HITLER

Hitler ville have været stolt af jeres fænomenale videreførelse af arbejdets velsignelser. Et lille smil ville være krybet frem fra rynkerne ved synet af den effektivitet mennesket udviser for øjeblikket. Selv på spørgsmålet om racehygiejne nikker han veltilfreds. Specielt er han ganske godt fornøjet med løsningen omkring det jødiske spørgsmål. At placere jøderne omgivet af muslimer finder han noget af en genistreg og så naturligvis holde gang i krigsmaskinen i de muslimske lande, og når de så er blevet lydige randstater, ja så kan vi endelig afslutte die Endlösung. Så er jøderne helt alene igen – eller sådan forestiller han sig det. På vej ud af døren vender han sig om og peger på et billede af Auschwitz. Selv det har de glemt, siger han og forsvinder for den aften. Det er lidt morsomt hvor nemt han har ved at se sig selv hos os og hvor fuldstændig blind han er for fremtiden. Han kan simpelthen ikke forstå at jødespørgsmålet ikke vil blive gjort færdigt for nu handler nazismen ikke længere om jøderne: nu handler den udelukkende om rigdom. Jeg er holdt op med at forklare det for ham. Hvordan kan nazismen have forandret sig, spørger han, når alt omkring mig er nazisme i dens fulde potentiale? Jeg har prøvet at forklare ham at tingene ændrede sig efter hans død, men det er svært at lære en død mand nye tricks. Han er som sådan en flink fyr – nysgerrig og spørgende, men også skræmmende begejstret for efterlivet. ”Det var jo præcis sådan jeg forestillede mig det. Tænk engang: At dø og efterlade sig en verden, levedygtig og populær blandt masserne. Hver dag må jeg knibe mig selv i armen.” Det er noget han ofte gentager. Den perfekte stat som han kalder det. Selvfølgelig kan han godt savne hagekorset og de store tyske flag for som han en dag sagde med hovedet i hænderne og blikket ud i haven: ”Det så sgu´ godt ud – og det virkede.” De mange propagandaplakater (som han kalder reklamer) finder han lettere vulgære og talentløse, men han forstår godt rationalet bag. ”Endnu et ganske godt produkt, når man betænker, at det er dem der har lavet det.” Med dem mener han os. Det griner han ofte selv af: ”Så let er det faktisk. Os og dem og så kører karrusellen.” Det største grin fik han nu, da han begyndte at læse om tiden efter krigen: ”Hvordan fanden fik de ordnet det. Det er Vollständich genial, das da.” Det er Nürnberg han hentyder til. Hollywood skulle han også lige vænne sig til, men effektiviteten beundrer han overalt. De fleste dage er han i et vældigt humør, men det hænder, at han kommer traskende ind med ludende ryg. Så sidder han bare i gyngestolen og kigger ud af vinduet, mens han taler om hvor ærgerligt et endeligt han selv fik. Det havde han fortjent bedre, synes han. Sådan en dag rejser han sig gerne lidt pludseligt op og afslutter samtalen med at konstatere, at man jo ikke kan få alt, og når han kigger sig omkring er det jo grund til at glæde sig over selv de mindste ting. Måske fik Hitler ikke verden, men verden fik nazismen, og det er nok det han er allermest stolt af.  

Den anden dag kom han senere end sædvanligt. 

(REVOLUTION)

KH

Thomas

Istedgades boghandel