Ja, populær bliver han vel aldrig. Ja, en bestseller bliver
han vel aldrig. Ja, anerkendt som en af de største danske forfattere bliver han
vel aldrig. Ja, læst af andre end de få intelligente bliver han vel aldrig, men
det skal da så absolut ikke afholde os fra endnu engang at plukke lidt fra
dette vægtige forfatterskab.
”Jego!” siger Gydja.
”Nej, nu vil jeg sgu høre noget om byen her. I kan få de
fleste dage til at gå med endeløse og ret indholdsløse diskussioner om den. Nu
må det for en gangs skyld være min tur. Og der må I da sagtens kunne klare, for
I er jo så frie.”
”Ja, vi er frie.” Det er den lille frøken Lupa, hun siger
det uden at slå med nakken, men i et tonefald som om hun gjorde det. ”Vi er
frie fordi vi har diskuteret og kæmpet os frem til vor frihed.”
Jego ser ikke på hende.
”Er det sådan,” spørger han, ”at en borger her i byen med al
sin udi de helt store diskussioner tilkæmpede frihed på den frie næsedag i
stedet for at afgive sin næse til én, der skal regere med ham, kan give den til
sig selv? Det kan jo udmærket tænkes, at han ikke har lyst til at blive regeret
af andre.”
”Friheden består i, at man kan afgive sin næse eller lade
være. Man kan selvfølgelig ikke give den til sig selv ... medmindre man er
opstillet som kandidat for et parti. Men som sagt, det står enhver frit for om
han vil afgive sin næse eller ej.”
”Hvis han ikke afgiver den, så bliver der alligevel regeret
med ham, ikke sandt?”
”Selvfølgelig.”
”Så finder jeg det mere frit at være fri for denne frihed.”
”Du forstår simpelt hen ikke systemet,” siger Gydja.
Du har ret. Jeg forstår det ikke.” Jegos øjne er ildevarslende
mørke. ”Jeg begriber heller ikke, hvad I forstår ved det.”
HOLGER
HANSEN. DE SANSELØSE. 1979
Naturligvis er det igen Hr. HOLGER HANSEN, mine Damer og
Herrer, HOLGER HANSEN!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar