ANMELDELSER

Spørgsmålet er om der i virkeligheden er noget som helst fornuftigt at sige om litterære anmeldelser i dagens Danmark. Jeg er tilbøjelig til at svare nej! Optimalt set lod vi blot anmeldelserne være det de med al tydelighed er for øjeblikket – nemlig endnu en omgang vrøvl, der sælger aviser. Men, men, men, lad os dog skære tingene lidt ud i pap, så selv anmelderne kan følge med.

Myten fortæller at det er bedre med en dårlig anmeldelse end slet ingen. Logikken synes at være at dårlig omtale er bedre end slet ingen omtale. Logikken synes at være at selv en dårlig anmeldelse, en dårlig omtale lejrer sig i læserens bevidsthed, hvorefter læseren næste gang han eller hun er i boghandlen vil være mere tilbøjelig til at købe bogen – og det er, i følge logikken, åbenbart formålet med at få sit værk anmeldt i de danske aviser. Eller sagt på en anden måde: Anmeldelsernes betydning ligger i deres funktion som salgsfremmende instans! Denne logik synes at være intet andet end den rene og skære købmandslogik, der snildt kan overføres til produkter som medisterpølser og folketingstaburetter. Logikken er fremherskende blandt den danske forfatter og forlagsstand – så fremherskende at selv gentagne gange uanmeldte forfattere og forlag finder det værd gang på gang at ofre en markant del af det beskedne oplag på anmeldereksemplarer. Logikken synes at være, at måske er man heldig, måske bliver man denne gang anmeldt, måske, måske. Som en af redaktørerne for et engang fremragende, nu famlende forlag forklarede mig: Bliver et værk ikke anmeldt eksisterer det ikke! Se det er sgu´ da manglende tiltro til eget produkt der vil noget.

Den føromtalte købmandslogik virker fuldstændig rablende på mig. Siden hvornår er litterære værker blevet et produkt på linie med tennissko og  udvalgsposter? Hvad forfattere og forlag åbenbart har glemt – eller valgt at ignorere i deres blinde jagt på kendisstatus og økonomisk sikkerhed – er at bøger er menneskeligt liv omsat til skrift. Og livet har endnu aldrig haft brug for anmeldelser. Jo, dårlige bøger har naturligvis, elendige fortællinger, flade digte, intetsigende eksperimenter, livløse gylp har naturligvis brug for en kanonisering, en godkendelse, en hjælpende hånd, men gode bøger, livfulde bøger? Nej! Livfulde bøger lever fra læser til læser, så i stedet for at koncentrere sig om anmeldelser burde forfattere og forlag begynde at koncentrere sig om læseren. Om den enkelte læser, vel at mærke – ikke læserne forstået som forbrugerne forstået som analfabeterne, der hellere tilbringer deres liv foran fjernsynet end åbner en bog med et lixtal på over 23.

Hvad betyder det at koncentrere sig om læseren – den enkelte læser. For forfatterens vedkommende burde det være helt naturligt blot at skrive til hin enkelte – hin enkelte er den eneste eksisterende læser. Læseren findes ikke i flertal. Enhver læser er kun en. Og denne enkelte læser er et menneske – ikke en produkt af diverse sprogteorier, sociologiske gennemsnit eller et resultat af en akkumuleret verdenslitteraturhistorie. Og hvad betyder dette så for forfatteren? At forfatteren skal droppe alle ambitioner om at skrive andet end det han eller hun finder nødvendigt – som menneske, ikke som forfatter, som menneske. Alt andet er fuldstændigt ligegyldigt for den enkelte læser. Er det skrevne ikke et resultat af erfaret liv er det ligegyldigt. Det betyder ikke at forfatteren ikke kan digte, opfinde, tviste og naturligvis står alle såkaldte genre fortsat til hans/hendes rådighed, men vil forfatteren den enkelte læser må forfatteren ville livet først. Allerede her har vi skåret de første 98 % af dansk litteratur væk – lad os blot i al stilhed overlade denne litteratur til anmelderne. Skaden er allerede sket og end ikke anmeldelserne kan gøre det væsentligt værre. Til de sidste 2 % og deres forfattere er der kun et at sige: Find den læser, din skiderik!

Hvad angår forlagene stiller sagen sig ikke meget anderledes. Også forlagene bør glemme alt om læsere. Også for forlagene drejer det sig om hin enkelte læser. Jeg gentager hin enkelte læser! Og igen taler vi naturligvis her om den blivende litteratur; den litteratur der ikke allerede i morgen er glemt sammen med gårdsdagens tv-programmer og årets politiske løfter. Findes der forlag i Danmark for øjeblikket, der har denne litteratur – udelukkende denne litteratur – som sin eneste prioritet? Ja, det er spørgsmålet, men lad os dog for tankens skyld antage at et sådant forlag findes. Af hvilken årsag skulle et sådant forlag dog spilde 50 trykte eksemplarer ud af et oplag på optimistisk 200 på anmelderne? Hvorfor skulle et sådant forlag dog ønske at forære ¼ del af oplaget væk på en anmelderstand der udelukkende beskæftiger sig med enten familien Danmarks tidsfordriv i bogform eller det litterære parnas´ skolestile? Til et sådant forlag er der kun en ting at sige: Drop anmelderne, men find hin enkelte læser og stik ham eller hende et læseeksemplar. Man kunne jo begynde med at besøge de få boghandlere, der faktisk læser bøger. Der er ikke mange tilbage, men en tyve stykker rundt i landet burde det være til at opstøve. Ja, naturligvis ikke rigtige boghandlere i rigtige kæder med rigtige aktionærer og et verdensbillede der udelukkende består af sorte og røde tal, men de små, snuskede antikvarboghandlere der faktisk popper op hele tiden rundt omkring i landet. Der lukker naturligvis lige så mange eller flere (i parentes bemærket: Kære Vangsgaard. Sælg dog pølser i stedet, din usle kræmmer!), men det er jo tiderne. Find den boghandler der også er læser og lad denne læser læse værket og finde endnu en læser og så fremdeles. Denne fremgangsmåde er naturligvis langsom og den kræver et benarbejde af forlaget. Og naturligvis bør et sådant forlag glemme alt om bestseller og ”jeg lever af det”-holdning. Hvis du som forlægger ikke er villig til at gå for vand og brød og til tider mindre end det og fortsat udgive hvad der bør udgives, bør du lade være. Ånd gør ikke rig og rig gør ikke ånd – sådan er det bare.

Det var forfatterne og forlagene, men nu skal vi jo ikke glemme de stakkels anmeldere... ved nærmere eftertanke – jo lad os dog det! Lad os holde op med at spilde vores tid på at spille et spil, vi alligevel aldrig vinder. Det nuværende spil spilles af alle, men vindes hver gang af de samme få: De elendige forfattere, de store forlag og de faste anmeldere. Lad os spille et nyt spil med nye regler. Et spil hvor det er de talentfulde forfattere, de visionære forlag og hin enkelte læser der vinder. Ja, lad os gå så langt som til slet ikke at inviterer de andre med i spillet. Glem dem. De er uden betydning og deres spil uden værdi.

KH

Thomas