NÅR SAGEN KRÆVER DET

Hvor længe han havde ligget på gulvet anede han ikke. Tiden var forlængst forsvundet ind i mørket bag smerten. Han vendte sig om på siden og blev liggende. Lyden af SVINENES skridt nåede ham gennem den tykke jerndør. Nu raslen af nøgler og der stod han. SVINET  i sine læderstøvler og nystrøget uniform.

- Føj, for satan ... ligger du der og skider i bukserne. Hold da kæft, hvor du stinker.

Et spark i nyrerne fik ham til at krympe sig yderligere sammen om sig selv. Nu begyndte det igen. SVINET var her. Det trak ham hen til hjørnet hvor det lagde jernringen om halsen på ham. SVINET kiggede kort på den højre hånd.

- Ja, den kommer du sgu´ nok ikke til at bruge igen, min lille ven.

Som en ekstra hån havde de ladet tommelfingeren være. De andre fire fingre var knust og hang nu slapt ned. Smerten var til at holde ud, men tanken om smerten da de knuste dem med en hammer blev han nødt til at skyde fra sig – den var uudholdelig. SVINET var trådt lidt væk fra ham og stod nu og fumlede med en pakke cigaretter.

- Ja, jeg ville jo gerne byde dig, men rygeforbudet forhindrer mig. Vi skulle jo nødigt have at du gik hen og fik lungekræft, ikke sandt.

Denne ligegyldige hån var åbenbart en del af uddannelsen. Den rørte ham ikke.

Et nyt ansigt dukkede op i døråbningen. Endnu et SVIN.

- Nåh, og hvem har vi så her?

De to SVIN forlod cellen med døren stående åben. Ude på gangen var der en hektisk aktivitet. Det lød som om der var visse problemer med endnu et menneske. Den stumpe lyd af gummi mod kranium fik det hele til at falde til ro. SVIN!

Det nye ansigt kom ind i cellen igen. Jernringen blev løsnet og med et hårdt tag i håret blev han slæbt ud af cellen og ind i det store oplyste rum for enden af gangen. Nu begynder det igen. SVIN! Han blev placeret på en stol foran et træbord. På bordet lå alverdens knivtænger, stænger, syle og en stor slagterkniv, hvis blad blinkede som sølv i skæret fra den nøgne pære der hang dinglende ned fra loftet.

- Ja, man kan vel godt kalde det sidste chance det her. Hvis du har noget at fortælle os, så er det nu et udemærket tidspunkt at gøre det på. Når jeg først er færdig med dig vil du have så store tale vanskeligheder at vi faktisk ikke kan stille yderligere op – og når vi ikke kan det, kan vi jo ligeså godt …

SVINET tog en jernstang op fra bordet og stod og vejede den lidt i hånden.

- åben munden!

SVINET tvang hans kæber af led og stak jernstangen ind i munden på ham.

- Sig farvel til dine resterende tænder, min ven. Eller er der noget du gerne vil fortælle mig.

En sveddråbe var begyndt at løbe stille ned ad SVINETS ene kind, hvor også en ophidselsesrødme havde bredt sig. Der var intet han kunne sige, der ville få det til at stoppe, så hvorfor sige noget som helst. Lyden af jern mod kalk var næsten værre end smerten. Smerten gik hurtigt over i det rene store ingenting, men lyden ... lyden blev hængende længe efter at svinet havde fuldendt sin lille legen tandlæge. Blodet løb ud af munden på ham og den dryppende lyd når det ramte stengulvet mindede ham om en utæt vandhane.

Han vågnede først da smerten fra venstre hånd nåede hjernen. Foran ham på bordet lå hans lillefinger i en lille blodpøl. SVINET stod grinende med slagterkniven i hånden.

- Nå, dejligt at du kunne tage dig tid til at være med. Det er jo en hel del sjovere hvis vi begge to er med. Ellers kommer jeg så let til at kede mig.

De tog en finger om dagen de næste 3 dage. Ikke andet. Blot en ny finger hver dag. I virkeligheden var det en befrielse – systematikken i det. Han havde sin tommeltot tilbage, men mon ikke også de ville kappe den. Endnu et nyt ansigt dukkede op i døråbningen. Denne gang med fin nystrøget uniform og myndig kasket. På dette ukendte SVINS ordre blev han endnu engang slæbt ind i det store oplyste rum for enden af gangen. KasketSVINET satte sig overfor ham, tændte en smøg og tilbød ham én.

- Ja, ja, det bestemmer du jo selv. Jeg forsøger jo blot at være venlig ...

SVIN!

- Vi er ved at være ved sidste udkald, Hr. Jakobsen, men det ved du vist godt selv. Den danske regering kan jo ikke bare sidde med hænderne i skødet mens elementer som dig undergraver hele systemet. Det kan du vel udemærket forstå. En gang i mellem må staten jo træde i karakter og det er her vi komme ind i billedet. Som du nok kan forstå har vi brug for navne. Du kan selvfølgelig fortsætte skuespillet her, men den slutningen kender vi vist begge to og hvem gavner det?

SVIN!

- Enhver stat må jo beskytte sig selv – med alle tilrådighed stående midler, naturligvis. Du havde vel ikke forestillet dig at det kunne fortsætte, vel ... du vidste jo godt hvad det var du lagde op til, ikke sandt? Statsundergravende virksomhed, opfordringer til voldelig modstand, henrettelse af politikere. Var det civil ulydighed du kaldte det? Det hedder terrorisme når man står hvor jeg står.

SVIN!

- Og selv ytringsfriheden har jo en grænse. Vi kan jo ikke tillade hvad som helst, det forstår du vist godt.

SVIN!

SVINET greb hans venstre arm og pressede den tændte cigaret mod hans underarm. Igen var det ikke smerten der generede ham mest, men lugten af brændt kød.

Da han vågnede op igen stod to SVIN i hans celle. De lod ikke til at bemærke ham travlt optaget af at indrette cellen med et bord, en stol og tilmed en rigtig seng med madras og lagen. SVINENE forlod cellen igen efter færdigt arbejde uden et ord.

Pressen fik naturligvis adgang til cellen, men af hensyn til familien havde myndighederne først fjernet liget. På de udleverede pressefotos kunne man ikke være i tvivl om at den mistænkte var blevet kvalt. En blå ring lå rundt om mandens hals og lige der midt i rummet hang lagenet bundet som en løkke. Journalisterne var glade. Selvfølgelig havde de gerne set en retssag – en sådan en kunne der jo komme flere ugers gode historie ud af, men det var nu alligevel rart at sagen var overstået. Og den efterfølgende rundvisning afslørede da  også at myndighederne passede ganske godt på fangerne her. Store rene celler med bord, stol og splinternye senge – og hos enkelte fanger var væggene pyntet med nøgenplakater af letlevende damer. De mange kritiske røster angående myndighederne og deres behandling af de politiske fanger blev gjort til skamme. Der var intet der tydede på at myndighederne ikke overholdt alle nationale og internationale regler angående fangebehandling. Menneskerettighedsgrupperne beklagede naturligvis at myndighedernes anklager ikke var blevet prøvet ved en domstol, men det var jo et valg fangen selv havde taget – og blandt de mere ambitiøse medarbejdere var det da også en udtalt opfattelse at der var grænser for hvad man som borger i dette land kunne tillade sig. Og Hr. Jakobsen var gået langt over stregen. Selvfølgelig skulle der være plads til kritik, men ... der måtte være grænser ellers ville det jo ikke nytte noget.

For den nyvalgte statsminister var sagen blot endnu en anledning til yderligere at stramme lovgivningen. Som hun havde lovet under valgkampen ´ville regeringen ingen midler sky i kampen mod den omsiggribende terrorisme. Den frie verden skal forblive fri`. Avisernes dækning af sagen var ganske udemærket synes hun, men glemte det hele hurtigt igen. Det kommende møde med den russiske præsident var hvad der optog hendes tanker. Det var væsentligt for den danske regering at de danske virksomheder blev koblet på det østlige opsving, som man var begyndt at kalde det. Et helt nyt marked for den store danske SVINEproduktion var hvad det handlede om. SVIN, SVIN og atter SVIN!

(REVOLUTION)

KH

Thomas

Istedgades boghandel