DET UOPRIGTIGE ÅRHUNDREDE

Vi har før været omkring denne nation og deres forrygende forfattere, der aldrig tøver med at kalde en idiot for en idiot og derfor naturligvis sjældent når ud til andre end de nærmeste åndsfæller. Her er den endnu en gang Arena, der i tidernes morgen bragte danskerne dette pragtværk i hænde.
Vi tager en bid om anmeldelser ... de er jo eftersigende stadig populære i det danske såkaldt litterære miljø.

"Tirsdag.
Endnu en anmeldelse, denne gang i Orzel Bialy af "Trans-Atlantyk" og "Vielsen". Jan Ostrowski. Hvis jeg ikke selv kan få noget ud af hans sætninger med deres forvredne, forviltrede, uvaskede ordføjninger der udspyer så besynderlig en stammen, hvad skal andre så gøre?
Som sædvanlig rammer littteraturens avantgardistiske forposter på allerdramatiske vis i en strambukset "numse". Af hans erklæringer at dømme beror Gombrowicz´s problematik på ... en åbenbaring af den molekylære fuldkommenhed.
Fra at være importør af litterære smånyheder forvandlede Gombrowicz sig i krigens løb til en eksportør af polske skribleriprodukter.
Eller følgende brøler:
Som kunstværk giver den færdige bog ikke syndsforladelse for dens forfatters teorier.
Tre spalter af dette sjuskeri. Så vidt jeg ved er Ostrowski leder af den litterære afdeling i Orzel. Ja, denne artikel kan virkelig kun godkendes til trykning af selvsamme person som har skrevet den.
Hvorfor giver redaktøren trælbundne sind min bog disse stød og hvorfor niver den efter bedste evne i bogen? Jeg ledte efter denne hemmelighed og fandt den i følgende sætning: "Han har kastet smuds på sig selv og på emigrationen ... For øjeblikket får han et ordentligt lag polemisk tæv, og doser af tavshed til at desensitere sig" Ostrowski har erkendt at polemiske tæv er mere effektive, skønt personer der ikke kan tale snarere burde vælge den desensiterende tavshed. Når sagen drejer sig om mig, herr Ostrowski, er tavshed mere dræbende på læber der kun kan tillade sig dumhed.
Hvad skal man gøre emd et så henrivende kronikskrivende fænomen som herr Ostrowski? En henrivende "fan" som i nogle få ord sønderslår verdensanskuelser, uddeler belæringer, afdækker sandheder, danner, konsoliderer, former, demaskerer, konstruerer, lancerer, orienterer ... Selv Gud bruger han til at skælde ud med; men i Guds og sandhedens navn drejer det sig overhovedet ikke om Gud men blot om at få kniven ind i en eller anden ...
Hvad berettiger ham til på den måde at misbruge Guds navn eller til at misbruge alle de alvorlige navne som han har spækket sin føljeton med og til at misbruge læserens gode tro? Hvad? Selvfølgelig - sunde idealer. Men jeg, som er en uværdig omstyrter og kyniker ved at intet er lettere end at have sunde idealer. Det kan enhver have. Sunde idealer har alle - naturligvis i deres egen overbevisning. Disse sunde idealer det er nederlaget, sygdommen, forbandelsen der hviler over dette vort uoprigtige århundrede. Ostrowski er en mikrobe der er del af den sygdom hvis diagnose Milosz har givet os - den slags små årsager har monstrøse følger. Det er ingen kunst at have idealer, det er en kunst - i meget høje idealers navn at undgå at begå ganske ubetydelige forfalskninger. "

Så meget for anmeldelser og anmeldere - og sunde idealer i dette uoprigtige århundrede. Tak til Hr. Gombrowicz for hans Dagbog, som vi slet ikke kan slippe igen. Så meget sandhed, så meget lidenskab ...

"Onsdag
"Kafkas dagbog". I denne forbindelse gav jeg mig atter til at kigge "Processen" igennem og sammenlignede den med Gide´s version for scenen. Men denne gang lykkedes det mig ikke at læse bogen ordentlig igennem - jeg blændes af solen i den geniale metafor der stråler gennem Talmudskyerne, men læse side op og side ned,nej, det overstiger kræfterne.
Engang vil det vides hvorfor så mange store kunstnere i vort århundrede har skrvet så mange ulæselige værker. Og ved hvilket under disse ulæselige og ulæste bøger dog har vejet så tungt til i århundredet og er berømte. Med ægte undren, med uforløjet anerkendelse har jeg måttet afbryde magen en læsning der i al for høj grad kedede mig. Engang vil det opklares hvad det er for et naturstridigt ægteskab mellem ophavsmand og modtager der avler værker som er blottet for kunstnerisk sex appeal. Hvilken skændsel. Til tider har jeg det indtryk at der balndt os, forfattere, bor en form for dumhed som fordrejer vort hele virke, og som vi ikke kan forsvaere os overfor idet den bestandig forbliver anonym ... "

Vi må samtykke her i kedsomhedens århundrede, hvor litteraturen leger bogstavlego med sig selv og dagligt forgøgler den nye nysgerrige læser, at er det ikke kedeligt, er det ikke rigtig litteratur.
Keder du dig, så læs noget andet - et bedre råd til den nye læser findes vist ikke for øjeblikket.
Vi fortsætter med lidt om kritikken og et par gode råd til de skrivende:

"Situationen forværres af det faktum at den moderne kritik mangler tilstrækkelig intelligens eller også tilstrækkelig styrke til at overkomme det vanskeligste hverv: at vende tilbage til de elementære og evigt aktuelle anliggender der er som døde blandt os fordi de allerede er for lette, for enkle. Kritikken kan kun tillade sig det fuldkomne - det til det absurde fuldkommengjorte - denne mekanisme der råder over os idag og i kraft af hvilken der opstår bøger der er stadig bedre som litteratur. Disse herrer ville aldrig driste sig til at gøre indgreb i selve systemet, hvad der forresten overstiger deres muligheder. Eftersom det er et resultat af de afhængighedsforhold der opstår mellem kunstneren og andre mennesker, om litteraturen har denne eller hin karakter. Hvis I ønsker at sangeren skal synge anderledes må I forbinde ham med andre personer - gøre ham forelsket i en anden, og få ham til at elske på en anden måde. Stilens kombinationer er uudtømmelige, men alle er i grunden kombinationer af personer, menneskets fortryllelse af mennesket. Litteraturen forbliver desværre en kærlighedsroman mellem gamle subtile herrer der er forelskede i hinanden og gensidigt bærer vidnesbyrd om hinanden. Mod! Sønderbryd tryllekredsen, gå ud og søg ny inspiration, giv barnet, snothvalpen, halvidioten lov til at underkue Jer, slut forbund med mennesker af en anden status!"

Barnet, snothvalpen, halvidioten!! Hørte I det, mine Damer og Herrer? Mennesker af en anden status!! De elementære og evigt aktuelle anliggender!! Åh, hvor bliver det godt at høre nyt fra Naja og Simon og Anders og Sofie og er der ellers levende tilbage derude?. Skynd jer, venner! Som I kan se, har vi travlt. Det er allerede længe siden litteraturen døde!

KH
Thomas

REVOLUTIONÆR OPSANG?

Jamen kære intelligente beboere. Det er jo alt for sent. Revolutionen er fuldendt. Du har forandret dig og hvad andet er verden end dig der forandrer dig? Alt ånder fred og ro. Over dit hoved skinner solen fra en skyfri himmel og natten oplyses fra allerede forsvundne stjerner. Du slår øjnene op til endnu en dejlig dag på jobbet. Endnu et kryds i kalenderen. I dag ligner i går og i morgen. Revolutionen er fuldendt.

Drømmene kommer sjældent, og kun et svagt glimt når du at huske, før dagen er gået igen. Det regner og blæser ikke længere. Revolutionen er fuldendt. Solskin og stjernestøv.

Der er ikke mere at gøre. Ordet har mistet sin magt. Træk dig ind i dig selv, isoler dig. Lad gaderne ligge øde. I morgen er der endnu en avis, endnu en nyhed, endnu et program, en sandhed. Klimakatastrofen aflyst. Det er vores mål her i tilværelsen at hjælpe Danmark ud af den økonomiske krise. Ambitionerne fejler ikke noget.

Afbrænding og baseballbat. Tiden nærmer sig. Vi er stadig det lykkeligste folk i verden. Først skal vi jo lige have valget overstået, men så vil vi også se dem trække i arbejdsbukserne. Er det til sommer der er VM i fodbold? Penge har ingen værdi overhovedet. Økonomien er i bedring. Investment is art!

Alting er i den skønneste orden. Soldaterne bliver fløjet ind over grænserne og roen genoprettes og kisterne pyntes og brønde bygges og skoler bombes og uniformer pudses og håndtryk udveksles og noget er nøjagtigt som det skal være på den front. Og jul igen i år? Helt sikkert.

400.000 tusinde på lykkepiller og 200.000 på sovemedicin. Arbejdet kalder. Når alt kommer til alt, vil vi ikke undvære den luksus, den overflod. Sygehuse og læger. Vi bliver holdt i live til det sidste. Friheden til at arbejde hjemme. Bag låste døre forskanser du dig; hvad der er dit, er dit. Ejendomsretten skal forsvares med blod.

De små børn leger så fint i parken, mens pædagogerne nyder solskinnet. På tavlen står der: Vi har været i parken og leget. I bedes huske at give jeres børn solcreme på. Supermarkedet er fyldt med handlende. Kurve fyldes, vogne skubbes, kød i plastik. Skærmen, sofaen, sove.

Fyld lungerne. Træk vejret. Det er ikke din skyld. Du gjorde bare som du skulle. Var aldrig for meget og aldrig for lidt. Var altid lige tilpas. Og nu venter alderdommen og børnebørnene og pensionsudbetalingen. Heldigvis. Et strøg af lettelse over ansigtet. Hvor kunne det være gået galt.

Danmark længe leve

Danskerne længe leve

Verden venter

KH

Thomas

VALGFALD

Når værker forsvinder, mister verden lidt af sin magi og inden længe vil verden slet ikke være magisk længere. Den vil være retlinet, rationel og helt igennem død. Det bør dog ikke bekymre dig. Intet bør bekymre dig; alting er i sin skønneste orden. Og hvis utilfredsheden alligevel stikker sit grimme ansigt frem en gang i mellem, kan du jo altid melde dig ind i et parti, deltage i en diskussion, skrive et debatindlæg, arrangere en demonstration og naturligvis sætte dit kryds et andet sted næste gang, du får lov. En ting er sikkert: Vold er ikke en mulighed. Vold er ikke demokratisk. Vold er terror og dermed basta!

Hov, hvad er nu det? Har vi ikke allerede og på lykkeligvis lagt det værk i glemmekassen, fået kategoriseret den forfatter som ligegyldig? Stop det nu! Vi vil ikke høre om den slags og det ved du jo godt!

ATTENTATET

”Min krop har det som om branden er lige bag mig og alverdens insekter prøver at beskytte sig i mig. Jeg flår amuletter ned fra væggen og tager papæsken med billederne fra mit liv. Ser ud af vinduet at de allerede er ved at udlevere flag samt afprøve projektører og på vej ud af døren overvælder min automatik mig idet jeg mærker efter om jeg nu har husket nøglerne. Det er slet ikke aktuelt idet chancerne for at skulle se på det hele for sidste gang er påfaldende store. Fik du så set på det hele for sidste gang tænker jeg på vej ned ad gangen til skabet i den mørke og smalle ende hvor våbenet er gemt under vasketøj.

Læste endnu en gang tilsigelsen højt for mig selv og det lød stadig patetisk. Militæret havde fældet dommen som lød: spil frontmusik eller bliv deponeret for livstid i en nægterlejr. Derfor havde de tilsigtede aftalt at gøre noget ud af det sammen når der alligevel ikke var andet at gøre. Vil du slås ihjel eller sygne hen. Frit valgfald.

Jeg smed tilsigelsen ind til vasketøjet og tog i stedet lædertasken med våbnet over skulderen for at begive mig ned af trapperne der for første gang ikke er de samme. Nede i kælderen møder jeg som aftalt APX og Zoztl som havde taget Femtelars med fordi han før har været i krig. APX havde selvfølgelig slæbt alle sine tegninger med og Zoztl sine evindelige bootlegs bundet om på ryggen.

Vi gennemgår instrukserne endnu en gang for derefter stille at se hinanden i øjnene om alt nu også er klart og alle klare. Samler tingene sammen og går samlet op ad kældertrappen og samme vej ud som da vi gik med affald. Forbi cyklerne og ind gennem porten bader projektørlys summet op af mennesketrappen.

Jeg pifter kort hvorpå der oppe fra taget bliver smidt et tov ned med en kurv forenden til våbnet. Ser op i vinduerne hvor hver en skikkelse sidder klar med båndoptagere og udmærkede forstærkere. På opgangen klumper ballonerne over hinanden.

Zoztl og jeg er dem der går på gaden og som vi træder ud i de mange menneskers projektørbadede kroppe mærkes den varmt opstemte temperatur med det amme. Politiet er også til stede som dem der holder en lige passage fri og alt suser af forventning. Et sted længere nede ad gaden står en mængde og ser passivt på at en anden mængde tramper mindre under fode. Våbnet er koldt med mundingen oppe i armhulen. Jeg vender mig om og giver Femtelars signal ned gennem portens grotte. Derfra skal han give signalet videre til vinduerne samt dække over os hvis det hele skulle gå galt. APX står oppe på hustaget lige før domkirken hvorfra hun kan se optoget dreje om hjørnet ned mod os.

Først de mange motorcykler fra sikkerhedspatruljen og så endelig limousinerne i lange rækker for og bag selve kortegens knudepunkt indhyllet i veteranernes tiltagende militærorkester.

Få hundrede meter før har alle modtaget signal og det hele går i gang i en infernalsk lyd af panisk løbende rædselsskrig med dyrebrøl ovenover og nedenunder dybe tibetanske bedestemmer. Ingen ved hvad der foregår og hvor. Derfor ved massen heller ikke hvor de skal søge hen og alle stivner helt da de mange farvede balloner går til vejrs som deres øjne. Sikkerhedspatruljen er allerede opløst i jagt på ophavet og ingen forstår hvad de ser ej heller hører da jeg hæver våbnet idet selve kortegens knudepunkt er lige foran mig. Jeg trykker sovegaspatronerne af og hurtigt i kurven med våbnet mens alt sover ind. Herfra blev alt anderledes.”

Herfra blev alt anderledes! Åh, man kunne ønske sig, kunne vi. Måske når Anders og Escho nu om ikke længe puster liv i dette og andre forandringspotente værker af denne så revolutionære sprogtænker Hr. T. S. Høeg. Vi glæder os og indtil da vil vi opholde os på Hotel kontinental i likvidation.

KH

Thomas

TCHIRIHAU

Sjældent lykkedes det nogen at overbevise andre ved den klare tale. Det rationelle, fornuftige, videnskabelige menneske af i dag tillader udelukkende allerede accepterede sandheder at krybe ind bag den præfrontale kortex´s forsvarsmur – sandheder som ”jeg er evolutionens højdepunkt”, ”hvad jeg ved, er hvad der er”, ”fremtiden kender ingen, hvorfor det er vigtigt at have en forsikring”, ”hvad jeg ikke forstår, er ikke værd at vide”, ”kun hvis andre tænker det samme som jeg, er det rigtigt”. Derfor må kunstneren ”overliste og snyde”, ”overdrive og fordreje”; kort sagt skabe billeder, der kan forvirre de mange vagter på muren. Vi taler om hjernevask på højeste plan og hjernevask er virkelighed og virkeligheden ikke helt som du går rundt og forestiller dig.

”7. … Når mennesket indvier sig selv til den nye tilværelse, skaber han et væsen, som kun Swift eller Brueghel ville have kunnet beskrive præcist. En kunstner, som er i stand til opmærksomt at følge og registrere denne form for transformation, eksisterer desværre ikke i dag. Vore dages kunst illustrerer vigtige momenter, men den råder hverken over den nødvendige videns præcision eller kraftens dybde for at fatte visionen i sin helhed.

Alt tyder på, at mennesket ikke b liver den herskende art på jorden i den kommende epoke. Det nye væsen vil mest af alt kunne lignes ved en fugl, af skikkelse og størrelse som en ådselgrib. Halvvejs fugl og halvvejs bille. Dets vinger er ikke af fjer, men dannes af en horneet hinde, og når det flyver frembringer det en brummende lyd som en stor bille. Dets hals og ben er også dækket af en hornet hinde, og det har skarpe, glasagtige klør.

Flere hundrede, til tider tusinder lever sammen i én gruppe,, men uden nogen form for orden eller lederskab. De tolererer ikke nogen, der er klogere eller mægtigere i deres midte. De skændes uafbrudt, ganske uden mening skubber, puffer, river og flår de i hinanden eller ligger på lur og banker hinanden i hovedet, river kødlunser ud af hinandens kroppe, som de grådigt svælger. Følgelig er deres krop konstant dækket af væskende sår. Da sårene selvfølgelig gør ondt, er de irritable og hele tiden på vagt. Så snart én af dem gør en mistænkelig bevægelse, opfatte det som tegn på angreb, og de farer hakkende og skrigende løs på delikventen. Denne begynder så rasende at baske med vingerne, vende og dreje sig i vanvittig fart og hakke løs med det krumme næb uden hensyn til, hvem og hvad der bliver ramt. Nu alarmeres hele gruppen og flokkes omkring de kæmpende; det blive til et helt opløb, og straks deler hele flokken sig i to partier. De råber skældsord og smudser hinanden til. Men et rigtigt opgør bliver der ikke tale om, for i løbet af et minut skændes begge parter indbyrdes, farer i totterne på hinanden, og således fortsætter det dag ud og dag ind.

Disse kæmpe flokke af fuglebiller flyver med brummende summen, men sædvanligvis ikke særlig langt. De lander efter nogle få mile, fordi de keder sig , og lige så larmende, uordentlige, beskidte de er, og lige så sanseløst de skændes, lige så dorske er de også. Hvor de slår sig ned, opæder de alt i løbet af få øjeblikke, dyr, myrer, lus, mus, regnorme, frøer, blomsterblade, græs, løv, træernes bark og knopper. Hvor de har været, forvandles landskabet til ørken, kun den golde jord og stenene bliver tilbage.

Intet dyr er i stand til at forsvare sig imod dem, for lige så nederdrægtige, elendige og begærlige de er, lige så blodtørstige og grådige er de også. De river en elefant eller et næsehorn i stumper og stykker i løbet af få øjeblikke. Der er ikke det skidt, de ikke grabser til sig, og specielt hvis det er for næsen af hinanden. Bliver de så stopmætte, at de ikke længere er i stand til at synke, skjuler de deres bytte til senere. Men flokken er årvågen, og bliver nogen grebet i at gemme en godbid, bliver vedkommende hakket til blods.

Hannen er cementgrå, knebrer med en snorkende lyd omtrent som en motorcykel eller en maskinpistol. Hunnen er sindsoprivende kulørt, rød, gul, blå, lilla; hun gør sig til med grønne hornfjer, skriger abrupt hylende med en skinger stemme, piller sig hele tiden og storker strunkt gyngende af sted. Hannen er brutal, irritabel, fuld af edder og forgift og stønner foretagsomt løs for at skaffe sig en godbid eller en hun, han slår ned for fode, kives, knurrer, maser løs. Hunnen, hvis det lykkes hende at skaffe sig en han, hænger sig om halsen på hannen som en vampyr, skænder på ham uafbrudt, sårer ham, vækker ham i hans dybeste søvn, kræver ind, bliver fornærmet og sur, græder, beklager sig, sladrer og larmer løs. Endskønt dette væsen hører til billearten, bringer det levende afkom til verden. Opdragelsen består i, at forældrene sætter ungerne op mod hinanden, mens den lille bille af lede ved sine forældres opførsel bedrager dem begge, bestjæler og snyder dem.

Den nye art navn er tchirihau. Artens latinske, eller rettere sagt, videnskabelige navn er tchirihau communis. Den findes i flere varianter, der er en europeus, en africanus, en asiaticus, en americanus, og man differentierer også mellem flere underarter.

Tchirihau´en tror øjensynligt, at det han eller hun gør, er det eneste fornuftige. Det, der kan ædes, skal ædes, og hvis det er for meget, skal overfloden gemmes for de andre, og den tiloversblevne energi gå til at parre sig og til at snorke. Tilværelsen består i at sluge alt, som sluges kan, nedlægge hunnen og ellers skrige og slås. Om nogen form for lederskab kan der slet ikke være tale. Ingen tror hinanden over en dørtærskel. Således realiseres den totale lighed. Overlevelse er kun mulig, hvis alle er lige grusomme, onde, nederdrægtige, blodtørstige, snu, nydelsessyge, grådige og aggressive. De vasker sig aldrig. Tidligere var bad skik og brug hos varietas germanicus; de sprang i vandet og kom op igen på kommando. Denne skik er tiden nu løbet fra. De andre arter indførte en anden skik, at smøre hinanden ind i ekskrementer. Lortet hænger derfor i tykke klumper på dem, og det væskende, blodige kød titter frem mellem uhumskhederne. De fleste er dækket af bylder over hele kroppen, andre har kun ét ben, ét øje eller en blodig skalle. En specielt afholdt skik er at slå hinanden lige under vingebenet. Så kan det tilskadekomne ikke flyve, bliver efterladt og revet i stumper og stykker af en fremmed stamme. Nogle gange sker det, at hunnen bliver hos hannen ved den slags lejligheder, men kun for at slå ham ihjel og æde ham, og så indhenter hun sin stamme.

En tchirihau er godt tilfreds med sin nøgternhed. Han tror, at det er lykkedes ham at forenkle livet helt ned til sin egen realitet. Det er virkeligheden for ham, alt andet betragter han som udenomssnak. Det er tilværelsens kvintessens uden overflødig sentimentalitet. Det er kampen for tilværelsen, alle tænker kun på sig selv, sikrer kun sig selv, skaffer mest muligt til sig selv, og det er aldeles ligegyldigt for hvilken pris og hvordan. Det er den rene fornuft, nøgternhed, klogskab og pragmatik. Den, der siger noget andet, lyver vor at beskytte sig selv og er i virkeligheden kun ude på de samme med sine raffinerede tricks. Men en tchirihau gennemskuer den slags straks. Livet er jo, når det kommer til stykket, grundlæggende selvisk. Orden og ledelse ville kun betyder, at nogle enkelte fik det bedre på de andres bekostning. Derfor afskaffede man den slags uvæsen. Her kan man ikke lyve. Alle er jo klar over, at enhver kun er ude på at æde, mæske og parre sig og snorke, alt andet er komplet ligegyldigt.

8. Dette er tchirihau. Dette er det igennem århundrede stumt nærede ideal, realitetssansens sande mirakel, af de falske profeters monomani og af de eksakte videnskabsmænds rationalisme i fællesskab modnede og nu på sin fødsel ventende nye, verdenshistoriske væsen. Dette er troens og standhaftighedens søde triumf, troen på mennesket som dyreart og choc en retour´ens endelige sejr. Dette er den strålende forening af den fortryllende drøm og den stenhårde nødvendigheds realitet, den så længe ventede frydens og utopiernes store, offentlige fortjeneste. Dette er, hvad menneskeheden så hemmelighedsfuldt har forberedt sig på, så hemmelighedsfuldt, at man endog benægtede det over for sig selv, for at nydelsen skylle være så meget desto større i opfyldelsens øjeblik. Alt imens man fra prædikestolene tordnede moral og humanisme, det fuldkomne menneske og samfund, så mange religioner og så megen viden, tænkte man i sit hjertes inderste med forventningsfuld spænding kun på dette, det var den virkelighed, man frygtede, og som man tørstede så lidenskabeligt efter. Det var dette, man både truede og lokkede sig selv med i en frygtelig dobbelthed, dette man tragtede efter, som man både ville og ikke ville, fordi det mennesket vil, skubber han fra sig, og det, han ikke vil, tiltrækker han. Nu er menneskeheden endelig blevet udfriet. Dette humanum lå den mere og mere til byrde. Det var jo kun en tåbelig, en indskrænket fordom, et rudiment fra gamle tider, som kun forpligtede den til, i hvert fald udadtil, at opføre sig anstændigt. Nu behøver man ikke længere at skamme sig, når man i raseri øder og drikker og kives i vellyst, når man er misundelig, ond, fræk, lyver, flirer, hviner og er blodtørstig, når man ligger på lur for at bide halsen over på sin næste, når man strør møg i sin næstes øjne og mæsker sig i betændte bylder, og alt dette i kampen-for-livets hellige navn. Nu skal man aldrig mere slås med sine hæmninger, nu behøver man aldrig mere at tænke på velanstændighed, sikken befrielse! Det har jo alligevel altid været realiteten. Har vi måske ikke altid været bestialske? Menneske! – en forvorpen løgn, en bigot maskerade! Hvor må vi være taknemmelige over for idealismen, som med sine oppustede tanker har ført os hertil og opdyrket modsætningen i os, alt imens den talte med salvelsesfuld stemme, så ingen opdagede, hvad der i virkeligheden hændte…”

Hvem sagde Wall Street, parforhold, forældreskab, demokrati, Vesten, fremskridt? Hvem sagde Den helt almindelige Dansker? Nej, nu må det her stoppe. Al den negativitet, al den skænden af helt uskyldige mennesker, der blot forsøger at klare dagen og vejen. Det er jo en syg mands værk. En galning. En tosse. En af dem vi, var vi ikke så humane, så oplyste, så gode, ville brænde på bålet til lyden af menneskehedens begejstringshyl. Hvem er han … sig os navnet og problemet vil blive løst! Mine Damer og Herrer, Hr. Béla Hamvas! Hr. Béla Hamvas og Den hemmelige rapport.

KH

Thomas

MENNESKEHEDENS DRØMMEAFSNIT

De opmærksomme vil vide, at vi før har fremhævet denne forfatter – forgæves naturligvis, men det skal naturligvis ikke fraholde os fra endnu engang at gå enegang. Rygtet vil vide, at heller ikke hans samtid brød sig meget om dagens skrift. Faktisk så lidt, at ingen ville udgive lortet. End ikke enkelte artikler skåret ind til benet og præsenteret som kronikker kunne det blive til. Endnu en gang blev det altså Arena der lagde tryksværte til hvad, resten af samfundet ikke ville røre ved. Vi sender endnu en tak til de gamle drenge (og ikke mindst Cecil Bødker).

Lad os tage fat der, hvor det gør ondt, for ondt gør det jo!

”Hvad der er ved at ske i Vesten her mod slutningen af det 20. århundrede samtidig med at Vestens kunst raffineres som ingensinde? Massernes andel i materielle goder i Vesten koster noget. At sidde i bungalow, trykke på elektriske brødristere, fjernsynsknapper, støvsugere, dybfrysere, ventilatorer, have vogn i garagen til nemt at befordre mennesker uberørt af andre mennesker til det nærmeste supermarkeds stumme indkøb o.s.v. koster ikke blot mange penge og dermed en lang arbejdsdag, det koster også nerver. Spidsbelastning af forholdet mellem ydeevne og selvstillede materielle krav forhindrer et overskud der skulle have medgået til pauser med tænkning, meditation, kunstoplevelse = reflexion p.g.a. materielle mål. Hvorfor ikke det? Fordi disse kun er sat op som neurotisk kompensation for et kærlighedsløst og dermed livløst liv. Neurosen fastholdes overalt: selv en frokostavis er afsporende, thi den er pornografisk og voldsforherligende. Hvis en frokostavis skal leve af neurotikere, og det skal den, må den være helt negativ for altid at kunne byde på noget der er værre end dens publikum, så det kan få lejlighed til at profilere sig over for den. Et kærlighedsløst liv, der er pornografisk og har materielle mål i toppen, er livs- og dermed kunstfjendsk. Den mekaniserede tilværelse, der er resultatet af årtusinders stræben, overflødiggør ord. Kommunikationen holdes på skal vi sige 500 gloser. Kunsten, navnlig skrivekunsten, er hjemløs. Den vestlige civilisation er ikke længere analfabetisk, den er postalfabetisk. Ja alene brugen af ordet civilisation burde medføre at man altid tilføjede Nietzsches bemærkning om at ordet civilisation dækker over en kulturs åreforkalkning. Hen over hovederne på de masser der har god materiel standard på bekostning af at have god tid, vedtaget love med lynets hast af teknokrater og specialister, og de ”valgte” politikere er i realiteten reduceret til facade for iskolde økonomiske og interessemæssige, uskrevne love, som er diktatoriske og selvudøvende. Noget behov for kunst eller skrivekunst er ikke indlysende, tværtimod, de velbjærgede masser der mærker stresset og neurosen som er prisen for at være velbjerget, opæder så at sige selv det der skulle redde dem fra stress og neurose: hadet til skiftevis specialister, akademikere, kunstnere, forfattere, er helt vilkårligt, m.a.o. genstandsløse, thi det er kun det ydre symptom på en indre sygdom eller i hvert fald en indre stagnation, nemlig i menneskets følelsesmæssige sektor eller det jeg her har kaldt menneske-til-menneske-mundtligheden. Masserne er fortabte for kunsten og føler kun at forholdet mellem dem og kunsten er endnu et billede på den stresssituation, som deres egen materialisme har ført dem ud i.

Historisk er masserne forblevet uartikulerende f.s.v. angår følelsernes budskaber, de mærker selv deres psykologiske handicaps og kompenserer for dem ved komfort og en mekanisk tilværelse hvor tingene kun kan håndteres hvis de bliver nivelleret ned til hvad alting koster i kroner og ører. Penge og priser er de handsker hvormed der tages på alt, også kærlighed, død, sygdom, musik, natur, kultur. Tallene tilhører, som et oldgammelt visdomsord siger, Det lavere Rige eller De nedre Regioner, hvor det umålelige og det uvejelige intet blivende sted finder og det vil sige følelserne (eller m.a.o. akkurat det, mennesker modsat dyr besidder): evnen til at styre, artikulere, kultivere vilje og intellekt, men måske en dag vil følelserne blive forstået af os selv nok til at vi kan bruge dem som de energikilder de egentlig er. Men just det forhold, at hele vor gennem århundreder opbyggede psykologiske overbygning i vort såkaldt videnskabelige århundrede er skåret af, gør en ting som politisk manipulation så meget desto lettere. Og modsat den manipulation Den tredje Verdens folkeslag var genstand for under kolonialismen er manipulationen af Den vestlige Verdens masser af en farligere karakter fordi den ikke erkendes som sådan, thi siddende i sin Ford Mustang på en motorvej med 90 km i timen og med en vitaminfattig transistormusik til beslaglæggelse af randbevidstheden, opdager ofret slet ikke den forsiggående manipulation.

Men tilbage til hvad vej kunsten, som altid har været, er og vil være til stede et eller andet sted hvor der er mennesker, er gået: åbningen af den moderne bevidsthed for kunstens hermetiske univers (enten man bryder sig om denne formulering eller ej). ”Menneskehedens drømmeafsnit” er begyndt at forlange en eller anden tydning, og forlange tydningen skånselsløst sand, lige så ravende sindssyg den så må lyde. Er ikke ”kunsten” (modsat ”videnskaben”, herunder ideologi, sociologi, farmakologi, psykiatri et etc.) det eneste materiale, gennem hvilket en tydning, en huskning kan foregå, som drømmeafsnittet kan føre en art tilfredsstillelse ved? Thi nok skyr masserne kunsten og navnlig den ny skrivekunst, men det er vist kun en statistisk betragtningsmåde der vil finde, at de mennesker der absorberer den hele tiden opstående kunst udgør et fåtal. Sammenlignet med hvor mange mennesker der i det 19. århundrede og navnlig med hvilke samfundsklasser det var, der absorberede den dengang opstående kunst, overstiger de absorberende antal i det 20. århundrede sikkert det 19. århundredes. Det er disse absorberende jeg har kaldt den moderne bevidsthed. Og midt i ræset er en generation, der i dag er f.eks. 10-15 år gammel, trådt frem og har demonstreret en velartikulerthed i sociale og politiske spørgsmål og det er måske den generation i verdenshistorien som artikulationsmæssigt, og det vil på en måde sige menneskeligt, befinder sig længst væk fra sit eget ophav, fra de tavse uartikulerende masser af materialistisk orienterede neurotikere som den forældre udgør. Men hvad for et sprog artikulerer disse begavede børn deres følelser i? Et maskinsprog, hvori det drejer sig om at ”fungere” sammen, ”fit-in” o.s.v. og det rækker måske til omfanget af en 15-årigs følelser men næppe til det samme menneskes føelser som 50-årigt. Men forholdet viser også først og fremmest, at et eller andet sted i noget skrevet skal vendingerne komme fra. Det skal overleveres. Ellers skal hver generation begynde forfra og opfinde sit eget sprog på ny og det er primitivt og politisk farligt handicappende.

Men den dominerende stemning i alle ender af i hvert fald den vestlige verden med hensyn til kunsten og skrivekunsten peger umiskendeligt på, at vi ligger og oplever såkaldte kultursamfund, der, modsat tidligere, ikke ønsker at knytte vismænd, filosoffer, tænkere og forfattere til sig som nogen man kan bruge til noget, drage lære eller nytte af, men tværtimod med hjemmel i skrevne og uskrevne doktriner ønsker at forstøde eller gøre tavse. Det som er udenfor, bliver dæmonisk, sagde Vilh. Grønbech. Kunsten forekommer masserne at være sindssyg og de forstøder den. Men hvis ikke kunsten giver anledning til betegnelsen ”sindssyg” vil samfundene gøre det. Kunsten, hvis den er ægte kunst, er og bliver et politisk remedium, idet den er et termometer på samfundene og det enten dette termometer aflæses af kyndige eller ej. Og over for samfundenes, politikernes, afmagt ansigt til ansigt med sygen, kunne man da pege på den ”nødvendighed af doktorer og plejere, der selv er syge”, som Nietzsche gør opmærksom på i slutningen af ”Moralens Genealogi” (1887).”

Lixtallet er jo nok noget højere end den gennemsnitlige læser er vant til, men vi har vel her heller ikke med den gennemsnitlige læser at gøre, selvom ovenstående fra Hr. Bjelkes side så optimistisk er at finde i værket – Tilegnet den danske offentlighed. En offentlighed der måske nok kan blive lidt nysgerrig, men som tiden har vist ikke når længere end til den præcise undertitel Ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi, før de vender sig mod, hvis belæste, den nærmeste sportsbiografi og, hvis ikke, deres smartphones så lokkende skærm.

KH

Thomas

ET KRIMINELT SAGN

Lad os kigge lidt på, hvad fortidens mennesker dog mente om denne deres fremtid, vores nutid. Hvad ville det hele blive til? Vi begynder ved broderfolket, der i neutralitetshumanismens sprækker har fostret både snigskytter i Malmø, Palmemordet, Pippi og ikke mindst det fascinerende stof: Kallocain.

Paa den Tid, da min Berretning begynder, nærmede jeg mig de fyrre. Hvis jeg ellers bør præsenterer mig, kan jeg maaske bedst gøre det ved at beskrive den Form, i hvis billede jeg forestillede mig Tilværelsen. Der er ikke ret meget, der siger mere om et Menneske end dets forestilling om Livet - om det ser ud som en Vej, en Kamp, et voksende træ eller et bølgende Hav. Jeg for mit Vedkommende saa Livet med en Skoleduks´ Øjne som en trappe, man ilede op ad af alle Kræfter og bedste Evne, fra Trin til Trin med gispende Aandedrag og Konkurrenten lige i Hælene. I Virkeligheden havde jeg ikke mange Konkurrenter. De fleste af mine Kollegaer paa Laboratoriet havde lagt al deres Ærgerrighed over paa det militære Omraade; de betragtede Dagens Arbejde som en kedsommelig, men nødvendig Afbrydelse i Aftenens og Nattens Militærtjeneste. Overfor dem vilde jeg vel næppe have tilstået, hvor meget mere jeg følte mig fængslet af min Kemi end af Militærtjenesten, og dog var jeg bestemt ikke nogen daarlig Soldat. - Men hvordan det end var, saa styrtede jeg op ad mit Livs Trappe. Hvor mange Trin, man egentlig skulde lægge bag sig, før man blev tilfreds, havde jeg aldrig tænkt paa, og heller ikke paa hvad der mon kunde findes af Herligheder oppe paa "Loftet". Jeg nærede maaske en taaget Forestilling om, at livets Hus var som et af de almindelige Bykomplekser, hvor man stiger op ad Trappen fra Jordens Indre for til sidst at naa ud i det frie paa Tagterrassen, op i Dagens Lys og Blæst. Hvad der i min Livsvandring skulde svare til Blæsten og Dagslyset, stod mig ikke klart. Et var i alt Fald givet - at hvert nyt tilbagelagt Trappetrin kendetegnedes af korte, officielle Meddelelser fra højere Sted - om en bestaaet Eksamen, en anerkendt Prøve, eller Forflyttelse til et mere betydningsfuldt Virkefeelt. Jeg havde en hel Række af den slags livsvigtige Afslutnings- og Begyndelsestrin bag mig, men dog ikke saa mange, at ét yderligere havde mistet sin Værdi. Det var derfor med en vis Feber i Blodet, at jeg kom tilbage fra den korte Telefonsamtale, der meddelte, at jeg kunde vente min Kontrolchef næste Dag og saaledes kunde begynde at eksperimentere med menneskeligt Materiale. Den endelige Ildprøve for min hidtil største opfindelse vilde altsaa finde Sted i Morgen. 

Minder det dig om noget? Hvor fører din trappe hen? Vi fortsætter:

- Hvad skal det saa gøre godt for?
- Vi vil fremkalde en ny Aand, svarede Kvinden i dybeste alvor.
Rissen tog sig grundende om Hagen. I statshistoriske Foredrag havde jeg og sikkert ogsaa Rissen hørt, at Urtidens Vilde plejede at udtale visse Besværgelser og udføre visse saakaldt magiske Ritualer for at fremmane et indbildt Væsen, som de kaldte en Aand. Men kunde den Slags virkelig stadig forekomme i vore  Dage?
Af den samme Kvinde fik vi ogsaa nogle Antydninger om en komplet Daare, der syntes at spille en vis Rolle som Helt indenfor deres kreds - der skal sandelig ikke ret meget til at du` som Helt for visse Mennesker!
- Kender De da ikke Reor? spurgte hun. Nej, han lever ikke mere, han levede vel for en halvtreds Aar siden, i en af Møllebyerne siger somme, mens andre holder paa en af Teekstilbyerne. Hvor maa det være underligt ikke at have hørt om Reor! Jeg vilde gerne engang holde et Foredrag om ham - skønt nej, det er jo bare de indviede, der kan forstaa det. Hvis man vil snakke om Reor, maa man henvende sig til de indviede. Han vandrede omkring overalt - for dengang var det endnu ikke saa strengt med Rejsetilladelserne - og nogle modtag ham af Skræk, fordi de troede, han hørte til Politiet, andre jog ham bort, da de mente, han var en Forbryder. Men de, der modtog ham hos sig - ja, det var selvfølgelig ikke alle, der forstod, hvordan han var, nogle fandt ham kun underlig - men andre følte, at hos ham kunde de være trygge som Barnet hos dets Mor. Nogle glemte ham, men andre glemte ham aldrig, og de fortalte videre om ham efter bedste Evne. men det forstaar kun de indviede. Han laaste aldrig sin Dør. Han bekymrede sig heller aldrig om at have Vidner eller Bevis paa det, han sagde eller gjorde. Han beskyttede sig ikke mod Tyve, ja ikke engang mod Rovmordere, saa han blev da ogsaa plyndret og myrdet tilslut af én, der troede, at han havde et Brød i sin Ransel. Det var nemlig Hungertider dengang. Men han havde ikke noget Brød, han havde allerede spist det sammen med nogle andre, som han mødte på Vejen - men den anden troede, at han havde gemt det. Saa slog han ham ihjel.
- Og alligevel mener De, at han var en stor Mand? spurgte jeg.
- Ja, han var en stor Mand, Reor, han var en stor Mand. Han var en af os. Der lever endnu Mennesker, der har set ham.
Rissen saa megetsigende på mig og rystede på Hovedet.
- Det er den mest forunderlige Logik, jeg har hørt nogensinde  mit Liv! sagde jeg. Lad os være som han, for han blev plydret og myrdet! Nej, om jeg forstaar et Ord af det!
- De talte noget om en Indvielse? sagde Rissen til Kvinden uden at svare mig. Hvordan bliver man indviet?
- Det ved jeg ikke. man bliver det bare. Pludselig er man det. De andre mærker det de, der ogsaa er indviede.
- Saa kan altsaa hvemsomhelst komme og sige, at han er indviet? Der maa da findes et eller andet Ritual, en eller anden Ceremoni - eller nogle Hemmmeligheder, man bliver indviet i?
- Nej, slet ingenting. Man mærker det bare, siger jeg dem jo. Man bliver indviet, forstaar De, eller ogsaa bliver man det ikke - nogen bliver det aldrig.
- Jamen, hvordan mærker man det saa?
- Jo - man mærker det paa alting - det med Kniven og Søvnen, det bliver én med eet helligt og forstaaeligt - og meget andet - - 
Vi var ligesaa kloge, som da vi begyndte.
Om Kvinden gik rundt med en lille privat Galskab, eller om alle disse Mennesker delte den, var ikke let at sige.

Hvad siger du? Blev du klogere? Deler du denne Galskab eller er det bare dig? Lad os trækker grænserne op, så det bliver klart, hvor du står, min ven.

Jeg læste videre og anstrengte mig for at undslippe denne Indflydelse, som jeg hadede. 
- Nej, De maa da virkelig indrømme, at dette her er kriminelt! udbrød jeg. Saavidt jeg ved, er alle geografiske Oplysninger og Rygter strafbare. Og saa dette her! En forladt Ruinby paa et utilgængeligt Sted! En ukendt og utilgængelig Ørkenby! Jeg ser, at han ganske vist ikke har kunnet angive dens Beliggenhed nøjagtigt, men blot det at sprede saadanne Antydninger!
- Ja, hvem ved, om den overhovedet eksisterer, denne Ørkenby? svarede Rissen. Selv paastod den undersøgte, at den blot skulde være kendt at nogle faa udvalgte, og at nogle af dem boede blandt Ruinerne. Det behøver jo faktisk ikke at være andet end et Sagn!
- I saa Fald er det et kriminelt Sagn, for det er jo trods alt et geografisk Rygte. Men hvis nu denne Ørkenby overhovedet eksisterer, og hvis den, som han siger, stammer fra Tiden for Storkrigen og før Verdensstaten, og hvis den virkelig blev ødelagt med Bomber og Giftgas og Bakterier - tror de saa, at nogen turde opholde sig dér, om det saa blot var en Daare? Hvis der var nogen Mulighed for at leve i denne By, vilde Staten da forlængst have taget den i Besiddelse.
- Hvis De læser lidt længere nede i Protokollen, svarede Rissen, vil de se, at den stadig efter Sigende skal være fuld af Fareer. Selve Stenene og Sandet er hist og her blevet inficeret af de giftige Gasdunster, i Sprækker og Revner skal hele Bakteriekolonier have holdt sig levende, saa at hvert eneste Skridt, man tager, betyder en Fare. Men som de ogsaa ser, fortæller han, at der skal findes friske Kildevæld i Sandet, at der er uskadt Muldt til at dyrke spiselige Planter i, og at de faa Indbyggere kender de farlige Veje og Huller og lever i Venskab og indbyrdes Hjælp.
- Ja ja, jeg ser det. Et elendigt og usikkert Liv, fuldt af Angst! Det er sandelig et lærerigt Eventyr! Saadan maa Tilværelsen blive - en stadig Angst og Fare - naar man flygter fra det store Fællesskab, Staten.
Han tav. Jeg fortsatte min Læsning, men kunde nu og da ikke lade være med at sukke og ryste paa Hovedet.
- Et Sagn! udbrød jeg. Et Sagn om noget, der aldrig har eksisgteret! Rester af en død Kultur! I denne gasforgiftede Ørkenstad skulde de bevare Resterne af en uddød Kultur fra Tiden før de store Krige! men der eksisterede jo slet ikke nogen Kultur dengang!
Rissen vendte sig heftigt mod mig.
- Hvordan kan vi være saa sikre paa det?
Jeg stirrede forbavset paa ham:
- Men det har vi jo lært allerede som Børn! Noget, der fortjener Benævnelsen Kultur, var overhovedet ikke muligt under den civilistisk-individualistiske Epoke. Menneske stod jo mod Menneske, Samfundsgruppe mod Samfundsgruppe. Værdifulde kræfter, stærke Arme og fortrinlige Hjerner kunde jo uvilkaarligt kobles fra, skubbes til Side af en Modstander, udelukket fra Arbejdsprocessen og sygne bort, uanvendte og meningsløse .... Den Slags kalder jeg en Jungle og ikke Kultur.
- Det gør jeg ogsaa, indrømmede Rissen alvorlig. Og dog - alligevel - - kan man ikke forestille sig et Kildespring, et underjordisk, overset, som brød frem selv i Junglen?
- Kultur er det samme som Statsliv, svarede jeg kort. Men hans Ord satte min Fantasi i Bevægelse. Ak, jeg sad bøjet over Protokollen og indbildte mig at være en Slags Kontrollør og dømmende Kritiker, og saa søgte min begærlige Fantasi dog i Virkeligheden i det mest fjerne og det mest ukendte efter noget, der kunde forløse mig fra det nærværende eller give mig en Nøgle til at laase det op med! Men det forstod jeg ikke dengang.
Et enkelt Sted i Protokollen fik det virkelig til at give et helt Sæt i mig. Manden havde gengivet en Tradition om, at Stammer paa den anden Side Grænsen engang skulde have hørt sammen med visse Grænsefolk i verdensstaten. Det paagældende Omraade skulde være blevet delt i de store Krige og Folket dér ligesaa.
Jeg saa op.
- Det er dog for galt, dette her om Grænsefolkene! sagde jeg med en Stemme, der rystede af retfærdig Forargelse. Det er jo baade umoralsk og uvidenskabeligt!
- Uvidenskabeligt? gentog han fraværende.
- Ja, uvidenskabeligt! Ved De da ikke, min Chef at vore Biologer nu betragter det som fuldt bevist, at vi her i Verdensstaten og disse Skabninger paa den anden Side af Grænsen ganske simpelt nedstammer fra forskellige Abearter, saa forskellige som Nat og Dag, ja saa forskellige, at man ligefrem maa spørge sig selv, om Nabostatens "Folk" overhovedet bør kaldes Mennesker?

Kan et sagn rumme sandheden? Er kultur det samme som statsliv? Hvad beviser videnskaben? Bør nabostatens "folk" overhovedet kaldes mennesker? Karin Boye skal nok hjælpe dig lidt på vej mod en afklaring ... alternativt må du jo drage til din lokale pusher og overtale ham til fremover at føre Kallocain på lige fod med hash, kokain og nikotinvæske!

KH
Thomas

DAMPBOBLER FRA DYBET

Nu hvor en diagnose og fast seng på den lukkede er om ikke en nødvendighed for udgivelse, så en gevaldig stor hjælp kan det måske være en trøst for de intelligente læsere at vide, at der faktisk kan komme noget ganske fornuftigt ud af en forkrøblet hjerne.
   Det er således ikke en naturlov at skrivende mennesker med et noget anstrengt forhold til virkeligheden og de etablerede såkaldt sandheder skal opgive fornuften og overgive sig til piller og navlebeskuende ligegyldigheder.
   Vi overlader ordet til endnu en glemt forfatter. På god gammeldags vanvittig facon springer vi frit rundt i systemet. Velkommen til den lukkede afdeling!

Omkring livet har jeg et bælte, der holdes sammen ved hjælp af skrue og møtrik. Bælteskruerne er de eneste skruer her på stedet, der aldrig er løse. De er altid forsvarligt skruet i.
   I bæltet er der to jernringe, gennem hvilke der føres en tommebred, durabel læderrem. Også den fastholdes ved hjælp af jernbolte.
   Ganske vist kan den rives over. Men dels fordrer det en ryg som en okse, dels har de jo flere remme på lager, så det er der ikke megen fornøjelse ved. Alligevel har jeg set adskillige lege den leg.
   Ja, jeg har set en engang rive to remme over samtidig. Jeg glemmer aldrig det syn. Han drejede sig om i bæltet og spændte ryggen imod. Begge remme sprang som bomuldstråde. Det var pragtfuldt!
   Og så gik han an.
   Først for han hen og fejede alle Karens medicinflasker på gulvet. Så tog han et bord og hev det gennem vinduet. To lamper gik der også. Han nåede virkelig at få udført et propert stykke arbejde. Der var nemlig ikke mere end to plejere på afdelingen den dag.
   Først da der kom forstærkning (de var til sidst fem mand om ham), fik de ham overmandet. Og det sjoveste ved hele historien er, at det var en dreng på enogtyve år, en ung matros, der hadede alt og alle, fordi han ikke måtte komme ud. Han var vist slet ikke egentlig sindssyg. Smadrede blot demonstrativt alt, hvad han kom i nærheden af, fordi han skulle spærres inde. Og så var der jo ikke andet for end at spænde ham ned, hvad han såvist ikke blev føjeligere af.
   Ja, Ragnhild, du skulle have lov til at se mig her, svindebundet og omgivet af menneskevrag og menneskedyr, så kunne det alligevel være, at du ville blive en smule usikker i stemmen, når du siger: Jeg kunne ikke handle anderledes.
   Du har ikke villet mig ondt! Jeg ved det. Men hvornår vil vi mennesker hinanden ondt, blot for at gøre ondt? Ja, der er vel dem, der gør det. Men færre end man i grundenn skulle tro, når man til bunds har lært denne fortvivlelsens og elendighedens verden at kende, hvor vi daglig korsfæster vor næste.
   Kan du huske første gang, vi så hinanden?
   Hvor lyder det kønt, dette: Kan du huske!

Hvor underholdende det end er og hvor elegant ondskaben end defineres er der heldigvis mere på spil her end den sædvanlige ynken sin egen situation og lidt hjælpeløs mentalonani i hjørnet. Vi fortsætter med lidt tungere tankegods:


III.
Et halvt hundrede øvelser

1.
JUL. Mange menneskers liv minder mig om et højt juletræ i en alt for lav stue: Lidt glimmer, lidt hjerte, nogle lys og en enkelt knallert. Men loftet er for lavt: Der blev ikke plads til en stjerne.

2.
PÅSKE. Der er i grunden en forfærdende ironi i dette, at hele kristendommen til fundament har en grav. Oven i købet en grav, der er -- tom.

4.
RELIGION. Hvor vil mange troende, der et langt liv igennem har indsat den kristelige form for valuta: selvfornægtelse på deres himmelske konto, ærgre sig, når de på den anden side af graven opdager, at der er -- ingenting. Pengene tilbage!

5.
MORAL. Moral er: Du må ikke gøre det, jeg ikke tør.

7.
LOGIK. Logik er blot en forstillingskrig, hvori de kraftigste associationer sejrer.

16.
POINTEN. Synden mod den HELLIGÅND er ikke det at spotte Gud eller lignende. Sligt er sandsynligvis Gud uendeligt langt mere velbehageligt end de savlende apologier, han må døje dagligt. Nej, synden mod den HELLIGÅND er kun en eneste ting, at slippe uden om en mands ord ved at trøste sig selv og sine brødre med: Det turde være løgn. Han er jo sindssyg.

25.
EGOMANI. Buddha sagde: Opløs dig selv. Sokrates: Kend dig selv. Kristus: Fornægt dig selv.
   Og hvad gør vi så: Elsker os selv.

27.
PROBLEMET. Det religiøse spørgsmål er ikke, om der er en Gud, men om han vil mig noget.

43.
L´ART POUR L´ART. En videnskab, der bliver proklameret som selvformål, er lige så abnorm, som en moral for moralens skyld eller for den sags skyld for Guds skyld. Videnskaben er middel, hverken mer eller mindre. Ogh så mener jeg for resten, at den er et godt middel. Men kommer der en af dens afgudsdyrkere og kræver knæfald af mig for den hellige årsagslov, da vil jeg i Guds navn drille ham med et skriftsted: Mennesket blev ikke til for sabbatens skyld men vice versa.

47.
RELATIVITETSTEORI FOR LÆGFOLK. Vurderingen af et menneske bør altid være af forholdsmæssig, relativ karakter, nemlig en sammenligning mellem de idealer han har, og det liv han lever. Mit liv og mine idealer har slet ingen interesse i den forbindelse

48.
STAMAKKORDEN. Da Kristus i tvivl på korset råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, da brød alt det sammen, han havde bygget op.
- Det er fuldbragt. Javel, men hvad nytter det, at slutakkorden er harmonisk, når man fusker i codaen?
Og synes du så for resten, det er fuldbragt? Kan du se Guds rige?

49.
SOM SIG SELV. Mon der er nogen, der i grunden har forstået, hvad det vil sige, at elske sin næste som sig selv -- som sig selv.

Ja, mere sindssygt bliver det vel næppe med al den tale om religion og Gud og Buddha og moral og relativitet og årsagslov og næsten. Den slags har ethvert normalt tænkende væsen jo forlængst forladt til fordel for humanisme, lighed, identitet, køn, sprog og arbejde.
   Vi anbefaler den intelligente læser at tage med Hr. BØRGE MADSEN en tur ind på den lukkede og sammen med ham råbe til himlen: Jeg er salig. 

KH
Thomas 

DU ER ET UVIDENDE FJOLS

Så er bøgerne kommet op på egne hylder igen og hvilken fred der straks sænkede sig over det tågede landskab helt herude på den yderste ø. Vi siger tak til Hr. Rubæk for husly og varme og anbefaler naturligvis Hr. Rubæks hylder på det kraftigste. Der er altid guld at hente for den nysgerrige. 

Nu har vi en ø. En hel helt fantastisk ø. Amager ... kolonihavernes hjemegn, Københavns losseplads og nu åndens gemmested. Her finder de os aldrig, for hvem gider dog bevæge sig helt til Amager, når nu Københavns larm og stress ligger lige udenfor hoveddøren og bilerne suser derudaf og der er en ny oplæsning i morgen og en ny cafe på hjørnet og små børn der skal hentes i opbevaringsanstalterne og en uddannelse at blive færdig med og alkohol der skal sluges og pulver der skal sniffes og aviser der skal skimtes og programmer der skal ses og mennesker der skal holdes for nar og og og og og så videre? Hov, glemte vi den nye regering og alle dens idioti! 

Efter et par år i fred og ro uden nævneværdig læsning stødte vi forleden på dette lille mesterværk af et kampskrift mod den førnævnte idioti. Et emne der desværre ikke er blevet mindre aktuelt, hvad de fleste forstår i disse dage - at langt de fleste som vanligt har glemt det igen om en uge er en anden sag. 

Her er en forsmag til dem, der lige har fået øjne og vågner hver morgen med knyttede næver og en forfriskende blodsmag i munden.


Hvem er idiot?

Græsk: Idiotes, privatmand, i mods. t. den politisk orienterede samfundsborger

Du og jeg og praktisk talt ethvert såkaldt "moderne menneske", dvs. ethvert medlem af de teknisk højtudviklede områders middelklasse. Vi er idioter i den gamle, græske betydning, forsåvidt som vi kun kender vores egen, begrænsede verden og er ude af stand til at orientere os i større sammenhænge. Vi er idioter i en mere moderne betydning, eftersom vi savner kontakt med virkeligheden og slet ikke kan overskue følgerne af vores handlinger. Selv i helt snæver, psykiatrisk forstand er vi idioter, idet vi lever i en verden af vrangforestillinger og hallucinationer og er til fare for os selv og vores omgivelser. 

Hvis dette skal være andet end en fornærmelig påstand (hvad det også skal være) kræver det en forklaring. En ordentlig forklaring er desværre umulig og ligger uden for denne bogs rammer. Den er umulig, fordi den ville være en gennegang af hele vores civilisation, i alle detaljer, hvad der lang overstiger et enkelt menneskets evner; den falder uden for bogens rammer, fordi hensigten her at at komme på sporet af nogle af de værste urimeligheder, og at opmuntre både læser og forfatter til at være en principiel mistillid til alle forklaringer. Hvad der følger, er altså et stærkt forenklet tilløb til en slags forklaring, som stort set ikke er andet end yderst velkendte kendsgerninger arrangeret på en lidt anden måde.
Men til sagen:

En af de få ting, som kan gøre mig virkelig syg om hjertet, er de ting, moderne mennesker stræber og slæber og undværer for at komme i besiddelse af. Ikke fordi de er udtryk for dårlig smag, eller sådan noget, men fordi de råber til himlen om, i hvilken grad moderne mennesker bliver snydt og snyder sig selv. 
Vore forstæders endeløse ørkner af utilstrækkelige enfamiliehuse, omgivet af små privathavers sørgmodige landskaber, udtrykker en drøm om tilværelsen, der aldrig kan opfyldes. Drømmen om et hjem, som er ens eget, med udsigt til et landskab, man selv har plejet og formet er i og for sig ikke nogen dårlig drøm. Men når den har ladet sig snævre ind til forstædernes usle, små kompromisser, går det kønne af den. Hver gang børn og unge farer hærgende gennem denne pænhed og tramper blomsterbedene ned og slår ruder ud og sætter ild på,, er det en desperat opfordring til de voksne om for himlens skyld at vågne op. Man kan mene om vold og hærværk, hvad man vil: de har ret. Hele denne tilværelse er ikke bedre værd end at blive smadret. 

Hvad ordenens og privatejendommens forkæmpere altid glemmer er, at det de kæmper for, ikke er lavet for deres skyld og egentlig ikke tilhører dem. I svage øjeblikke kan villaejeren godt indrømme, at han i virkeligheden kun er en slags prioritetsbestyrer, men det er også mindre væsentligt. Hvad han totalt har fortrængt er, at hans hus og hans have er fremstillet med det ene formål, at udnytte hans drøm.
Det overvejende hensyn ved udformningen af det område, hans hus og udsigt er anbragt i, var aldrig hans legemlige eller sjælelige velbefindende, men udelukkende hvor småt og snævert og sammenpresset og skrabet man kunne lave hans hjem og hans udsigt, uden at gøre det umuligt for ham at overbevise sig selv om, at dette var virkeliggørelsen af hans drøm. Gennem to århundreder har man strammet betingelserne, til udbytningen har nået en grad af fuldkommenhed, der tillader "moderne mennesker" at flytte ind i 90 kvadratmeter præfabrikeret slum med udsigt til tre grantræer og en stenhøj, og til en pris der beslaglægger de to trediedele af deres indtægter resten af livet - og at få dem til at kalde de "at få eget hjem", at "flytte til sunde omgivelser" og så videre. De gør det først og fremmest for børnenes skyld, siger de. Børnene, som her ikke har den midste mulighed ofr at udfolde sig, og hvis ungdom kun kan bruges til ørkeløs og forbitret protest mod det ludfattige miljø, man har påtvunget dem.
De lyver ikke, når de siger, det er for børnenes skyld, de tror virkelig på det. Dét, disse "moderne mennesker" flytter ud til, er nemlig slet ikke det skrækindjagende forstadskvarter, som samvittighedsløse spekulanter har opført til dem, men det lille nybygggerhus på prærien eller i de store skove. Og det er da klart, at på prærien eller i de store skove har børnene virkelig alt, hvad de kan ønske sig, alt hvad storbyen aldrig kunne give dem: frisk luft, sol, en have at lege i, et hjem.

Mennesker, som er i stand til at lave den slags numre med sig selv, er virkelig ikke rigtig kloge. Nøjagtigt hvor ravgale vi er, i forhold til andre tiders og andre kulturers mennesker, kan man diskutere, hvis man har tid; mennesker har altid bildt sig et eller andet ind, som de kaldte meningen med tilværelsen. Hvad der gør "moderne menneskers" livsløgn så betydningsfuld, at man er nødt til at beskæftige sig med den, er de enorme økonomiske investeringer, som er baseret på den. 
Det er en kendsgerning, at hele vort samfunds økonomiske fundament er bygget op omkring denne livsløgn. Når dette samfund er verdens strækeste økonomiske og militære magt, og det ifølge sin struktur er tvunget til ustandseligt at øge sit forbrug og sin produktion, så er der egentlig ingen grænser for, hvilke ulykker drømmen om det lille, hvide hus på prærien, i de store skove, eller i den lille, rare by, kan afstedkomme for hele menneskeheden.

Jeg er ganske på det rene med, at 750 millioner kinesere formodentlig er ligeså ravende gale, på deres manér, og at der i det hele taget ikke er et hjørne noget sted på denne runde jord, hvor folk ikke trasker rundt med en eller anden slags hjemmelavede skyklapper på. Men dels er en del af de andres drømme måske en smule mere i overensstemmelse med virkeligeheden, dels har de ikke magt (eller lyst) til at påtvinge resten af menneskeheden deres egen galskab, i samme grad som vi. Det er muligt, at f. eks. kineserne forbereder sig til at erobre hele verden, men lige for tiden er det os, som lægger Asiens lande øde, som holder Latinamerika lænket, og som har lagt en jernring af militær rundt om de områder på kloden, hvor folk har manifesteret en anden opfattelse af livets mening, end der er udtrykt i the American way of life - eller, for at sige det mere kontant: hvor folk har indrettet sig, så vi kan komme til at tjene penge på dem.

Ja, så fik det på plads og naturligvis har vi her ikke at gøre med et skrift udgivet på denne side af de magiske 00´ere. Den slags giver vi os nemlig ikke i kast med længere, hvorfor det intelligente menneske naturligvis må rette blikket bagud for at finde en vej fremad. Vi taler året 1969, men tænk engang her er hverken højreorienteret demokratiforfløjne pladdertale eller venstreorienteret kollektivismeforfalden løgnagtigheder. Nej, vi har her at gøre med noget så sjældent som et vaskeægte menneske, der kan tænke! 
Vi tager lige en bid mere - denne gang er det skole og uddannelse, der lige får en afvaskning, så kun fakta står tilbage.

Du ved det godt, kære læser, du har i hvert fald haft det så temmelig på fornemmelsen i lang tid. For at nå frem til din nuværende position i myretuen - dette enestående job, hvor du trykker på knapper eller flytter papir tværs over et skrivebord eller drejer dingenoter og putter dem i duppeditter - måtte du terpe verdenshistorie og aritmetik og geometri og fysik og kemi og naturhistorie og alt det øvrige i årevis, du måtte finde dig i dine læreres åndssvage vittigheder på din bekostning, tage svedeture og øretæver og eksamensrædsel og, først og sidst, den evindelige, sjælsødelæggende, initiativdræbende kedsommelighed, dag efter dag, år efter år, mens de gjorde dig dummere og dummere og mere og mere ufølsom, til du omsider var skikket til at blive sluppet ud i erhvervslivet.

Du har måske af og til undret dig over, at dét, dine idiotiske lærere kunne dunke ind i hovedet på dig på seks år, nu skal tage otte-ni-ti år; du har set de unge mennesker, de sender dig på din arbejdsplads, og konstateret, at de hverken kan læse eller skrive eller regne og ikke ved besked med de simpleste samfundsforhold, og det er måske sket, at du har undret dig over, hvad de dog laver i skolen, Det virker jo helt abnormt, at det snart skal tage dobbelt så lang tid ikke at lære nutidens børn det samme, som du (måske) lærte, og som du (gudskelov) forlængst har glemt det meste af. Som far eller mor har du måske af og til følt en vag uro ved tanken om, hvorvidt det nu virkelig var nødvendigt med den lange skoletid, de mange lektier og alt det underlige og kedelige, som sker med dine børn imens. For mens det stadig er en minoritet, som bliver narkomaner, hippier eller demonstranter, kan det ikke nægtes, at vores unger ikke har helt så klare øjne og vågne ansigter, når de er femten, som de havde, da de var fem.

Hmmm, måske det var på tide at give dine unger en fridag? Nåh nej, det går ikke. Du skal jo på arbejde, ikke sandt?

Du ved ikke, hvad arbejde er, ærede læser. Det, du kalder arbejde, er et ritual, som du og alle andre gode borgere udfører, for at bekræfte jer selv og hinanden i den opfattelse, at I har en eksistensberettigelse. Det er en sammensværgelse, som omfatter alle (næsten alle) indbyggerne i de teknisk udviklede lande, og som tjener til at bevise, at vi har ret til at leve (i modsætning til flertallet af klodens befolkning).

Som alle den slags ritualer, har det et dobbelt formål. Samtidig med, at det bekræfter alle, som er med i sammensværgelsen, i deres fortræffelighed, rammer det med fordømmelse og social degradering enhver, som af en eller anden grund (ofte en grund, vedkommende ikke selv er herre over) ikke kan opfylde ritualets betingelser. Det, du kalder arbejde, gør dig til et nyttigt individ, hvid du har det. Hvis du ikke har det, er du unyttig asocial, doven, i bedste fald stakkels; og heraf følger, at du ikke har samme ret til livets goder som d, der har arbejde.

Kort og godt: Du er et uvidende fjols. Chad C. Mulligan. Fremads fokusbøger. 1971. Vi gentager: Du er et uvidende fjols!

KH
Thomas

RUBÆKS BØGER PRÆSENTERER ISTEDGADES BOGHANDEL

Vi pakker endnu gang ånd i kasser og forlader denne gang den dybblå kælder på Frederiksberg for at tage en omgang på Nørrebro.
   Danmarks hyggeligste boghandel Rubæks bøger har åbnet sin dør og fra på torsdag tester vi det, der engang var Danmarks oprørske bydel!
  Blandt rygmærker og halalhættetrøjer byder vi intelligente beboere velkommen.

Og hvor ligger så Rubæks bøger? Ja, gaden er fortsat brostensbelagt, men hvem kaster den første?

KH
Thomas
Istedgades boghandel

3 TALER I ANLEDNING AF FORFATTERSKOLENS ÅRGANG 2013

FORMSKRIFT

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære venner

Det har aldrig været et spørgsmål om indhold. Jeg har aldrig manglet noget at skrive om. Det har altid stået helt klart. At skrive om mig selv er det eneste, der er værd at skrive om. Nej, spørgsmålet har altid været formen.

Før jeg overhovedet sætter mig til computeren tænker jeg i flere måneder over, hvordan jeg skal skrive. Ulidelige dage med nedrullede gardiner, mine piller og korte besøg af medlidende kollegaer og elever. Lange tavse nætter  stirrende på mig selv i det store loftspejl, masturbation (når jeg kan) og står det helt skidt til, sluger jeg en håndfuld af de blå og svømmer væk i mit eget helt private mørke.

Der er så mange forskellige former at vælge imellem. Skal det være en roman, digte, sonetter, dagbogsnotater, essays, noveller, sms´er, blogindlæg, eller er det muligt at blande alle formerne og derved skabe noget helt nyt, en hybrid, et litterært monster, der vil imponere alle og ikke mindst jer. Og hvordan skal omslaget se ud? Og forfatterfotoet? Måske et nøgenbillede... det er vist ikke set før ... det må jeg undersøge.

De efterhånden mange år i miljøet har givet mig en vis status, en vis aura, en vis berømmelse, og alligevel får jeg stadig svedeture og hjertebanken ved tanken om, at I en dag vil afsløre mig som litterær bedrager. Som min læge siger: ”Pablo, det er  en ganske almindelig følelse”. Det trøster lidt og betablokkerne tager heldigvis det værste. Og ærligheden er jo det, der kendetegner mig. Det er det særlige. Hvor mange andre ville udstille sig selv, som jeg gør i hvert eneste værk.

Ærlighed er at lægge alle kortene på bordet, få det hele frem, blotlægge den menneskelige eksistens i al dens gru og elendighed, fralægge sig ethvert ansvar og overgive sig selv til teksten, til skriften. Skriften som formens døre ... nej, formen som skriftens  erkendelse ... erkendelsen som formens skrift ... nej, skriften som form ... eller formen som skrift .... Nej! Formskrift. Ja! Formskrift.

Selv tak!

KALD MIG, BUKDAHL

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære forfattere

Min betydning for udviklingen af dansk litteratur kan ikke overvurderes, ligesom mine litterære prioriteter ikke kan anfægtes (tag den Ib og Janus).

Mit private korstog for en litteratur, der er sjov og ung og gerne lidt sproglig krøllet og helt anderledes end hvad den danske anmelderstand ellers værdsætter (tag den ... ja, tag den alle sammen!), har givet mig mange venner og endnu flere fjender (fjendskab er venskab stavet alternativt og en stav er en stok eller en hvid pind eller en røv at trutte i).

Men jeg er Bukdahl, og min blog er den mest besøgte i den danske litterære verden (tag den prmndn!), og hvem tør anfægte, at kvantitet er kvalitet?

Hvedekorn er også mig. Jeg bestemmer hvem der kommer i og hvem der ikke kommer i, men alle får et herligt roterende svar skrevet personligt af mig. Hvad siger I så?

Men jeg er stadig udenfor. De andre driller mig, og især de andre anmeldere. Bag min ryg taler de om, at mine digtsamlinger ikke var særligt gode, og det synes jeg ærlig talt ikke, de kan være bekendt. Er det ikke nok, at Ib vil tæve mig og Janus kaster med vand?

Når jeg er ude blandt gymnasieelever og på højskolerne, griner de meget, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret underholdende. Og jeg kan også godt finde på at opfinde nye ord, så det virker som om, jeg har opfundet det hele, og det har jeg faktisk også.

Min gode ven Blendstrup siger tit, at uden mig ville han slet ikke være den, han er blevet. Og det er jo sandt. Det samme kunne man også sige om de sidste mange års afgangselever fra skolen, der aldrig ville være blevet anmeldt, hvis ikke det var for mig – og da slet ikke anmeldt så positivt. Husk det, når baren åbner!

Det eneste, der ærgrer mig, er, at ikke alle synes at værdsætte min store indsats. Heldigvis har jeg masser af venner i miljøet, som inviterer mig hver gang, og dem har jeg ikke tænkt at svigte, fordi de andre er sådanne nogle stivnakkede triste mørkemænd og kvinder.

Nej, så længe jeg bliver inviteret, vil jeg blive ved med at anmelde, og er festen god, bliver anmeldelsen god. Det virker kun som det mest rimelige, ikke sandt? 

Nu må I gerne klappe!

HVEM ER DEN SMUKKESTE I LANDET HER?

Tale til velkomstceremonien for forfatterskolens årgang 2013

Kære producenter

Som lederen af landets største forlag, det hæderkronede Gyldendal, er det mig naturligvis en ære sådan at blive inviteret til jeres optagelsesfest. Som min kone sagde, da jeg gik ud af døren her til morgen: Riis, husk det er også din fremtid, det handler om.

Som enkelte af jer vil vide, har vi ikke altid set med positive øjne på jeres skole, og det kan da godt ærgre mig i dag, hvor jeg skuer ud over så mange så smukke unge mennesker. Hvilke salgbare producenter er vi hos Gyldendal ikke gået glip af i tidens løb, fordi vi var af den gammeldags og ganske fejlagtige holdning, at forfatter er noget man er – ikke noget man uddanner sig til.

Som alle andre i dette land er jeg heldigvis blevet klogere. Det er faktisk muligt at tjene penge på jer – især nu hvor alle har indstillet sig på, at en vis egen betaling må finde sted, så vi kan få dækket vores udgifter, før vi trykker noget  som helst. 

Det er klart, at vi som landets dominerende forlag har en forpligtigelse til at holde et vist litterært niveau, men det skal I nu ikke bekymrer jer om. Nu er i kommet ind på skolen, og det er det vigtigste. Hvad der kommer ud i den anden ende, er ikke så vigtigt, så længe der kommer noget.

I min lange tid som forlagsmand har jeg mødt ikke så få talenter, der aldrig formåede at ramme det store marked, der er så død og pine nødvendigt for, at vi kan få forretningen til at løbe rundt. Før vi alle skåler og kaster os over den lækre buffet, jeg ser foran mig, skal I derfor have et godt råd fra en gammel ræv: Udseendet betyder alt, så find en stylist og en fotograf. Det er et must for alle med forfatterdrømme i maven.

Endnu engang tillykke med optagelsen. Nu er det værste overstået.

Send vellignende foto

KH

Thomas

LITTERATURKÆLDEREN

v/istedgades boghandel