FORMSKRIFT
Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013
Kære venner
Det har aldrig været et spørgsmål om indhold. Jeg har aldrig
manglet noget at skrive om. Det har altid stået helt klart. At skrive om mig
selv er det eneste, der er værd at skrive om. Nej, spørgsmålet har altid været
formen.
Før jeg overhovedet sætter mig til computeren tænker jeg i flere
måneder over, hvordan jeg skal skrive. Ulidelige dage med nedrullede gardiner,
mine piller og korte besøg af medlidende kollegaer og elever. Lange tavse
nætter stirrende på mig selv i det
store loftspejl, masturbation (når jeg kan) og står det helt skidt til, sluger
jeg en håndfuld af de blå og svømmer væk i mit eget helt private mørke.
Der er så mange forskellige former at vælge imellem. Skal det være
en roman, digte, sonetter, dagbogsnotater, essays, noveller, sms´er,
blogindlæg, eller er det muligt at blande alle formerne og derved skabe noget
helt nyt, en hybrid, et litterært monster, der vil imponere alle og ikke mindst
jer. Og hvordan skal omslaget se ud? Og forfatterfotoet? Måske et
nøgenbillede... det er vist ikke set før ... det må jeg undersøge.
De efterhånden mange år i miljøet har givet mig en vis status, en
vis aura, en vis berømmelse, og alligevel får jeg stadig svedeture og
hjertebanken ved tanken om, at I en dag vil afsløre mig som litterær bedrager.
Som min læge siger: ”Pablo, det er
en ganske almindelig følelse”. Det trøster lidt og betablokkerne tager
heldigvis det værste. Og ærligheden er jo det, der kendetegner mig. Det er det
særlige. Hvor mange andre ville udstille sig selv, som jeg gør i hvert eneste
værk.
Ærlighed er at lægge alle kortene på bordet, få det hele frem,
blotlægge den menneskelige eksistens i al dens gru og elendighed, fralægge sig
ethvert ansvar og overgive sig selv til teksten, til skriften. Skriften som
formens døre ... nej, formen som skriftens erkendelse ... erkendelsen som formens skrift ... nej,
skriften som form ... eller formen som skrift .... Nej! Formskrift. Ja!
Formskrift.
Selv tak!
KALD MIG, BUKDAHL
Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013
Kære forfattere
Min betydning for udviklingen af dansk litteratur kan ikke
overvurderes, ligesom mine litterære prioriteter ikke kan anfægtes (tag den Ib
og Janus).
Mit private korstog for en litteratur, der er sjov og ung og gerne
lidt sproglig krøllet og helt anderledes end hvad den danske anmelderstand
ellers værdsætter (tag den ... ja, tag den alle sammen!), har givet mig mange
venner og endnu flere fjender (fjendskab er venskab stavet alternativt og en
stav er en stok eller en hvid pind eller en røv at trutte i).
Men jeg er Bukdahl, og min blog er den mest besøgte i den danske
litterære verden (tag den prmndn!), og hvem tør anfægte, at kvantitet er
kvalitet?
Hvedekorn er også mig. Jeg bestemmer hvem der kommer i og hvem der
ikke kommer i, men alle får et herligt roterende svar skrevet personligt af
mig. Hvad siger I så?
Men jeg er stadig udenfor. De andre driller mig, og især de andre
anmeldere. Bag min ryg taler de om, at mine digtsamlinger ikke var særligt
gode, og det synes jeg ærlig talt ikke, de kan være bekendt. Er det ikke nok,
at Ib vil tæve mig og Janus kaster med vand?
Når jeg er ude blandt gymnasieelever og på højskolerne, griner de
meget, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret underholdende. Og jeg kan
også godt finde på at opfinde nye ord, så det virker som om, jeg har opfundet
det hele, og det har jeg faktisk også.
Min gode ven Blendstrup siger tit, at uden mig ville han slet ikke
være den, han er blevet. Og det er jo sandt. Det samme kunne man også sige om
de sidste mange års afgangselever fra skolen, der aldrig ville være blevet
anmeldt, hvis ikke det var for mig – og da slet ikke anmeldt så positivt. Husk
det, når baren åbner!
Det eneste, der ærgrer mig, er, at ikke alle synes at værdsætte min
store indsats. Heldigvis har jeg masser af venner i miljøet, som inviterer mig
hver gang, og dem har jeg ikke tænkt at svigte, fordi de andre er sådanne nogle
stivnakkede triste mørkemænd og kvinder.
Nej, så længe jeg bliver inviteret, vil jeg blive ved med at
anmelde, og er festen god, bliver anmeldelsen god. Det virker kun som det mest
rimelige, ikke sandt?
Nu må I gerne klappe!
HVEM ER DEN SMUKKESTE I LANDET HER?
Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013
Kære producenter
Som lederen af landets største forlag, det hæderkronede Gyldendal,
er det mig naturligvis en ære sådan at blive inviteret til jeres
optagelsesfest. Som min kone sagde, da jeg gik ud af døren her til morgen:
Riis, husk det er også din fremtid, det handler om.
Som enkelte af jer vil vide, har vi ikke altid set med positive
øjne på jeres skole, og det kan da godt ærgre mig i dag, hvor jeg skuer ud over
så mange så smukke unge mennesker. Hvilke salgbare producenter er vi hos Gyldendal
ikke gået glip af i tidens løb, fordi vi var af den gammeldags og ganske
fejlagtige holdning, at forfatter er noget man er – ikke noget man uddanner sig
til.
Som alle andre i dette land er jeg heldigvis blevet klogere. Det er
faktisk muligt at tjene penge på jer – især nu hvor alle har indstillet sig på,
at en vis egen betaling må finde sted, så vi kan få dækket vores udgifter, før
vi trykker noget som helst.
Det er klart, at vi som landets dominerende forlag har en forpligtigelse
til at holde et vist litterært niveau, men det skal I nu ikke bekymrer jer om.
Nu er i kommet ind på skolen, og det er det vigtigste. Hvad der kommer ud i den
anden ende, er ikke så vigtigt, så længe der kommer noget.
I min lange tid som forlagsmand har jeg mødt ikke så få talenter,
der aldrig formåede at ramme det store marked, der er så død og pine nødvendigt
for, at vi kan få forretningen til at løbe rundt. Før vi alle skåler og kaster
os over den lækre buffet, jeg ser foran mig, skal I derfor have et godt råd fra
en gammel ræv: Udseendet betyder alt, så find en stylist og en fotograf. Det er
et must for alle med forfatterdrømme i maven.
Endnu engang tillykke med optagelsen. Nu er det værste overstået.
Send vellignende foto
KH
Thomas
LITTERATURKÆLDEREN
v/istedgades boghandel
