Det virker nærmest som en omvendt ønskebrønd. Vi kaster ikke kolde
mønter i, men trækker glohede digte op
af fra dybet hvor hele verdener skabes og bryder derved den vandoverflade
stjernene spejler sig i. Hvad er poesien om den ikke er frugterne af et livet
liv? Hvad er poesien om den ikke griber mennesket i nakken og rusker det
vågent? Hvad er poesien om den ikke blotter menneskets fejltagelser og umulige
drømme? Hvad er poesien om den ikke tvinger mennesket til tanke? Hvad er
poesien om den ikke åbner for handling? Ja, så er poesien ikke andet end
tidsfordriv lige så ligegyldig som litterater, forfatterskoler og
statssponsoreret kulturformidling på de landsdækkende kanaler.
En stor tak til Jess Ørnsbo
for at åbne den polske poesi for den hungrende danske læser – har du mere i
skuffen trykker vi gerne!
Vi lader spanden forsvinde ned
i dybet og op kommer:
FORÅR
En
dithyrambe
Priset være mængden i dag
ære være enhver sammestimlen
og byen
På torvene flammer bålene op,
og ilden slår sig løs,
mængden myldrer ud på gaderne,
kommer krybende frem af krogene, maser sig ud af deres hummer
for at fejre foråret i byen,
fejre den liderlige højtid.
Og priset være Dig,
du mave på brede hofter,
Kvinde!
Den svajer! – den kommer i skred – den flyder af sted –
der skrabes med pusselankerne, der vugges i hofterne,
pludre, pludre, pludre, fnis,
pludre, pludre, pludre, fnis,
de polerede fjæs river vittigheder af sig,
det vrimler frem med en talløs kulørt pøbel,
der skrabes med pusserne, der vugges med hofterne,
skrabe, skrabe, skrabe, pludre, pludre, pludre,
tusinder af løsslupne par er i bevægelse,
- og videre! videre! videre!
ind i det mørke bladhang, ind i alleerne,
på bænken, for fanden, i græsset,
lav landet nogle fler unger,
vælt jer, for satan, vælt jer,
giv den én i beverdingerne på hjørnet,
se at få udbredt nogle flere ”ungkarlesygdomme”!
Åh!! hvor de vil vride sig af skam bagefter
fabrikspigerne, de stormavede hopper,
skamfuldt slæbende på skævbenede
rollinger!
Voldtag! De vil gerne prøve at bide på den med middag!
og jeres kulørte veste
og jeres papirflipper!
Kom så hob, slå dig løs!
Hob! Du har RET!!!
Oh, du prægtige og ligefremme forbryder,
så oprindelig og strålende elementær!
Du bærme fra byen, denne titaniske byld,
hob, oh hob, du galne hob!
Løft dig, frygtelige masse, som en bølge i gaderne,
slå tilbage fra hjørnet, grin, skab dig, gå agurk!
Der er alt for trangt i de indelukkede, hårde boligblokke
pres på! Måske springer de – og I kan strømme videre!
Luft! frem fra de mugne og kedsommelige facader
myldrer det ud med et andet overdrevs vanskabninger! Hej, I
fjortenårspiger,
hvilken procession af skændede mødre skal I ikke deltage i i dag.
I mine uskyldige små blomster! Mine lyse små pus!
I dag er det jeres fest og glassene klirrer,
I vender hjem med skammen til forældrenes reprimander!
Oh elskerinder som I går ud på gadehjørnerne,
for at sælge jer til slibrige, rystende gamlinge!
Hej, ind i droschen og på hotel! Til wienerschnitzel!
Til øl og en lille konjak, og en ganske blød sofa!
Og som tjeneren smiler, piger, som en anden spion,
det er ikke første gang han ser sådan en, en lille uskyldighed ...
Og når de klæbrige, rystende grabber griber om dig,
og hurtigt og grådigt begynder at søge de unge bryster,
når næseborene puster sig op af begær, og han snøfter fedt,
og frække fristelser hviskes dig i øret –
- Så giv ham lov!!! Slå ham med rædsel, du synd, du kvinde!
Pragtulde føderske! Opsvulmede tæve!
Blænd ham med din tøjlesløshed som en gylden raket!
Fald ud af stilen – du ellers så sky, generte, ængstelige ...
Forår!! Se, hvad der sker! Endnu et øjeblik
og hele mængden kaster sig i løbetid ud på gaden!
Zoska´erne fra stuerne og vaskerierne, Ignacz´erne og Kamil´erne
og tæverne begynder at dele ud af sig selv til hanhundene!
Forår! Af sted – alt hvad remmer og tøj kan holde! Bliv skæv af skam!
På hospital i flokkevis, du hæmningsløse pøbel!
Smid lige så stille alle jeres bastardunger i tønden,
og så ud på gaden igen, i dens åbne arme!!!
Mer! Mer! Mer! Grådigt og uden mådehold!
Sæt så mange pattebørn i verden som muligt! Byen trænger til
forstærkning!
Riv pinsomt tungerne ud på ungerne,
så de ikke klynker, når I smider dem i et hurtigt hul!
Det er jeres – alt sammen! Slå med hofterne og lårene!
Få gang i de liderlige ophidselser! Det er helt i orden!
Oh, jeg priser dig, hob, med strittende ord,
og dig forår, for det at forbryderen formerer sig!
(Julian Tuwim, 1920)
BRÆNDTE HÅNDSKRIFTER
Da verden forkastede Sapfo,
da man brændte hendes håndskrifter,
rejste der sig en rosa bulnende
røg;
som en tung men galnende
sky flød den op gennem tiden.
Jeg indånder den med vinden i mine lunger:
poesien gik ikke tabt ...
(Maria Pawlikowska-Jasnorzewska, 1937)
POLENS FARVER
Hvidt – blodigt,
blodigt – hvidt, du lærreds-
forbinding, riv dig løs: Flag
som overlevede sin egen strømmende blodstyrtning!
Vinden folder dette sårets dokument ud,
løfter heltebandagen i vejret
dette minde
denne gæld
og denne belæring
(Maria Pawlikowska-Jasnorzewska, 1935)
DE REVOLUTIONIBUS ORBIUM COELESTIUM
røgen slog mod himlen nøjagtigt som en hymne,
og ud af de kæmpestore trug opsvulmede af surdejg
kom det væltende med skyer og kagemasse mellem alle bragene.
den dag døv af eksplosioner holdt englene op med at arbejde.
en sigøjner – som en anden sort trommeslager, med rynkede bryn,
slog
løs på sit skind og erklærede strejke blandt heksene
sultne hære af rotter løb rundt på murene
hvinende og hvæsende.
den almindelige opløsning havde ligesom dagen før udbruddet
grebet
alle,
mig dig hæren, det uniformerede politi og agenterne i civil ...
pludselig –
blev alt stille
selv skorstensfejerne holdt op med at løbe rundt på tagene
steg skrutryggede ned af horisonten en sølvklar nat ved nymåne
og indhegnede marker med ruller af ståltråd på himlen
dybt alvorlige som en stork i sivene.
derefter – brast kastanjerne igen som med et
låsesmæk
af geværer
og druknede i mørket sort af perler –
druknede i mørket gult af efterår
derpå
flettede en kvinde med mørkt blik en fletning af meteorer
i
sit hår
og en fængende nat begyndte at ryge som kul –
aske højt oppefra faldt på brandmandens skinnende hjælm,
som langsomt slukkede
stjernernes brændende sædekorn
(Jan Brzekowski, 1939)
GOTIK 1954
Den døde Guds ribben
hvælvede
op over ordene
på de blindt
troende
Gud et himmelsk pindsvin
slået op på tusind nåle af tårne
katedraler banker
drypper af blod
fra mennesker
ikke fra ham selv
med en sæk guld om halsen
trækker de ham
med til bunds
de fordømte
(Tadeusz Rozewicz, 1956)
SKITSE TIL ET NUTIDIGT KÆRLIGHEDSDIGT
Thi hvidheden
kan bedst beskrives gennem det grå
fuglen gennem en sten
solsikker bedst
i december
de gamle kærlighedsdigte
var beskrivelser af kroppen
de beskrev dette og hint
for eksempel øjenvipper
men det røde
skal beskrives
ved det grå solen ved regn
valmuer i november
læberne ved nat
den mest plastiske
beskrivelse af brød
er fremstilling af sult
heri er der
en fugtig porøs kerne
et varmt indre
solsikker ved nat
Kybeles bryster mave lår
en vældende
gennemsigtig beskrivelse
af vand
er fremstillingen af tørst
aske
ørken
den fremkalder et fatamorgana
skyer og træer træder ind
i spejlet
Kroppens
mangler sult
fravær
er beskrivelsen af kærlighed
er et nutidigt kærlighedsdigt
(Tadeusz Rozewicz, 1963)
I NOGEN TID
I nogle år
er processen med poesiens afvikling
accelereret
jeg har bemærket
at nye digte
offentliggjort i ugeskrifter
går i opløsning
i løbet af to-tre timer
de døde digtere
kommer hurtigere på afstand
de levende
kaster
i al hast
nye bøger af sig
som ville de stoppe hullet
med papir
(Tadeusz Rozewicz, 1964-68)
KAPITULATION
fra alle
mine tårne drømme
fra ordene
fra min tavshed
hænder der hvide flag
over mit had
over min kærlighed
over poesien
er der plantet hvide flag
fra alle
mure landskaber
fra fortiden
fremtiden
har jeg hængt hvide flag ud
over ansigterne
over navnene
over alle løftelserne og nedturene
vejer der hvide flag
ud fra alle mine vinduer
hænger der hvide flag
i alle mine hænder
holder jeg hvide flag
(Tadeusz Rozewicz, 1966)
FOLKET
Det reneste af alle jordens folkeslag når lynet
kaster
sit dømmende lys over det,
tankeløst og forslagent i dagligdagens hele slæb.
Uden barmhjertighed for enker og forældreløse, uden
barmhjertighed for gamlinge,
stjælende en brødskorpe for næsen af et barn.
Det ofrer villigt sit liv for at nedkalde himlens vrede
over
sine fjender,
med gråd fra kvinder og forældreløse lammer det fjenden.
Magten overlader det til mennesker med kræmmerøjne,
det tillader folk at komme til tops med en samvittighed
som
værten på et bordel.
De bedste af dets sønner forbliver ukendte,
de viser sig kun én gang for at dø på en barrikade.
Dette folks bitre tårer afbryder sangen halvt henne,
og når sangen forstummer, kommer nogen højrøstet med
vittigheder.
I stuernes kroge klæber en skygge, der peger mod hjertet,
udenfor hyler en hund mod en usynlig planet.
Et stort folk, et ukueligt folk, et folk med ironi,
der forstår at trænge frem til sandheden og tie
om
den.
Det slår sig ned på markedspladser, kommer spøgende
overens,
handler med gamle dørhåndtag stjålet fra ruiner.
Dette folk i krøllede huer, med hele sit jordiske gods
på ryggen,
der drager af sted mod vest og syd for at finde nye
bosteder.
Det har ingen byer eller mindesmærker, skulpturer eller
malerier,
men kun digternes ord og profetier båret fra mund til mund.
Mænd fra dette folk står ved deres sønners vugge.
Gentager fortsat og forgæves ordet håb.
(Czeslaw Milosz, 1945-53)
LOVSANG TIL DE KOMMUNALE MYNDIGHEDER
Jeg tale ikke fra det forfærdede menneskes postition
klagesange over denne hyper-hoch energi
der som bekendt
kan forvandle os til sølvregn
giver mig en dårlig smag i munden
som en anden provinsiel anekdote
prætorianerne
lader mig ligeledes kold
mig der har set for mange hængelåse af gammelt panser
kun gaseksekutorerne
dem med elektricitet
og
dem til hundetegn
disse
småtskårne
der plager os som naturlove
jævnligt
uden at afskrækkes af
vores arrogance
kun de
vækker respekt
(Andrezej Bursa, 1957)
MIN TRÆTHEDS JAKOBSSTIGER
Højere
i formenes trompetskrald
berøringens indlogeringer
alle I sansernes blåvejrsdage
...
Allernederst – er det mig
og netop frem af mit bryst
vokser
virkelighedens trapper.
Og jeg føler intet.
Ingen saft.
Ingen farve.
Jeg er ikke engang
en af
de bibelske helte
men værre end en flynder
klæbende
til bunden for at dø
med
åndedragets bundt af balloner
flygtende
opad
værre end kartoffelmoderen
der
slår sit
enorme
gevir ud som rodstokke
og
sidder skrumpet tilbage
næsten
forsvundet.
Slå mig
du min verdens konstruktion!!
(Miron Bialoszewski, 1956)
PAMFLET OVER BORGEREN
Faust lever ikke. Jeg, en borger i Utopia,
med bopæl halvt henne i det tyvende århundrede,
ønsker ikke at repetere livet i de rosenrøde drømmes museum,
jeg tragter ikke efter magt eller styrke og søger
ikke filosofiens sten, Jeg ved, hvordan det går med alle
generationer
af insekter
Jeg har nok i lidt udendørsunderholdning fire gange om året.
Født under en frysende stjerne, lykkens måske,
kan jeg i markedets skydetelt vælte tragiske figurer
og klistre drømmenes kulørte republikker ind i albumet,
under et gult flag kan jeg opdrætte duer
og på buffetens landkort afstikke grænserne for de mørke imperier.
Klokken fem om morgenen vækkeurets brummende bøn
og på markedspladsen chrysanthemer for de døde.
Jeg hører hvor den røde oktober slår med vingerne,
men jeg er virkelig ingen ridder med hætte og dolk.
Arbejdsom undertiden til det rabiate
efterlader jeg mig som den gentagne myre ikke varige høje.
Er det verdens undergang eller begyndelsen?
Lukket inde i et rum uden håndtag,
med begærets rådløse hvisken,
med drømmenes spådomme, forbandelser og knuste spejle,
venter jeg på kitindommen fra ukendte arter,
der ler ad mig med de mangeøjede afguders latter.
(Jarolsaw Marek Rymkiewicz, 1957)
BØRNENE
Man møder børnene på mindeaftener.
Man møder børnene på eksekutivmøder.
Børnene har erfaring.
Nogle ved ikke hvad en svane er.
Børnene er i besiddelse af legitimationspapirer. Fødselsattester.
Sygejournaler. Kopier af dødsattester.
Børnene vælger en leder som
holder en tale over temaet gyngeheste.
Børnene bortfører ministre og fly.
Børnene emigrerer til verdens ende.
Børnene angiver deres forældre.
Børnene kæmper for dukkernes rettigheder.
Børnene sidder i persianerpelse.
I luften svæver der lyserøde kager.
Børnene mindes Imperium Romanum
og nikke sørgmodigt med hovedet.
I nationens store børnehave
spiller børnene bold og
spytter kirsebærsten i hovedet på hinanden.
De sætter en kunstig sol i gang
der rejser sig som en formildende omstændighed.
På det tidspunkt lægger børnene legetøjet væk
og begynder flittigt at arbejde
på nye børn.
(Ewa Lipska, 1972)
HARPIKSINDSAMLING
(Leszek Sobocki)
Kroppen påtager sig ikke ansvaret for skader
der er opstået (første mundfuld) på grund af skjulte fejl i materialet
eller gennem forudgående lyspåvirkning (anden mundfuld)
for overgemte materialer og for beskadigelse af rygsøjlen
påtager den sig heller ikke ansvaret (tredje mundfuld)
så lidt som for udretning af knogler og andre imitationer
af naturlige bindeled (fjerde mundfuld) for farveændringer og
afblegning opstået under rensningen for fjernelse
af dele nærmere beskrevet i brugsanvisningen
(sidste mundfuld) i tilfælde af at tankerne ikke afhentes
inden
for terminen
overgår den benyttede genstand til Statens eje (mæthed)
(Julian Kornhauser, 1978)
DIGTE OM POLEN
Jeg læser digte om Polen skrevet
af fremmede digtere. Tyskere og russere
har ikke blot geværer, men også
pen, blæk, en smule følelse og overmåde
fantasi. I deres digte ligner
Polen en prangende enhjørring,
som lever af ulden i gobeliner, er
smuk, svag og ubetænksom. Jeg ved ikke,
hvilke mekanismer der har udløst denne illusion,
men også jeg, en nøgtern læser,
henrykkes af dette eventyragtige, værgeløse land,
der er føde for sorte ørne, sultne
kejsere, Det Tredie Rige og Det Tredie Rom.
(Adam Zagajewski, 1980)
MAKULATUR, UDRENSNING, SKROT
Fremtidens atlantologer,
Vore små sejre og store nederlag,
vore små sandheder og store løgne,
vore byer af papir,
vore uhelbredelige sygdomme,
vort radioaktive støv,
vore hjerters transithaller,
vore ufølsommelige sind,
vore små håb og store skuffelser
har virkelig eksisteret.
Disse kalkaflejringer
det var vore knogler.
Disse uforgængelige plasticgenstande
var ikke vore amuletter, men tjente
i vor daglige husholdning.
Disse sekskantede blokke med glasskærm
var ikke vore afgudsbilleder, selv om ofte
ved deres hjælp
vore viljeer blev knægtet
og vor karakter blev brudt
Det skete også,
at selv vore tanker blev aflyttet
Det er ligeledes rigtigt,
at vi formerede os som dyr
og vi fortærede vore brødre: planterne og dyrene
men anden mulighed havde vi ikke for at bevare
selve vor art.
Vi skulle ikke have slået hinanden ihjel
i den umenneskelige kimæres navn
der hedder en bedre fremtid.
Fremtidens atlantologer,
makulatur, udrensning, skrot
hvis DE overlever
vil de måske ikke give os det bedste vidnesbyrd
men vi eksisterede faktisk
- og var os dette bevidst
(Ryszard Krynicki, 1978)
NEJ
Det er kun ordet ”nej”, det ord, som får
sin bagage af smadrede knogler og udgydt blod
selv fra mørket i dit blod og dine knogler,
det er smertens ubevidste værk (alle rettigheder
eksekveret), hvis blodige kopier,
aftrykt fra knogler og sat med piskens typer, ark
gennemstunget af skuddenes tråd,
du hver dag kan samle op fra fortovet med et træt
blik, fordybe dig i med hændernes hjælpeløshed;
det er kun ordet: ”nej”, det sidste ord
i blodets domæne – du kender det kun straks alt for godt igen
når sværmen af projektiler letter fra løbene;
det er kun ordet ”nej”, hav det i blodet,
når det dråbe efter dråbe driver ned ad muren ved daggry,
jeg giver dig dette ord, som jeg vil give mit hoved
i pant på, at smerten er til, som jeg vil sætte min strube
ind for årernes og senernes og musklernes og hudens sag;
jeg læser nogle ord for dig hastigt skrevet sammen
af smertens bogstaver, af forvredne nerver om dem, der altid
står parat til at åbne en fremmed krops brev,
skære hudens konvolut op og bryde knoglernes kode;
det er kun ordet ”nej”, det sidste skrig
i denne blodets bøn, som jeg i dag fremsiger for dig,
og med hvilken jeg frasiger mig retten til at trække mig tilbage
(Stanislaw Baranczak, 1972)
(Lad os ikke
pakke oceanerne ind i bomuld. Ved Jess Ørnsbo. Vindrose. 1983)
Og sådan kunne vi blive ved med at trække fra denne forrygende
udgivelse fra den tid hvor danske forlag og forfattere kunne læse; fra den gang
for længe siden hvor poesien var andet end en akademiseret diskussion blandt rygklappende
karrierebefængte veltilfredse borgere udstyret med et minumum af forståelse for
sproget og derved digtningens skabende væsen.
Endnu en tak til Hr. Jess
Ørnsbo og Lad os ikke pakke oceanerne ind
i bomuld længere, mine Damer og Herrer,
Lad os ikke pakke oceanerne ind i bomuld!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar