARBEJDE
Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun svines til.

Jeg beder hende om at klæde sig af. Hun er en lydig lille pige. Hun klæder sig af og lægger sit tøj i en pæn sammenlagt bunke på en stol i værelset. Så går jeg hen og tager hendes hånd og presser den mod min gylp. Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun svines til.

Hun lader mig presse sin hånd mod min gylp, og jeg beder hende om at lægge sig på knæ foran mig. Hun er en renlig lille pige, hun dufter godt, hun har små spidse bryster. Hun gør som jeg siger. Hun lægger sig på knæ og jeg beder hende om at tage mit opsvulmede lem i sin hånd og føre det ind i sin mund. Det vil hun ikke. Hun begynder at græde. Men hun er en renlig lille pige, og hun dufter godt. Og jeg siger: ”Så skal du få med bæltet,” og trækker min livrem ud af bukserne. Hun begynder for alvor at tude – og så siger hun: ”Jeg skal nok, jeg skal nok!” men nu kan jeg ikke styre mig længere. Jeg fristes for stærkt, og jeg slår hende hårdt på brysterne med mit bælte, så der kommer en bred, dybrød stribe på hendes hud. Det får hende til at skrige og falde bagover. ”Ka´ du så forstå at det er  alvor!” råber jeg, og hun forstår at det er alvor, retter sig op, tager mit lem i hånden og begynder med kinderne våde af tårer at sutte på det. Jeg siger: ”Tag det ordentligt ind i munden.” Hun tager lemmet – eller så meget af det hun kan gabe over – ind i munden. Og hun begynder. Hendes bryster er små og spidse. Hun kan ikke være så gammel. Ikke meget over 13. Hun er en renlig lille pige. ”Så tager du fat,” siger jeg, ”få den ordentligt ind i munden, ned i halsen, deep throat, har du forstået?” Hun kan ikke, hvor meget hun end forsøger, hun kan ikke rumme mig. Så slår jeg hende igen med bæltet. Jeg slår hende ned ad ryggen. Der kommer en lang rød stribe. Men så bliver jeg opmærksom på hendes ørenringe. Jeg stikker mine tomler ind i dem, og trækker langsomt hendes hoved op imod mig. Lemmet glider ved denne bevægelse ud af hendes mund, og hun skriger og begynder igen at tude. Jeg ser på hende. ”Ka´ du så lige!” brøler jeg. Hun tuder og råber: ”Lad være, lad være!” ”Få den ind og slik den tom!” råber jeg rasende (det er et værre råberi det her, og hvis der er sovende naboer må de for længst være blevet vækket, men det er der vist ikke). ”Få den så ind!” gentager jeg (nu er jeg sgu blevet gal i hovedet) og rykker i ørenringene, så hendes ansigt fortrækkes i smerter og hun tuder endnu højere.

Hun er en renlig lille pige, hun har en behagelig aroma. Hun er en køn lille tingest, men hun er en sjofel lille luder, hun skal gøre sit arbejde, og hun skal gøre det ordentligt. Det siger jeg også til hende, strengt som en skolelærer til en uartig skolepige. Og jeg tvinger hende – ved et dygtigt træk i ørenringene – til at tage den i munden igen. Hun kan næsten ikke rumme mig. – Men hun gør sit arbejde. Nu tager hun fat. Hun gør sit arbejde, og hun gør det ordentligt, mens jeg dirigerer hende med jævnlige ryk i ørenringene og et par drag over ryggen med bæltet. Hun gør sit arbejde godt nu, rigtig, rigtig godt. Når det kommer til stykket er hun en dygtig pige, der gør sit arbejde ordentligt. Hun er en renlig lille pige, hun er en lydig lille pige. men det var hun ikke i begyndelsen, det er hun nu. Jeg eksploderer i munden på hende, i en række kraftige stød, mens jeg holder hendes hoved fast ved ørenringene, så hun ikke slipper. ”Og så synker du spermen!” brøler jeg, endnu mens jeg sprøjter og mit lem bliver enormt i hendes mundhule. Jeg holder endnu fast i hendes ørenringe. Jeg holder hendes ansigt presset ind imod mig mens jeg tømmer mig i hendes mund. Så mærker jeg at hendes hoved bliver tungt og glider ned ad mine lår. Lemmet falder ud af hendes mund og hun synker slap sammen på gulvet foran mig.

Hun var en renlig lille pige, hun var en dygtig lille pige, hun havde små spidse bryster. Hun gjorde sit arbejde som hun skulle, og hun lugtede godt. Men først og fremmest var hun – som sagt – en renlig lille pige. 

                                                                                       (Preben Major Sørensen. På vippen. Anblik. 2008)

Ja, at rive et par uger ud af kalenderen, låse døren og så ellers æde dette forfatterskab fra ende til anden vil forandre dig fundamentalt. Og hvad andet end forandring af mennesket er kunsten? Hvad andet end forandring af mennesket er litteraturen? Hvad andet end forandring af mennesket er livet? Preben Major Sørensen, mine Damer og Herrer, Preben Major Sørensen!

KH
Thomas
Istedgades boghandel

søndag den 11. marts 2012

UKENDT HVEDEKORNSDIGTER


Vi har hidtil undladt at beskæftige os med de danske litteraturtidsskrifter, men vi kunne ikke undgå at føle en vis optimisme da vi fik fat i nr. 1/2008 af det engang så vilde Hvedekorn. Vi faldt over forsidens manende overskrift: DANMARK ER BESAT. Den slags udsagn er jo ikke ligefrem dagligdagkost i dansk lyrik, så noget helt specielt måtte altså være på færde.
Forsidens tekst taler da også i et langt mere direkte og handlingsorienteret sprog end vi normalt støder på i dansk litteratur og så drages der tilmed den åbenlyse sammenligning mellem DK og Nazityskland, hvilket jo ellers er noget nær forbudt. Vi citerer:

”Hvad der sker nu i vores land er hvad der skete i Tyskland under nazismen, under dække af nationalisme stormer racisme og had frem imod al anstændighed ... Danske Mand, din fjende er ikke din nabo hvad end hans hudfarve eller religion er, men de svindlere der foregiver at repræsentere dig.”

Vi kunne ikke være mere enige. Bagsiden af dette usædvanlige nummer af Hvedekorn fortsætter i samme stil. Her under overskriften VI HAR INGEN SOM HELST BRUG FOR EN REGERING:

”Enhver regering manipulerer og bedrager for den der har smagt magten én gang kan dårligt vænne sig af med den, og siden mennesket af natur længes efter frihed kan magt kun opretholdes ved hjælp af løgne ... Nedlæg magten og kom ud til folket, eller folket skal komme til jer og nedlægge magten.

Igen må vi klappe i vores blodfyldte hænder. Og for at det ikke skal være løgn rundes bagsiden af under overskriften VI HAR HELLER IKKE BRUG FOR PRÆSTER:

”Stå til ansvar for jeres egen samvittighed, mennesker, og kast præsterne ud på vejene, ud i ørkenen, ind i skoven, ud af deres rigt ornamenterede herremandshuse, ud at prædike for fuglene og fiskene og dyrene og børnene, ud i fattigdommen hvor de hører hjemme.”

Endelig en stemme der er til at forstå. Endelig har dansk lyrik fattet hvad der foregår – eller sådan var vi så naive. Det omtalte nummer af Hvedekorn ligner desværre dansk litteratur generelt. En fantastisk indpakning (forside og bagside) og et indhold der end ikke fortjener beskrivelsen ”en tynd kop te”.
Der er lidt pladderlyrik fra et par famlende debutanter, lidt fjollerier fra Blendstrup, det sædvanlige Jac og flere ligegyldigheder fra Bukdahl. Steffensen svinger sig lige over smertegrænsen, det samme gør sig gældende med Vinds bidrag, men den eneste bidragyder der ikke kaster skam over forside og bagside er Hr. Gjedsted.
Og her håbede vi naivt at der i det mindste var et enkelt nummer af dette tidsskrift vi kunne anbefale den intelligente læser at kaste sig over, men ak og ve sådan skulle det ikke være.
Vi vil dog godt her tillade os at undrer os over at for- og bagsidetekstens forfatter tilsyneladende ikke bliver krediteret. Det er trods alt det eneste nødvendige bidrag til nummeret. Grunden kan naturligvis være den sædvanlige ubelæsthed i dansk litteratur, eftersom denne tekst hang på mure og vægge overalt i Århus og København uden angivelse af forfatterens navn. ´Den putter vi da på forsiden` synes at have været tanken hos de to redaktører – ´den er da sjov`! At de hermed gav den rablende og skræmmende og uhyggelige og ... og ... og ... fantastiske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff sin Hvedekornsdebut var de næppe klar over, men ham har de naturligvis heller ikke læst; han skriver jo science fiction og er religiøs og den slags beskæftiger vi os jo ikke med. Nej, men på forsiden skal vi have et eller andet der rigtigt rykker, noget der kan chokere, noget ... noget ... noget ...

KH
Thomas
Istedgades boghandel

lørdag den 10. marts 2012

SKOLEN IV.



Det er tegnsætningens opgave at lette opfattelsen af det skrevne [punktum]. er man et ordentligt menneske [komma], så sætter man tegn efter det grammatiske princip [tankestreg] — det er tvingende nødvendigt [punktum]. At sætte tegn efter det grammatiske princip vil sige [komma], at man sætter tegn efter hver ordgruppe [komma], og dette vil altså først og fremmest sige mellem sætninger [punktum].
   Et par eksempler på rigtig tegnsætning efter det grammatiske princip [kolon]:
   PUNKTUM [kolon]: Det var en laber lille larve [punktum].
   SEMIKOLON [kolon]: I aften kan jeg ikke [semikolon]; måske er jeg mere potent i morgen tidlig [punktum].
   KOMMA [kolon]: Den [komma], der ikke tør tåle [komma], må tåle mest [punktum]. Eller [kolon]: At den gik [komma], var ikke hans skyld [punktum]. Eller [kolon]: Stønnende [kolon]: Kom nu [ komma], hvis du kan [semikolon]; hvis ikke [komma], så kommer jeg alligevel [punktum].
   KOLON [kolon]: Han sagde [kolon]: Jeg kommer [komma], hvis jeg kan [udråbstegn]!
   ANFØRSELSTEGN [kolon]: Hun [kolon]: [anførselstegn] ”Kæreste [komma], [anførselstegn]”den [anførselstegn]” må være der nu [udråbstegn]! [anførselstegn]”
   SPØRGSMÅLSTEGN [kolon]: Han [parentes](bedende [parentes]) [kolon]: [anførselstegn]”Kan du ikke [anførselstegn]”holde dig [anførselstegn]” en lille stund endnu [spørgsmålstegn]? [anførselstegn]”
   UDRÅBSTEGN [kolon]: Hun [parentes](helt vild [parentes]) [kolon]: [anførselstegn]”Nej [udråbstegn]! Nej [udråbstegn]! Nej [udråbstegn]! [anførselstegn]”
   TANKESTREG [kolon]: Han [kolon]: [anførselstegn[”Jeg er lige [tankestreg] — [anførselstegn]”
   PARENTES [kolon]: [parentes](Men jeg når såmænd ikke at få noget ud af det [tankestreg] — og så efter alt det mas [udråbstegn]! [parentes]) [punktum].
   FORKORTELSESTEGN [kolon[: Vedr [forkortelsestegn]. forkortelsestegn se også nedenfor [parentes](under bindetegn [parentes]) [punktum].
   BINDETEGN [kolon]: Vedr [forkortelsestegn]. almindelig ind [bindetegn]- og udføringsmetode [punktum].
   Er man derimod ikke et ordentligt menneske [komma], så lader man sig ikke tvinge af det grammatiske tegnsætningsprincip [komma], men går hellere helt amok i frihed [parentes](uvidende om [komma], at antitvang også er tvang [komma], ligesom antiteser jo dog er teser [parentes]) og skriver [parentes](uden fx [forkortelsestegn]. komma [parentes]) [kolon]:
   Det er en varm søndag eftermiddag i en ensomt liggende lund etsteds uden for storstaden på den anden side vejen der fører lige lukt op i himlen efter den freudianske anskuelse vedrørende hæmningsmekanismerne bag det almindelige elektrakompleks der gennem klinisk terapi eller kvaksalverisk lyst kan elimineres gennem manglende ødipuskompleks hos den ældre  mellem træerne skjulte herre der går med slips og handsker og kun lider af en begyndende impotens i forholdet til sin evigt frigide hustru hvilket uundgåeligt vækker erindringen om kastrationskompleksets reaktion mod sig selv eftersom der jo for fanden skal leves mens der endnu er liv som man siger og hendes røde skørt springer da også naturligt frem mellem lundens træer og skærer ham i øjnene bruser videre gennem cerebellum hvor det håndfast rives i stykker og fordeles i små stumper hvoraf en hastigt sendes til hypofysens forlap der begribeligvis straks sætter produktionen af gonadotrope hormoner op mens trevler af skørtet sendes videre til de svulmende kønskirtler som producerer det androgene hormon og hvorom det sprøjter med testosteron og androsteron hvad der bevirker at testiklerne vokser og den sprængfyldte sædblære bulner op og presser på mens penis blodfyldt svulmer og rejser sig på en for konventionerne og efter vor kulturs etiske principper højst usømmelig måde idet den minder om et krumbøjet overflødighedshorn der med vældig kraft rettes ud og det er der jo for så vidt ikke noget unaturligt ved imidlertid er en anden stump skørt blevet sendt ind i hypothalamus der flænser stumpen i små trevler og viderebefordrer en sådan trevl til binyremarven som øjeblikkelig reagerer ved at sprøjte store doser adrenalin rundt i kroppen hvorved blodtrykket sættes katastrofalt op mens pulsen stiger og sveden perler dråbetykt på mandens hede pande og arketypers lystne men søde voldsinstinkter jublende springer frem af mørket rullende med halerne som små djævle og sparker et par konventionelle hæmninger ned i den sammensnørede strube der pludselig bryder sin egen lammelse med en uartikuleret voldtægtsforbryderisk snerren som pigebarnet i det røde skørt hører idet hun ser faderen til sit barn springe frem fra buskadset der så længe har skjult ham for hende mens hun har vandret og drømt i den lille lund uden for storstaden og langt borte fra menneskers evindelige beskytterinstinkter hvorfor hun nu stivner i hjælpeløs og ængstelig men sød forventning og vælter om på jorden med urmanden ovenpå mens røde pletter flimrer for hendes øjne og en hed mund presser sig mod hendes der dirrende fyldes med liv samtidig med at hænder selvseende famler og pigens hypofyselap reagerer og østrogene hormoner sprøjter og benene spredes og skørtet trækkes op og alle konventioner går ad helvede til sammen med et par nylontrusser der brutalt flænges og lyset går ud og alt bliver mørkt og det bliver vidunderligt ondt og skærende djævelsk og verdenshavnene rejser sig i ubændig kraft og bjerge styrter sig selv i afgrunden og urskove rives op som græstotter og solen eksploderer og himlen åbner sig for den guddommeligt lutrende ildregn og de to verdensbyer brænder og øjne drejer sig i hoveder og saltstøtter blinker krystalskarpt over jorden og de undvegne konventioner vender tilbage med den kendte forstærkning fra helvede og det rigtige bliver forkert og det skønne bliver grimt og forbryderisk og ondt og afskyeligt og snavset og pinefuldt og alt muligt andet mens lyset går under og drukner i det djævelske krybs aftenlange skygger og hun græder og han skammer sig og alt rotter sig sammen i nådeløse tommehøje avisoverskrifter og så videre
                                                                        (Holger Hansen. Statan. Olsen & Olsen. 1976)

KH
Thomas
Istedgades boghandel

torsdag den 8. marts 2012

ERFARING


Det er i og for sig ganske simpelt. Det er kun dig der kan erfare et værk. Ingen nok så lærde og belæste kan læse værket for dig – ligesom ingen nok så gammel og vis kan gøre dine livserfaringer for dig. Et værk er som et menneske – hvis du vil lære det at kende, møde det, må du lære det at kende, møde det ansigt til ansigt  - det er dine dæmoner overfor værkets dæmoner. Det oprindelige, det ægte, det grundlæggende er erfaringen. Alt andet er mennesket evige trang til at skabe virkelighed omkring sig, til at skabe sammenhænge, modeller, verdener.

Hmm ... på dagligdags dansk:
LÆS SELV, ERFAR SELV, SKAB SELV

Du kan naturligvis også bare blive ved med at lade andre læse for dig og således ikke læse noget som helst andet end hvad andre kan læse.
Du kan naturligvis også bare blive ved med at protestere mod begreber som det oprindelige, det ægte, det grundlæggende og således ikke erfare noget som helst andet end hvad du allerede holder for sandt.
Du kan naturligvis også bare blive ved med at gøre som du altid gør og således ikke skabe noget som helst andet end hvad du allerede har skabt – en sammenhængende modelverden.

hmm ... på dagligdags dansk:
LÆS IKKE, ERFAR IKKE, SKAB IKKE

KH
Thomas
Istedgades boghandel

torsdag den 1. marts 2012

EN KRIGER UDEN VÅBEN


Den verden vi har i dag blev skabt for længe, længe siden. Den virkelighed vi har i dag blev skabt under 2. verdenskrig. Hvem vandt egentlig den krig? Hvem mente at de fremmede var et problem, hvem eksperimenterede gerne medicinsk på de anderledes tænkende, hvem lærte at sætte gang i krigsmaskineriet og derved økonomien, hvem opfattede national enighed som en styrke, hvem opdagede effektiviteten ved mediers ensretning, hvem lærte at gentagelse skaber sandhed, hvem solgte umenneskeligheder som nødvendigheder, hvem samlede de uønskede i ghettoer, hvem har vi lært alt dette af? Hvem vandt krigen?

NÆSTSIDST
Her gaar de udad, udad,
                                    falder og synker væk.
Og din var deres Munterhed
                                       og desperate Skræk.
De synger i Dag, og i Morgen med,
                        og hvem staar vel saa for Tur
til Møderne ude på isgraa Marker
                                         eller imod en Mur?
Her gaar de udad, udad,
                                unge Mænd som vi selv,
Og ingen af dem fik levet sit Liv,
                           og ingen fik sagt det Farvel.

DETTE ER SANGEN OM JER
OG MIG SELV
Dette er Sangen om jer og mig selv
og om Døgnet, som ligner en Flugt
- den bliver til i et Rum under Jorden,
hvor Væggen er blank af Fugt.

Beskyttelsesrummet er Hjerternes Hjertes
fire forpinte Kamre.
Udenfor hører jeg Blodets og Angstens
Kanoner hamre.

Alting er blevet til Frygt og Foragt.
Mine Hænder har følt, mine Øjne har set,
at dette kan blive den sidste Dag
- og hvem af os er beredt?

Budskab paa Budskab naar aandeløst frem
om Straf, Drab og Overmagt.
Og dette er sangen om jer og mig selv,
og den handler om Frygt og foragt.

VENTETID
Ved Gud, vi faar lært at vente.
                     I møjsomt gravede Render
med Haandgranater og Rifler
                     og Bidetængernes Tænder
mens Armbaandsurets Minutter
                         er Reb om vore Hænder

Vi lærer at vente i Timer.
                       Hver eneste Nat omtrent.
Beskyttelsesrummets Klamhed,
                        Murenes nøgne Cement.
Brummen af fjerne Flyvere
                        hver eneste Nat omtrent.

Enhver faar lært at vente
                    Paa en, der er død, eller en,
hvis Støvlesøm slaar Gnister
         mod en fremmed Landevejs Sten.
Vente i lange Dage lærer hver eneste en.

Fordi Granaternes Nedslag
               er mer end et Nedslag et Sted.
Men blev til et Slægtleds Mærke
                  på ubodelig megen Fortræd.
Mærket paa vores Liv,
                                 der er gået i Skred.

Handling er ikke at springe
                  i et vanvittigt, planlagt Spil.
Handling er ikke et dødsensangst Spring,
            der skænker det Nu, som vi vil.
Handling er det at leve
                   og se paa, at Ting bliver til.

Handling er det at leve
                     og modnes og dø sin Død.
Men først ha forvandlet sin Krop
                     til det hellige, grove Brød.
Og først ha forvandlet sit Blod
                 til en Vin, der er tung og rød.

Vi lærte ikke at handle.
                      For handling er ikke Had,
ikke det vilde Sekund,
                hvor man splitter et hjerte ad.
- Vi lærte bare at vente.
                            Uden at vide på hvad.
                                                                        (Morten Nielsen. Digte. Gyldendal. 1960)


På nationens vegne undskylder vi! Morten Nielsen, mine Damer og Herrer, Morten Nielsen!

KH
Thomas
Istedgades boghandel