Vi har nævnt det før. Vi nævner det igen. Det gamle Arenas bagkatalog er en imponerende række af uundværlige værker. Stort set ligegyldigt hvilket værk man dykker ned i oplever man som læser det vidunderlige at der bliver talt direkte til én; at der udelukkende bliver Talt om det væsentlige; at verden bliver et større sted at opholde sig i. Læg hertil at Arenas bagkatalog er smækfyldt med sprog- og formeksperimenter der får nutidens såkaldte smalle litteratur til at fremstå som anæmisk – en blodfattig og kraftløs omgang vrøvl på papir. Lad os tage endnu en tysker:
TYSKUNDERVISNING
For eksempel.
Når et italiensk fodboldhold vinder en stor, international kamp, undersøger de tyske fodboldreportere straks, om nogen af de italienske spillere er af tysk afstamning. Desuden påpeger de igen og igen, at diverse tyske fodboldspillere i Italien spiller særdeles godt fodbold.
Vi er kendt for at vide nøjagtig, hvordan paradis ser ud. Muligvis skyldes det, at vi aldrig har lært at spise morgenmad rigtigt.
For eksempel.
De tyske mandskor har deres sange. Adolf Hitler ejede en tysk schäferhund. Også i fredstid taler vi gerne om vores soldaters indsats. Som det blev meddelt i Bonn ligger Berlin ved Rhinen.
Vi tror fuldt og fast på, at alt måtte gå sådan, som det måtte gå. Og det er vi stolte af, for vi har stadig ingen anelse om vores bange anelser.
De tyske kroværter fryder sig, når gæsterne snakker om anden verdenskrig. Det øger omsætningen. Efter den tredje øl har udlændingene hjemvé efter Heidelberg.
Vi viser på et landkort turisterne, hvor Heidelberg ligger. Selv i regnvejr ser Heidelberg præcis sådan ud, som udlændingene havde forestillet sig Heidelberg i solskin.
For eksempel.
Den tyske nationalsang har tre strofer. Alligevel begynder den somme tider med første strofe. Vi kan kende melodien på trompeterne.
På forbundsmotorvejenes rastepladser er Tyskland særdeles smukt. De fleste tyske landeveje er anlagt sådan, at man selv med tophastighed kan se landsbykirken. Ordnung muss sein.
Kommunistforskrækken hører stadig til vores opdragelse. I skolen fortæller lærerne om Rusland. De fortæller, at mange russere forstår vores sprog.
Forældrene giver børnene alvorlige bekymringer.
I Tyskland, ser det ud til, er det altid kun de forkerte mennesker, der mødes. Det har vi øvelse i. Det sørger vores love for. Vi har endnu aldrig draget nytte af vores fornuft. Vi foretrækker det mørke tøj.
CDU. Græsplænen foran huset er slået. Velstand til alle. Hvidere går det ikke. Det er hovedsagen.
Vi er glemsomme. Kun i vores fejltagelser er der et gran af sandhed. Men det er der ingen, der vil være ved. Vi tror på ordnede forhold, dog ikke politiske.
Humoren er et specialistanliggende. I fjernsynet må de overtale os til at være muntre. Men så ler vi også, så tårerne triller, for vi vil for enhver pris tages alvorligt.
At det hele kun er halvt så slemt, det regnestykke går altid op her. Et af de morsomste ord i det tyske sprog er ordet ”revolution”.
For eksempel.
Den, der vil lære dette land at kende, han bør også snakke med barbererne. De er på lidenskabelig vis typiske for dette land. Der indgår meget raseri i deres uddannelse.
Dronningemoderen har det godt. Dronningen har det godt. Kongen har det godt. Også kongeparrets børn har det godt. Tyske aviser meddeler, at der nu atter hersker normale tilstande i Grækenland.
Den, der ikke er medlem af et parti eller en idrætsforening, anses her til lands for fredsforstyrrer. I Schwarzwald hilser spadserende på hinanden. Også naboerne har hund. Vi læser blandt andet en avis. I skriftestolen oplyses præsterne. En tysk dame er ikke en nøgen dame.
I enfamiliehusenes forhaver står der kulørte havedværge. Vores ministre ser sympatiske ud. Vi lever i et demokrati, siger man.
For fremtiden vil Tyskland ikke mere have nogen fortid. Da vi har haft for megen fortid, og da vi ikke er blevet færdige med fortiden, har vi helt afskaffet fortiden. Nu går det bedre for os.
For eksempel.
Vi har tilstrækkeligt med forbundspræsidenter. Middelhavet er atter en tysk badeanstalt. Der blæser ikke andre vinde.
Vi opfører os ganske vist, som om alle i Tyskland forstod noget af Otto Hahn, men ellers er vores ligegyldighed allerede næsten en historisk tilstand.
En enkelt flygtning er nok til at retfærdiggøre vores politiske fantasiløshed. Lighedstegnet mellem ”Germany” og ”Forbundsrepublikken Tyskland” er mere end blot en oversættelsesfejl.
Da vi finder enkle overvejelser så vanskelige, forenkler vi vanskelighederne.
For eksempel.
Ulykken forbliver de ulykkeliges privilegium. Arbejdet forbliver arbejdernes privilegium. Arbejdet forbliver arbejdernes privilegium. Politikken bør forblive politikernes privilegium, siger man i Bonn. men denne fortsættelser får følger. Pessimisterne kritiserer optimisterne. Og optimisterne kontrollerer pessimisterne. Sådan fungerer hos os det, vi forstår ved politisk dialog. Men en skønne dag vil det bestemt vise sig endnu tydeligere end hidtil.
Tyskerne ser ikke længere ud, som om de endnu i vore dage hed Maier og Müller. Så vidt er vi nået i mellemtiden. Og denne illusion kalder vi fremskridt.
Det er typisk. En smuk begravelse er vigtigere end rekreationsopholdet i Schweiz. Heller ikke den lille mand på gaden er blevet større.
Optisk er vi alle overordentlig påvirkelige. Den, der taler i mere end seks mikrofoner her, har selvfølgelig mere at sige end andre. De bedste argumenter svarer til den bedste påklædning. Disse forvekslinger har vi lært. Vi laver ikke politik. Vi vil gøre indtryk.
Vi bliver aldrig trætte af at bevise for hinanden, at vi egentlig slet ikke er, som vi egentlig er.
I Tyskland bliver utilstrækkeligheden robust. Vi forstår ikke spøg. Politiet hjælper sine venner. Ungdommen er en risiko, den tyske befolkning ikke vil løbe igen. Derfor talte vores regering om naturkatastrofer og vedtog nødretslovene.
Vi bærer vores skæbne som en uniform. Vi applauderer løgnen. Selv helt i skoven er den hos os af tysk eg. Nu kan vi igen kende jøderne ved første øjekast.
Wolf Wondratschek. Svinenes oktober. Arena. 1973
Ja, sådan er det når man åbner Arenas bagkatalog. Man aner aldrig hvilket rablende præcist billede af verden man vil blive præsenteret for. Vi præsenterer Wolf Wondratschek, mine Damer og Herrer, Wolf Wondratschek.
Og lige en afsluttende ide´ til hvem der nu forvalter det nuværende Arena: Drop jeres famlende udgivelsesprofil der de seneste mange år står svagere og svagere og genlæs jeres bagkatalog. Det er det niveau I engang havde og det er det niveau I burde få igen. I kunne jo begynde med en genudgivelse af de mange for længst glemte mesterværker der blot ligger og venter på nye læsere. At arve hvad I har arvet forpligter!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar