DIGTEREN ER EN LILLE GUD

En enkel  isme skal dog nævnes som værende et værdifuldt bidrag til menneskehedens litterære verden. Og som med så meget andet værdifuldt skal blikket ikke rettes mod hverken Europa eller USA men derimod mod Chile – hjemlandet for creacionismen hvis fader ingen andre end (og naturligvis) After Hand oversatte allerede i 1998.

Og det er vist et passende tidspunkt at præsentere denne troldmand på,  når nu dansk litteratur synes at fremhæve det sjove som det væsentlige,  den genkendelige humor som et litterært plus og en trækken på smilebåndet som et adelsmærke. Hvor den såkaldte sjove danske litteratur blot er en vag genspejling af mere eller mindre talentløse komikere har vi her en forfatter  der via sproget formår at opløse læserens virkelighed og derved fremkalde en verdensomvæltende latter i familie med det måske mere velkendte heureka. Det er jo logik for intelligente beboere at den virkelige latter kun fremkaldes når selve grundlaget for virkeligheden forrykkes.

En sådan latter kræver med andre ord alt af både forfatter og læser – hvilket naturligvis ikke kan være efterstræbelsesværdigt i en verden der hylder det tåbelige, det genkendelige, det ligegyldige hvorfor vi på dansk grund da heller ikke kan nævne mange forfattere der behersker denne kunst. Læseren bør dog stifte bekendskab med både Birgit Munch og Flemming Lund – og op til flere digtsamlinger af afdøde F. P. Jac.

Vi viser dåselatteren døren og vælter virkeligheden:

”Eftersom det blodige mareridt endelig var ovre og hele verden i fred, var der ikke andet at gøre end at forberede sig på den ny krig.

Uddelingen af medaljer, dekoratoner og mindekarameller varede seks måneder.

Opstillingen af sejrsmonumenter formet som ørne, citroner, haner, bussemænd, parallelepipeder, frostknuder, lyn osv, tog andre seks måneder. Man fastsatte datoen for de strålende mindefester, og hele det følgende år blev festdag, hele året var der blomsteroptog, og processioner cirklede omkring hvet et monument. Fra alle verdenshjørner kom de forskelligste grupper for at samles og hædre disse sejrens symboler, balsamerede kaniner, kroner af tyrkiske cigaretter, tamme kanariefugle, melodiøse bøffer, jomfruers tandsæt, petroleumsovne patineret af århundredes brug.

Fredens olivengrene blomstrede i alle mændenes hatte og på alle kvindernes nederdele. Hele verden var lykkelig og velsignede navnene på de store ledere, der havde ført krigen for dem. Guldmøntfoden var faldet under tøflernes og slippers´nes og hjemmeskoenes hæle. Millioner af arbejdere uden arbejde sang lykkelige til deres velfodrede guitarers toner, i månelyset. De forskellige landes aviser skrev om fortryllelsen ved den kommende krig, fornærmede den fremtidige fjende, der blev udråbt som morder, bandit, vampyr, gravskænder, ødelægger af jomfruelig regnskov og af de endnu ufødte, barbariske huleboere, Attila, nekrofile, forpestere af golfstrømmene, pendul- og vulkantyve, kujonagtig samlere af giftfri lopper og andre af den slags ting, der er svære at notere i farten.

Imens spiste folk i byerne og på landet lækre stearinlys, dørlåse i Pompadoursovs, salater af dirke, madrasser i mayonnaise, slips a la fløde og dørknirken a la Duncan. De drak iskold glycerin, deres panders sved og terranovapæremælk med Parkerblæk.

I disse pragfulde år strøg financerne opad, højere og højere, som altid efter krige; dette især takket være den strålende Dupont-plan, efterfølgende forbedret af Schulzl-planens effektivitet, hvilken blev overgået af Eggg-planen, som på sin side blev forbedret, selvom det lyder utroligt, af Præsident Cheese og oberst Checkmates plan. Disse planer beskæftigede sig med at løse alle de økonomiske og familiemæssige problemer, onkelproblemer og de sidste materier, så nødvendige for fabrikationen af biprodukter, til at erstatte brød med elektriske pærer, kyllinger med spejlspåner, hummere med præstebriller.

Da grundlagdes det store Visionernes Selskab. Dette var et internationalt center for møder og samdrægtighed, et overmenneskeligt tribunal, hvis sæde blev indrettet på odden ved Tupungato. Dér blev der holdt smukke insektdræbende taler, mens organisationens medlemmer hørte på med religiøs andagt og gyngede i deres gyngestole under de venlige træer. Den store orator Pérez´s tale vakte stor opmærksomhed, om voyeurens svære kunst, måden at bore et kighul i en hotelvæg, endnu bedre i et ærbart tolerancens hjem og se alt det, der sker i naboværelset. Ikke mindre fremragende var den delegerede Cooks tale om de uovertrufne effekter af kokain og morfin, meget anbefalelsesværdigt til de firsårige og, bedre endnu, i de halvfemsåriges ammemælk.”

                                                          (uddrag af Den lænkede stork af Vincente Huidobro. 3 umådelige noveller. After hand. 1998)

Er det erkendelsens latter du går efter (og hvilken anden latter er værd at beskæftige sig med?) er det Vincente Huidobro, mine Damer og Herrer, Vincente Huidobro (lad os for en god ordens skyld her også rette en tak til medskriveren på denne tekst Hans Arp).

KH

Thomas

Istedgades boghandel

NÅR BAGKATALOGET BUGNER eller ARV FORPLIGTER!

Vi har nævnt det før. Vi nævner det igen. Det gamle Arenas bagkatalog er en imponerende række af uundværlige værker. Stort set ligegyldigt hvilket værk man dykker ned i oplever man som læser det vidunderlige at der bliver talt direkte til én; at der udelukkende bliver Talt om det væsentlige; at verden bliver et større sted at opholde sig i. Læg hertil at Arenas bagkatalog er smækfyldt med sprog- og formeksperimenter der får nutidens såkaldte smalle litteratur til at fremstå som anæmisk – en blodfattig og kraftløs omgang vrøvl på papir. Lad os tage endnu en tysker:

TYSKUNDERVISNING

   For eksempel.

   Når et italiensk fodboldhold vinder en stor, international kamp, undersøger de tyske fodboldreportere straks, om nogen af de italienske spillere er af tysk afstamning. Desuden påpeger de igen og igen, at diverse tyske fodboldspillere i Italien spiller særdeles godt fodbold.

   Vi er kendt for at vide nøjagtig, hvordan paradis ser ud. Muligvis skyldes det, at vi aldrig har lært at spise morgenmad rigtigt.

   For eksempel.

   De tyske mandskor har deres sange. Adolf Hitler ejede en tysk schäferhund. Også i fredstid taler vi gerne om vores soldaters indsats. Som det blev meddelt i Bonn ligger Berlin ved Rhinen.

   Vi tror fuldt og fast på, at alt måtte gå sådan, som det måtte gå. Og det er vi stolte af, for vi har stadig ingen anelse om vores bange anelser.

   De tyske kroværter fryder sig, når gæsterne snakker om anden verdenskrig. Det øger omsætningen. Efter den tredje øl har udlændingene hjemvé efter Heidelberg.

   Vi viser på et landkort turisterne, hvor Heidelberg ligger. Selv i regnvejr ser Heidelberg præcis sådan ud, som udlændingene havde forestillet sig Heidelberg i solskin.

   For eksempel.

   Den tyske nationalsang har tre strofer. Alligevel begynder den somme tider med første strofe. Vi kan kende melodien på trompeterne.

   På forbundsmotorvejenes rastepladser er Tyskland særdeles smukt. De fleste tyske landeveje er anlagt sådan, at man selv med tophastighed kan se landsbykirken. Ordnung muss sein.

   Kommunistforskrækken hører stadig til vores opdragelse. I skolen fortæller lærerne om Rusland. De fortæller, at mange russere forstår vores sprog.

   Forældrene giver børnene alvorlige bekymringer.

   I Tyskland, ser det ud til, er det altid kun de forkerte mennesker, der mødes. Det har vi øvelse i. Det sørger vores love for. Vi har endnu aldrig draget nytte af vores fornuft. Vi foretrækker det mørke tøj.

   CDU. Græsplænen foran huset er slået. Velstand til alle. Hvidere går det ikke. Det er hovedsagen.

   Vi er glemsomme. Kun i vores fejltagelser er der et gran af sandhed. Men det er der ingen, der vil være ved. Vi tror på ordnede forhold, dog ikke politiske.

   Humoren er et specialistanliggende. I fjernsynet må de overtale os til at være muntre. Men så ler vi også, så tårerne triller, for vi vil for enhver pris tages alvorligt.

   At det hele kun er halvt så slemt, det regnestykke går altid op her. Et af de morsomste ord i det tyske sprog er ordet ”revolution”.

   For eksempel.

   Den, der vil lære dette land at kende, han bør også snakke med barbererne. De er på lidenskabelig vis typiske for dette land. Der indgår meget raseri i deres uddannelse.

   Dronningemoderen har det godt. Dronningen har det godt. Kongen har det godt. Også kongeparrets børn har det godt. Tyske aviser meddeler, at der nu atter hersker normale tilstande i Grækenland.

   Den, der ikke er medlem af et parti eller en idrætsforening, anses her til lands for fredsforstyrrer. I Schwarzwald hilser spadserende på hinanden. Også naboerne har hund. Vi læser blandt andet en avis. I skriftestolen oplyses præsterne. En tysk dame er ikke en nøgen dame.

   I enfamiliehusenes forhaver står der kulørte havedværge. Vores ministre ser sympatiske ud. Vi lever i et demokrati, siger man.

   For fremtiden vil Tyskland ikke mere have nogen fortid. Da vi har haft for megen fortid, og da vi ikke er blevet færdige med fortiden, har vi helt afskaffet fortiden. Nu går det bedre for os.

   For eksempel.

   Vi har tilstrækkeligt med forbundspræsidenter. Middelhavet er atter en tysk badeanstalt. Der blæser ikke andre vinde.

   Vi opfører os ganske vist, som om alle i Tyskland forstod noget af Otto Hahn, men ellers er vores ligegyldighed allerede næsten en historisk tilstand.

   En enkelt flygtning er nok til at retfærdiggøre vores politiske fantasiløshed. Lighedstegnet mellem ”Germany” og ”Forbundsrepublikken Tyskland” er mere end blot en oversættelsesfejl.

   Da vi finder enkle overvejelser så vanskelige, forenkler vi vanskelighederne.

   For eksempel.

   Ulykken forbliver de ulykkeliges privilegium. Arbejdet forbliver arbejdernes privilegium. Arbejdet forbliver arbejdernes privilegium. Politikken bør forblive politikernes privilegium, siger man i Bonn. men denne fortsættelser får følger. Pessimisterne kritiserer optimisterne. Og optimisterne kontrollerer pessimisterne. Sådan fungerer hos os det, vi forstår ved politisk dialog. Men en skønne dag vil det bestemt vise sig endnu tydeligere end hidtil.  

   Tyskerne ser ikke længere ud, som om de endnu i vore dage hed Maier og Müller. Så vidt er vi nået i mellemtiden. Og denne illusion kalder vi fremskridt.

   Det er typisk. En smuk begravelse er vigtigere end rekreationsopholdet i Schweiz. Heller ikke den lille mand på gaden er blevet større.

   Optisk er vi alle overordentlig påvirkelige. Den, der taler i mere end seks mikrofoner her, har selvfølgelig mere at sige end andre. De bedste argumenter svarer til den bedste påklædning. Disse forvekslinger har vi lært. Vi laver ikke politik. Vi vil gøre indtryk.   

   Vi bliver aldrig trætte af at bevise for hinanden, at vi egentlig slet ikke er, som vi egentlig er.

   I Tyskland bliver utilstrækkeligheden robust. Vi forstår ikke spøg. Politiet hjælper sine venner. Ungdommen er en risiko, den tyske befolkning ikke vil løbe igen. Derfor talte vores regering om naturkatastrofer og vedtog nødretslovene.

   Vi bærer vores skæbne som en uniform. Vi applauderer løgnen. Selv helt i skoven er den hos os af tysk eg. Nu kan vi igen kende jøderne ved første øjekast.

                                                                                                Wolf Wondratschek. Svinenes oktober. Arena. 1973

Ja, sådan er det når man åbner Arenas bagkatalog. Man aner aldrig hvilket rablende præcist billede af verden man vil blive præsenteret for. Vi præsenterer Wolf Wondratschek, mine Damer og Herrer, Wolf Wondratschek.

   Og lige en afsluttende ide´ til hvem der nu forvalter det nuværende Arena: Drop jeres famlende udgivelsesprofil der de seneste mange år står svagere og svagere og genlæs jeres bagkatalog. Det er det niveau I engang havde og det er det niveau I burde få igen. I kunne jo begynde med en genudgivelse af de mange for længst glemte mesterværker der blot ligger og venter på nye læsere. At arve hvad I har arvet forpligter!

KH

Thomas

Istedgades boghandel

SURREALISMEN

Ideen er ren, ideen er klar, ideen er intelligent, men udførelsen har for litteraturens vedkommende været svag, forvrøvlet og til tider direkte meningsløs – og derved ligegyldig. Det er naturligvis surrealismen vi taler om. Der hvor surrealismen kan svinge sig op til mere end bare endnu en ligegyldig litterær isme er når den kobler sig på revolutionen; når den udstiller samfundsmennesket og dets pseudoverden, udpeger de skyldige og opfordrer til kamp!

Indledningsvis gør vi op med teknokraten:

Vindæg

Det uimodståelige teknokrati har voldført lande, der er vildere end vores: Til William H. White´s Organisationsmenneske” svarer Davis Granik´s ´Røde marionet`. Vi ved nu, at det sovjetiske proletariat også omfatter chef`er (og, på en meget underordnet plads, tillige kunstnere) og at den nyopdukkede klasse i USSR er produktionslederne, der ville være forbrydere ifølge sovjetisk lov, hvis den blev anvendt på dem, almægtige som de er og uden indskrænkning af privilegierne, på den betingelse at de øger produktionen. Var det ikke Mikoyan der i 1959 rakte hånden til de amerikanske forretningsmænd, længe før de russiske fagforbund, for eksempel, (og med god grund) viste fagforbundene i USA blot de svageste tegn på, at de accepterede dem?

   I Frankrig er det det amerikanske teknokrati man efterligner, hvilket naturligvis vil sige, at man troskyldigt stiller mod at overgå det. Nu kan man allerede i børnehaven eller i gymnasiet, ved prøver med snyderi og angiveri, siden i hæren ved at opspore graden af konformitet, manglen på originalitet, afhængighedskomplekset, arbejdslyst i gruppen, ja sågar ved grafologisk analyse, udspørgen i institutter, opinionsundersøgelser, fjernsynsinterviews, lodde hvem der i fremtiden skal udgøre flipproletariatet, hvem morgendagens kolonner skal bestå af, eller rettere hvem der kommer til at marchere om lidt, hvis de har den nøjagtige kvotient af aggresiv middelmådighed

   For det er især ´manden i gråt`som er repræsentativ og forstår at lyve, hvis hjem er et aktivt anneks til hans kontor (foruden at det er en servicestation for eftersyn), han som accepterer at få sine ferier i små portioner (af frygt for at tabe i forfremmelses-kapløbet), manden der tager sine problemer med hjem, og som ud over en total mangel på følelsesmæssige bånd til steder og personer, ejer et klogt betegnet minimum af professionel uro : ”Et strejf af neurose kan betragtes som et ikke uvæsentligt trumkort”, fastslår Centret for Hygiejne i Pittsburgh. I USA kræver man af funktionærerne, at de ikke viser for stor interesse for såkaldt óbskur`poesi og kunst. Hvis de svarer ja på spørgsmålet: ”Holder de af ALICE I ÆVENTYRLAND af Lewis Carroll?” klassificerer man dem omgående som homoseksuelle (Se The Brain Watchers af Martin E. Gross, Random, 1962).

   I dette paradis der er afpasset til en elite af ´fleksible`mennesker (et begreb skabt af  sæbefabrikkerne Procter & Gamble) er det firmaets ønske at eje sine ansatte med hud og hår, mens det i øvrigt bekoster al mulig komfort på dem: klubber, abonnementer, ferierejser, kongresser, hvilehjem, særlig bistand, klinik, begravelse. Det tiltager sig ret til at overvåge dem, udspionere dem, måle deres daglige reaktioner, deres meninger, deres seksuelle frustrationer, deres underbevidsthedsliv, deres ´drive`. På to dage kan særligt uddannede og automatiserede bureau´er finde frem til alt om en mand uden at han overhovedet har forladt sit hjem. Firmaet indkvarterer, klæder, oplyser og underholder. Det er en by i byen og en stat i staten. Det skaber bestemte behov som det også nærer og indpoder efter omhyggeligt udarbejdede kurver. Videnskabeligt, ved hjælp af elektronvidenskab, statistik, politidetektion (imorgen bliver det løgnedetektorer og film som kun afspejler underbevidstheden), udsøger det sig begrænsede begavelser som dog i hvet fald kan ´svare`!

   For denne præfabrikerede mentalitet repræsenterer surrealismen selvfølgelig et forbudt område, for ikke at sige synd eller forbandelse. I det omfang den erstatter det funktionelle med det uventede, massefritidsbeskæftigelse med vellyst, formular med leg, det neurotiske med det naturlige, det fleksible med det uindskrænkelige, må den friste hvad individet i en kybernetisk tidsalder endnu har tilbage af mangel på disciplin, af vantro, fantasi og lyriske anlæg.

   Den stimulerer evnen til at drage ud og kan i al evighed uddestilere en begærets aperitif af den slags man anbringer køligt i smukke rosamalede skabe, i flasker af monstret krystal. I entréen i luksusvillaen hos undermagnaten uden for planlægningen, hænger den, den blå nøgle til gange der fortaber sig i det fjerne, tilbyder den overbebyrdede ansvarlige leder møbler der er ved at miste balancen, hvor der kommer uorden i papirerne, og hvor skufferne går rundt af sig selv, berusede af frihed.

   Et æg af buksbom har mere hukommelse end en elektronhjerne.”

                                                          (Robert Benayoun. Aktuel surrealisme. Poesi og prosa. Arena. 1966)

Og så lad os da tage lidt om tidens kvinder ... dem man intet kritisk må sige noget om eftersom de ved alt – blot ikke hvad det vil sige at være kvinde.

”... I disse sidste år har man kunnet blive opskræmt af en tilbagegang i det feminine hos kvinderne til fordel for visse træk af maskulin karakter som de prøver at indpode sig og udvikle i overdreven grad. ”Kvinder” laver nu granater, er politibetjente, infanterister, produktionsledere. Disse nye uhyrers fremkomst er måske mere foruroligende end alle passagererne i de flyvende tallerkener. Degraderingen af den kvindelige natur – de anførte eksempler er grænsetilfælde – svarer til en degradering af mandens natur, i forbindelse med hans idealers fallit og med det samfunds skandaløse udvikling han har opbygget og som i dag drager ham med sig i ruinerne.

   I denne historiens nat er det den poetiske tanke, der bevarer billedet af kvinden som et væsen der avler lys. Dette sind kan virkelig ikke affinde sig med at se kvinden afhænde sin magt eller, hvilket går ud på det samme, samtykke i at den afhændes. Om så end alt skulle synes at tale imod det, bliver det ved med helt og fuldt at anerkende kvindens plads ved roret i livet og i hjertet. Visse kvinder kan, under pres fra en uhyrlig nødvendighed som under indflydelse af maskulin indbildskhed, forsøge at afvise det der karakteriserer dem på følelsernes og moralens område, men de er ikke alle kvinder, endnu mindre hele kvinden...”

                                                                                       (uddrag af Jean- Louis Bédouin. Aktuel surrealisme. Arena. 1966

Og som kronen på værket skal digteren da også lige nævnes. I denne tid hvor de såkaldte digtere ikke synes at vide hvad der er op eller ned, endsige hvad de dog selv skal gøre godt for kan det måske være betryggende at vide at:

”...  digteren kæmper mod enhver undertrykkelse: først og fremmest menneskets undertrykkelse af mennesket og underkuelsen af hans tanke gennem religiøse, filosofiske eller sociale dogmer. Han kæmper for, at mennesket skal nå en erkendelse af sig selv og af universet, en erkendelse, der altid vil være i stand til at fuldkommengøre sig selv. Deraf følger ikke, at han ønsker at stille poesien i nogen politisk aktions tjeneste, selv om den er revolutionær. Men hans egenskab af digter gør ham til en revolutionær, der bør kæmpe på alle fronter ...”

                                                                                       (uddrag af Benjamin Péret. Aktuel surrealisme. Arena. 1966)

Så om ikke til andet kunne dagens digtere tage disse surrealisters ord til sig og gøre lidt god gammeldags samfundsnytte for andre end dem selv, deres rygklappende venner og en litterær verden der forlængst har vendt det tænkende menneske ryggen og i stedet dagligt hænger ud med reklamemænd og pengesvin! Det er jo ikke fordi det er så frygteligt svært at det ikke kan lade sig gøre – men udelukkende fordi ingen tør - tør sige hvad alle burde sige – hele tiden.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

DELIRISMEN

-ismerne. Denne så udbredte trang til at få sat begreb på, få defineret, adskilt og udskilt, sat i kasse og op på et skema. Denne så udbredte akademisering af litteraturen og derved verden. Denne tåbelige trang til at uskyldiggøre, passificere, teoretisere hvad der fundamentalt set er skabelse – og intet andet og derved alt! Ja, -ismerne har vi ikke brug for, -ismerne er ødelæggende, -ismerne er litteraternes forkvaklede levebrød. Og dog ... og dog ...:

Hjorden

Oh! mine hallucinationer!

Jeg så de deputerede, høje i hattene, hen under aften,

under mangotræernes blomstrende baldakin,

komme skridende ud fra Kongressen med hinanden i hånden ...

Jeg fik et anfald af bifald, klappede som en besat

ad disse frelsere af min skattede stat! ...

De gik, de viise hoveder, med hinanden i hånden,

mellem drosker som dirrende i tomgang,

ned ad rua Marechal Deodoro ...

Oh! mine hallucinationer!

Jeg fik et anfald af bifald, klappede som en besat

ad disse helte af min skattede stat! ...

Og håbene om at se alting vendt til det bedre!

To tusind reformer, tre projekter ...

De mørke fremtidsskygger spredt for alle vinde ...

Og grønt, grønt, grønt!

Oh! mine hallucinationer!

Men de deputerede, høje i hattene,

forvandledes lidt efter lidt til gedebukke!

Op groede horn, ned voksede skæg ...

Og jeg så hvordan min skattede stats hattehøje

med disse trekantede klaptræer om halsen

i de grønne håb, under skumringens gyldne frynser

gav sig til at græsse

uden for selveste guvernørens palads ...

Oh! mine hallucinationer!

Ode til borgermanden

Jeg fornærmer borgeren! Ørevender-borgeren,

borger-borgeren!

Sao Paulos gode fordøjelse!

Manden, som har både til gården og gaden!

Ham, der hvad enten han er fransk, brasiliansk, italiensk,

er og blir en forsigtig hr. Snusfornuftig!

Jeg fornærmer de forsigtige aristokrater!

Lygtemandsbaronerne! fedtegreverne! de skrydende hertuger!

som lever bag aldrig bestegne mure

og vender og drejer de sidste småpenge

så de kan sige at døtrene taler fransk

og selv kan spille ”Printemps” på flyglet!

Jeg fornærmer dødbider-borgeren!

De tungt fordøjelige bønner med flæsk, traditionens vogtere!

Til helved med dem der kalkulerer med morgendagen!

Se dog på livet her i september!

Blir det solskin? Regnvejr? Harlekinsagtigt!

Men i rosenhavernes regn

vil ekstasen altid kalde Solen frem!

Død over fedmen!

Død over flæskehjernerne!

Død over den månedslønnede!

Død over biograf- og tilbury-borgeren!

Padaria Suissa! Levende død over Adriano!

 ”-- Min skattepige, hvad skal jeg gi´ dig i fødselsdagsgave?

-- En perlekæde ... -- Femten hundrede !!!

Men vi dør af sult en skønne dag!”

Æd! Æd dig selv af dig selv, oh! bævrende budding!

Oh! moralske kartoffelmos!

Oh! hår i næsen! oh! skaldepande!

Had til de regelmæssige temperamenter!

Had til de muskuløse ure! Død og forbandelse!

Had til sammentællingen! Had til købmandsbutikken!

Had til dem uden svagheder eller fortrydelser,

dem som sidder i konventioner til halsen!

Hænderne om på ryggen! Det er mig der bestemmer! Hej!

På række! To og to! Første position! Fremad march!

Afsted allesammen til mit glødende raseris politigård!

Had og forbandelse! Had og raseri! Had og atter had!

Død over den knælende borger,

som stinker af religion uden at tro på Gud!

Rødt had! Frugtbart had! Tilbagevendende had!

Fundamentalt had! Had uden nåde!

Ud! Pøjt! Til helvede med den gode borger! ...

                                                          (Mário de Andrade. Paulistansk delirium. Husets forlag/S.O.L. 1992)

Ja, det var dengang. Dengang der var et forlag i Danmark med et internationalt skævt blik, med en sans for verdens mangfoldighed. Det er naturligvis Husets forlag vi taler om. Det gamle Husets forlag. Vi siger mange tak for de mange fantastiske udgivelser og opfordrer forlaget til at genfinde tidligere tiders høje ambitionsniveau – sig til hvis vi kan være behjælpelige i den henseende. Hvem havde hørt om Mário de Andrade, mine Damer og Herrer, Mário de Andrade?!

KH

Istedgades boghandel

Thomas

POPULISME

Der er naturligvis som at råbe i ørkenen, men netop at råbe i ørkenen er en yndet diciplin for de mere intelligente beboere af denne planet:  At blive ved med at råbe indtil flere kommer ud og råber med. Det er målet med at råbe – og kun i ørkenen kan man finde sin egen stemme og kun i ørkenen kan vi mennesker finde hinanden.

   Som de populister vi er griber vi enhver stemme som vor egen – sådan bliver vi flere. Fra det store uhyggelige Amerika:

POPULISTISK MANIFEST

Poeter, kom frit frem fra jeres skabe,

Luk vinduerne op, luk dørene op,

Alt for længe har I været i hi

i jeres lukkede verdener.

Kom med, kom ned

fra jeres Fussian Hills og Telegraph Hills,

jeres Beacon Hills og jeres Chapel Hills,

jeres Mount Analogi og Montparnasser,

ned fra jeres bakker og bjerge,

ud fra jeres tipier og genbrugshuse.

Træerne falder fortsat

og vi skal ikke i skoven lige nu.

Vi har ikke tid til at sidde derude

mens mennesket brænder sit hus ned

for at stege sin gris.

Ikke flere Hare Krishna-sange

mens Rom brænder.

San Francisco bræner,

Majakovskijs Moskva afbrænder

livets forsille gasser.

Natten & Hesten nærmer sig

æder lys, varme & kraft,

og skyerne har bukser på.

Ikke længere tid til at kunstneren skjuler sig

over, hinsides, bag billederne,

er ligeglad, klipper negle,

forfiner sig selv ud af tilværelsen.

Ikke længere tid til vore små litterære spil,

ikke længere tid til vore paranoiaer & og hypokondrier,

ikke længere tid til frygt & foragt,

nu kun tid til lys & kærlighed.

Vi har set vor generations bedste hjerne

ødelagt af kedsomhed ved lyrik-arrangementer.

Poesien er ikke et hemmeligt selskab,

ej heller et tempel.

Hemmelige ord & salmer går ikke længere.

OM-tiden er omme,

klagesangens time er kommet,

klagesang & jubelkor

over den industrielle revolutions

tilstundende død.

Den var dårlig både for jord & menneske.

Tiden inde til at skue udad

i en åben lotus-stilling

med øjnene på vid gab.

Tiden inde til at åbne munden med en ny åben snak,

tiden inde til at kommunikere med alle sansende væsener,

alle I ”storbypoeter”

som hænger på museer, mig selv inklusive,

Alle I poeternes poeter der skriver poesi

om poesien,

Alle I poesi-værksteds-poeter

i Amerikas hjerte af en udørk,

Alle i stuerene Ezra Pounds,

Alle I kullede, udkoksede systemdigtere,

Alle I konkretistiske beton-poeter,

Alle I cunnilingvist-poeter,

Alle I lokumsdigtere der grynter af graffiti

Alle i jazz-poeter der aldrig jammer når I er alene,

Alle I haikuens tømrermestre

i Amerikas Sibirier,

Alle I øjenløse u-realister,

Alle I selv-mystificerende super-realister,

Alle I sovekammer-visionære

og skabs-agit-propagandister,

Alle I Groucho marx-poeter

og luksus-klasse-kammerater

som hele dagen ligger og flyder

og snakker om arbejderklasseproletariatet,

Alle I katolske lyrikanarkister,

Alle I poesiens Black Mountain-bestigere,

Alle I Boston-brahminere & Bolinas-hyrdedigtere,

Alle I poesiens pensionats-værtinder,

Alle I poesiens Zen-brødre,

Alle I poesiens selvmords-elskere,

Alle I langhårede poesi-professorer,

Alle I lyrik-anmeldere

som drikker poetens blod,

Alle I poesi-pansere....

Hvor er Whitmans vilde børn,

hvor er de store stemmer som taler frit frem

med sans for det sødmefyldte & det sublime,

hvor den nye store vision,

det store overblik,

den høj-profetiske sang

om den umålelige jord

og alt det der synger i den

og vores forhold til den...

Poeter, stig ned

til verdens gader én gang til,

Luk jeres sind & øjne op

føl den gamle visuelle glæde

Røm jer, tal frit,

Poesien er død, poesien leve

med frygtindgydende øjne og bøffelstyrke.

Vent ikke på revolutionen

så  kommer den uden dig,

Hold op med at mumle, tal frit frem

med en ny og helt åben poesi

med en ny fælles-folkelig ”åben flade”

med andre subjektive planer

og andre subversive planer,

en stemmegaffel i dit indre øre,

som kan anslås under overfladen.

Syng fortsat ud fra dit eget smukke Jeg

men udtryk dig ”en masse”...

Poesi den fælles vogn

som bedre end nogen andre hjul

kan forstå en kollektiv trafik

til noget højere.

Poesi falder fortsat ned fra himlen

og ligger i vore gader, fortsat helt åbne.

De har ikke rejst barrikaderne endnu,

gaderne fortsat levende med ansigter,

skønne mænd & kvinder går der fortsat,

fortsat skønne skabninger overalt,

alles hemmelighed fortsat gemt

i alles øjne,

whitmans vilde børn sover fortsat dér,

Vågn op og gå ud i den fri luft.

                                                          (Lawrence Ferlinghetti. Bekendelser for sjov – for alvor. Husets forlag/S.O.L. 1984)

Et ganske udmærket sted at begynde hvis man er en forbavsende ubelæst, bemærkelsesværdigt handlingslammet og uinspireret dansk digter med et enkelt eller en hel del flere samtidsophøjede bekymrende  ubelæste, skræmmende erfaringsangste og uinspirerende digtsamlinger bag sig. Lawrence Ferlinghetti, mine Damer og Herrer, Lawrence Ferlinghetti.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

JÆRVEN!

Bøger om vores verdens storslåede sejre over diverse ondskabsfulde fjender er der nok af på det frie retfærdige marked. Store faglige værker hvor læseren rigtigt kan svælge i egen godhed og tænke: hvor var det godt vi vandt, hvor er det godt vi er de gode, hvor går alting dog som det skal.

Bøger om anslag mod præcis vores verden er langt sjældnere, men de findes. Hvad Gullo Gullo er spørger du ... Gullo Gullo er et nordisk altædende rovdyr!

” I borgere i Rosenburg og enhver anden Burg, forbandede alpehyæner, I, der har givet det hellige matyrdyr Gullo Gullo øgenavnet Vielfrass og alle I, for hvem det bare er Altæderen, I som kalder det Glouton, Glutäo, Glutton artico, Giutone, I kadavere fra den anden side af jordkuglen for hvem Gullo Gullo blot er Wolverine, I, som kalder det Zolelan, Nahim og Pamfagos, I fra Europas nord, der skriver jærven, Rossamaha og Rozsomak og I fra denne forpulede klodes syd, I arabiens igler for hvem vor stjerne, vort flag er en simpel Ghoul, en vampyr og en varulv, et uhyre der under frygtelig hylen trækker ådsler op af gravene og flår dem i småstykker, I røvhuller og kusser fra Vesten og fra Østen, fra syd og nord, I borgere, hvis teologisk-politiske kartoteker, zoologier og uhumske lærebøger er fulde af usandheder om det langhalede symbol på vort banner, fra sandet, stenene og vandet, I, der ikke engang ved at I takket være os som sidder i denne råddenskab og i dette tusmørke, vil få at høre om emigrant-dyret, om dyret Gullo Gullo, så i det mindste én historisk uretfærdighed, ved vor vold og terrorisme vil blive gjort god igen og poesien stillet tilfreds ...” ville han have råbt, sådan som han til denne dag så mange gange havde skrevet og afsendt breve til dem, og han ville fortsætte:

   ”Alverdens borgere og småborgere, venstre og højre, højre og venstre, mordere af alt, hvad der er retskaffent, retfærdigt og indholdsrigt, I der plager jer selv og andre med dejens, ostens og chokoladens ideologi og med jeres fækaliers religion, husk: Gullo Gullo vil nå jeres hoved, jeres tarme og hus: dens skændede navn kan kun skrives på én måde med store begyndelsesbogstaver, som om den var skaberen selv, med to l´er, der betyder lige så mange gange frihed, husk: Gullo Gullo oversættes ikke, ligesom man ikke oversætter universelle moralistiske metaforer, tanker eller principper, husk: Gullo Gullo! I forbindelse med disse to ord er det på det strengeste forbudt at bruge anførselstegn eller at underkaste dem andre borgerlige eller proletariske interpunktioner, og glem ikke: Gullo Gullo er et zoologisk-politisk under, et begreb, et fænomen, der hører halvfjerdserne og firserne til, og som I kan høre, er Gullo Gullo samtidig navnet på et dyr, I har erklæret dødt og som I, igennem hele historien har gjort til det mest blodtørstige, mest hensynsløse, mest hævngerrige og husk én gang for alle den bortførelsesbevægelse det tilhører, og vores guerilla ...”

Og blot så alle forstår at der ikke er tale om en ensidig omgang terroristpropaganda, men et ganske nuanceret syn på problematikken ved denne verdens adfærdskamp lader vi Hr. Kurt Bodo Nossack udtale sig om sin helt personlige opfattelse af dette vidunderlige genopstandne og rasende sultne rovdyr Gullo Gullo:

”I skal ikke bede mig om noget ... I ... hvem er I i det hele taget? En venstreorienteret, en højreorienteret bande, Herren vide hvad! En bande døgenigte, narkomaner, kidnappere, og tyveknægte! At sprede angst, panik og død er jeres håndværk! I har erklæret jer og jeres lige for uovervindelige! Ak, hvilken rædsel! Vi har hørt, I vil kaldes overmennesker. Hvem har kaldt jer overmennesker? Overidioter! det er alt sammen noget vi har oplevet, og vi ved, hvor meget det kostede i blod, i midler for ikke at sige i guld! Vi har hørt, I er en international bande gangstere og at I er stolte af det; politisk snobberi er jeres sag! I stedet for knive, geværer og bomber har I taget et dyr, et blodtørstigt dyr og et væltet kors som emblem! Det forekommer jer at være mere internationalt! I siger, at I aldrig deltog i massakren på de spanske advokater i Madrid, at I ikke engang ved, hvor den berygtede Atochegade er! I siger, I vil jævne Stammheimfængslet i Stuttgart med jorden, men påstår samtidig, at I ikke er en del af Rote Armee Fraktion, R.A.F.! Hvem tror på, at I ikke er Baaders og Ulrikkes folk! Ingen! Prøv ikke at overbevise mig om, at Gullo Gullo ikke er det samme som Brigate Rosse, at I ikke er en af deres sekter, eller de en af jeres. Måske er den stakkels Aldo Moro og Hans Martin Schleyer ofre for den samme, sort-røde hånd, jeres hånd! Afbryd mig ikke, banditter! Hvis ikke I er baskiske og irske galninge, hvis ikke I er korsikanske, tyrolske og bretanniske separatister, hvis ikke I er kroatiske ustasher eller serbiske monarkister, så er der ingen tvivl om, at I er anatoliske animalister, der myrder, hvem I falder over i Istanbul, Ankara og Izmir! Lad det være ganske klart, at det er mig komplet ligegyldig, om I er grækere, armenere, kurdere eller palæstinensere eller bare nogen, der for penge og for romantikkens skyld myrder løs over hele dette stakkels land, Europa! ... ”

                                                                        (Midrag Bulatovic. Gullo Gullo. Arena. 1984)

Igen var det naturligvis Gamle Arena der bragte denne fantastiske fortællingen frem i lyset for den menige dansker. Gode Gamle Arena – altid med på den værste. Vi siger velkommen til Miodrag Bulatovic, mine Damer og Herrer, Miodrag Bulatovic! 

KH

Thomas

Istedgades boghandel

STATEN

Når vi nu har at gøre med mennesker der så absolut ingen visioner eller drømme har burde vi som folk underlagt disse uintelligente magtliderlige parasitter  gennemtvinge en husstandsomdeling af det værk om statsstyrelse hele den vestlige verdens samfund bygger på. Måske kunne vi således sikre at den apatiske befolkning fik øjnene op for hvilken styreform vi i praksis har kørende her i lille Danmark; måske kunne vi således sikre folkelig opbakning til en omvæltning af alle værdier – om ikke andet kunne befolkningen gå sin egen undergang i møde med åbne øjne.

Og hvem ved måske vil al den formålsløse snak om hvad vi dog skal stille op efter en revolution, al den snak om hvad vi vil stille i stedet, al den snak om demokratiet som frihedens  arnested endelig forstumme og vi kan gå i gang med at skabe den verden verden så indtrængende bønfalder os om hver gang vi lukker vores øjne og lukker mørket ind:

”- Men hvad er det da, sagde han, for en slags forfatning, du kalder oligarki?

- Det er den forfatning, sagde, jeg, der er grundet på formuebesiddelse, hvorved de rige styrer, men de fattige ikke har del i styrelsen.

- Det forstår jeg nok, sagde han.

- Skal vi så ikke først sige, hvorledes ovegangen finder sted fra en forfatning, hvor hensynet til æren råder, til oligarkiet?

- Jo.

- Men for resten, sagde jeg, selv en blind må jo kunne se, hvorledes denne overgang finder sted.

- Hvorledes da?

- Når hver enkelt, sagde jeg, har det forrådskammer, vi talte om, fyldt med guld, så bringer det en sådan statsforfatning til fald. For de begynder med at finde på noget, som de selv kan bruge pengene til, og med det for øje forvansker de lovene, og både de selv og deres kvinder viser sig ulydige imod loven.

- Det er rimeligt nok, sagde han.

- Og desuden, tænker jeg, da den ene lægger mærke til den anden og giver sig til at kappes med ham, så får de det ud af det, at de allesammen bliver ligesådan.

- Det er rimeligt nok, sagde han.

- Og desuden, tænker jeg, da den ene lægger mærke til den anden og giver sig til at kappes med ham så får de det ud af det, at de allesammen bliver ligesådan.

- Det er rimeligt nok.

- Men så fremdeles, sagde jeg, når de fortsætter med at drive forretninger, bliver følgen, at jo mere de lægger vægt herpå, desto mindre værdi tillægger de godheden. Eller er måske ikke godhed så forskellig fra rigdom, som om de hver lå på sin vægtskål, og stadig den ene sank, når den anden steg?

- Jo, det er vist, sagde han.

- Når man nu sætter pris på rigdom og rigmænd i en stat, så tillægges der godhed og de gode mindre værdi.

- Det er klart.

- Altså befatter man sig altid med det, som man tillægger værdi, men forsømmer det, som man ikke bryder sig om.

- Ja, således går det til.

- I stedet for mænd, der sætter pris på at overgå andre og at vinde ære, bliver de da tilsidst venner af forretninger og venner af penge: den rige priser de højt og nærer beundring for ham, men den fattige regner de ikke for noget.

- Det er vist.

- Følgelig fastsætter de så en lov, der skal gælde som norm for en oligarkisk forfatning, idet de bestemmer en vis formuegrænse, der ligger højere, hvor oligarkiet er mere udpræget, og lavere, hvor det er det i mindre grad, og erklærer, at ingen må have del i statsstyrelsen, hvis hans formue ikke har den fastsatte størrelse, og dette gennemfører de med våbenmagt; det kan også hænde, at de allerede forinden ved hjælp af trusler får en sådan statsforfatning indført. er det ikke sådan, det går til?

- Jo, sådan går det virkelig til.

- Dette er altså i grove træk den måde, hvorpå denne statsforfatning bliver til.

- Ja, sagde han; men hvad er så forfatningens væsen? Og hvordan er de fejl, som vi sagde den havde?

- Den første fejl, sagde jeg, ligger netop deri, at den har sådan en norm. Tænk engang, hvis en ville ansætte skibsførere på sine skibe på den måde,  -- med henblik på deres formue – men ikke ville antage en fattig mand, selv om han var mere kyndig i at føre et skib.

- Så synes jeg rigtignok, at de ville få en dårlig sejlads, sagde han.

- Og ville det ikke være ligesådan med styrelsen af alt muligt andet?

- Jo, det synes jeg.

- Undtagen med en stat? sagde jeg; eller gælder det måske også for en stat?

- Jo, det gælder rigtignok i allerhøjeste grad, sagde han, for så vidt som det styre er det vanskeligste og betydningsfuldeste.

- Det er altså den første og væsentlige fejl, som et oligarki vil have.

- Ja, det lader til det.”

                                                                                                                    (Platon. Staten. Rietzels. 2001)

Genkender du noget? Glem alverdens oplysningsbefængte statsmetafysikere og læs Platon, mine Damer og Herrer, Platon.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

KOPIER VERDEN

Til intelligente beboere i alle lande

Vi har nu hørt på musikbranchens klynken i mange år – de mange downloads ødelægger det hele. Vi har nu hørt på filmbranchens klynken i mange år – de mange downloads ødelægger det hele. Vi har nu hørt på bogbranchens klynken i mange år – de mange e-bøger ødelægger det hele.

 Vi er underlagt censur – og det hele i den hellige friheds navn.

Hvor pengemændende bekymrer sig om deres frihed til at udnytte andres skabelse til at forøge deres enorme formue, bekymrer politikere sig om deres frihed til at styre hvilke informationer befolkningen skal være i besiddelse af, mens kunstnere (eller det kalder de sig i hvert fald) bekymrer sig om deres daglige løn – det er så hårdt at være kunstner i dagens Danmark, det er så svært at få råd og tid til at skabe.  

Copyrighten er et nødvendigt gode synes flokken af klykkende får at mene – frihed er ikke frihed; frihed er retten til at blive betalt, frihed er penge, penge er frihed.

Sammen med vores svenske brødre hævder vi copyrighten – retten til at kopiere frit, at kopiere alt, dele, downloade, trykke, handle,tale, tænke frit – uden at en eneste krone skifter hænder.

Den menneskelige tanke der betales med guld er intet værd.

Det menneske der hellere ser guld i sine hænder end sit værk i andres hænder er ikke kunstner

Det værk der kan gøres op i guld er en vare – ikke kunst

Den kunst der kan overleve en epidemisk spredning kan forandre verden

Den verden af guld er en døende verden

Lad os kopiere denne den bedste af alle mulige verdener

Kopier film

kopier musik

kopier bøger

kopier fotografier

kopier penge

kopier våben

kopier strategier

kopier uniformer

kopier hensynsløshed

kopier effektivitet

kopier handling

kopier tale

kopier tanke

kopier verden   

KH

Thomas

Istedgades boghandel

INDERSIDEN AF VORE HANDLINGER

 

- Hvorfor skulle man som digter og læser dog beskæftige sig med naturvidenskab og politik?

- Fordi virkeligheden er fysisk og revolutionen nødvendig for artens overlevelse!

- Men er digte ikke noget helt andet?

- End hvad – noget helt andet end væren i en virkelighed på randen af en omvæltning?

- Ja, digte er jo bare sprog, en leg med sproget, æstetik.

- Ja, ligegyldige digte er bare sprog, barnets pludren, en indpakning af ingenting, men evige, udødelige digte er skabelsen af en virkelighed der med forandringens uimodståelige kraft vil forandre alt, vil forandre mennesket.

- Jamen, skal digte ikke også bare være smukke?

- Leg videre med dine farveblyanter og lad vær´ med at beskæftige dit lille hoved med sager du ikke har intelligensen til at forstå, min ven!

TANKER PÅ ET JERNVÆRK

Åh, gid I ligned metallet I slider med,

gid jernet ville trænge ind i jeres sind,

gid I blev som jern for jeres egen skyld!

I er stadig kun dej mellem fingrene

på jeres tyranner!

                             Til egen ødelæggelse

laver I geværer og bajonetter med jeres hænder!

De vender sig mod jer og lemlæster og myrder

fordi I er dumme nok til at forsyne jeres fjender!

VILJENS NATUR

Det er svært at slippe af med den fantasi

at viljen er et uafhængigt område af vores væsen.

Vi har optrænet os selv så længe i at tro

den er en beholder med magisk væske, en kraft

der kan øges og mindskes – må jeg sige: med vilje?

Men viljen er bare indersiden af vore handlinger.

Den er lige stærk og konstant, hvad vi så gør.

For den er ikke andet end handling set i sin oprindelse.

Det vi gør, det vil vi. Selve vores gøren er viljen.

Den fuldførte handling er viljens præcise definition.

Der er ingen vilje som ikke resulterer i en handling.

– hvis du pisker dig til at ville hårdere,

at gøre en stærkere indsats, gør den det hele til fantasi;

det eneste der behøves er følelsens klarhed og tankens objektivitet.

POESI OG NATURVIDENSKAB

Det sjældne og værdifulde i naturvidenskabelig viden

er undervurderet – som når folk

der ikke er botanikere har svært ved at tro

specialviden om emnet kan føje enormt meget til

den æstetiske nydelse af blomster!

Dels fordi man for at bestemme en plante

må studere den langt mere indgående

end man ellers ville have gjort, og i denne proces

kommer udsøgte farver, proportioner og diminutive forandringer for

                                                                                                en dag

som ellers i almindelighed var for små til at blive lagt mærke til.

Og mere end det – det er som om botanikerens viden om plantens totale struktur

(som billedhuggerens viden om knogler og muskler)

– om formforløbet i rødder udbredt under jorden,

om stænglernes forgrening,

om knoppernes udfoldelse ved dækskæl,

om årernes spredning i et blad,

beriger ens bevidsthed om dens sammensatte skønhed

og gør den tre-dimensionel.

Hvorfor jeg søger en kendsgerningernes poesi. Som når

det dybe slægtskab mellem alle levende substanser

klargøres ad kemisk vej.

Uden en smule kemi er man tvunget til evigt at forblive en måbende vild

over for vitale reaktioner.

De skønneste relationer

som kun biokemien viser

erstatter en lamslået følelse af forundring

fordi de er naturlige og forståelige.

Naturen er mere vidunderlig

når den om så blot delvis forstås.

En sådan forståelse begynder at gå op

for den læge læser når han bliver

bekendt med kirtlernes biokemi

i deres relation til sygdomme som struma

og deres virkning på vækst, sex og forplantning.

Han vil begynde at forstå en smule

af det udsøgte og skønne i

enzymers og virus´ers og bakteriofagers virkning,

disse substanser der befinder sig i grænselandet

mellem det levende og det ikke-levende.

uddrag af DEN POESI JEG VIL HAVE

En poesi der beskæftiger sig med alt hvad der behøves

af summen af menneskelig viden og indtryk,

den bevidsthed og fornuftige vilje

der opretholder vor race,

for at frembringe denne superindividualitet Mennesket,

i hvem vi alle allerede tager del

i menneskeracens umiddelbare hensigt.

De eneste alternativer vi kan forestille os

er uudholdelige udsigter til biologisk katastrofe,

kronisk krig, social nedværdigelse, sygdomme,

udskillelse generation efter generation

af de svagere væsner med udslettelsen i vente.

Enten griber vi fat i vores bestemmelse, eller, hvis ikke,

bliver vi drevet imod vores skæbne

Kyklopiske fordomme, iboende misopfattelser,

oceaner, spærrende bjerge, det grænseløse rum,

naturens prometeusagtige blinde obstruktion

i os og uden for os kan ikke sejre

mod den krystalliserende vilje; den ordnede, solvente erkendelse,

den klarhed i hovedet en oplyst race kan nå.

                                    (Hugh Macdiarmid. Den slags poesi jeg vil have. Husets forlag/S.O.L. 1992)

Det er den slags poesi vi vil have. Det er Hugh Macdiarmid, mine Damer og Herrer, Hugh Macdiarmid!

KH

Thomas

Istedgades boghandel

AT LÆSE BIBLEN SOM DEN LÆSES I HELVEDE

Der findes en digter der rummer denne verden. En digter der kan vise dig vejen. En digter er alt hvad du behøver. Og igen – drop dit pladder om  mysticisme forstået som noget dunkelt, utilgængeligt og lettere vanvittigt. Dette er den direkte vej til guderne; dette er en helt konkret handlingsvejledning. Vi tager et par indledende øvelser på gulv og får derved et par væsentlige misforståelse ryddet af vejen:

De gamle digtere besjælede alle den ydre verdens ting med guder eller genier, kaldte dem med navne, og udstyrede dem med egenskaber fra skove, floder, bjerge, søer, byer, folkeslag og alt hvad deres udvidede og mangfoldige sanser kunde opfatte.

   Og i særdeleshed granskede de byers og landes genius og henførte hvert sted til sin åndelige guddom.

   Til sidst var der bygget et helt system, som nogle benyttede sig af til at trælbinde folket ved at forsøge at udskille disse guddomme fra de genstande, hvortil de var knyttet, og give dem en selvstændig tilværelse; således begyndte præstedømmet.

   Af poetiske fortællinger uddroges former for gudsdyrkelse.

   Og endelig erklærede de, at dette var gudernes vilje.

   Således gik det til, at mennesker glemte, at alt guddommeligt bor i menneskets eget bryst.

De jætter som gav denne verden sansernes form og nu lever i den som i lænker, er i virkeligheden den stadige kilde til dens liv og ophav til al virkekraft; men lænkerne er et træsk påfund af svage og fejge, som har evne til at modstå lidenskaben. Som det hedder i et af Helvedes ordsprog: Den svage i mod er stærk i list.

   Den ene del af tilværelsen er da det frembringende, den anden det forbrugende. Forbrugeren tror han har lænkebundet frembringeren, men sådan er det ikke, han tager kun dele af virkeligheden og bilder sig ind, at det er den hele.

   Men frembringeren vilde ophøre at skabe, hvis ikke den forbrugende ligesom et hav optog hans fryds overflod i sig.

   Nogle vil sige: Men er ikke Gud alene skaberen?

   Jeg svarer: Kun i mennesker, i de væsner som er til, handler og er Gud.

   De to nævnte arter af mennesker findes altid på jorden, og de må stedse være fjender. Den der prøver at forsone dem, søger at ødelægge livet.

   Kristendommen er et forsøg på at forsone de to.

   Bemærk. Jesus ønskede ikke at forene, men at adskille dem, som det ses i lignelsen om fårene og bukkene. Og han siger: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.

   Messias eller Satan eller Fristeren blev tidligere antaget for en af dem før Snydfloden, som er lidenskaben i os.

Og så lige lidt ordsprog fra Helvede:

Den, der begærer, men ikke handler, avler edder og forgift.

Den hvis ansigt ikke lyser, bliver aldrig en stjerne.

Evigheden er forelsket i tidens skabelser.

Al sund føde fanges uden net eller fælde.

Ingen fugl stiger for højt, når den flyver på egne vinger.

Fængsler bygges med lovens sten, skøgehuse med religionens [min oversættelse] tegl

Løvens vrede er Guds visdom

For megen sorg ler; for megen glæde græder.

Ræven forbander saksen, ikke sig selv.

Hvad der  nu er åbenbart for enhver, var engang en drøm.

Vær altid parat til at sige din mening, så undgår de lavsindede dig.

Vredens tigere er klogere end belæringens heste.

Vent gift i stillestående vand.

Lyt til tåbens bebrejdelser! det er en kongelig hæder.

Hellere myrde spædbarnet i vuggen end opamme golde begær.

Sandheden kan aldrig siges sådan at den forstås, uden at den også bliver troet.

                                   

(William Blake. Ægteskabet mellem himmel og helvede. Thaning & Appel. 1952)

 Vil du kun det ypperste vil du William Blake, mine Damer og Herrer, William Blake.

KH

Thomas

Istedgades boghandel