REVOLUTIONEN

DANMARK

Også folketinget havde genoptaget deres daglige diskussioner og efter flere uger uden en lyd fra statsministeren havde hun nu genoptaget traditionen med daglige taler i både radio og tv – og naturligvis sigende statusopdateringer på hendes facebook profil, der lige nu var mere populær end nogensinde før. Hvor hun før oprøret havde måtte kæmpe for befolkningens støtte synes hun nu, i følge medierne, at være uovervindelig og den mest populære statsminister i nyere dansk historie.

De store internationalt orienterede erhvervsselskaber var også så småt tilbage på rette spor, ligesom bankerne syntes næsten upåvirket af den megen samfundstumult, selvom deres digitale systemer fortsat kæmpede med enkelte hårdnakkede vira. Også handelslivet på gaden var ved at vende tilbage. Grønthandlere og kiosker var de første, men nu var supermarkeder og tøjforretninger så småt ved at være oppe at køre igen

I de mindre byer var enkelte børnehaver og vuggestuer begyndt at ringe rundt til forældrene igen og større børn gik igen hver morgen afsted til klasseværelset hvor de fleste blev mødt af de sædvanlige lærer. Også de højere læreranstalter og universiteter begyndte langsomt at følge de sædvanlige rutiner, uddele nye pensumplaner, aftale eksaminier og  bibliotekerne slog igen dørene op – dog flere steder under stærkt skærpet videoovervågning. 

Den offentlige transport kørte foreløbig efter en nødkøreplan, men enkelte buslinier  i de større byer og de fleste regionaltog kørte nogenlunde regelmæssigt. DSB havde annonceret at skaderne på jernbanenettet ville være udbedret i løbet af et par måneder.

Efter en kort periode med konstante strømafbrydelser var forsygningsnettet igen forholdsvis stabilt – takket være ikke mindst en hurtig hjælp fra Sverige. Der var fortsat store dele af København der ikke havde rindende vand i hanerne, hvorfor det fortsat var muligt at afhente store vanddunke med rent vand forskellige steder i byen.

De politiske partier i samlingsregeringen havde allerede meddelt befolkningen at de næste par måneder var de mange skader på  kloaknettet deres første prioritet. Som en ledende socialdemokrat havde sagt: Hvad skal man med fred og orden, hvis man skal skide i en spand.

Grænsen til Tyskland var delvist genåbnet; det vil sige at det var muligt for folk med de rette papirer at forlade Danmark, mens det fortsat var næsten umuligt at komme ind i landet. I følge visse eksperter ville denne ordning sandsynligvis blive bibeholdt en god rum tid endnu.

Øresundsbroen var der ingen der kunne udsige noget fornuftigt om. Spørgsmålet var om man overhovedet kunne blive enige med svenskerne om en evt. genåbning. Lige nu lod de svenske politikere til at være mere optaget af spørgsmålet om hvorvidt man skulle fremskynde afmonteringen af Barsebäck – i følge svensken et oplagt mål for det man i Sverige kaldte: Den danske ekstremisme.

Både Store- og Lillebæltsbroen var naturligvis fortsat lukket, hvorfor DSB med statens godkendelse og lån i ryggen allerede havde indgået aftale med Frankrig om køb af 4 store færger der indtil nærmere beslutning var vedtaget skulle stå for trafikken mellem de danske landsdele. Enkelte højlydte røster var dog begyndt at agitere for at Fyn som sådan ikke skulle gøres landfast med hverken Sjælland eller Jylland igen, men foreløbigt så det ud til at færgedriften igen ville komme til at gøre sit indtog i Danmark.

RIGSFÆLLESSKABET

Den grønlandske løsrivelseserklæring lod de danske politikere som om de ikke havde hørt. I hvert fald var det ikke noget nogen nogensinde nævnte. Udover naturligvis enkelte stædige grønlandske folketingspolitikere, der dog hurtigt var blevet bedt om at rejse hjem og give de ”rigtige” danskere lidt fred og ro, som en nu fremtrædende politiker fra den yderste højrefløj så diplomatisk havde udtrykt det i dagspressen.

Både Island og Færørerne havde forholdt sig afventende under hele affæren, men den megen diplomatiske kontakt mellem Færørerne og Norge havde bekymret visse embedsmænd i etaten, hvorfor den danske statsminister havde erklæret at rigsfællesskabet stod ved magt og ethvert forsøg fra interne eller eksterne magter på at indgå aftaler desangående uden om den danske regeringen ville blive opfattet som en krigserklæring. Norge havde naturligvis straks påråbt sig sin uskyldighed og det lod da også til, især med den seneste økonomiske hjælpepakke – Oliepakken, at Norge havde trukket sine imperialistiske følehorn til sig.

EUROPA

EU havde i begyndelsen afholdt sig afventende, men allerede efter et par uger havde den tyske formand meddelt den danske regering at EU foreløbigt var et lukket land indtil regeringen havde genoprettet ro og orden. Den tyske formand havde i sin tv-transmitteret (dog ikke i Danmark) tale især lagt vægt på at alt tydede på at det var de danske oprører der også stod bag bombningen af jernbanenettet i nordtyskland, samt det store våbentyveri fra den store kaserne uden for München.

Spørgsmålet om EU eller ikke EU havde dog fået en hel ny betydning da Grækenland meget overraskende havde meddelt den danske regering at Grækenland ikke blot havde sympati for de danske oprøres krav om samfundsforandringer, men betragtede den danske regering som en antidemokratisk instans der straks burde sætte den danske befolkning fri. Havde denne udmelding bragt røre i både Danmark og resten af især Europa var det intet imod reaktionen da Spanien og Portugal i samlet flok meddelte resten af verden at de betragtede de danske oprører som frihedskæmpere og ydermere lovede oprørene al den politiske og - her var der en hel del måben i de politiske korridorer – militære støtte de måtte ønske.

Allerede dagen efter Spanien og Portugals udmelding eksploderede Paris i et sandt raseri, der lynhurtigt bredte sig til Londons gader hvor bevæbnede grupper af hætteklædte mennesker spredte frygt og rædsel hos den almindelige befolkning. En frygt og rædsel der ikke blev gjort mindre da det viste sig at størstedelen af de hætteklædte var britiske soldater der havde været udstationeret i både Irak, Afganistan og seneste Iran.

Den franske premiereminister havde som sædvanligt handlet effektivt og kraftfuldt og det havde ikke taget det franske militær mere end en uge at dæmpe de parisiske urolighederne. For ikke at hælde benzin på bålet havde han øjeblikkeligt erklæret hele Frankrig i undtagelsestilstand, hvorfor heller ikke de franske medier havde fået adgang til det han meget sigende var kommet til at kalde ”krigszonen”, hvormed han mente hele Paris. De manglende tvbilleder af det franske militærs brutale nedskydning af oprørene (der senere viste sig at være en blandet flok af embedsmænd, unge arbejdsløse, arabere, studerende, pensionister, selvstændige erhvervsdrivende, fædre og mødre, sønner og døtre) blev opvejet af en massiv eksponering af begivenhederne på digitale medier som youtube, facebook og gmail, hvorfor også nettet var blevet underlagt en streng censur – en censur der endnu ikke var blevet ophævet.

(REVOLUTION)

KH

Thomas

Istedgades boghandel