Når vi nu har at gøre med mennesker der så absolut ingen visioner eller drømme har burde vi som folk underlagt disse uintelligente magtliderlige parasitter gennemtvinge en husstandsomdeling af det værk om statsstyrelse hele den vestlige verdens samfund bygger på. Måske kunne vi således sikre at den apatiske befolkning fik øjnene op for hvilken styreform vi i praksis har kørende her i lille Danmark; måske kunne vi således sikre folkelig opbakning til en omvæltning af alle værdier – om ikke andet kunne befolkningen gå sin egen undergang i møde med åbne øjne.
Og hvem ved måske vil al den formålsløse snak om hvad vi dog skal stille op efter en revolution, al den snak om hvad vi vil stille i stedet, al den snak om demokratiet som frihedens arnested endelig forstumme og vi kan gå i gang med at skabe den verden verden så indtrængende bønfalder os om hver gang vi lukker vores øjne og lukker mørket ind:
”- Men hvad er det da, sagde han, for en slags forfatning, du kalder oligarki?
- Det er den forfatning, sagde, jeg, der er grundet på formuebesiddelse, hvorved de rige styrer, men de fattige ikke har del i styrelsen.
- Det forstår jeg nok, sagde han.
- Skal vi så ikke først sige, hvorledes ovegangen finder sted fra en forfatning, hvor hensynet til æren råder, til oligarkiet?
- Jo.
- Men for resten, sagde jeg, selv en blind må jo kunne se, hvorledes denne overgang finder sted.
- Hvorledes da?
- Når hver enkelt, sagde jeg, har det forrådskammer, vi talte om, fyldt med guld, så bringer det en sådan statsforfatning til fald. For de begynder med at finde på noget, som de selv kan bruge pengene til, og med det for øje forvansker de lovene, og både de selv og deres kvinder viser sig ulydige imod loven.
- Det er rimeligt nok, sagde han.
- Og desuden, tænker jeg, da den ene lægger mærke til den anden og giver sig til at kappes med ham, så får de det ud af det, at de allesammen bliver ligesådan.
- Det er rimeligt nok, sagde han.
- Og desuden, tænker jeg, da den ene lægger mærke til den anden og giver sig til at kappes med ham så får de det ud af det, at de allesammen bliver ligesådan.
- Det er rimeligt nok.
- Men så fremdeles, sagde jeg, når de fortsætter med at drive forretninger, bliver følgen, at jo mere de lægger vægt herpå, desto mindre værdi tillægger de godheden. Eller er måske ikke godhed så forskellig fra rigdom, som om de hver lå på sin vægtskål, og stadig den ene sank, når den anden steg?
- Jo, det er vist, sagde han.
- Når man nu sætter pris på rigdom og rigmænd i en stat, så tillægges der godhed og de gode mindre værdi.
- Det er klart.
- Altså befatter man sig altid med det, som man tillægger værdi, men forsømmer det, som man ikke bryder sig om.
- Ja, således går det til.
- I stedet for mænd, der sætter pris på at overgå andre og at vinde ære, bliver de da tilsidst venner af forretninger og venner af penge: den rige priser de højt og nærer beundring for ham, men den fattige regner de ikke for noget.
- Det er vist.
- Følgelig fastsætter de så en lov, der skal gælde som norm for en oligarkisk forfatning, idet de bestemmer en vis formuegrænse, der ligger højere, hvor oligarkiet er mere udpræget, og lavere, hvor det er det i mindre grad, og erklærer, at ingen må have del i statsstyrelsen, hvis hans formue ikke har den fastsatte størrelse, og dette gennemfører de med våbenmagt; det kan også hænde, at de allerede forinden ved hjælp af trusler får en sådan statsforfatning indført. er det ikke sådan, det går til?
- Jo, sådan går det virkelig til.
- Dette er altså i grove træk den måde, hvorpå denne statsforfatning bliver til.
- Ja, sagde han; men hvad er så forfatningens væsen? Og hvordan er de fejl, som vi sagde den havde?
- Den første fejl, sagde jeg, ligger netop deri, at den har sådan en norm. Tænk engang, hvis en ville ansætte skibsførere på sine skibe på den måde, -- med henblik på deres formue – men ikke ville antage en fattig mand, selv om han var mere kyndig i at føre et skib.
- Så synes jeg rigtignok, at de ville få en dårlig sejlads, sagde han.
- Og ville det ikke være ligesådan med styrelsen af alt muligt andet?
- Jo, det synes jeg.
- Undtagen med en stat? sagde jeg; eller gælder det måske også for en stat?
- Jo, det gælder rigtignok i allerhøjeste grad, sagde han, for så vidt som det styre er det vanskeligste og betydningsfuldeste.
- Det er altså den første og væsentlige fejl, som et oligarki vil have.
- Ja, det lader til det.”
(Platon. Staten. Rietzels. 2001)
Genkender du noget? Glem alverdens oplysningsbefængte statsmetafysikere og læs Platon, mine Damer og Herrer, Platon.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar