DU ER ET UVIDENDE FJOLS

Så er bøgerne kommet op på egne hylder igen og hvilken fred der straks sænkede sig over det tågede landskab helt herude på den yderste ø. Vi siger tak til Hr. Rubæk for husly og varme og anbefaler naturligvis Hr. Rubæks hylder på det kraftigste. Der er altid guld at hente for den nysgerrige. 

Nu har vi en ø. En hel helt fantastisk ø. Amager ... kolonihavernes hjemegn, Københavns losseplads og nu åndens gemmested. Her finder de os aldrig, for hvem gider dog bevæge sig helt til Amager, når nu Københavns larm og stress ligger lige udenfor hoveddøren og bilerne suser derudaf og der er en ny oplæsning i morgen og en ny cafe på hjørnet og små børn der skal hentes i opbevaringsanstalterne og en uddannelse at blive færdig med og alkohol der skal sluges og pulver der skal sniffes og aviser der skal skimtes og programmer der skal ses og mennesker der skal holdes for nar og og og og og så videre? Hov, glemte vi den nye regering og alle dens idioti! 

Efter et par år i fred og ro uden nævneværdig læsning stødte vi forleden på dette lille mesterværk af et kampskrift mod den førnævnte idioti. Et emne der desværre ikke er blevet mindre aktuelt, hvad de fleste forstår i disse dage - at langt de fleste som vanligt har glemt det igen om en uge er en anden sag. 

Her er en forsmag til dem, der lige har fået øjne og vågner hver morgen med knyttede næver og en forfriskende blodsmag i munden.


Hvem er idiot?

Græsk: Idiotes, privatmand, i mods. t. den politisk orienterede samfundsborger

Du og jeg og praktisk talt ethvert såkaldt "moderne menneske", dvs. ethvert medlem af de teknisk højtudviklede områders middelklasse. Vi er idioter i den gamle, græske betydning, forsåvidt som vi kun kender vores egen, begrænsede verden og er ude af stand til at orientere os i større sammenhænge. Vi er idioter i en mere moderne betydning, eftersom vi savner kontakt med virkeligheden og slet ikke kan overskue følgerne af vores handlinger. Selv i helt snæver, psykiatrisk forstand er vi idioter, idet vi lever i en verden af vrangforestillinger og hallucinationer og er til fare for os selv og vores omgivelser. 

Hvis dette skal være andet end en fornærmelig påstand (hvad det også skal være) kræver det en forklaring. En ordentlig forklaring er desværre umulig og ligger uden for denne bogs rammer. Den er umulig, fordi den ville være en gennegang af hele vores civilisation, i alle detaljer, hvad der lang overstiger et enkelt menneskets evner; den falder uden for bogens rammer, fordi hensigten her at at komme på sporet af nogle af de værste urimeligheder, og at opmuntre både læser og forfatter til at være en principiel mistillid til alle forklaringer. Hvad der følger, er altså et stærkt forenklet tilløb til en slags forklaring, som stort set ikke er andet end yderst velkendte kendsgerninger arrangeret på en lidt anden måde.
Men til sagen:

En af de få ting, som kan gøre mig virkelig syg om hjertet, er de ting, moderne mennesker stræber og slæber og undværer for at komme i besiddelse af. Ikke fordi de er udtryk for dårlig smag, eller sådan noget, men fordi de råber til himlen om, i hvilken grad moderne mennesker bliver snydt og snyder sig selv. 
Vore forstæders endeløse ørkner af utilstrækkelige enfamiliehuse, omgivet af små privathavers sørgmodige landskaber, udtrykker en drøm om tilværelsen, der aldrig kan opfyldes. Drømmen om et hjem, som er ens eget, med udsigt til et landskab, man selv har plejet og formet er i og for sig ikke nogen dårlig drøm. Men når den har ladet sig snævre ind til forstædernes usle, små kompromisser, går det kønne af den. Hver gang børn og unge farer hærgende gennem denne pænhed og tramper blomsterbedene ned og slår ruder ud og sætter ild på,, er det en desperat opfordring til de voksne om for himlens skyld at vågne op. Man kan mene om vold og hærværk, hvad man vil: de har ret. Hele denne tilværelse er ikke bedre værd end at blive smadret. 

Hvad ordenens og privatejendommens forkæmpere altid glemmer er, at det de kæmper for, ikke er lavet for deres skyld og egentlig ikke tilhører dem. I svage øjeblikke kan villaejeren godt indrømme, at han i virkeligheden kun er en slags prioritetsbestyrer, men det er også mindre væsentligt. Hvad han totalt har fortrængt er, at hans hus og hans have er fremstillet med det ene formål, at udnytte hans drøm.
Det overvejende hensyn ved udformningen af det område, hans hus og udsigt er anbragt i, var aldrig hans legemlige eller sjælelige velbefindende, men udelukkende hvor småt og snævert og sammenpresset og skrabet man kunne lave hans hjem og hans udsigt, uden at gøre det umuligt for ham at overbevise sig selv om, at dette var virkeliggørelsen af hans drøm. Gennem to århundreder har man strammet betingelserne, til udbytningen har nået en grad af fuldkommenhed, der tillader "moderne mennesker" at flytte ind i 90 kvadratmeter præfabrikeret slum med udsigt til tre grantræer og en stenhøj, og til en pris der beslaglægger de to trediedele af deres indtægter resten af livet - og at få dem til at kalde de "at få eget hjem", at "flytte til sunde omgivelser" og så videre. De gør det først og fremmest for børnenes skyld, siger de. Børnene, som her ikke har den midste mulighed ofr at udfolde sig, og hvis ungdom kun kan bruges til ørkeløs og forbitret protest mod det ludfattige miljø, man har påtvunget dem.
De lyver ikke, når de siger, det er for børnenes skyld, de tror virkelig på det. Dét, disse "moderne mennesker" flytter ud til, er nemlig slet ikke det skrækindjagende forstadskvarter, som samvittighedsløse spekulanter har opført til dem, men det lille nybygggerhus på prærien eller i de store skove. Og det er da klart, at på prærien eller i de store skove har børnene virkelig alt, hvad de kan ønske sig, alt hvad storbyen aldrig kunne give dem: frisk luft, sol, en have at lege i, et hjem.

Mennesker, som er i stand til at lave den slags numre med sig selv, er virkelig ikke rigtig kloge. Nøjagtigt hvor ravgale vi er, i forhold til andre tiders og andre kulturers mennesker, kan man diskutere, hvis man har tid; mennesker har altid bildt sig et eller andet ind, som de kaldte meningen med tilværelsen. Hvad der gør "moderne menneskers" livsløgn så betydningsfuld, at man er nødt til at beskæftige sig med den, er de enorme økonomiske investeringer, som er baseret på den. 
Det er en kendsgerning, at hele vort samfunds økonomiske fundament er bygget op omkring denne livsløgn. Når dette samfund er verdens strækeste økonomiske og militære magt, og det ifølge sin struktur er tvunget til ustandseligt at øge sit forbrug og sin produktion, så er der egentlig ingen grænser for, hvilke ulykker drømmen om det lille, hvide hus på prærien, i de store skove, eller i den lille, rare by, kan afstedkomme for hele menneskeheden.

Jeg er ganske på det rene med, at 750 millioner kinesere formodentlig er ligeså ravende gale, på deres manér, og at der i det hele taget ikke er et hjørne noget sted på denne runde jord, hvor folk ikke trasker rundt med en eller anden slags hjemmelavede skyklapper på. Men dels er en del af de andres drømme måske en smule mere i overensstemmelse med virkeligeheden, dels har de ikke magt (eller lyst) til at påtvinge resten af menneskeheden deres egen galskab, i samme grad som vi. Det er muligt, at f. eks. kineserne forbereder sig til at erobre hele verden, men lige for tiden er det os, som lægger Asiens lande øde, som holder Latinamerika lænket, og som har lagt en jernring af militær rundt om de områder på kloden, hvor folk har manifesteret en anden opfattelse af livets mening, end der er udtrykt i the American way of life - eller, for at sige det mere kontant: hvor folk har indrettet sig, så vi kan komme til at tjene penge på dem.

Ja, så fik det på plads og naturligvis har vi her ikke at gøre med et skrift udgivet på denne side af de magiske 00´ere. Den slags giver vi os nemlig ikke i kast med længere, hvorfor det intelligente menneske naturligvis må rette blikket bagud for at finde en vej fremad. Vi taler året 1969, men tænk engang her er hverken højreorienteret demokratiforfløjne pladdertale eller venstreorienteret kollektivismeforfalden løgnagtigheder. Nej, vi har her at gøre med noget så sjældent som et vaskeægte menneske, der kan tænke! 
Vi tager lige en bid mere - denne gang er det skole og uddannelse, der lige får en afvaskning, så kun fakta står tilbage.

Du ved det godt, kære læser, du har i hvert fald haft det så temmelig på fornemmelsen i lang tid. For at nå frem til din nuværende position i myretuen - dette enestående job, hvor du trykker på knapper eller flytter papir tværs over et skrivebord eller drejer dingenoter og putter dem i duppeditter - måtte du terpe verdenshistorie og aritmetik og geometri og fysik og kemi og naturhistorie og alt det øvrige i årevis, du måtte finde dig i dine læreres åndssvage vittigheder på din bekostning, tage svedeture og øretæver og eksamensrædsel og, først og sidst, den evindelige, sjælsødelæggende, initiativdræbende kedsommelighed, dag efter dag, år efter år, mens de gjorde dig dummere og dummere og mere og mere ufølsom, til du omsider var skikket til at blive sluppet ud i erhvervslivet.

Du har måske af og til undret dig over, at dét, dine idiotiske lærere kunne dunke ind i hovedet på dig på seks år, nu skal tage otte-ni-ti år; du har set de unge mennesker, de sender dig på din arbejdsplads, og konstateret, at de hverken kan læse eller skrive eller regne og ikke ved besked med de simpleste samfundsforhold, og det er måske sket, at du har undret dig over, hvad de dog laver i skolen, Det virker jo helt abnormt, at det snart skal tage dobbelt så lang tid ikke at lære nutidens børn det samme, som du (måske) lærte, og som du (gudskelov) forlængst har glemt det meste af. Som far eller mor har du måske af og til følt en vag uro ved tanken om, hvorvidt det nu virkelig var nødvendigt med den lange skoletid, de mange lektier og alt det underlige og kedelige, som sker med dine børn imens. For mens det stadig er en minoritet, som bliver narkomaner, hippier eller demonstranter, kan det ikke nægtes, at vores unger ikke har helt så klare øjne og vågne ansigter, når de er femten, som de havde, da de var fem.

Hmmm, måske det var på tide at give dine unger en fridag? Nåh nej, det går ikke. Du skal jo på arbejde, ikke sandt?

Du ved ikke, hvad arbejde er, ærede læser. Det, du kalder arbejde, er et ritual, som du og alle andre gode borgere udfører, for at bekræfte jer selv og hinanden i den opfattelse, at I har en eksistensberettigelse. Det er en sammensværgelse, som omfatter alle (næsten alle) indbyggerne i de teknisk udviklede lande, og som tjener til at bevise, at vi har ret til at leve (i modsætning til flertallet af klodens befolkning).

Som alle den slags ritualer, har det et dobbelt formål. Samtidig med, at det bekræfter alle, som er med i sammensværgelsen, i deres fortræffelighed, rammer det med fordømmelse og social degradering enhver, som af en eller anden grund (ofte en grund, vedkommende ikke selv er herre over) ikke kan opfylde ritualets betingelser. Det, du kalder arbejde, gør dig til et nyttigt individ, hvid du har det. Hvis du ikke har det, er du unyttig asocial, doven, i bedste fald stakkels; og heraf følger, at du ikke har samme ret til livets goder som d, der har arbejde.

Kort og godt: Du er et uvidende fjols. Chad C. Mulligan. Fremads fokusbøger. 1971. Vi gentager: Du er et uvidende fjols!

KH
Thomas