Rygtet siger at det helt hippe for de hippe er selvbiografisk litteratur. Det er vel Knausgårds salgstal der har vakt genlyd i de hippes tomme lommer. Og lad os da få noget selvbiografisk litteratur. Lad os dog få noget liv på papiret, men lad os dog kun få levet liv på papiret – ikke blot de sædvanlige livsfornægtende og teoriforfægtende refleksioner over det der kunne have været en erfaring havde forfatteren blot levet som det menneske han eller hun var bestemt for at være fra fødslen af; uafhængig af tid og sted.
Det kan jo lade sig gøre, det er gjort og det lader sig gøre igen. Vi anbefaler at man lader Knausgård kæmpe sin egen kamp og i stedet kaster sig over Henry Millers tidlige værker, alt af Saroyan, Hemingways noveller og Brian Barritts Hvisken og på dansk grund naturligvis Hærværk af Tom Kristensen og lige så naturligvis Susanne Brøggers trilogi Creme Fraiche, Ja og Transparence. Fortsæt med Morten Nielsen Breve til en ven, Knud Hjortøs Syner (symbolisme, min bare røv. Erfaring!) og til slut giver du din ikke-læsende bedste ven Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen.
Og hvad er det så der udmærker alle de her nævnte selvbiografiske værker ... deres forfattere levede alle livet og så skrev de; satte sig selv på tilværelsens spids; fandt de klipper der var og hoppede ud; lod tiden være tiden og fandt deres egen.
At være lidenskabeligt tilstede i sit eget liv er en nødvendig betingelse for at selvbiografisk skriften også har litterær kvalitet. Blot at være i live og så skrive lidt, mens man i sin fritid hænger ud med vennerne og taler om stort og småt, men helst kun det lige midt i mellem er ikke nok.
Giv os nu lidt liv, kære forfattere.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar