Birgit Munch! Hvem fanden er det? Har hun gået på forfatterskolen? Deltaget i et tv-program? Var hun der til sidste reception? Hvem er hun? Birgit Munch er dansk litteraturs fornemmeste hjernevrider. Hendes forfatterskab griber fra debuten Prikken under i´et læseren og tumler ham rundt i verdensaltet som var han blot endnu en af de uendelige galakser i et stadigt udvidende univers vi praktisk taget intet ved om. Og skulle man være på udkig efter at udvide sit ordforråd betragteligt er Frk. Munch leveringsdygtig i en sådan grad at enhver dansk poet, hvis altså selverkendelse var en del af danske poeters mentale udrustning, må føle sig som en sprogligt udfordret 6 årig. Vi har her at gøre med det ypperste trip i dansk litteratur og noget lignende er ikke set ... før! Jo, hos Grotian vil de sædvanlige råbe i kor, men de har ikke fanget en brøkdel af Frk. Munch. Birgit Munch er en ener og den intelligente læser kan roligt kaste sig over Rend mig i generne, Faderkageorgiet og Piratdans, hvis de da ikke er så befriende heldige at falde over den nu uopdrivelige debut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar