DIGTEREN ER EN LILLE GUD

En enkel  isme skal dog nævnes som værende et værdifuldt bidrag til menneskehedens litterære verden. Og som med så meget andet værdifuldt skal blikket ikke rettes mod hverken Europa eller USA men derimod mod Chile – hjemlandet for creacionismen hvis fader ingen andre end (og naturligvis) After Hand oversatte allerede i 1998.

Og det er vist et passende tidspunkt at præsentere denne troldmand på,  når nu dansk litteratur synes at fremhæve det sjove som det væsentlige,  den genkendelige humor som et litterært plus og en trækken på smilebåndet som et adelsmærke. Hvor den såkaldte sjove danske litteratur blot er en vag genspejling af mere eller mindre talentløse komikere har vi her en forfatter  der via sproget formår at opløse læserens virkelighed og derved fremkalde en verdensomvæltende latter i familie med det måske mere velkendte heureka. Det er jo logik for intelligente beboere at den virkelige latter kun fremkaldes når selve grundlaget for virkeligheden forrykkes.

En sådan latter kræver med andre ord alt af både forfatter og læser – hvilket naturligvis ikke kan være efterstræbelsesværdigt i en verden der hylder det tåbelige, det genkendelige, det ligegyldige hvorfor vi på dansk grund da heller ikke kan nævne mange forfattere der behersker denne kunst. Læseren bør dog stifte bekendskab med både Birgit Munch og Flemming Lund – og op til flere digtsamlinger af afdøde F. P. Jac.

Vi viser dåselatteren døren og vælter virkeligheden:

”Eftersom det blodige mareridt endelig var ovre og hele verden i fred, var der ikke andet at gøre end at forberede sig på den ny krig.

Uddelingen af medaljer, dekoratoner og mindekarameller varede seks måneder.

Opstillingen af sejrsmonumenter formet som ørne, citroner, haner, bussemænd, parallelepipeder, frostknuder, lyn osv, tog andre seks måneder. Man fastsatte datoen for de strålende mindefester, og hele det følgende år blev festdag, hele året var der blomsteroptog, og processioner cirklede omkring hvet et monument. Fra alle verdenshjørner kom de forskelligste grupper for at samles og hædre disse sejrens symboler, balsamerede kaniner, kroner af tyrkiske cigaretter, tamme kanariefugle, melodiøse bøffer, jomfruers tandsæt, petroleumsovne patineret af århundredes brug.

Fredens olivengrene blomstrede i alle mændenes hatte og på alle kvindernes nederdele. Hele verden var lykkelig og velsignede navnene på de store ledere, der havde ført krigen for dem. Guldmøntfoden var faldet under tøflernes og slippers´nes og hjemmeskoenes hæle. Millioner af arbejdere uden arbejde sang lykkelige til deres velfodrede guitarers toner, i månelyset. De forskellige landes aviser skrev om fortryllelsen ved den kommende krig, fornærmede den fremtidige fjende, der blev udråbt som morder, bandit, vampyr, gravskænder, ødelægger af jomfruelig regnskov og af de endnu ufødte, barbariske huleboere, Attila, nekrofile, forpestere af golfstrømmene, pendul- og vulkantyve, kujonagtig samlere af giftfri lopper og andre af den slags ting, der er svære at notere i farten.

Imens spiste folk i byerne og på landet lækre stearinlys, dørlåse i Pompadoursovs, salater af dirke, madrasser i mayonnaise, slips a la fløde og dørknirken a la Duncan. De drak iskold glycerin, deres panders sved og terranovapæremælk med Parkerblæk.

I disse pragfulde år strøg financerne opad, højere og højere, som altid efter krige; dette især takket være den strålende Dupont-plan, efterfølgende forbedret af Schulzl-planens effektivitet, hvilken blev overgået af Eggg-planen, som på sin side blev forbedret, selvom det lyder utroligt, af Præsident Cheese og oberst Checkmates plan. Disse planer beskæftigede sig med at løse alle de økonomiske og familiemæssige problemer, onkelproblemer og de sidste materier, så nødvendige for fabrikationen af biprodukter, til at erstatte brød med elektriske pærer, kyllinger med spejlspåner, hummere med præstebriller.

Da grundlagdes det store Visionernes Selskab. Dette var et internationalt center for møder og samdrægtighed, et overmenneskeligt tribunal, hvis sæde blev indrettet på odden ved Tupungato. Dér blev der holdt smukke insektdræbende taler, mens organisationens medlemmer hørte på med religiøs andagt og gyngede i deres gyngestole under de venlige træer. Den store orator Pérez´s tale vakte stor opmærksomhed, om voyeurens svære kunst, måden at bore et kighul i en hotelvæg, endnu bedre i et ærbart tolerancens hjem og se alt det, der sker i naboværelset. Ikke mindre fremragende var den delegerede Cooks tale om de uovertrufne effekter af kokain og morfin, meget anbefalelsesværdigt til de firsårige og, bedre endnu, i de halvfemsåriges ammemælk.”

                                                          (uddrag af Den lænkede stork af Vincente Huidobro. 3 umådelige noveller. After hand. 1998)

Er det erkendelsens latter du går efter (og hvilken anden latter er værd at beskæftige sig med?) er det Vincente Huidobro, mine Damer og Herrer, Vincente Huidobro (lad os for en god ordens skyld her også rette en tak til medskriveren på denne tekst Hans Arp).

KH

Thomas

Istedgades boghandel

BEMÆRKELSESVÆRDIGT 2011

Så lakker året mod enden så lad os gøre status over bemærkelsesværdige nye danske udgivelser i 2011. Og lad os straks afsløre at heller ikke i 2011 har dansk litteratur været noget at råbe hurra for. Niveauet har været skræmmende lavt. Der har dog været enkelte perler enhver intelligent læser SKAL stifte bekendtskab med. Lad os gennemgå dem en for en:

Simon Latz. Dvæler ved sort. Istedgades boghandel.

Ja, vi lægger i al beskedenhed ud med vores egen debutant. Denne digtsamling er startskuddet til en ny litteratur (som naturligvis er ligeså gammel som den sproglige abekat selv), en lidenskabelig og aggressiv litteratur hvor menneske og verden falder sammen. Dvæler ved sort er lidenskabelig væren i denne døde verden; Dvæler ved sort er ånd og kærlighed. Ja, Dvæler ved sort noget så umoderne som levende poesi.

Et par pluk:

 

Ja, vi indtager nu engang

forskellige former i løbet

af dagen.

Ytringer bliver til tidsmaskiner med påklistrede

spoleknapper

der virker som ind i helvede.

#

I kredse af selvudkogte røde krebs

og hummere, der dovent klatrer i hinandens

skjold

gør jeg mig ingen forhåbninger

om accept.

De påstår at se et lys i mig.

De ved ikke det blot er et genskær af månens

spejlbillede Stillehavet tog med.

#

Jeg er

skærpende omstændigheder

indgydende til et vist fabulerende forsvar

med traditioner langt ind i hjernernes

skummende toppe.

Jeg lytter. 

Henrik Have. Forværelset. After Hand.

Hr. Have betegnes gerne som mystiker og den betegnelse gentager vi gerne såfremt mystik betyder klarsynet, erfaringsbaseret viden direkte fra åndens brønd. Forværelset er årets smukkeste hyldest til det verdensopretholdende og skabende mørke vi alle blot er et materialiseret omrids af. Forværelset henvender sig til noget så sjældent i dansk litteratur som hin Enkelte og gør dette så hjernegribende at kun den mest tykpandede litterat kan undgå at vågne op i denne den anden verdens ... ja, forværelse!

Til dig der finder at dette ikke hænger sammen:

Du er læst for lidt, du har skjult dig bag

ligegyldige bøger, du ved intet,

du ved kun hvad du læser, og det kan ingen bruge.

Blyet har brækket dig op.

Du har påført det en slags forgiftning.

Du er søndagens rådne tilbud.

Hvad fræser vi os med i de næste uundgåelige drømme?

Et krænket medansvar for den realistiske skizofreni?

Han skifter blodige bandager på de ætsede

skinneben så skarpe som skøjter.

Hjertet er en østers og frelses på mandag.

(Når genopstandelsen er en slags stivelse

og tekstlæsning en turistfart, finder intet sin

form, hvis ikke den findes i forvejen.

Intet er genkendeligt hvis ikke genkendelsen

allerede har fundet sted.)

En undtagelse:

Man kan ikke genkende sig selv uden at bygge

et hus i et andet menneske.

Flemming Lund. Udbrud & efterspørgsel. Hvasseline poplishing.

En sproglig begejstring –  og begavelse vi ikke har set længe. Her aktiveres nye synaptiske forbindelser og ingen intelligent læser kan undgå at se virkeligheden bliver omformet i takt med Hr. Lunds magiske omgang med det danske sprog. Udbrud og efterspørgsel demonstrerer hvad ingen længere har modet til at tro: At sproget er en besværgelse, en magisk formel, en verdensskabende akt og enhver får den verden han eller hun har sproglig fantasi til. Hr. Lund har langt mere end de langt fleste mennesker i dette det bedste af alle fantasiforladte lande.

Og jeg er tilbage på gaden. Som fødende ko i jysk decemberstald.

Fem millioner bønder hiver min indmad ud med kæder.

Jeg er kraftedme Den Tykke Mand med svovlstikker, sikke nogle afstumpede

biedermeiere, lukket inde i egen studiekreds, men hvad fanden vil de læse ud af det

velkendte, hvad vil de erfare af sted efter når alt er stillestående?

Nej, intet menneske er da nogensinde velkendt, intet menneske er da undersøgt til

bunds i ønskebrønden, om end mange smider rundt med skaldede femmere i

forsøget,

men jeg iler nu fremad, hurtig som en symaskinenål i et stykke stof, mine hjulben i

landskabet, nu lange seje træk, som en rambuk mod en borgport, jeg imod nattens

kulde,

fremad mod landsbyens gadekær, må hylde anden, som stoisk har taget min angst

på sig, jeg vil kysse dens nakke i hvile og med lette fjed fjerne mig fra dens vandede

søvn, fremad mod skrift, hæder og ære, og måske en sejlende fed havregrød,

fremad mod duknakket Høder, der vil skyde sin norrøne blindhed mod min skønne

skrivehånds sitrende nu, ikke tænke men føle; blindhed som nødvendigt indre syn,

thi dada startede jo aftenen og dada var en begejstring, bygget på foragten for blind

krig, på foragten for generalers og ministres blinde krigssprog, ja ja,

fremad mod geyserakvavitttens varme bitterhed, mod en skælvende sprogsejr!

 Erwin Neutzsky-Wulff. Bibelen. Privat tryk.

Ja, du kan jo begynde med at spørge dig selv om vi ikke har haft den gamle fordummende version længe nok?!

Et fagværk om det religiøse? En konkret indføring i det religiøse!

Som vi har set, har Bibelen kun yderst lidt med teologernes teoretiske guddom at gøre. Som i andre mytologier har guderne deres skærmydsler med menneskene, og når vi kommer ned i småtingsafdelingen, Abrahams, Isaks og Jakobs gud, bliver beskrivelsen om muligt endnu mere naturalistisk.

   Han spiser grimt, vil have menneskekød og taber et slagsmål med sit menneske. Ikke blot har han dermed stor lighed med eventyrets trold, hvad det Gamle testamente beretter, fortæller vore egne ikke så fjerne forfædre ganske samstemmende.

   Og selv om vi heller ikke her slipper for den teologiske overbygning, som når disse vætter forjages af det kors, der engang var virksomt mod dem som repræsenterende en pålidelig konsensus, er der dog næppe nogen, der vil påstå, at den venlige tomte, som bonden kalder Nisse, har skabt himlen og jorden (selv om det selvfølgelig ikke er helt forkert.) Ikke desto mindre skal disse væsner altså passes ind i en i det mindste formel monoteisme.

   Hvor kommer de fra? Engle – den Almægtiges minor officials – er de jo ikke.

   Men så er de måske faldne. Som vi husker, er denne gigantomaki forklaringen på det himmelske generationsskifte, da der bliver sat en stopper for gudssønnernes kissemisseri med menneskedøtrene

 ...

Ja, fire nødvendige værker var altså hvad år 2011 kunne byde på. Nej, det er ikke helt sandt. Det udkom faktisk endnu et værk, men så må I sgu´ lette røven og kigge ind i boghandlen.

KH

Thomas

Istedgades boghandel

JEG ER ET VILDT MALERI AF PSYKOSENS IGLOTELT

Det sker – oftere og oftere. At døren går op og ind træder en håbefuld redaktør med en stak nye og ganske ukendte digtsamlinger i hånden. Lige så ofte er vi efter endt læsning ikke blevet meget klogere på hvorfor netop denne digtsamling dog skulle se dagens lys. Og så sker det ... og denne gang blev virkeligheden sprængt  i stykker så effektivt at en ny straks indfandt sig og hvilken fest ... hvilket forunderligt syrebad ... hvilken energi ... hjælp os! Vi kan næsten ikke følge med. Det nye sprog har slået hul i vores præfrontale cortex og nu vælter væsnerne frem. Vi vil have alkohol i stride mængder, bedøvelse af den dansende jordklode nu så fuld af nye syner. Og må vi hellere tilføje: det er åbenbart muligt at digte storslået om hverdagen, bajerdrikning og engangsknald – blot kræver det sproglig fantasi i rigelige mængder.
 Vi må hellere nøjes med en lille bid – stærke stoffer bør indtages med varsomhed.

Hvaler gror på kirkegårde, når jeg går forbi med vandgang i øjet,
blå myrer slæber mig væk i retninger,
og atomer fra et færdselsuheld eksisterer som aldrig før i mit blikkende blik,
luften er fuld af lagner, der har haft bedre sonetdage.
Men jeg er til i mit shakespearske brøleskur, til i dette døgns o!-rullende kys-
selavine:
jeg er på vej i svævende glorie-Å´er, på vej i A´ernes sejlende telte, hvori alt kan
fødes igen;
alt er sgu så smukt i guddommeligt flyvske frøperspektiver!

Jeg tør i aften elske udadvendt, tør plyndre frakkerne for hud, fandme da ja,
et trefoldigt skål til verdens evigt fornyende fraserus!

Jeg er i tvivl om næste sekunds årsag, en konsekvens af det integritetsløse,
men overmandes så af en metode, der er en vandrebilles neon værdig;
tvivl kan være brugbar arkemodernisme i en ikkesat dagsorden,
tvivl er ikke nødvendigvis splittelse i indre by, eller er,
tvivl er en latent chance for optiske bedrag, hvis man er jordnært brillevedkom-
mende og gerne vil være noget andet i sit syn,
tvivl er det sidste nye træ at ridse et navn ind i.

Den vestlige kultur står og falder nu med eet spørgsmål:
har Helligånden, som just sætter sig ved siden af mig, i bussen, trængt ind i andre
og måske intetanende jomfruer, end Maria?
Jeg tror at han har, jo gu har han da så.

Udbrud og efterspørgsel af Flemming Lund, Mine Damer og Herrer, Flemming Lund!
Og må vi godt lykkeønske Frk. Hvasseline poplishing for denne perle af en virkelighedsomvæltende sprogfantasi. Se det er en læser og derved et forlag I bør holde øje med.

KH
Thomas
Istedgades boghandel