BRASIL

Samba og Pelé, velformede brune baller og hvide sandstrande, slumbyer og rigmandskvarterer bevogtet af sværtbevæbnede lejesoldater. Brasilien kender vi ikke meget til; brasiliansk litteratur kender vi endnu mindre til her i vores ih og åh så globaliserede andedam. Og hvorfor skulle vi da også det? Sydamerika som kontinent er ikke dannet som Europa, ikke fremme i skoene som USA, ikke deprimeret som Rusland, så hvad skulle dette glemte kontinent dog kunne bidrage med?

POETIK

Jeg er led og ked af mådeholden lyrik

af velopdragen lyrik

af lyrik der ligner en offentligt ansat

med notesbog opslået protokol og lutter lovord om direktøren

Jeg er led og ked af lyrik som standser op for at slå efter i ordbogen

om et ord er korrekt eller ikke

Ned med puristerne

Leve alle ord især de universelle barbarismer

alle syntaktiske konstruktioner især de afvigende

alle rytmer især dem som ikke kan tælles

Jeg er led og ked af elskovsfuld lyrik

politisk

rakitisk

syfilitisk lyrik

af al lyrik som kapitulerer

overfor nogetsomhelst som er den fremmed

Forresten er det ikke lyrik

det kan være bogholderi cosinustavle takt-og-tone for den perfekte

   elsker

med hundrede brevmodeller og de forskellige måder at indynde sig

hos kvinderne på osv.

Jeg foretrækker de gales lyrik

de fordruknes lyrik

de fordruknes vanskelige og smertelig lyrik

Shakespeares narres lyrik

Jeg vil ikke vide af nogen lyrik som ikke er en befrielse

NY POETIK

Jeg vil lancere teorien om den tilsmudsede digter.

En tilsmudset digter er én, i hvis poesi

livet har sat sit snavsede aftryk.

Der går en fyr,

der går en fyr ud af huset i hvidt tøj,

en virkelig velpresset fyr

og på det første hjørne passerer en lastbil

som overstænker hans frakke med mudderpletter.

Det er livet.

Digtet bør være som mudder på fint tøj

tilfredsstille læseren ved at lade sig svine til.

Jeg véd, at poesien også er dug.

Men den slags poesi er for småpiger, bly violer, ærkejomfruer

og de højtelskede som blir gamle uden ondskab.

                                                                                                                     (Manuel Bandeira)

GÅRDSDAGENS STORE FLYKATASTROFE

Jeg ser blod i luften. Jeg ser piloten, som havde en blomst med til sin

elskede, omfavnet af propellen. Og violinisten, hvis bleghed døden

har understreget, styrte hovedkulds ned med sin sorte frisure og

sin stradivarius. Der er hænder og ben af danserinder, som

explosionen har hvirvlet omkring. Uigenkendelige kroppe

identificeret af den Store Genkender. Jeg ser blod i luften, jeg ser en

styrtregn af blod gennem skyerne som er døbt i digternes martyrblod.

Jeg ser den billedskønne svømmerske endnu hurtigere i sin sidste

salto fordi hun er livløs. Jeg ser tre piger hvis skørter spilet ud

som sejl for vinden som i en hvirvlende dans. Og jeg ser tossen

krystende rosenbuketten som hun troede var faldskærm og

primadonnnaen med sit lange pailletbesatte slæb som en komethale

henover himlen. Og en klokke der var på vej til et kapel imod

vest ringer nu sjælemesse for alle de arme døde.

Jeg formoder at den unge pige som var faldet i søvn i cockpittet

styrter endnu sovende ned, så rolig og blind! O venner, den lamme

kommer med uhørt fart, kommer som en faldende stjerne, kommer

på vindens ben. Blod regner over Vorherres skyer. Og der er

nærsynede poeter, som tror at det er morgenrøden.

                                                                                                                    (Jorge de Lima)

MORGENEN SOM VI HAR EROBRET FRA FJENDEN

Timerne falder over os vertikalt

som en hemmelig regn.

Børnene sover

under viadukternes triumfbuer.

Aviserne bringer

fotografier af radmagre mennesker med lange ansigter

som dundrer på dørene til de lukkede huse.

Stenen er hovedpude for fremtidens drømme.

Det som vi kæmper for er ikke længere en smule jord,

den sidste som er blevet tilbage udenfor landkortet.

Det er morgenen og retten til en dag efter denne.

Det vi kæmper for er timen

og, lige netop, timen som falder vertikalt;

det er ikke længere horisonten,

det er ikke længere det førhen så mægtige rum

hvor alting kunne trives uden nag.

Fordums mægtige vidder, som gav os en fornemmelse af noget

                                                                                                                    grænseløst.

Det vi kæmper for

er vejen der fører til himlen, i denne frygtelige

stejle kamp.

Det vi kæmper for

er ikke længere en plads under solen, det er den blodbestænkede

                                                                                                                             morgen –

den rødmende vej mod det som skal finde sted.

Og rækkefølgen i en brødkø.

3.

4.

5.

Et telegram, det sidste fra fronten, fortæller:

vi har erobret morgenen i dag!

                                                                                                                    (Cassiano Ricardo)

DEN OVERLEVENDE

Umulig at lave et digt på dette stadie af menneskehedens udvikling.

Umuligt at skrive et digt – endsige en enkelt linie – af sand poesi.

Den sidste troubadour døde i 1914.

Hans navn er der ingen som husker mer.

Der er frygteligt komplicerede maskiner til de allermest enkle behov.

Hvis du får lyst til at ryge en cigar skal du bare trykke på en knap.

Frakker knappes op elektrisk.

Man elsker telegrafisk.

Mad kan fordøjes uden mave.

                             En vismand erklærede overfor en avis, at vi endnu mangler

                                meget,

                             før vi er nået op på et rimeligt kulturelt niveau.

                    Men til den tid er jeg heldigvis død og borte.

Mennesket har ikke forbedret sig.

Vi dræber stadig hinanden som utøj.

Heroisk utøj fødes påny.

Verden er ubeboelig og for hver dag beboet af fler og fler.

Og hvis øjnene igen fik lært at græde ville der komme en ny syndflod.

(Jeg er bange for jeg har skrevet et digt)

ELEGI 1938      

Du arbejder uden glæde for en verden i opløsning,

hvor former og handlinger ikke tjener til eksempel for noget.

Du udfører møjsommeligt disse gestus, som kendes overalt,

du føler varme og kulde, lommesmerter, sult og sexualdrift.

Helte er stillet op overalt i parkerne, hvor du slæber dig frem,

og lovpriser dyden, forsagelsen, overlægget og initiativet.

Om natten slår de bronceparaplyer op, hvis det er tåget,

eller søger tilflugt i bøgerne på de dystre biblioteker.

Du elsker natten for dén tilintetgørende kraft, som den rummer,

og véd, at mens du sover gør problemerne dig fri for døden.

Men den frygtelige opvågnen beviser existensen af Den Store

   Maskine

og konfronterer dig atter, så lille, med disse ufattelige høje palmer.

Du vandrer omkring blandt de døde og taler med dem

om ting i fremtiden og om åndelige spørgsmål.

Litteraturen har ødelagt dine bedste kærlighedsstunder.

Ved telefonen har du spildt oceaner af så-tid.

Hovmodige hjerte, du har travlt med at tilstå dit nederlag

og udskyde almen-lykken til et andet sekel.

Du accepterer regnen, krigen, arbejdsløsheden og den uretfærdige

   fordeling,

fordi du ikke, alene, kan sprænge øen Manhattan i luften.

LAD OS RÆKKE HINANDEN HÅNDEN

Jeg vil ikke være digter for en verden i opløsning.

Jeg vil heller ikke besynge fremtidens verden.

Jeg er bundet til livet og ser mine fæller.

De er tøvende men de bærer på store håb.

Det er imellem dem jeg skal finde den store virkelighed.

Det nærværende er så mægtigt lad os ikke fare vild.

Lad os ikke fare ret meget vild, lad os række hinanden hånden.

Jeg vil ikke være digter for én kvinde, for én kærlighed.

Jeg vil ikke stå og sukke i skumringen udover landskabet som jeg ser

    fra mit vindue.

Jeg vil ikke sprede bedøvelse eller efterlade selvmordsbreve.

Jeg vil ikke bo på en øde ø eller lade mig bortføre af serafer.

Tiden er min materie, den nærværende tid, de nærværende

                                                                                                                    mennesker,

det nærværende liv.

                                                                                                                    (Carlos Drummond de Andrade)

SIDSTE NY PROMETHEUS

Jeg ville sætte brand til de slumrende livsånder,

jeg ville hældes tilbage i min egen støbeske,

jeg ville vide sandheden om alle skabninger, alle elementer;

jeg har gjort oprør mod Gud,

mod paven, mod bankiererne, mod den gamle skole,

mod min familie, mod min elskede,

siden mod jobbet,

siden mod lediggangen,

siden mod migselv

og mine tre dimensioner:

da udstedte verdensdiktatoren

en arrestordre på mig

og de kom for at gribe mig oppe på Pao de Acúcar:

med bombemaksiner

har de perforeret mine arme lever.

Jeg brækker enorme mængder galde.

Altimens skelner jeg dybt dernede havets døtre

i deres majdragter, syngende samba´er,

ser jeg morgengry veksle med dæmring

- livets renhed og enkelhed –

men det er umuligt for mig at gøre afbigt.

                                                                                       (Murilo Mendes)

ALMINDELIG MAND

Jeg er en almindelig mand

   af kød og erindring

   af knogler og glemsel.

   Bevæger mig til fods, med bus, med taxi og med fly

og i mit indre fræser livet

   panisk

   som en blæselampe

og kan pludselig

   gå ud.

Jeg er som dig,

   gjort af erindring

   og glemsel

      ansigt og

      hænder, en rød parasol ved middagstide

      i Pastos Bons,

      udbrændte glæder, blomster, fugle,

      eftermiddage som brændende fakler,

      navne som jeg ikke mere kan huske,

      munde, ånde, fade,

      bakker, flag, banantræer

                             det hele

                             blandet sammen

                                                          i eet duftende ved

                                                          som tændes og driver mig frem.

Jeg er en almindelig mand

   brasilianer, major, gift, af reserven,

   og ser ikke i livet, min ven,

   nogen mening medmindre vi sammen

   gir os til at slås for en bedre verden.

En forhastet skæbne har gjort mig til digter.

Men poesien er sjælden

og aldeles magtesløs overfor torturen.

   Jeg ønsker derfor at tale med dig

   som mand til mand,

   støtte mig til dig,

   gi´ dig min arm,

                             fordi tiden er knap

                             og herremanden myrder i eet væk.

Fordi tiden er knap

og de er her alle som een: Chase Bank, ITT,

Bond & Share,

Wilson, Hanna, Anderson Clayton

og gudved hvor mange andre blækspruttearme

i færd med at tømme livet og

lommerne på os.

   Almindelig mand, ligesom

   dig,

jeg krydser gaden under imperalismens pres.

   Godsernes skygger

   tilsværter landskabet

   og formørker havets vande

   så de smager bittert af vores barndom

   der vender tilbage til os,

   snavset af mudder og sult.

Men vi er mange millioner almindelige

   mænd

   og vi kan tilsammen danne en mur

   med vore kroppe af drømme og margeritter.

JORDISKE TING

Alle de ting, som jeg taler om, er i byen,

                             mellem himlen og jorden.

Det er altsammen ting, der er forgængelige

                             og evige som din latter,

                             det solidariske ord,

                             min åbne hånd

eller duften af dit hår, som jeg havde glemt,

                             men som vender desto stærkere tilbage

                             og brænder med sin utrolige flamme

her midt i maj.

Alle de ting, som jeg taler om, er jordiske ting

                             såsom lønnen og sommeren,

er forgængelige tilstede i tiden,

spredes som luften

på markeder, arbejdspladser,

i gader, på turisthoteller.

                             Det er alle

                             daglige ting, såsom munde

                             og hænder, drømme, strejker,

                             fordømmelser,

arbejds- og kærlighedsulykker. Ting,

                             som står i aviserne,

                             til tider barske,

                             til tider så dystre

at selv poesien har svært ved at kaste lys over dem.

                             Men det er heri jeg ser dig pulserende,

                             ny verden,

endnu på det hikkende og håbende stadium.

                                                                                       (Ferreira Gullar)

                                                (Virkeligheden og billedet. Ti brasilianske digtere. Brøndum. 1974)

Ja, åbenbart er livet i Brasilien ikke ren samba og glade dage; åbenbart er poesien i Brasilien andet end pynt på kulturens lagkage; åbenbart er mennesket i Brasilien ikke blot nikkedukke for magtens idioter. Måske er livet i Danmark heller ikke ren folkesang og bøgetræer; måske er poesien i Danmark andet end glasur på overflodens wienerbrød; måske er mennesket i Danmark ikke blot slave for kapitalens bødler; måske er det muligt at livet, poesien og mennesket i lille Dannevang er andet og meget mere end vi går rundt og forestiller os. Indtil da; indtil vi finder svaret; indtil det er sådan, holder vi os til Virkeligheden og billedet, mine Damer og Herrer, Virkeligheden og billedet!

KH

Thomas

Istedgades boghandel