fredag den 28. oktober 2011

NYE LÆSERE



Vi render alle sammen rundt med den opfattelse at en bog man først er begyndt på afslutter man før man begynder på en ny. Hvor i uddannelsessystemet denne opfattelse bliver indpodet står hen i det uvisse, men at det er en omgang ødelæggende ensporet vrøvl kan der ikke være nogen tvivl om. Får du fat i en elendig bog (og dem er der mange af derude) skal du naturligvis straks smide den i skraldespanden. Ligesom du ikke bør spilde dit liv på ligegyldige mennesker, tåbelige tv-programmer og et intetsigende arbejde bør du stille de største krav til den litteratur du fodrer din hjerne med. For at være på den sikre side kan du begynde med eksempelvis Henry Miller. Her vil du blive præsenteret for ikke blot et sprællevende og skarpt tænkende menneske, men også en lang perlerække af henvisninger til andre nødvendige forfattere. Nødvendige såfremt du tager eksistensen alvorligt naturligvis;  der er ingen grund til at kaste sig over de store hvis du blot er turist i dit eget liv. Under din Miller-læsning nedskriver du alle de forfatternavne han henviser til og når du efter et par uger har slugt hele dette fantastiske forfatterskab er du klar til at påbegynde din guidet tour i litteraturens eventyrland. Og nu er det væsentligt at du begynder på flere værker. Om det er værker af den samme forfatter eller du foretrækker at springe rundt mellem listens mange navne er i og for sig ligegyldigt; blot er det væsentligt at du hele tiden har gang i flere værker  - ad gangen. Helt konkret kan du begynde med at droppe den fine orden på din reol. Der er ingen grund til at dine bøger skal stå der og samle støv når du kan sprede dem ud i din bolig, så du altid har et værk inden for rækkevidje. Hav en digtsamling eller novellesamling liggende på toilettet, et par romaner på sengebordet, lidt blandet gods nær din sofa, et par nye forfattere i køkkenet, en formatmæssigt lille sag i din jakkelomme, et par digtsamlinger i din taske og du vil hurtigt opleve at din hjerne sagtens kan arbejde med flere spor, sagtens kan hoppe mellem universerne og ikke mindst meget hurtigt vil nyde at blive fodret på alle tider af døgnet hele døgnet igennem. Inden der er gået 6 måneder vil du have mere styr på verdenslitteraturen end selv den mest pligtopfyldende litteraturstuderende på det gennemsnitlige danske universitet (og der findes udelukkende gennemsnitlige danske universiteter). Som en lille og måske utilsigtet sidegevinst vil du sandsynligvis bemærke at skrivekløen begynder at melde sig – og så begynder det for alvor at blive sjovt.  

KH
Thomas
Istedgades boghandel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar