Vi har nævnt forfatterskabet før – flere gange endda, men
mennesket nu til dags skal jo helst have det hele serveret på et sølvfad, så vi
følger tidens ånd og giver mennesket hvad mennesket vil.
Vi indleder med lidt religionsundervisning – og endnu engang
må vi opfordre til en helt konkret læsning; ingen symbolisme her. Dette er
hverdagserfaring på skrift:
YAMA
Hvad man ikke kan kneppe sig ud af, kan man vel myrde sig
ud af. Når spændingstilstanden i kroppen er blevet uudholdelig må jeg dræbe –
sagde han. Når hadet har vokset sig enormt og ikke længere kan rummes, må alle
grænser brydes, alle barrierer sønderslås, malmes, kværnes, splintres, knuses,
så kommer jeg kørende i mine hundredtusinde last- og kølevogne, mine
tungtarmerede kampvogne med øredøvende larm og maler hele molevitten, alt kød,
alle knogler, årer, sener, alt hvad der er blåt og rødt og gult og hvidt og har
draget ånde, prustet og stønnet tungt og velbehageligt af liv, avlelyst og
barnlige glæder, til blodigt mel, til affaldsprodukter, til æde for svin og
høns, så kommer jeg tumlende i destruktiv majestæt og gør en ende på alle jeres
latterlige drømme om det gode liv.
Jeg lader jer gå til. Jeg tramper jer til døde med mine
spidse jernstøvler, jeg spidder jer og knuser jer, for jeg kan ikke lade være,
jeg har valget mellem at smadre og selv blive smadret, og jeg vælger
selvfølgelig, det må I da for helvede kunne forstå: at smadre. Jeg stikker alle
jeres øjne ud med alle mine knive, og jeg planter mine små fornøjelige kødøkser
i jeres kranier, jeg gør kål på jeres hjerner, flår deres vindinger ud af deres
kister og slubrer dem i mig, med ketchup og sennep. I skal fandeme ikke tro jer
for sikre. Snart står jeg der, snart kommer jeg om hjørnet, og I ser ham,
manden i jerndragten, den sorte satan med øksen og kniven, altid manøvredygtig,
altid parat til at skalpere og hugge, spruttende og sydende af had og raseri,
søbende jeres tykke blod, tyggende jeres flænsede muskler, slubrende,
fordøjende, ædende alt hvad jeg møder på min vej af kød og brusk, hinder og
hud.
Alt glider ned. Jeg levner ikke, der er plads til det
hele. Jeg har ikke tænkt mig andet. Jeg bliver ved! Sagde han. Den gode Gud,
forløseren, den der får det hele til at høre op.
Og lad os så tage lidt til tvivlerne; til dem der finder
denne verden barmhjertig og god; til dem der ikke finder at alting ånder vold:
VENTETID
I USA har man i staterne N. og M. indført
massehenrettelser. Af hensyn til fangerne på dødsgangen. Den lange ventetid på
eksekutionen virker nedbrydende på de dødsdømtes helbred; deres fysik lider og
de brydes psykisk ned, vurderer Menneskerettighedskommissionen, som i årtier
har beskæftiget sig med problemet. Efter lang tids tovtrækkeri med regeringen i
Washington er det omsider lykkedes at overtale de to delstater til at
fremskynde henrettelserne gennem masseeksekution. Faciliteterne, der omfatter
et betydeligt antal af de fornødne eksekutionsapparater (i staten N. sker
henrettelserne ved hængning, i M. ved den mere humane indsprøjtning af en
dødelig gift), er blevet tilvejebragt. Nu klager skatteborgerne i de to stater
imidlertid over den store skattebyrde opførelsen af
massehenrettelsesfaciliteterne har medført. ”Det er ikke retfærdigt,” udtaler
guvernør Max Richie i staten N., ”at borgerne skal finansiere en misforstået
medlidenhedsakt. Lad dem der gennem en brutal voldshandling har gjort sig
fortjent til et længerevarigt ophold på dødsgangen, betale for hvad de har
gjort. De viste ingen medlidenhed med deres ofre.” Herimod indvender redaktøren
af det største blad i staten M. ”The M. Observer”: ”Den belastning der er for
et menneskes nervesystem at sidde på dødsgangen og afvente sin egen død i
månedsvis, sommetider i årevis – eventuelt mens parodiske
benådningsforhandlinger står på – kan slet ikke sammenlignes med den i reglen
kortvarige dødsangst et mordoffer gennemlider.” Hvortil guvernør Richie svarer:
”Flertallet af de folk der sidder på dødsgangen er selv skyld i den lange
ventetid fordi de i deres psykopatiske selvmedlidenhed har appelleret dødsdommen
og dermed forsøger at undgå den retfærdige straf samfundet har idømt dem.” Mod
denne betragtning indvender redaktøren af ”The M. Observer”: ”Appelretten er
indstiftet for at forebygge justitsmord, og statistikken viser at antallet af
justitsmord i den tid dødsstraffen har eksisteret, har vist sig at være
uacceptabelt høj.”
Ikke desto mindre hilser et flertal af medlemmerne af
foreningen WODR – ”Waiting on Death Row” (Dømte på dødsgangen) – den ny lov om
massehenrettelser velkommen. ”Lad os få det overstået,” siger foreningens
formand, Benjamin Washington, som på 11. år afventer sin henrettelse ved
hængning efter i april 1995 at være blevet dømt for at have tortureret,
voldtaget, myrdet og spist 20 unge kvinder. En minoritet i foreningen, som har
appelleret deres domme og mener sig uskyldigt dømte, deler ikke formandens
opfattelse.
Se det var jo en næsten helt stueren lille fortælling og vi
fortsætter da også i samme spor. Denne gang får vi dog også lidt hard core
porno og maskulin handlekraft med i pakken – og hvem holder ikke af det?:
COMING OF AGE
”Se, de dér brutale muskelbjerge disse små ludere falder
for, de dér blæste gorillaer der banker deres kæmpejern op i dem, bider dem i
brysterne og tæsker løs på deres røvballer mens de puler dem både i kusse og
røv – der bliver ikke skelnet småligt mellem hullerne – og se, hvordan han
trykker sin kæmpegrab mod hendes nakke og slider hende i håret mens hun sutter
den af på ham! Er han ikke dygtig hva´r? Sådan en strid lille sag får den også
hurtigt op at stå på en mand – se hvor den stritter på ham den lange, om på
maven med hende og så får hun den ind i røvhullet så hun tuder og gisper, og
hun ender med at synes rigtig godt om det, hun ender med at nyde det, nyde at
få hans kæmpedreng banket op i tarmen. Hun er en luder der har opdaget
tilbuddet på nettet og har slået til, og han er vel en af dørvogterne i
etablissementet nede om hjørnet. Al den slags plejer at være samlet i bestemte
kvarterer, dér hvor bordellerne ligger og de billige ludere trækker i gaderne. Pigen
dér kan være en af dem, hun kan også være en escortpige der vil tjene noget
ekstra, eller en studerende for den sags skyld, en universitetsfisse – man kan
se forskel på dem; bordelpersonalet og de der trækker i gaderne er mere rå og
simple i det, og deres tatoveringer er gennemgående mere usmagelige.” Han
hoppede i sofaen: ”Se!” råbte han, ”hun nyder det, hun kommer sgu, det dér er
ægte, og neeej, har du set, nu er fyren sgu også på vej!” Og ganske rigtigt:
Pigebarnet, denne simple lille luder vred sig i orgasmens pine, og gorillaen
prustede og trak sig ud, og så fik den ellers med hånden, alt hvad den kunne
tage – man så ikke om pigebarnet fik det i hovedet eller hvad, for så sluttede
optagelsen. Nogle af videoerne viste hvordan pigerne blev sprøjtet til med sæd,
strålerne ramte ansigtet eller brysterne. Disse sager var redigeret efter de
sødeste seksuelle fantasier, gav de unge forfriskende ideer, de mandlige
singler nogenlunde tilfredsstillende orgasmer foran skærmen og holdt de gamle
mænd vågne. De var ikke længere ejakulationen mægtige og endte bare med at
blive urolige og søvnløse. Så kom der en fra lægevagten og gav dem en sprøjte,
og oversygeplejersken på plejehjemmet sørgede for at videoerne med det
ophidsende materiale blev konfiskeret. Man havde også haft eksempler på
hjertestop og hjerneblødninger på grund af legene på skærmen.
Vi sad en stund og kiggede på optagelserne. De fleste var
primitivt urealistiske, man kunne se de var arrangerede, men der var også
nogle, ikke så få endda hvor det var tydeligt at de seksuelle idealmennesker
havde en betragtelig grad af gensidig fornøjelse ud af det.
Han rakte mig papiret med kokain. Jeg tog det, lagde det
på glasbordet, bøjede mig ned og trak det hele ind gennem næseborene i to drag.
Det livede mig gevaldigt op. Jeg tog fjernbetjeningen og slukkede for lortet.
Der kom ingen protester. Vi så et øjeblik på hinanden. Vi var enige i den sag.
”Så gør vi det i aften,” sagde jeg, ”nakker ham den store.” Han nikkede. Vi
tjekkede magasinerne i vores pistoler og gik. Der var altid et mellemværende
til at aflede, et tidsfordriv. Det med kællingerne var vi vokset fra.
Og så lad os da her til slut tage lidt til de ængstelige
feminister af begge køn og andre seksualforskrækkede, fordomsfulde fantasiløse
teorister med hede drømme om en medieovervåget karriere:
FAST ARBEJDE
Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun
svines til.
Jeg beder hende om at klæde sig af. Hun er en lydig lille
pige. Hun klæder sig af og lægger sit tøj i en pæn sammenlagt bunke på en stol
i værelset. Så går jeg hen og tager hendes hånd og presser den mod min gylp.
Hun er en renlig lille pige. Hun dufter godt. Nu skal hun svines til.
Hun lader mig presse sin hånd mod min gylp, og jeg beder
hende om at lægge sig på knæ foran mig. Hun er en renlig lille pige, hun dufter
godt, hun har små spidse bryster. Hun gør som jeg siger. Hun lægger sig på knæ
og jeg beder hende om at tage mit opsvulmede lem i sin hånd og føre det ind i
sin mund. Det vil hun ikke. Hun begynder at græde. Men hun er en renlig lille
pige, og hun dufter godt. Og jeg siger: ”Så skal du få med bæltet,” og trækker
min livrem ud af bukserne. Hun begynder for alvor at tude – og så siger hun:
”Jeg skal nok, jeg skal nok!” men nu kan jeg ikke styre mig længere. Jeg fristes
for stærkt, og jeg slår hende hårdt på brysterne med mit bælte, så der kommer
en bred, dybrød stribe på hendes hud. Det får hende til at skrige og falde
bagover. ”Ka´ du så forstå at det er
alvor!” råber jeg, og hun forstår at det er alvor, retter sig op, tager
mit lem i hånden og begynder med kinderne våde af tårer at sutte på det. Jeg
siger: ”Tag det ordentligt ind i munden.” Hun tager lemmet – eller så meget af
det hun kan gabe over – ind i munden. Og hun begynder. Hendes bryster er små og
spidse. Hun kan ikke være så gammel. Ikke meget over 13. Hun er en renlig lille
pige. ”Så tager du fat,” siger jeg, ”få den ordentligt ind i munden, ned i
halsen, deep throat, har du forstået?” Hun kan ikke, hvor meget hun end
forsøger, hun kan ikke rumme mig. Så slår jeg hende igen med bæltet. Jeg slår
hende ned ad ryggen. Der kommer en lang rød stribe. Men så bliver jeg opmærksom
på hendes ørenringe. Jeg stikker mine tomler ind i dem, og trækker langsomt
hendes hoved op imod mig. Lemmet glider ved denne bevægelse ud af hendes mund,
og hun skriger og begynder igen at tude. Jeg ser på hende. ”Ka´ du så lige!”
brøler jeg. Hun tuder og råber: ”Lad være, lad være!” ”Få den ind og slik den
tom!” råber jeg rasende (det er et værre råberi det her, og hvis der er sovende
naboer må de for længst være blevet vækket, men det er der vist ikke). ”Få den
så ind!” gentager jeg (nu er jeg sgu blevet gal i hovedet) og rykker i
ørenringene, så hendes ansigt fortrækkes i smerter og hun tuder endnu højere.
Hun er en renlig lille pige, hun har en behagelig aroma.
Hun er en køn lille tingest, men hun er en sjofel lille luder, hun skal gøre
sit arbejde, og hun skal gøre det ordentligt. Det siger jeg også til hende,
strengt som en skolelærer til en uartig skolepige. Og jeg tvinger hende – ved et
dygtigt træk i ørenringene – til at tage den i munden igen. Hun kan næsten ikke
rumme mig. – Men hun gør sit arbejde. Nu tager hun fat. Hun gør sit arbejde, og
hun gør det ordentligt, mens jeg dirigerer hende med jævnlige ryk i ørenringene
og et par drag over ryggen med bæltet. Hun gør sit arbejde godt nu, rigtig,
rigtig godt. Når det kommer til stykket er hun en dygtig pige, der gør sit
arbejde ordentligt. Hun er en renlig lille pige, hun er en lydig lille pige.
men det var hun ikke i begyndelsen, det er hun nu. Jeg eksploderer i munden på
hende, i en række kraftige stød, mens jeg holder hendes hoved fast ved
ørenringene, så hun ikke slipper. ”Og så synker du spermen!” brøler jeg, endnu
mens jeg sprøjter og mit lem bliver enormt i hendes mundhule. Jeg holder endnu
fast i hendes ørenringe. Jeg holder hendes ansigt presset ind imod mig mens jeg
tømmer mig i hendes mund. Så mærker jeg at hendes hoved bliver tungt og glider
ned ad mine lår. Lemmet falder ud af hendes mund og hun synker slap sammen på
gulvet foran mig.
Hun var en renlig lille pige, hun var en dygtig lille
pige, hun havde små spidse bryster. Hun gjorde sit arbejde som hun skulle, og
hun lugtede godt. Men først og fremmest var hun – som sagt – en renlig lille
pige.
(Preben Major Sørensen. På vippen. Anblik. 2008)
Ja, at rive et par uger ud af kalenderen, låse døren og så
ellers æde dette forfatterskab fra ende til anden vil forandre dig
fundamentalt. Og hvad andet end forandring af mennesket er kunsten? Hvad andet
end forandring af mennesket er litteraturen? Hvad andet end forandring af
mennesket er livet? Preben Major Sørensen, mine Damer og Herrer, Preben Major
Sørensen!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar