Vi kan se at kunstrådet har indkaldt til en omgang sludder for en sladder. Også denne gang skal det handle om kunststøtten som vi jo alle ved ikke fungerer som den åbenbart er intenderet. Det største problem i den henseende er at ingen tilsyneladende ved hvad intentionen er - ej heller kunstrådet. Så må vi ydmygt bede om at man de næste 4 år sløjfer enhver form for økonomisk støtte til litteraturen.
Lad os dog lægge hovedet på blokken og se hvad der sker. Meget værre end situationen i dag bliver det næppe. De få danske forfattere der har noget på hjertet vi ikke kan undvære som intelligente beboere i denne den bedste af alle verdener skal nok klare sig - det gør de jo for øjeblikket. Og alle de andre kan så med god samvittighed koble sig helt op på markedsmekanismerne og sælge sig selv sammen med det samlebåndsprodukt der alligevel er det eneste de kan levere.
Og skulle der være fortsat tvivl om hvilke forfattere der her tales om kan man jo blot kaste et enkelt blik på programmet for bogmessen som denne Festivalen for Almen Dumhed så arrogant kalder sig selv. Det er her og på denne måde de danske forfattere fremover må klare sig - blandt grillpølser, fadøl og gratis uddeling af præservativer.
Og det skal nok gå alt sammen. I skal nok overleve. Naturligvis kun indtil den evolutionære afvikling har gjort sit så tilstrækkeligt store indhug i den gennemsnitlige danske befolkning at de mere intelligente beboere begynder at diktere en hel anden verdensorden hvor ... ja, hvor verden og derved litteraturen er en helt anden.
Men som sagt: Det skal nok gå alt sammen selvom vi sløjfer støtten. Bogmessen vil fortsat være her; Gyldendal vil fortsat være her; bøgerne i supermarkederne vil fortsat være her; billige paperbacks i 7-eleven vil fortsat være her; skolerne vil fortsat købe alle de populære forfattere; DR vil fortsat invitere til interviews og debatprogrammer; akademia vil fortsat sætte jer på pensumlisterne og den læsende danske befolkning vil fortsat være tilfredse med at få deres indholdsløse hverdag afspejlet på de næsten blanke sider.
Vi anbefaler endnu engang at sløjfe enhver økonomisk støtte til litteraturen!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar