3 TALER I ANLEDNING AF FORFATTERSKOLENS ÅRGANG 2013

FORMSKRIFT

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære venner

Det har aldrig været et spørgsmål om indhold. Jeg har aldrig manglet noget at skrive om. Det har altid stået helt klart. At skrive om mig selv er det eneste, der er værd at skrive om. Nej, spørgsmålet har altid været formen.

Før jeg overhovedet sætter mig til computeren tænker jeg i flere måneder over, hvordan jeg skal skrive. Ulidelige dage med nedrullede gardiner, mine piller og korte besøg af medlidende kollegaer og elever. Lange tavse nætter  stirrende på mig selv i det store loftspejl, masturbation (når jeg kan) og står det helt skidt til, sluger jeg en håndfuld af de blå og svømmer væk i mit eget helt private mørke.

Der er så mange forskellige former at vælge imellem. Skal det være en roman, digte, sonetter, dagbogsnotater, essays, noveller, sms´er, blogindlæg, eller er det muligt at blande alle formerne og derved skabe noget helt nyt, en hybrid, et litterært monster, der vil imponere alle og ikke mindst jer. Og hvordan skal omslaget se ud? Og forfatterfotoet? Måske et nøgenbillede... det er vist ikke set før ... det må jeg undersøge.

De efterhånden mange år i miljøet har givet mig en vis status, en vis aura, en vis berømmelse, og alligevel får jeg stadig svedeture og hjertebanken ved tanken om, at I en dag vil afsløre mig som litterær bedrager. Som min læge siger: ”Pablo, det er  en ganske almindelig følelse”. Det trøster lidt og betablokkerne tager heldigvis det værste. Og ærligheden er jo det, der kendetegner mig. Det er det særlige. Hvor mange andre ville udstille sig selv, som jeg gør i hvert eneste værk.

Ærlighed er at lægge alle kortene på bordet, få det hele frem, blotlægge den menneskelige eksistens i al dens gru og elendighed, fralægge sig ethvert ansvar og overgive sig selv til teksten, til skriften. Skriften som formens døre ... nej, formen som skriftens  erkendelse ... erkendelsen som formens skrift ... nej, skriften som form ... eller formen som skrift .... Nej! Formskrift. Ja! Formskrift.

Selv tak!

KALD MIG, BUKDAHL

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære forfattere

Min betydning for udviklingen af dansk litteratur kan ikke overvurderes, ligesom mine litterære prioriteter ikke kan anfægtes (tag den Ib og Janus).

Mit private korstog for en litteratur, der er sjov og ung og gerne lidt sproglig krøllet og helt anderledes end hvad den danske anmelderstand ellers værdsætter (tag den ... ja, tag den alle sammen!), har givet mig mange venner og endnu flere fjender (fjendskab er venskab stavet alternativt og en stav er en stok eller en hvid pind eller en røv at trutte i).

Men jeg er Bukdahl, og min blog er den mest besøgte i den danske litterære verden (tag den prmndn!), og hvem tør anfægte, at kvantitet er kvalitet?

Hvedekorn er også mig. Jeg bestemmer hvem der kommer i og hvem der ikke kommer i, men alle får et herligt roterende svar skrevet personligt af mig. Hvad siger I så?

Men jeg er stadig udenfor. De andre driller mig, og især de andre anmeldere. Bag min ryg taler de om, at mine digtsamlinger ikke var særligt gode, og det synes jeg ærlig talt ikke, de kan være bekendt. Er det ikke nok, at Ib vil tæve mig og Janus kaster med vand?

Når jeg er ude blandt gymnasieelever og på højskolerne, griner de meget, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret underholdende. Og jeg kan også godt finde på at opfinde nye ord, så det virker som om, jeg har opfundet det hele, og det har jeg faktisk også.

Min gode ven Blendstrup siger tit, at uden mig ville han slet ikke være den, han er blevet. Og det er jo sandt. Det samme kunne man også sige om de sidste mange års afgangselever fra skolen, der aldrig ville være blevet anmeldt, hvis ikke det var for mig – og da slet ikke anmeldt så positivt. Husk det, når baren åbner!

Det eneste, der ærgrer mig, er, at ikke alle synes at værdsætte min store indsats. Heldigvis har jeg masser af venner i miljøet, som inviterer mig hver gang, og dem har jeg ikke tænkt at svigte, fordi de andre er sådanne nogle stivnakkede triste mørkemænd og kvinder.

Nej, så længe jeg bliver inviteret, vil jeg blive ved med at anmelde, og er festen god, bliver anmeldelsen god. Det virker kun som det mest rimelige, ikke sandt? 

Nu må I gerne klappe!

HVEM ER DEN SMUKKESTE I LANDET HER?

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære producenter

Som lederen af landets største forlag, det hæderkronede Gyldendal, er det mig naturligvis en ære sådan at blive inviteret til jeres optagelsesfest. Som min kone sagde, da jeg gik ud af døren her til morgen: Riis, husk det er også din fremtid, det handler om.

Som enkelte af jer vil vide, har vi ikke altid set med positive øjne på jeres skole, og det kan da godt ærgre mig i dag, hvor jeg skuer ud over så mange så smukke unge mennesker. Hvilke salgbare producenter er vi hos Gyldendal ikke gået glip af i tidens løb, fordi vi var af den gammeldags og ganske fejlagtige holdning, at forfatter er noget man er – ikke noget man uddanner sig til.

Som alle andre i dette land er jeg heldigvis blevet klogere. Det er faktisk muligt at tjene penge på jer – især nu hvor alle har indstillet sig på, at en vis egen betaling må finde sted, så vi kan få dækket vores udgifter, før vi trykker noget  som helst. 

Det er klart, at vi som landets dominerende forlag har en forpligtigelse til at holde et vist litterært niveau, men det skal I nu ikke bekymrer jer om. Nu er i kommet ind på skolen, og det er det vigtigste. Hvad der kommer ud i den anden ende, er ikke så vigtigt, så længe der kommer noget.

I min lange tid som forlagsmand har jeg mødt ikke så få talenter, der aldrig formåede at ramme det store marked, der er så død og pine nødvendigt for, at vi kan få forretningen til at løbe rundt. Før vi alle skåler og kaster os over den lækre buffet, jeg ser foran mig, skal I derfor have et godt råd fra en gammel ræv: Udseendet betyder alt, så find en stylist og en fotograf. Det er et must for alle med forfatterdrømme i maven.

Endnu engang tillykke med optagelsen. Nu er det værste overstået.

Send vellignende foto

KH

Thomas

LITTERATURKÆLDEREN

v/istedgades boghandel 

FORLAGETS ARENA: FORFATTERNE

-->

Det synes at være en udpræget holdning i den danske bogbranche at man hverken kan eller skal leve af at skrive, producere eller sælge kvalitetslitteratur; at kun den lette underholdning, selvhjælpsbøger, kogebøger, krimier og biografier er en rentabel forretning. Det er meget muligt at denne holdning bunder i en korrekt analyse af det danske bogmarked, og vil man derfor som forfatter, forlag eller boghandel leve godt og trygt i denne den bedste af alle verdener bør man holde sig meget langt væk fra den litteratur der faktisk kan forandre et menneskes liv radikalt, hvilket også er hvad den danske bogbranche som helhed gør i disse år.

   Det kunne jo være interessant at tænke lidt over, hvilke værker der gennem tiden har skubbet til læsernes virkelighed, men som den dag i dag med al sandsynlighed end ikke ville lande på redaktørens skrivebord endsige boghandlerens disk. Og lad os blot holde os til den danske litteratur.

   Vi kunne jo begynde med Dan Turell der de seneste mange år er blevet hvermandseje. Naturligvis ikke i kraft af hans digtsamlinger, men unaturligvis i kraft af hans krimier og små avisklummer. Hvad langt de fleste danske læsere dog ikke er klar over er at Dan T i de tidlige 70ére udsendte en række rablende digtsamlinger på det dengang yderst kvalitetsbevidste forlag Arena (Borgen tog først over da Dan T allerede var godt i gang! og det er værd at bemærke før man begræder Borgens nuværende situation); digtsamlinger der den dag i dag ville være blevet afvist alene på baggrund af deres omfang. Havde ikke Arena satset på kvalitet frem for salgbarhed havde vi den dag i dag ikke haft disse vældige dokumenter at ty til når dagligdagen forekommer lige lovlig grå og ussel. Samme skæbne ville være overgået den kære Henrik Bjelke der end ikke i dag læses af ret mange andre end de allermest intelligente nørder. Igen var det forlaget Arena der stod bag udgivelsen af perler som 100 postkort fra helvede, Saturn og Tilegnet den danske offentlighed. Vi fortsætter rækken og bemærker igen forlaget Arena. Hvad de dog ikke udgav før i tiden! Hvordan overlevede de mon? Hvordan kunne de dog finde på det? Poul Vad! Er der overhovedet nogen der læser Poul Vad? Igen er der et par enkelte intelligente nørder der ikke ville undvære Kattens anatomi om det så skulle koste dem en halv arm og hele deres nærmeste familie. Listen er lang og vi kunne jo nu her supplere med navne som Jess Ørnsbo og fremhæve hans debutroman Dullerdage der vist ikke selv den dag i dag har været gennem meget mere end 50 læseres hænder. Eller Mit danske kød af Smærup Sørensen (enkelte af de gamle Arena forfattere er faktisk blevet næsten folkelige; i hvert fald så folkelige at priserne også falder i deres turban og for Smærups vedkommende endda efterfulgt af en næsten-litterær tale af vores gamle statsminister Hr. Fogh Rasmussen). Mon ikke en af de store pengemaskiner ville have fået øjnene op for Cecil Bødkers salgspotentiale, hvis ikke Arena havde åbnet døren først? Vi tror det, men spørgsmålet er om læseren ville have fået værket Pap præsenteret havde det først skulle igennem forlagenes markedsanalyse – næppe! Eller hvad med Blokland af Michael Buchwald – den ville i dag næppe bringe meget andet frem på redaktørens ansigt end en lille krampetrækning og et efterfølgende koldt afslag der ville afsløre at redaktøren desværre gav op allerede på side 7. Vi har her kun nævnt et par af de mest velkendte gamle Arena forfattere og deres værker. Læseren kan selv gå på opdagelse i det danske bagkatalog; for slet ikke at tale om Arenas fantastiske oversættelser af komplet umulige forfattere. Vi nævner i flæng: Claude Simon, Arno Schmidt, Barrit, Gombrowicz, Michaux, Becket med usandsynligt mange andre. Igen kære læser ... de findes derude hos de mørke antikvarboghandlere, så find dem!

Dengang Arena sked på bogbranchen og dens idiosynkratiske ideer om en rentabel litteratur rystede alle på hovedet. Det kunne man ikke leve af; det ville aldrig gå; det var jo det rene vanvid og kig så på situationen i dag. Hvad er forskellen?