torsdag den 27. oktober 2011

ÅND FRA GLEMSLENS BRØND

Forfatterskabet er imponerende dybt, levende og flyder gerne med blod og hvæser af iskoldt åndedræt og alligevel henlever det en tilværelse på bunden af glemslens brønd. Hvorfor dog? Forklaring er ganske naturlig. Et forfatterskab der udelukkende beskæftiger sig med en væren på kanten af verden og en verden balancerende mellem to drømme om et erfaret liv og et liv uden illusioner har ikke mange chancer hos den gennemsnitlige danske læser. Her er ingen trygge henvisninger til morgendagens komme eller halvkvædet viser om tilværelsens ulidelige lethed. Hvert værk er en forunderlige rejse i menneskets mange muligheder for at komme om bag tilværelsens virkelighedstæppe og ind i det de normale kalder de vanvittiges rablende univers – et univers der har åbenbaret sig for det bevidste menneske lige så længe mennesket har været den kloge abe mennesket er. Den nye intelligente læser kan begynde ved Bevidsthedens have og gå videre i Trodsige bekendelser. Herfra og indefter er du på egen hånd. Og forfatteren? Ja, det er naturligvis hr. Rolf Gjedsted, mine Damer og Herrer, Rolf Gjedsted.
KH
Thomas
Istedgades boghandel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar