JEG ER ET VILDT MALERI AF PSYKOSENS IGLOTELT

Det sker – oftere og oftere. At døren går op og ind træder en håbefuld redaktør med en stak nye og ganske ukendte digtsamlinger i hånden. Lige så ofte er vi efter endt læsning ikke blevet meget klogere på hvorfor netop denne digtsamling dog skulle se dagens lys. Og så sker det ... og denne gang blev virkeligheden sprængt  i stykker så effektivt at en ny straks indfandt sig og hvilken fest ... hvilket forunderligt syrebad ... hvilken energi ... hjælp os! Vi kan næsten ikke følge med. Det nye sprog har slået hul i vores præfrontale cortex og nu vælter væsnerne frem. Vi vil have alkohol i stride mængder, bedøvelse af den dansende jordklode nu så fuld af nye syner. Og må vi hellere tilføje: det er åbenbart muligt at digte storslået om hverdagen, bajerdrikning og engangsknald – blot kræver det sproglig fantasi i rigelige mængder.
 Vi må hellere nøjes med en lille bid – stærke stoffer bør indtages med varsomhed.

Hvaler gror på kirkegårde, når jeg går forbi med vandgang i øjet,
blå myrer slæber mig væk i retninger,
og atomer fra et færdselsuheld eksisterer som aldrig før i mit blikkende blik,
luften er fuld af lagner, der har haft bedre sonetdage.
Men jeg er til i mit shakespearske brøleskur, til i dette døgns o!-rullende kys-
selavine:
jeg er på vej i svævende glorie-Å´er, på vej i A´ernes sejlende telte, hvori alt kan
fødes igen;
alt er sgu så smukt i guddommeligt flyvske frøperspektiver!

Jeg tør i aften elske udadvendt, tør plyndre frakkerne for hud, fandme da ja,
et trefoldigt skål til verdens evigt fornyende fraserus!

Jeg er i tvivl om næste sekunds årsag, en konsekvens af det integritetsløse,
men overmandes så af en metode, der er en vandrebilles neon værdig;
tvivl kan være brugbar arkemodernisme i en ikkesat dagsorden,
tvivl er ikke nødvendigvis splittelse i indre by, eller er,
tvivl er en latent chance for optiske bedrag, hvis man er jordnært brillevedkom-
mende og gerne vil være noget andet i sit syn,
tvivl er det sidste nye træ at ridse et navn ind i.

Den vestlige kultur står og falder nu med eet spørgsmål:
har Helligånden, som just sætter sig ved siden af mig, i bussen, trængt ind i andre
og måske intetanende jomfruer, end Maria?
Jeg tror at han har, jo gu har han da så.

Udbrud og efterspørgsel af Flemming Lund, Mine Damer og Herrer, Flemming Lund!
Og må vi godt lykkeønske Frk. Hvasseline poplishing for denne perle af en virkelighedsomvæltende sprogfantasi. Se det er en læser og derved et forlag I bør holde øje med.

KH
Thomas
Istedgades boghandel

FRA TÆNKEBOKSEN

 

Enkelte oplever det fantastiske at virkeligheden viser sig at være langt længere ude end man havde kunnet forestille sig, før man gav sig i kast med det så uinteressante projekt at finde ud hvad vi egentligt ved om denne virkelighed.

Hvor de gamle 68ére fyldte sig med alskens lækkerier og håbede på at få bekræftet hvad især de asiatiske vismænd havde sagt i årtusinder, at denne verden kun er et slør, at der bag denne verden gemmer sig en anden verden, at al liv er ånd, kan vi nu blot tage enhver nogenlunde opdateret lærebog i neurologi ned fra hylden og forsvinde i hjerneforskningens mange interessante problemstillinger.

Eksempelvis må det da være almenmenneskeligt relevant, at der for den menneskelige hjerne ingen forskel er om du ser et æble eller forestiller dig et æble. Det er nøjagtig de samme steder i hjernen der lyser op på forskerens scanningsbillede. Eller sagt på dansk: For hjernen er der ingen forskel på virkeligheden og forestillingen.

Den kvikke læser vil måske her indvende at mennesket er andet end hjernen; at vi også er krop og følelser, men intet af dette ville vi have nogen som helt ide om hvis ikke for vores hjerne. Det er den der skaber vores opfattelse af kroppen som en entitet adskilt fra resten af verden og de såkaldte følelser er blot signaler fra det limbiske system, så ... uden hjernen eksisterer ingenting – heller ikke mennesket. Eller sådan må vi konkludere ud fra vores nuværende neurologiske viden.

Og så er vi tilbage ved hjernen og virkeligheden og forestillingen. For er der virkelig ingen forskel på virkeligheden og forestillingen? Ikke andet end den at vi åbenbart er udstyret med en eller anden evne til at skelne. Desværre kan neurologien ikke fortælle os hvilken del af hjernen der foretager skellet, selvom de fleste vil pege på et eller andet sted i frontallapperne. Et eller andet sted må der være noget der kan skelne virkeligheden fra forestillingen (eller drømmen for den sags skyld) for ellers er der jo ingen forskel, synes logikken at lyde fra neurologien!

 Men hvis der for hjernen ingen forskel er er der vel ingen forskel? bortset fra vedtagne konventioner om at der er en forskel. Lyder det underligt? Forestil dig at det for dig var et lige så almindeligt og dagligdags samtaleemne at du i nat fløj hen over byen og landede i en skov, hvor en ældre kvinde fortalte dig at du hver fredag skulle ofre en flaske vin så vil kærligheden indfinde sig, som at du indledte morgenen med en diskussion af det seneste jordskælv i Asien. Og forestil dig så at din samtalepartner ville nikke anerkendende og ligeledes dele ud af sine drømme som var de lige så virkelige som det der foregik mens i talte sammen. Ville der så være en forskel på den såkaldte virkelighed hvor i fortæller hinanden jeres drømme og jeres drømme? Er det ikke sådan at den skelnen neurologien insisterer på må være der, den forskel de så gerne vil postulere faktisk blot er et forsøg på at tilfredsstille en i forvejen eksisterende (og så absolut og i alle henseender uvidenskabelig) teori eller verdensmodel, hvor der er forskel?

Måske er det derfor forskerne synes at udpege frontallapperne til det mest oplagte sted for tilstedeværelsen af dette noget der kan skelne, for netop frontallapperne er stedet hvor de højere kognitive evner er placeret. Det vil sige det sted i hjernen der sørger for at vores dyriske adfærd er nogenlunde afpasset, så vi kan agere i en social verden; altså det sted i hjernen hvor vores virkelighedsopfattelse tilpasses alle andres virkelighedsopfattelse, hvorfor virkeligheder som forestillingen eller drømmen sorteres fra som uvirkelige – ikke fordi disse virkeligheder er af en anden art eller substans end virkeligheden, men fordi alle andre sorterer dem fra – som uvirkelige. En anden eller endnu en grund til forskernes pegen på frontallapperne kunne være at de netop er uvirksomme under søvnen og først med deres genaktivering indtræder der lige pludselig en slags virkelighed mere virkelig end den virkelighed man lige kom fra. Måske er den eneste forskel på virkeligheden og drømmen vores frontallappers aktivitetsniveau og så er det vist så som så med virkelighedens virkelighed.  

Og når vi nu har kastet os over neurologien kan vi da lige kigge lidt på et par andre fordomme om hjernen og virkeligheden. For eksempel er der intet videnskabelig belæg for at opløsningsmidler skulle give nogen former for hjerneskader og det samme gør sig gældende for alkohol. Jo, du kan få blackouts hvis du drikker dig i hegnet, men faktisk kan du drikke dig i hegnet hver evig eneste dag og efter et par måneder på vandvognen er både din hjerne og din hukommelse så god som ny. Og lykkepillerne? Ja, de virker – ved svære depressioner, men effekten er meget meget lille. Og for den almindelige eller lette depression er der ingen effekt what so ever. Her gør en kalktablet eller en skideballe langt mere gavn.

Nåh ja, vi skulle hilse og sige at  MDMA sandsynligvis giver varige forandringer af hjernen, mens hash på ingen måde forandrer hjernen. Til gengæld kan hash måske spille ind på risikoen for at udvikle skizofreni, men om det er de skizofrene der ryger hash eller de hashrygende der bliver skizofrene er lidt svært at sige og så har vi vist ikke sagt for meget.

Få nu undersøgt den satans hjerne, kære læsere. Din hjerne, kære læser, er nøglen du har ledt så længe efter!

KH

Thomas

Istedgades boghandel