FORFATTER FOR EN AFTEN

Lad os begynde fra toppen. Som med så mange andre institutioner i dette land er forfatterskolens største problem lederen. Uden at vi behøver lave en komparativ analyse af forfatterskolens mange rektorer gennem tiden kan vi her indledningsvis nøjes med at fastslå at udnævnelsen af Pablo Henrik Llambias som rektor for Forfatterskolen er en katastrofe for de elever der er så uheldige at komme ind på skolen i disse og fremtidige år.

   Hvorvidt man nu er af den udbredte holdning at forfatter er noget man kan uddanne sig til eller ej kan der ingen tvivl være om at en forfatterskoles rektor og dennes litterære meritter vil have en afgørende betydning for en sådan skoles elever og deres fremtidige litterære formåen.

Hr. Llambias bliver af det litterære toneangivende miljø i Danmark gerne betegnet som en eksperimenterende forfatter der ofte har brudt grænser for både indhold, genre og sprog. Kort sagt er han en af den slags forfattere der ikke læses af Hr. og Fru Danmark, men til gengæld gerne hyldes af medforfattere og anmeldere med hang til det unge, nye og undergrundsagtige.

   Det virker derfor som en fornuftig fremgangsmåde at beskæftige sig lidt mere indgående med denne Hr. Llambias værker:

Lad os lægge ud med Rådhus. Romanen Rådhus var Hr. Llambias´ gennembrud. Her faldt et næsten enigt anmelderkor i svime over selve eksperimentet. Tænk at tage på rundrejse til landets mange forskellige rådhuse, tænk at kombinere litteratur og sociologi og fotografi. Og tænk at Hr. Llambias turde skrive så åbent om sex. Fantastisk, fantastisk! For enhver nogenlunde begavet læser fremstår Rådhus i et lidt andet lys. En lille drengs pumpen sig op til det rene ingenting.

   For det første er selve indholdet fuldstændigt ligegyldigt. De enkelte refleksioner over rådhusenes arkitektoniske udformning, sociologiske funktion m.m. der faktisk er i romanen afslører at Hr. Llambias end ikke har gidet sætte sig ind i disse fagområders grundbøger for 1. års studerende. Refleksionerne er ligegyldige, uoriginale og til tider direkte uintelligente. Når så Hr. Llambias har trådt rundt i denne ligegyldige grød alt for længe er det tid til hans sædvanlige små pladderseksuelle eskapader der mest af alt minder om en skoledrengs forsøg på at kopiere en yndlingshistorie fra faderens Weekendsex, der hele barndommen har ligget gemt nederst i tøjskabet. Nåh, ja ... og så lidt af forfatterens ligegyldige intetsigende privatliv.

  For det andet er der i Rådhus intet der tyder på at Hr. Llambias skulle have noget videre greb eller begreb om det danske sprogs mange muligheder for at skabe hele universer i læserens hoved. Sproget er lige så fladt og kunstigt som indholdet er ligegyldigt og uintelligent.

   Som den uheldige læser sidder man tilbage med samme tomhed i krop og hjerne som efter endnu en aften foran fjernsynet. Personligt måtte jeg efter endt læsning smide værket i skraldespanden. End ikke i 10 kr. kassen ville jeg placere dette værk. Så dårlig en roman er det faktisk. Rektor eller ej.

   Læseren må have mig undskyldt, men lad mig slippe for at give hele forfatterskabet et blik – lige nu. Det var ikke nemt at komme igennem det rådne hus.

   Hr. Llambias er af den generation af danske forfattere der for alvor fandt sandheden i at være forfatter, ikke at skrive, men at være, ikke blot at være, men at være forfatter. Som postmoderniteten strøg hen over landet og identiteten, kønnet og fortællingen smuldrede væk begyndte danske forfattere at interessere sig for læseren; eller rettere sagt for publikum, for det var hvad læseren blev til. Og forfatteren begyndte at stå på en scene og få bifald, bukke pænt og efterhånden kom der også musik til oplæsningerne og forfatteren greb selv et lille instrument. Formen, tøjet, måden man drak en øl blev det væsentlige. Skriften og bekendelsen var idéen, men skriften tog over, da livet og bekendelserne begrænsede sig til lidt midtvejskrise, drukture, engangsknald, pseudofeminisme og et lukket depressivt verdenssyn blottet for nysgerrighed og undren. Ingen bør undre sig den dag Hr. Llambias toner frem på skærmen som dommer i DR`s nye satsning: Forfatter for en aften.

   Er tanken om et sådan program så vanvittig eller findes der så mange unge mennesker i dag med hang til glamour og berømmelse – også inden for de skrivendes rækker – og så mange etablerede forfattere der udmærket er klar over at deres nuværende karrierer udelukkende skyldes deres tilstedeværelse ved diverse oplæsningsarrangementer og en veludviklet evne for at slikke røv, at et sådan program er inden for rækkevidde?

   Forfatterskolen eksisterer jo i dag, hvilket var utænkeligt for blot 23 år siden. Og minder forfatterskolen ikke en smule om de så populære  talentkonkurrencer I ser på tv? Også her er et nåleøje. Også her bliver man straks til ham eller hende der går på forfatterskolen som man bliver til ham og hende der er med i det der program. Og også her er berømmelsen eller debuten så godt som sikker blot man synger en enkelt sang eller i dette tilfælde: Færdiggør en enkelt halvlang tekst. Eneste forskel er måske at dommerne i tv-programmerne sædvanligvis ikke har de store problemer med at kritisere en optrædende sønder og sammen. Efter at have læst de seneste par års afgangsantologier fra forfatterskolen har jeg svært ved at tro at forfatterskolens undervisere nogensinde er gået teksterne igennem med en ragekniv; at de har ladet teksterne flyde igennem sig og mærket efter om de rørte ved det væsentlige; at de overhovedet er i stand til at bedømme andet end deres egne og venners præstationer på den litterære arena som godt, væsentligt og uundværligt.

   Så måske Hr. Llambias slet ikke kommer i betragtning som dommer i det nye tv-program. Måske bliver han nødt til at fortsætte som rektor på forfatterskolen mange år endnu?

   Kære forfattere

   At skrive er at gøre det – simpelt!

   At leve er at gøre det – simpelt! 

KH

Thomas

Istedgades boghandel

- Vis citeret tekst -