-ismerne. Denne så udbredte trang til at få sat begreb på, få defineret, adskilt og udskilt, sat i kasse og op på et skema. Denne så udbredte akademisering af litteraturen og derved verden. Denne tåbelige trang til at uskyldiggøre, passificere, teoretisere hvad der fundamentalt set er skabelse – og intet andet og derved alt! Ja, -ismerne har vi ikke brug for, -ismerne er ødelæggende, -ismerne er litteraternes forkvaklede levebrød. Og dog ... og dog ...:
Hjorden
Oh! mine hallucinationer!
Jeg så de deputerede, høje i hattene, hen under aften,
under mangotræernes blomstrende baldakin,
komme skridende ud fra Kongressen med hinanden i hånden ...
Jeg fik et anfald af bifald, klappede som en besat
ad disse frelsere af min skattede stat! ...
De gik, de viise hoveder, med hinanden i hånden,
mellem drosker som dirrende i tomgang,
ned ad rua Marechal Deodoro ...
Oh! mine hallucinationer!
Jeg fik et anfald af bifald, klappede som en besat
ad disse helte af min skattede stat! ...
Og håbene om at se alting vendt til det bedre!
To tusind reformer, tre projekter ...
De mørke fremtidsskygger spredt for alle vinde ...
Og grønt, grønt, grønt!
Oh! mine hallucinationer!
Men de deputerede, høje i hattene,
forvandledes lidt efter lidt til gedebukke!
Op groede horn, ned voksede skæg ...
Og jeg så hvordan min skattede stats hattehøje
med disse trekantede klaptræer om halsen
i de grønne håb, under skumringens gyldne frynser
gav sig til at græsse
uden for selveste guvernørens palads ...
Oh! mine hallucinationer!
Ode til borgermanden
Jeg fornærmer borgeren! Ørevender-borgeren,
borger-borgeren!
Sao Paulos gode fordøjelse!
Manden, som har både til gården og gaden!
Ham, der hvad enten han er fransk, brasiliansk, italiensk,
er og blir en forsigtig hr. Snusfornuftig!
Jeg fornærmer de forsigtige aristokrater!
Lygtemandsbaronerne! fedtegreverne! de skrydende hertuger!
som lever bag aldrig bestegne mure
og vender og drejer de sidste småpenge
så de kan sige at døtrene taler fransk
og selv kan spille ”Printemps” på flyglet!
Jeg fornærmer dødbider-borgeren!
De tungt fordøjelige bønner med flæsk, traditionens vogtere!
Til helved med dem der kalkulerer med morgendagen!
Se dog på livet her i september!
Blir det solskin? Regnvejr? Harlekinsagtigt!
Men i rosenhavernes regn
vil ekstasen altid kalde Solen frem!
Død over fedmen!
Død over flæskehjernerne!
Død over den månedslønnede!
Død over biograf- og tilbury-borgeren!
Padaria Suissa! Levende død over Adriano!
”-- Min skattepige, hvad skal jeg gi´ dig i fødselsdagsgave?
-- En perlekæde ... -- Femten hundrede !!!
Men vi dør af sult en skønne dag!”
Æd! Æd dig selv af dig selv, oh! bævrende budding!
Oh! moralske kartoffelmos!
Oh! hår i næsen! oh! skaldepande!
Had til de regelmæssige temperamenter!
Had til de muskuløse ure! Død og forbandelse!
Had til sammentællingen! Had til købmandsbutikken!
Had til dem uden svagheder eller fortrydelser,
dem som sidder i konventioner til halsen!
Hænderne om på ryggen! Det er mig der bestemmer! Hej!
På række! To og to! Første position! Fremad march!
Afsted allesammen til mit glødende raseris politigård!
Had og forbandelse! Had og raseri! Had og atter had!
Død over den knælende borger,
som stinker af religion uden at tro på Gud!
Rødt had! Frugtbart had! Tilbagevendende had!
Fundamentalt had! Had uden nåde!
Ud! Pøjt! Til helvede med den gode borger! ...
(Mário de Andrade. Paulistansk delirium. Husets forlag/S.O.L. 1992)
Ja, det var dengang. Dengang der var et forlag i Danmark med et internationalt skævt blik, med en sans for verdens mangfoldighed. Det er naturligvis Husets forlag vi taler om. Det gamle Husets forlag. Vi siger mange tak for de mange fantastiske udgivelser og opfordrer forlaget til at genfinde tidligere tiders høje ambitionsniveau – sig til hvis vi kan være behjælpelige i den henseende. Hvem havde hørt om Mário de Andrade, mine Damer og Herrer, Mário de Andrade?!
KH
Istedgades boghandel
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar