POPULISME

Der er naturligvis som at råbe i ørkenen, men netop at råbe i ørkenen er en yndet diciplin for de mere intelligente beboere af denne planet:  At blive ved med at råbe indtil flere kommer ud og råber med. Det er målet med at råbe – og kun i ørkenen kan man finde sin egen stemme og kun i ørkenen kan vi mennesker finde hinanden.

   Som de populister vi er griber vi enhver stemme som vor egen – sådan bliver vi flere. Fra det store uhyggelige Amerika:

POPULISTISK MANIFEST

Poeter, kom frit frem fra jeres skabe,

Luk vinduerne op, luk dørene op,

Alt for længe har I været i hi

i jeres lukkede verdener.

Kom med, kom ned

fra jeres Fussian Hills og Telegraph Hills,

jeres Beacon Hills og jeres Chapel Hills,

jeres Mount Analogi og Montparnasser,

ned fra jeres bakker og bjerge,

ud fra jeres tipier og genbrugshuse.

Træerne falder fortsat

og vi skal ikke i skoven lige nu.

Vi har ikke tid til at sidde derude

mens mennesket brænder sit hus ned

for at stege sin gris.

Ikke flere Hare Krishna-sange

mens Rom brænder.

San Francisco bræner,

Majakovskijs Moskva afbrænder

livets forsille gasser.

Natten & Hesten nærmer sig

æder lys, varme & kraft,

og skyerne har bukser på.

Ikke længere tid til at kunstneren skjuler sig

over, hinsides, bag billederne,

er ligeglad, klipper negle,

forfiner sig selv ud af tilværelsen.

Ikke længere tid til vore små litterære spil,

ikke længere tid til vore paranoiaer & og hypokondrier,

ikke længere tid til frygt & foragt,

nu kun tid til lys & kærlighed.

Vi har set vor generations bedste hjerne

ødelagt af kedsomhed ved lyrik-arrangementer.

Poesien er ikke et hemmeligt selskab,

ej heller et tempel.

Hemmelige ord & salmer går ikke længere.

OM-tiden er omme,

klagesangens time er kommet,

klagesang & jubelkor

over den industrielle revolutions

tilstundende død.

Den var dårlig både for jord & menneske.

Tiden inde til at skue udad

i en åben lotus-stilling

med øjnene på vid gab.

Tiden inde til at åbne munden med en ny åben snak,

tiden inde til at kommunikere med alle sansende væsener,

alle I ”storbypoeter”

som hænger på museer, mig selv inklusive,

Alle I poeternes poeter der skriver poesi

om poesien,

Alle I poesi-værksteds-poeter

i Amerikas hjerte af en udørk,

Alle i stuerene Ezra Pounds,

Alle I kullede, udkoksede systemdigtere,

Alle I konkretistiske beton-poeter,

Alle I cunnilingvist-poeter,

Alle I lokumsdigtere der grynter af graffiti

Alle i jazz-poeter der aldrig jammer når I er alene,

Alle I haikuens tømrermestre

i Amerikas Sibirier,

Alle I øjenløse u-realister,

Alle I selv-mystificerende super-realister,

Alle I sovekammer-visionære

og skabs-agit-propagandister,

Alle I Groucho marx-poeter

og luksus-klasse-kammerater

som hele dagen ligger og flyder

og snakker om arbejderklasseproletariatet,

Alle I katolske lyrikanarkister,

Alle I poesiens Black Mountain-bestigere,

Alle I Boston-brahminere & Bolinas-hyrdedigtere,

Alle I poesiens pensionats-værtinder,

Alle I poesiens Zen-brødre,

Alle I poesiens selvmords-elskere,

Alle I langhårede poesi-professorer,

Alle I lyrik-anmeldere

som drikker poetens blod,

Alle I poesi-pansere....

Hvor er Whitmans vilde børn,

hvor er de store stemmer som taler frit frem

med sans for det sødmefyldte & det sublime,

hvor den nye store vision,

det store overblik,

den høj-profetiske sang

om den umålelige jord

og alt det der synger i den

og vores forhold til den...

Poeter, stig ned

til verdens gader én gang til,

Luk jeres sind & øjne op

føl den gamle visuelle glæde

Røm jer, tal frit,

Poesien er død, poesien leve

med frygtindgydende øjne og bøffelstyrke.

Vent ikke på revolutionen

så  kommer den uden dig,

Hold op med at mumle, tal frit frem

med en ny og helt åben poesi

med en ny fælles-folkelig ”åben flade”

med andre subjektive planer

og andre subversive planer,

en stemmegaffel i dit indre øre,

som kan anslås under overfladen.

Syng fortsat ud fra dit eget smukke Jeg

men udtryk dig ”en masse”...

Poesi den fælles vogn

som bedre end nogen andre hjul

kan forstå en kollektiv trafik

til noget højere.

Poesi falder fortsat ned fra himlen

og ligger i vore gader, fortsat helt åbne.

De har ikke rejst barrikaderne endnu,

gaderne fortsat levende med ansigter,

skønne mænd & kvinder går der fortsat,

fortsat skønne skabninger overalt,

alles hemmelighed fortsat gemt

i alles øjne,

whitmans vilde børn sover fortsat dér,

Vågn op og gå ud i den fri luft.

                                                          (Lawrence Ferlinghetti. Bekendelser for sjov – for alvor. Husets forlag/S.O.L. 1984)

Et ganske udmærket sted at begynde hvis man er en forbavsende ubelæst, bemærkelsesværdigt handlingslammet og uinspireret dansk digter med et enkelt eller en hel del flere samtidsophøjede bekymrende  ubelæste, skræmmende erfaringsangste og uinspirerende digtsamlinger bag sig. Lawrence Ferlinghetti, mine Damer og Herrer, Lawrence Ferlinghetti.

KH

Thomas

Istedgades boghandel