Det er faldet os i øjnene at beskrivelser af den danske litteratur ofte indeholder ordet sjov – og efter alt hvad vi kan dømme er dette ment som et kvalitetsstempel. At litteraturen skal være sjov forekommer os at være et overordentligt uambitiøst kriterium at stille. Betyder det at læseren helst skal kunne gnægge lidt i skægget, måske endda referere lidt af værket over middagsbordet og derved fremkalde smil på alles læber eller betyder det blot at værket ikke skal tage det hele alt for alvorligt og læseren derfor heller ikke behøver meget andet end at trække på smilebåndet på de rigtige steder og så ellers videre til næste sjove værk. Eller betyder det blot at litteraturen har lært af de sidste mange års oplæsninger og performances der som alle jo ved fungerer bedst hvis man kan få forsamlingen til at grine højlydt – evt. ved at oplæseren ifører sig en bemærkelsesværdig hat eller selv agerer dåselatter når det er nødvendigt med lidt socialt fællesskab. Sjov ... sjov ... det lyder som en reklame for et af DRs mange såkaldte underholdningsprogrammer der for øjeblikket fastholder den danske befolkning i en tilstand af ren apati weekenden igennem. Det lyder end ikke som en litteratur der tager sig selv alvorligt endsige en litteratur der vil være i stand til grundlæggende at forandre et menneskes liv. Sjov ... er litteraturen ikke andet end en lidt langtrukken vits? Sjov ... er litteraturen morsom tidsfordriv? Sjov ... en sjov litteratur. Ja, vi forstår ærlig talt ikke hvad det er der foregår.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar