Der findes en digter der rummer denne verden. En digter der kan vise dig vejen. En digter er alt hvad du behøver. Og igen – drop dit pladder om mysticisme forstået som noget dunkelt, utilgængeligt og lettere vanvittigt. Dette er den direkte vej til guderne; dette er en helt konkret handlingsvejledning. Vi tager et par indledende øvelser på gulv og får derved et par væsentlige misforståelse ryddet af vejen:
De gamle digtere besjælede alle den ydre verdens ting med guder eller genier, kaldte dem med navne, og udstyrede dem med egenskaber fra skove, floder, bjerge, søer, byer, folkeslag og alt hvad deres udvidede og mangfoldige sanser kunde opfatte.
Og i særdeleshed granskede de byers og landes genius og henførte hvert sted til sin åndelige guddom.
Til sidst var der bygget et helt system, som nogle benyttede sig af til at trælbinde folket ved at forsøge at udskille disse guddomme fra de genstande, hvortil de var knyttet, og give dem en selvstændig tilværelse; således begyndte præstedømmet.
Af poetiske fortællinger uddroges former for gudsdyrkelse.
Og endelig erklærede de, at dette var gudernes vilje.
Således gik det til, at mennesker glemte, at alt guddommeligt bor i menneskets eget bryst.
De jætter som gav denne verden sansernes form og nu lever i den som i lænker, er i virkeligheden den stadige kilde til dens liv og ophav til al virkekraft; men lænkerne er et træsk påfund af svage og fejge, som har evne til at modstå lidenskaben. Som det hedder i et af Helvedes ordsprog: Den svage i mod er stærk i list.
Den ene del af tilværelsen er da det frembringende, den anden det forbrugende. Forbrugeren tror han har lænkebundet frembringeren, men sådan er det ikke, han tager kun dele af virkeligheden og bilder sig ind, at det er den hele.
Men frembringeren vilde ophøre at skabe, hvis ikke den forbrugende ligesom et hav optog hans fryds overflod i sig.
Nogle vil sige: Men er ikke Gud alene skaberen?
Jeg svarer: Kun i mennesker, i de væsner som er til, handler og er Gud.
De to nævnte arter af mennesker findes altid på jorden, og de må stedse være fjender. Den der prøver at forsone dem, søger at ødelægge livet.
Kristendommen er et forsøg på at forsone de to.
Bemærk. Jesus ønskede ikke at forene, men at adskille dem, som det ses i lignelsen om fårene og bukkene. Og han siger: Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.
Messias eller Satan eller Fristeren blev tidligere antaget for en af dem før Snydfloden, som er lidenskaben i os.
Og så lige lidt ordsprog fra Helvede:
Den, der begærer, men ikke handler, avler edder og forgift.
Den hvis ansigt ikke lyser, bliver aldrig en stjerne.
Evigheden er forelsket i tidens skabelser.
Al sund føde fanges uden net eller fælde.
Ingen fugl stiger for højt, når den flyver på egne vinger.
Fængsler bygges med lovens sten, skøgehuse med religionens [min oversættelse] tegl
Løvens vrede er Guds visdom
For megen sorg ler; for megen glæde græder.
Ræven forbander saksen, ikke sig selv.
Hvad der nu er åbenbart for enhver, var engang en drøm.
Vær altid parat til at sige din mening, så undgår de lavsindede dig.
Vredens tigere er klogere end belæringens heste.
Vent gift i stillestående vand.
Lyt til tåbens bebrejdelser! det er en kongelig hæder.
Hellere myrde spædbarnet i vuggen end opamme golde begær.
Sandheden kan aldrig siges sådan at den forstås, uden at den også bliver troet.
(William Blake. Ægteskabet mellem himmel og helvede. Thaning & Appel. 1952)
Vil du kun det ypperste vil du William Blake, mine Damer og Herrer, William Blake.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar