ET SVALENDE SYREBAD

Der findes poesi der fungerer på det menneskelige sind som et svalende syrebad. En poesi der skærer igennem og efterlader verden nøjagtig lige så nøgen som da mennesket første gang sagde farvel til træerne og satte sine ben på jorden.

Denne poesi er som oftest stærkt kritisk overfor sin samtids sandheder, hvilket vil sige gennemsnitsmenneskets sandheder til enhver tid. Denne poesi er som et baseballbat i ansigtet på magthavere og meningsdannere af alle arter. Denne poesi er revolutonens poesi.

Lad os drage ud i smagens ørken

Smagen, noget godt, de gode vine, talerne, succeserne, det højst groteske ved begejstringen for ens nationalitet, for æren – Jeg giver kun mit æresord for at lyve – er for mig lig med væmmelse, efterfulgt af kvalme. Jeg holder mere af en pattegris end af et medlem af Videnskabernes Selskab, og jeg får sure opstød, når jeg betragter de kalkuner, påfugle og gæs, som udgør den øverste del af samfundet. Den velkendte pligtfølelse, iblandet en god opdragelse! Der er folk, der lever i dens evige forstoppelse, og det får dem til at stinke ud af kæften, for den kan kun absorberes af en række berømte lig, i bronze eller marmor, på vore offentlige pladser: Jesus Kristus Stradivarius, Napoleon røvhullet, Spinoza sovepillen, Nietzsche onanisten, Lautréamont sodomisten. Politikken fuldender undersøgelsen af den luftballonlethed, der kendetegner jeres såkaldte intelligens, jeres hjerner er ligesom kamel- og krokodillebjælder, støjen fra jeres sætninger hænger på jer som lyden fra de klokker, køerne har om halsen, og som klemter, når de stiger ned fra overtalelsens bjerg.

   Over-kvinder, over-mænd, under-kvinder, under-mænd, jeres hår bliver hvidet, og jeres tanker forbliver mørke.

   Hjertets tanker, sindets tanker, hjernens tanker er bare automatiske kemiske reaktioner; strømmen, som får dem til at virke, kommer fra jer selv, fra solen eller Storebjørn; Storebjørn fortæller, solen fortæller, og vi fortæller om vores fordøjelse og forstoppelse. Jeres overvejelser, kære læserinder, om de så er anti-fornuft eller anti-sandhed, er rene konventioner om det absolutte, som igen blot er en konvention.

    Himlen sover på vores ryg, og vi bærer den for at blive stærke! Fejltagelse! Carpentier er ikke stærkere end et barn på to år, rummet og tiden har samme varighed, en tyk, tynd, ung eller gammel kvinde, det kommer ud på ét. I en fortsat bevægelse søger I holdepladser, imaginære trappeafsatser, hvilket vanvid!

I stor stilhed

I skælver for Kristus, I er alle gode jesuitter.

Fænomener

Intelligensen er officiel, ærede selskab. I ønsker fænomener: maleriets skæggede dame eller litteraturens små kykloper. Alle kunstnere er pukkelryggede; spilledåsepukler, modtagelige for rytmerne fra kastagnettelivet. Barnums fænomener er det monstrøse skønmaleris ufrivillige og internationale bolsjevikker; de får os til at tænke på evolutionens ophør, på tankens sygelige forstørrelse, der med større nydelse kan fremkaldes af morfin eller opium. Alle fænomenindividerne vil være ”opium” eller ”morfin”, andre, der er mere praktiske, sælger deres charlatansignatur som Muhammeds hår i røven eller et stykke af Jesu kors, mærket af snobbernes overtalelse.

Det betryggende udseende

Er I lykkelige? Forestil jer, at der ikke var nogen fremtid, livet er nu,

og der er ikke noget nu.

En forgiftning er altid moralsk

Kun forældrenes forgiftning er umoralsk.

   Gå en tur, vogtere over de Skønne Kunsters uddannelse, de kapitalistiske metoder; frivilligt eller ufrivilligt vil I gøre livet til en kirkegård for nyfødte, I ønsker væsener, der er underkuede af jeres dårlige eksempel; det er udelukkende ejendomsbegær.

   Faderen og moderen råder ikke over deres børns død, men fædrelandet, vores anden mor, kan ofre dem efter forgodtbefindende til politikernes største ære.

Menneskets smukkeste opdagelse er sodabikarbonat

Alle skabningens væsener er nyttesløse, deres kærlighed ligner sneen, der smelter om foråret.

   Regnfulde dage ligner ferierne.

   Jeg overgår amatørerne, jeg er over-amatør; de professionelle er lortepumper.

   Alle de malere, der findes på vores museer, er maleriets tabere; man taler kun om taberne; verden kan opdeles i to kategorier af mennesker: taberne og de ukendte.

                                                                                       (Francís Pícabía. Jesus Kristus Rastaquouère. Bebop. 2002)

Du kan naturligvis blot trække lidt på smilebåndet og kalde det DADA eller surrealisme eller google forfatteren og blive imponeret over hans liv og levned og ikke mindst sociale omgangskreds. Du kan forsøge at proppe ham ind i en note i din næste universitetsopgave eller sætte et af digtene på forsiden af dit speciale eller blot stille værket på hylden igen og ikke tænke noget videre. Det kan du; det gør du måske endda og fred være med det.

   Til alle jer andre: Francís Pícabía, mine Damer og Herrer, Francís Pícabía!

KH

Thomas

Istedgades boghandel