Hvilket ikke er nogen overdrivelse, men en ret så præcis
beskrivelse af situationen af i dag. I en tid hvor bøgerne spyttes ud af de
digitale trykkerier og alle store som små gerne vil kendes som kunstnere burde
der rent statistisk være flere værker af bemærkelsesværdigt niveau end der
vitterligt er. Situationen er som den er af flere årsager, men ingen af dem
specielt komplicerede eller svære at komme til livs, såfremt naturligvis
mennesket af i dag overhovedet er interesseret i litteratur som andet end endnu
et tidsfordriv. Lad os her holde os til de to væsentligste.
Sluk fjernsynet
Fjernsynet bliver sjældent nævnt i forbindelse med
litteraturen, men det er her vi skal finde den væsentligste årsag til
litteraturens forfald. Siden det første fjernsyn kom til Danmark er danskernes
tv-kiggeri eksploderet og intet tyder på at kurven vil blive knækket i den
nærmeste fremtid. Når størstedelen af befolkningen bruger flere timer om dagen
hver dag alle ugens dage året rundt på at sidde passive og i neurologisk
forstand bevidstløse foran en skærm, der ikke viser andet end fuldstændigt
ligegyldige livsstilsprogrammer og tåbelige realityshows med lav-IQ deltagere kun
afbrudt af en intetsigende Hollywoodfilm og den konstante nyhedskværnende
propaganda, kan det ikke undre at danskerne som folk ikke er i stand til at
producere andet litteratur end en litteratur der afspejler danskernes hverdag –
altså en ligegyldig litteratur der er lige så hurtigt læst som den er glemt.
Menneskets hjerne er skaberen af virkeligheden og en passiv, bevidstløs hjerne
befinder sig naturligvis bedst i en ligegyldig, tåbelig og intetsigende verden.
Hvis danske forfattere vil skabe værker af blivende værdi (og hvorfor stille
efter den næste Adler-Olsen eller Vibeke-Holst når man kan gå efter J.P.
Jakobsen, Kierkegaard og Preben Major Sørensen) skal de alle som en smide deres
fjernsyn ud. Og hvis den danske læser vil blive i stand til at følge disse
forfattere på deres ørkenvandring skal de gøre det samme.
Følg med
Vor tids mantra ”følg med” er blot kapitalens omskrivning af
det langt mere ærlige og præcise ”arbeit macht frei” og derfor også en af de
væsentlige årsager til at litteraturen (og verden) ser ud som den gør i dag.
Alle danske forfattere gør alt hvad de kan for at følge med – om ikke alle
andre så i hvert fald deres kollegaer. Det betyder at miljøet er så indspist
som noget i denne verden. Forfattere går til oplæsninger, debatmøder,
ferniseringer, litteraturfestivaler og hvad miljøet nu ellers finder på for at
samle tropperne. De læser de nyeste teoretikere, de nyeste forfattere (eller de
nyeste danske forfattere læser de ikke, for dem kender de jo personligt og så
er det god litteratur per se!), de nyeste –ismer fylder deres bevidsthed, så
det snart er umuligt at kende den ene fra den anden. Danske forfattere lever de
samme liv, besidder den samme information (og ingen viden kunne vi tilføje) og
har de samme intentioner om at blive en del af miljøet – koste så mange fadøl
det nu må koste. Forfatterskolen er blot en konsekvens af dette. Hvis man som
forfatter vil skabe andet end dårlige kopier af elendige originaler skal man
holde sig udenfor sin samtid, beskæftige sig med alt det ingen af de andre
interesserer sig for. Og i vore dage er det såmænd let nok eftersom ingen
interessere sig for noget som helst andet end at pleje deres såkaldte karriere
som forfatter. Hvorfor kaste sig over sprogteori, formidling,
litteraturhistorien og personlig såkaldt udvikling, når kvantefysikken,
neurologien, molekylærbiologien, sindssygen, myterne, de religiøse skrifter,
kærligheden, lidenskaben, mennesket, fortællingen, verden ligger fuldstændigt
ubrugt hen? Og hvis den danske læser vil blive i stand til at følge disse
forfattere på deres rejse til verdens indre skal de gøre det samme.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar