SURREALISMEN

Ideen er ren, ideen er klar, ideen er intelligent, men udførelsen har for litteraturens vedkommende været svag, forvrøvlet og til tider direkte meningsløs – og derved ligegyldig. Det er naturligvis surrealismen vi taler om. Der hvor surrealismen kan svinge sig op til mere end bare endnu en ligegyldig litterær isme er når den kobler sig på revolutionen; når den udstiller samfundsmennesket og dets pseudoverden, udpeger de skyldige og opfordrer til kamp!

Indledningsvis gør vi op med teknokraten:

Vindæg

Det uimodståelige teknokrati har voldført lande, der er vildere end vores: Til William H. White´s Organisationsmenneske” svarer Davis Granik´s ´Røde marionet`. Vi ved nu, at det sovjetiske proletariat også omfatter chef`er (og, på en meget underordnet plads, tillige kunstnere) og at den nyopdukkede klasse i USSR er produktionslederne, der ville være forbrydere ifølge sovjetisk lov, hvis den blev anvendt på dem, almægtige som de er og uden indskrænkning af privilegierne, på den betingelse at de øger produktionen. Var det ikke Mikoyan der i 1959 rakte hånden til de amerikanske forretningsmænd, længe før de russiske fagforbund, for eksempel, (og med god grund) viste fagforbundene i USA blot de svageste tegn på, at de accepterede dem?

   I Frankrig er det det amerikanske teknokrati man efterligner, hvilket naturligvis vil sige, at man troskyldigt stiller mod at overgå det. Nu kan man allerede i børnehaven eller i gymnasiet, ved prøver med snyderi og angiveri, siden i hæren ved at opspore graden af konformitet, manglen på originalitet, afhængighedskomplekset, arbejdslyst i gruppen, ja sågar ved grafologisk analyse, udspørgen i institutter, opinionsundersøgelser, fjernsynsinterviews, lodde hvem der i fremtiden skal udgøre flipproletariatet, hvem morgendagens kolonner skal bestå af, eller rettere hvem der kommer til at marchere om lidt, hvis de har den nøjagtige kvotient af aggresiv middelmådighed

   For det er især ´manden i gråt`som er repræsentativ og forstår at lyve, hvis hjem er et aktivt anneks til hans kontor (foruden at det er en servicestation for eftersyn), han som accepterer at få sine ferier i små portioner (af frygt for at tabe i forfremmelses-kapløbet), manden der tager sine problemer med hjem, og som ud over en total mangel på følelsesmæssige bånd til steder og personer, ejer et klogt betegnet minimum af professionel uro : ”Et strejf af neurose kan betragtes som et ikke uvæsentligt trumkort”, fastslår Centret for Hygiejne i Pittsburgh. I USA kræver man af funktionærerne, at de ikke viser for stor interesse for såkaldt óbskur`poesi og kunst. Hvis de svarer ja på spørgsmålet: ”Holder de af ALICE I ÆVENTYRLAND af Lewis Carroll?” klassificerer man dem omgående som homoseksuelle (Se The Brain Watchers af Martin E. Gross, Random, 1962).

   I dette paradis der er afpasset til en elite af ´fleksible`mennesker (et begreb skabt af  sæbefabrikkerne Procter & Gamble) er det firmaets ønske at eje sine ansatte med hud og hår, mens det i øvrigt bekoster al mulig komfort på dem: klubber, abonnementer, ferierejser, kongresser, hvilehjem, særlig bistand, klinik, begravelse. Det tiltager sig ret til at overvåge dem, udspionere dem, måle deres daglige reaktioner, deres meninger, deres seksuelle frustrationer, deres underbevidsthedsliv, deres ´drive`. På to dage kan særligt uddannede og automatiserede bureau´er finde frem til alt om en mand uden at han overhovedet har forladt sit hjem. Firmaet indkvarterer, klæder, oplyser og underholder. Det er en by i byen og en stat i staten. Det skaber bestemte behov som det også nærer og indpoder efter omhyggeligt udarbejdede kurver. Videnskabeligt, ved hjælp af elektronvidenskab, statistik, politidetektion (imorgen bliver det løgnedetektorer og film som kun afspejler underbevidstheden), udsøger det sig begrænsede begavelser som dog i hvet fald kan ´svare`!

   For denne præfabrikerede mentalitet repræsenterer surrealismen selvfølgelig et forbudt område, for ikke at sige synd eller forbandelse. I det omfang den erstatter det funktionelle med det uventede, massefritidsbeskæftigelse med vellyst, formular med leg, det neurotiske med det naturlige, det fleksible med det uindskrænkelige, må den friste hvad individet i en kybernetisk tidsalder endnu har tilbage af mangel på disciplin, af vantro, fantasi og lyriske anlæg.

   Den stimulerer evnen til at drage ud og kan i al evighed uddestilere en begærets aperitif af den slags man anbringer køligt i smukke rosamalede skabe, i flasker af monstret krystal. I entréen i luksusvillaen hos undermagnaten uden for planlægningen, hænger den, den blå nøgle til gange der fortaber sig i det fjerne, tilbyder den overbebyrdede ansvarlige leder møbler der er ved at miste balancen, hvor der kommer uorden i papirerne, og hvor skufferne går rundt af sig selv, berusede af frihed.

   Et æg af buksbom har mere hukommelse end en elektronhjerne.”

                                                          (Robert Benayoun. Aktuel surrealisme. Poesi og prosa. Arena. 1966)

Og så lad os da tage lidt om tidens kvinder ... dem man intet kritisk må sige noget om eftersom de ved alt – blot ikke hvad det vil sige at være kvinde.

”... I disse sidste år har man kunnet blive opskræmt af en tilbagegang i det feminine hos kvinderne til fordel for visse træk af maskulin karakter som de prøver at indpode sig og udvikle i overdreven grad. ”Kvinder” laver nu granater, er politibetjente, infanterister, produktionsledere. Disse nye uhyrers fremkomst er måske mere foruroligende end alle passagererne i de flyvende tallerkener. Degraderingen af den kvindelige natur – de anførte eksempler er grænsetilfælde – svarer til en degradering af mandens natur, i forbindelse med hans idealers fallit og med det samfunds skandaløse udvikling han har opbygget og som i dag drager ham med sig i ruinerne.

   I denne historiens nat er det den poetiske tanke, der bevarer billedet af kvinden som et væsen der avler lys. Dette sind kan virkelig ikke affinde sig med at se kvinden afhænde sin magt eller, hvilket går ud på det samme, samtykke i at den afhændes. Om så end alt skulle synes at tale imod det, bliver det ved med helt og fuldt at anerkende kvindens plads ved roret i livet og i hjertet. Visse kvinder kan, under pres fra en uhyrlig nødvendighed som under indflydelse af maskulin indbildskhed, forsøge at afvise det der karakteriserer dem på følelsernes og moralens område, men de er ikke alle kvinder, endnu mindre hele kvinden...”

                                                                                       (uddrag af Jean- Louis Bédouin. Aktuel surrealisme. Arena. 1966

Og som kronen på værket skal digteren da også lige nævnes. I denne tid hvor de såkaldte digtere ikke synes at vide hvad der er op eller ned, endsige hvad de dog selv skal gøre godt for kan det måske være betryggende at vide at:

”...  digteren kæmper mod enhver undertrykkelse: først og fremmest menneskets undertrykkelse af mennesket og underkuelsen af hans tanke gennem religiøse, filosofiske eller sociale dogmer. Han kæmper for, at mennesket skal nå en erkendelse af sig selv og af universet, en erkendelse, der altid vil være i stand til at fuldkommengøre sig selv. Deraf følger ikke, at han ønsker at stille poesien i nogen politisk aktions tjeneste, selv om den er revolutionær. Men hans egenskab af digter gør ham til en revolutionær, der bør kæmpe på alle fronter ...”

                                                                                       (uddrag af Benjamin Péret. Aktuel surrealisme. Arena. 1966)

Så om ikke til andet kunne dagens digtere tage disse surrealisters ord til sig og gøre lidt god gammeldags samfundsnytte for andre end dem selv, deres rygklappende venner og en litterær verden der forlængst har vendt det tænkende menneske ryggen og i stedet dagligt hænger ud med reklamemænd og pengesvin! Det er jo ikke fordi det er så frygteligt svært at det ikke kan lade sig gøre – men udelukkende fordi ingen tør - tør sige hvad alle burde sige – hele tiden.

KH

Thomas

Istedgades boghandel