Som de opmærksomme læsere vil vide har Istedgades boghandel startet forlag. Første udgivelse var digtsamlingen Dvæler ved sort af debutanten Simon Latz (udsolgt fra forlaget. 3. oplag under udgivelse). Samtidig er der for 2012 planlagt en lang række udgivelser; dels genoptryk af nu glemte danske perler, dels både digtdebuter og romandebuter ligesom værker af Preben Major Sørensen og Birgit Munch gerne skulle se dagens lys. Det er Istedgades boghandels klare intention udelukkende at beskæftige sig med kvalitetslitteratur og overlade kapitallitteraturen til de mere kyniske opportunister.
Og nu til Jan Hjort; denne forrygende og stort set ukendte danske digter. Efter mødet med Jan Hjorts seneste udgivelse nipsonanomimataminonanopsin fra det hedengangne (måske genopstandne?) forlag 28/6 satte boghandlen alt ind på at åbne denne digters univers for den famlende litterære offentlighed.
Jan Hjort debuterede i 2001 og har udgivet 3 digtbøger, lyrik+fysik (Getrax), narkotika (som art money) og nipsonanomimatamimonanopsin (28/6). 0’erne er et udvalg af omredigerede og nyopsatte tekster fra disse og er derfor både et udvalg og en ny digtsamling i sig selv. Hvor den nuværende danske lyrik synes fuldstændigt blottet for andet end formfuldendte indholdsløse hverdagsbetragtninger slynges læseren hos Hr. Hjort rundt i et pulserende og kraftfuldt univers der både indholdsmæssigt og sprogligt sprænger læserens vante forestillinger om hvad et digt kan og ikke mindst kan gøre ved sin læser. Vi har her at gøre med en ambitionsbevidst digter, der ikke er bange for at lægge hovedet på blokken og satse alt.
Bogen er trykt på tykt, glittet papir i et mikrooplag på foreløbig 150 eksemplarer. Omslaget er tegnet af grafikeren Jørgen Kraglund. Motivet forestiller en siddende kvinde der frimodigt lader vandet og er skabt af Barbara Buscanan, medindehaver af cocktailbaren Barbarellah i København.
Vi skal yderligere gøre opmærksom på at samtidig med udgivelsen af 0’erne udkommer også Mr. Nobodys nyeste digtsamling, Vertigo på forlaget After Hand, i næsten samme udstyr. Dette værk anbefales ligeledes på det kraftigste af Istedgades boghandel.
Fakta
Jan Hjort
0’erne. Stilbilleder til to millennier
ISBN 978-87-994512-1-0
64 s. / 150 kr.
Udkommer 11. 11. 2011
Kan bestilles på www.istedgadesboghandel.dk (ligeså snart vores hjemmeside igen vil som vi vil) og indtil da på istedgadesboghandel@gmail.com samt naturligvis i Istedgades boghandel,
Der uddeles ingen gratis anmeldereksemplarer. Forlaget forventer udsolgt. Interesserede anmeldere er velkomne til personligt at afhente et eksemplar ugen før udgivelsen mod den nette sum af 130 kr. + 20,- anmeldergebyr (lad dog din chefredaktør gribe til lommerne – kun en rimelig udgift, hvis man vil nasse på litteraturen for at sælge aviser!)
Reception 12. 11. 2011 i Istedgades boghandel, Istedgade 67b, 1650 København V. kl. 15-18. Alle læsere er velkomne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar