Du kan naturligvis ofre livet, det eneste du har, på din samtids hellige alter mens du råber frihed, lighed og broderskab og marcherer den slagne vej til lejren sammen med alle de andre idioter. Eller du kan rense dine øjne, pudse dine briller, få et nyt syn på de gamle begreber, den gamle verden og således allerede begynde at synge en anden sang, din egen sang.
Der er noget du skal i denne verden, du har en opgave. Spørgsmålet er om du overhovedet er i stand til at lytte når skæbnen kalder, om du har modet til at se denne nye verden, om du har vænnet dig så meget til lænkerne at du slet ikke ønsker at blive fri?
Vask din hjerne ren; hjernevask dig selv og begynd med Holger Hansen:
"Jego holder foredrag, ikke for en forsamling, ikke i Morguebygningen, ikke for dem han taler til, men for sig selv, for selv at forstå sig selv, det vigtigste af alt i livet. ”Der tales meget om forureningen,” siger han, ”og det er en god snak, for det er ikke længere til at få fat i sandheden for bare snavs. Men las os stikke vore nøgne tæer ned i møget, bore vore ben dybt ned i det, så dybt, at vi til sidst får fast grund under fødderne, og lad os så skovle al forureningen omkring os væk, alle vore hellige ideer, alle vore idealer, al vor opdragelse, staten og hele statsapparatet, religionen og de manifesterede ideologier, alt møget, hele forureningen, så vi endelig står på den bare og faste grund med ren jord mellem tæerne, og lad os så se, hvad virkeligheden er, hvordan den ser ud, virkeligheden om vort liv – og meningen med det. Og vi vil pludselig, når vi først har ren jord mellem tæerne og står på den faste grund, forstå, at livet begribeligvis ikke er et etisk anliggende, som religion og stat altid har gjort det til; noget så ustabilt og ubestandigt, så flygtigt og flagrende, som almindelig etik kan livet selvsagt ikke hvile på, ej heller kan meningen med det være trygheden i en lun hule, et par sikre måltider hver dag og lidt underholdning for ånden hen under aften med ”fri debat” i Morguebygningen, det kan heller ikke være misundelse, ærgrelse over at nogen har og kan lidt mere end én selv, livets mening kan ikke være at vi alle skal kunne det samme og have det samme. Alt dette er jo bare tosserierne som har forurenet vor virkelighedsoplevelse og gjort vore liv ét med forurening. Når vi, som nu, ser bort fra al falskheden, kondemnerer de gamle og nye løgne, har ren jord mellem tæerne og fast grund under fødderne, da træder sandhedens konturer frem af den forurenede dis, vor egen individuelle og boblende frihedstrang og begærlige livslyst, og har vi bare én gang fået øje på konturerne af denne den egentlige sandhed, da kan ingen oftere gøre vore liv til et etisk anliggende iført politiske diplomatfrakker eller religiøse gevandter, det skal vi nok selv gøre, ingen skal længere gøre os lige med andre, det skal vi nok selv gøre – og netop det er sandheden, sandheden man har begravet under al forureningen, og hvor man får øje på den, når man for en stund har fast grund under fødderne og ren jord mellem tæerne; vi vil vor egen etik, vor egen lighed – og disse ting er kun noget værd, når de kommer fra os selv – vi vil dem, vi vil vore egne afgørelser, vore egne livsytringer, vore egne liv ... Men vi lever i en så forurenet verden at ingen næsten mere kan se det.”
HOLGER HANSEN. DE SANSELØSE. OLSEN & OLSEN. 1979
Det er De sanseløse, Mine Damer og Herrer, De sanseløse. Det er HOLGER HANSEN, mine Damer og Herrer HOLGER HANSEN.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar