SOM FÅR OG PAPEGØJER

I kan citere alle de akademiske teoretikere I nu vælger at citere men det ændrer ikke ved det faktum at I ikke aner hvad I snakker om når I snakker om litteratur. Man kunne tilmed fristes til at sige at jeres citeren netop  er et tegn på netop dette – at I ikke aner hvad I snakker om. Opdraget som I er til at tro at citater viser saglighed, at uddannelse betyder viden, at hvad alle andre har godkendt som sandt netop derfor er sandt, at blot fordi I kan sige noget er dette noget  qua  jeres ligestillingsbefængte eksistens på denne jord væsentligt og relevant, vil det ikke være muligt at lede jer ud af vildfarelsen uden en vis fare for at I går til allerede under den indledende optænding.

I er alle ud af den skole vi andre så gerne så brændt ned til grunden – også kaldet DANMARK. Alle officielle sandheder de sidste 250 år er jeres sandheder; I har skrevet som I forstod, I har læst som I forstod, I har forstået som om I forstod. I forpester ånden; I bidrager til forfaldet, I forsvinder uundgåeligt.

Hvilke genier har I ikke begravet i jeres klogskab? Hvilke sandheder har I ikke brændt på enighedens bål?

 ”Sproget er en brugsting, der ofte bliver brugt uden at den, der bruger det, ved, hvad han bruger det til.

Som papegøjer rent fonetisk og uden forståelse efterligner mennesketale, siger også vi ting efter samme princip.

Får bræger f.eks. lyd som bæ og mæ, og et almindeligt menneske går ud fra, at disse lyds første konsonantiske element er en læbelukkelyd, men det er en fejltagelse; fåret lukker slet ikke sine læber, men frembringer b´et og m´et med åben mund og ved hjælp af andre virkemidler; fårets mundhule er forskellig fra menneskets, ligesom det almindelige menneskes hjerne har udviklet sig helt anderledes, end tilfældet f.eks. var med Kierkegaards og Feuerbachs. Når den danske borgerdyd med salvelsfuldhed og stor selvglæde citerer disse to filosoffers læresætninnger, svarer meningen bag den lyd, borgermanden frembringer, nøje til fårets fonetiske lydfrembringelser. Fåret ved ikke, at man skal lukke læberne, når man siger b og m, og ligeledes ved borgerdyden ikke, hvad meningen og konsekvensen er med og af det, den citerer .

Har et lille barn lært at løfte armen, når dets moder spørger: ”hvor stor er du?” så er der tale om dressur, ikke om forståelse. Abstrakte begreber som stor, større, mindre eller lille fattes begribeligvis ikke af små børn. Barnet har blot lært, at man er rar og siger dik dik dik, når det løfter armen ved denne bestemte lydsammensætning. Således også med almenhedens forståelse af den medmenneskelige individualitet. De såkaldte gode samfundsmennesker har blot lært, at de (for tiden og stedet) er gode, når de siger sådan og sådan ved den og den lejlighed; at de beundres (af hinanden), når de udtrykker en forståelse, de ikke forstår et kvidder af.

De har selv indrettet tingene sådan, at de kan vælge ét ud af to: enten at blive gode og værdifulde gennem forhyklet forståelse og eventuel medfølelse, eller at blive gode og moralsk uangribelige gennem det modsatte: forargelsen.

Løft hånden, lille ven ( ligegyldig hvor højt eller hvordan), og du er stor.

STOR!

LILLE VEN!

Dik dik dik ...”

                                                                                         HOLGER HANSEN. GALSKAB. 1964

Åhh, de citater ... de satans citater!

KH

Thomas

Istedgades boghandel