fredag den 21. oktober 2011

DE STORE SPØRGSMÅLS DØD



Dansk litteratur er for øjeblikket inde i en helt fantastisk periode hvor det ene mesterværk efter det andet lander i læserens hænder. Og hvad der næsten er ubegribeligt er at denne periode har varet i nu snart mange årtier, hvis ikke et par århundrede. Dog er der en væsentlig forskel på de tidlige værker og så nutidens store stemmer. Hvor man før i tiden beskæftigede sig med de store spørgsmål, med liv og død, lidenskab og kærlighed, religion og verdensbilleder handler den danske litteratur for øjeblikket heldigvis om helt andre og mere relevante emner; emner enhver nogenlunde begavet dansker kan genkende som en afspejling af hverdagen, af weekenden, af livet. De store spørgsmål har vi fået svar på; de er irrelevante set med en nutidsdanskers øjne. Livet er karriere, døden ligegyldig, lidenskaben er destruktiv og kærlighed en løgn, religion er krig og verdensbilleder blot forskellige økonomiske modeller.
Nutidens danske forfattere har heldigvis fuldstændigt forladt den illusoriske forestilling om at litteratur skal ændre noget som helst. De har gennem nu lang tid fastholdt det fornuftige synspunkt at litteratur er en afspejling af det gennemsnitlige menneskets livsindhold. Uden ellers at drage sammenligninger virker det som om dansk litteratur har taget det bedste fra den gamle sovjetlitteratur hvor intet der kunne virke destruktivt, afvigende eller blot mod den fælles enighed, konsensus blev behandlet. Hvorfor skulle man dog det når man nu lever i den bedste af alle verdener. Og deri har de danske forfattere jo ret. Vi lever i den bedste af alle verdener her i Danmark og det skal litteraturen naturligvis afspejle hvilket den for øjeblikket gør på fremragende vis.
Vi er naturligvis godt klar over at visse personager for øjeblikket forsøger at nedgøre, ja direkte håne denne form for litteratur. De taler om åndeligt fallit, om uintelligente læsere, om leflen for laveste fællesnævner, om pølsefabrik og omtaler gerne den menige danskers litteratur som ligegyldig og intetsigende, men sådan vil det altid være. Der vil altid være enkelte misfostre, enkelte galninge, enkelte der slet ikke har forstået noget som helst af denne den bedste af alle verdener og derfor heller ikke kan få ind i deres forskruede hjerner at lige netop sådan skal litteratur være. At lige netop det er litteratur når den er bedst. Vi håber ikke disse urostiftere vil få mulighed for at udbrede deres skadelige budskab yderligere og vi opfordrer til øjeblikkelig indgriben og gerne brug af civilanholdelse såfremt du eller dine skulle støde på disse personager i færd med deres mentale sabotage.
Her fra Istedgades boghandel skal opfordringen lyde: Læs intet de anbefaler, lyt end ikke til deres tale. Vend dem ryggen og hyg dig i stedet med den nyeste populære roman fra et af de statsanerkendte forlag – og gerne en af de mange romaner du sammen med hele din vidunderlige familie senere kan nyde den statssponsoreret filmatisering af.

KH
Thomas
Istedgades boghandel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar