Volden er ikke nødvendig og jeg eller I afgør ikke hvorvidt den er nødvendig og det er grundlæggende problemet. At det ikke er det enkelte individ der afgør hvorvidt vold er nødvendigt. Det betyder at de andre (og kald dem hvad du vil – de er alle blot nikkedukker for grådigheden) sætter målet og bestemmer midlerne. Hvis deres mål ikke er dit mål beslutter de sig for at volden er nødvendig – beslutter hvornår dit liv ikke er dine 5 liter blod værd. Når du har tænkt nok, sagt nok, gjort nok, når du er blevet et stort nok problem indfører de volden som et legalt middel, mens du fortsat intet kan stille op, for du afgør ikke hvorvidt volden er nødvendig – det gør de og kun de.
Beslutter de (sociale myndigheder, politikere, domstole, politi, efterretningstjeneste, militær) at volden skal bringes i anvendelse må du ikke forsvare dit liv med dit liv; du må ikke forsvare dig med vold for kun de afgør hvorvidt volden er nødvendig og det er den aldrig for dig – udelukkende for dem.
Vi har en verden bestående af Voldsudøvere og Ikke-voldsudøvere og det er Voldsudøverne der opfatter Ikke-voldsudøverne som så stor en trussel, som så bestialske dyr, som så uintelligente mennesker at Ikke-voldsudøverne ikke selv kan afgøre hvorvidt vold er nødvendigt, og Voldsudøverne udøver meget gerne vold såfremt Ikke-voldsudøverne ikke vil finde sig i denne fordeling af volden.
Løsningen er ikke ikke-vold; løsningen er ikke Ikke-voldsudøverne – problemet er kun en voldshandling fra at blive løst. Så snart Ikke-voldsudøveren bliver til voldsudøver ændrer spillet sig, får nye regler og vi har igen en mulighed for at vinde det enkelte menneskes frihed tilbage.
Igen er volden kun en nødvendighed fordi Voldsudøverne er de eneste der afgør hvorvidt volden er nødvendig. Lod Voldsudøverne volden ligge ville Ikke-voldsudøverne ikke behøve at afgøre at vold er nødvendig. Og set sådan er problemet Voldsudøverne, deres vold – ikke vores.
I spørger mig hvad al den vold dog skal gøre godt for. Jeg spørger jer hvad al den vold dog skal gøre godt for. Hvad er det I forventer at løse med volden? Hvor fører volden hen? Hvem skal lide næste gang? Hvilket land skal invaderes? Hvilken leder henrettes? Hvilket menneske spærres inde? Hvilken race udslettes? Hvilken religion bekæmpes? Hvilken tanke fornægtes? Hvem skal dø næste gang?
Det handler ikke om vold, det handler om dig. Problemet er dig. At du ikke vil indse, at naturligvis vil du forsvare dig og dine med dit liv; at naturligvis vil du ikke efterstræbe en anden mands liv hvis ikke dit eget er i fare; at naturligvis er dét et grundlæggende træk ved menneskeheden – ikke Voldsudøvernes grådighed, ikke Voldsudøvernes hensynsløshed, ikke Voldsudøvernes løgnagtighed, ikke Voldsudøvernes dumhed – men det enkelte intelligente menneskes overlevelsesinstinkt.
De kan bilde dig meget ind men når først døren lukkes til cellen og kulden begynder at sive ind i dine kvæstede knogler vil du indse at problemet ikke var volden, men Voldsudøverne; at al vold er personlig; at Voldsudøverne kun kan afgøre hvorvidt vold er nødvendigt, så længe Ikke-voldsudøverne lader som om verden er et uskyldigt fredeligt sted – og den uskyld og den fred forsvinder for hver finger de hakker af dig, for hver bombe de smider over din landsby, for hver geværkolbe i ansigtet, for hver rullende tank, for hver dag der går.
Igen: Ethvert menneske afgør selv hvorvidt volden er nødvendig – den ret er hver mands ret; den beslutning er hver mands beslutning. Ingen lov, institution, embedsmand, politiker, strisser, soldat, international aftale, grundlov; ingen andre end det enkelte mennesker har retten til at henrette et andet menneske – og ethvert drab er en henrettelse. Den ret kan ikke opgives, overgives, videregives eller afgives. Den ret er et biologisk instinkt; den ret er individets sikring af artens overlevelse.
Så hvorfor al den vold? Fordi du skal tvinges til at fantasere om en verden hvor volden udelukkende er et spørgsmål om overlevelse. Fordi du skal tvinges til at se volden hvor den er lige nu. Fordi du skal tvinges til at afgøre hvorvidt volden er nødvendig. Fordi du skal vide hvad det er du går ind til!
I hævder at det kan være ligegyldigt; at der bare kommer nye Voldsudøvere; at magten bare skifter ansigt; at der altid vil være vold, så det bedste vi kan gøre er at indordne os og så ellers nyde freden og friheden i den udstrækning det nu lader sig gøre. I har ret. Der kommer nye Voldsudøvere, magten skifter ansigt og der vil altid være vold. så hvorfor er det at I bare dukker nakken og tænder for fjernsynet? Hvorfor er det at I hellere ingenting gør end gør noget? Hvorfor er det at Voldsudøverne, magthaverne, volden vinder hver gang? Hvorfor?
Det er jeres passivitet, jeres angst, jeres handlingslammelse der avler de nye Voldsudøvere, former magtens nye ansigt og skaber den altdominerende livsfjendske og artsødelæggende vold. Intet er ligegyldigt. Alt er gyldigt!
(REVOLUTION)
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar