RÅBEN

Hvad kom der egentligt ud af det såkaldte ungdomsoprør i 60érne og 70érne udover en ret forrygende rockmusik? Hmm, vi fik Christiania og derved en mangfoldiggørelse af hashens velsignelse og det er vel det bedste vi kan sige om den tid. Verden ændrede sig ikke en tøddel og allerede i 80érne var de fleste såkaldte hippier hoppet på yuppievognen og kommunisterne forsvundet i den store akademiske pølsefabrik. Men hashen fik vi og tak for det!

   Af litteratur fra den store verden kom der ikke meget der er værd at beskæftige sig med, og det værk der er værd at beskæftige sig med kender ingen i dag. Det skæve og rablende værk Hvisken er fuldstændig ukendt for langt de fleste den dag i dag.

   Ja, ja, sådan går det jo når vi har at gøre med det glemsomme og travle menneske. Det skal dog ikke fraholde os fra at råde bod på den lille fejltagelse. Et par uddrag bør være nok til at få denne klassiker placeret hvor den hører hjemme:

JOBS BOG

”Høje ret, den sagsøgte pusher cannabis, den mest dødbringende afart af den vane-dannende-sinds-kræft-voldtægt fordi den fører til alle andre som for eksempel en Calcutta-alfons. Pushere har kun ét mål: at lokke uskyldige børn i deres slibrige kløer, befamle dem med fedtede sexfingre og tvinge dem til usigelige depraviteter for junk. derefter bliver de skændet af nekrofile sjakaler, røvpulet af Zombier, eksporteret til Matto Grosso og ædt af kannibaler. Mange er de ånder der vandrer over malariafyldte sumpe og jamrer efter Maudsley´s og Tooting Bec´s kliniske ro. Mange er de blege genfærd der strejfer i den brændende junglenat og forbander den dag hendes uskyldige pupiller udvidede sig ved synet af en pusher.

   ”Pusheren er en nær ven af Mafiaen, javanesiske og persiske slavehandlere, sortkuntnere, hekse, troldkvinder, sejdkogersker, depraveret aristokrati fra tyverne og de kriminelt sindssyge. Han står i nær kontakt med enhver drug-kilde på kloden. Ved hans orgier sutter ætiopiske eunukker på sølvvandpiber på persiske tæpper, snakker med drager og fiskemænd over en hors-d´oeuvre af hashbolsjer og bencedrin, nøgne slavepiger danser med kæmpestore møl på drejende elfenbenssokler og fodrer afghanske hunde med afrodisiakum. Dværge med gule turbaner spiller på lut og rister opium til kinesiske mandariner. Orientalske segl og hieroglykoder går rundt fra kinesiske junker. Tong´er koger hest på papirlygter med voksgule fingernegle, fremmaner terrasserede rismarker og Kung-fut-tse-skrifter til åndetavler, drømmer om forfædres valmuer i grøn røgelse og tibetansk bøn.”

   Hør næste gang om endnu en spændende inkarnation i Lobsang Ravi´s liv, Pusheren fra de Snedækkede Højder, Jadebjerget og Interzonen, mens han pusher over verdens tag på langhårede yakokser til eremitter i tilfrosne huler og ensomme klostre i afstrissede højder.

   ”Sammenfattende, høje ret, denne mand har erkendt sig skyldig i besiddelse af en stor mængde kriminel-vanvid-orgie-sex-opkast-undergang sammenbrygget med en sult-voldtægt-afmagret-tiggersnusk til deres narko-udpint-barn-selvmord-datter. I en vanvittig lidenskab forsøgte han at fordærve galaksen og gøre det muligt for fremmede væsner fra forbundsfrie asteroider at vende op og ned på vores elskede dimension. Jeg henleder den høje rets opmærksomhed på at den mand der står foran Dem er en moderne inkarnation af Kali selv, et uhyre opfostret med opiumholdigt blod tappet fra de faldne vener og rykkende lemmer hos deres yngste og uskyldigste børn.”

#

AVE MARIA

Børn der leger, grusomme lege,

dirker der leger at være dirker,

fanger at være fanger.

De ser aldrig hinanden,

de har travlt med at se sig selv.

Bolden hopper, legen går videre.

Og den tavse tilskuer

der ser til fra din Djævleø

leger den tavse tilskuer

der ser til fra sin Djævleø.

   Dette er B-fløjen, hvor sindslidende fanger udspørges af sindslidende psykiatere der stiller den diagnose at de er raske nok til at blive sendt i fængsel indtil de bliver gale som straf for noget de alligevel ikke bevidst har gjort. Psyke diskuterer vanvid med Broadmoor´s bedste hjerne, kandidater fra Rampton og private universiteter for stærk sindsyge. Ånder fra ituslåede omstillingsborde diskuterer med deres arketyper i kolde korridorer af stille venten: ”Jeg slår ham ihjel, moar, moar, jeg slår ham ihjel, moar, moar.”

   Rundt om spionhullet i døren er der tegnet en lille mand uden tøj på der bøjer sig ned. Når dirken kigger gennem det kommer et blåt øje på mirakuløs vis til syne i hans røvhul. Denne anale undersøgelse har til formål at kontrollere om jeg er ved at hænge mig, skære pulsåren over, eller tilintetgøre mig selv på en eller anden original måde man ikke tidligere har hørt om; drukne mig i natpotten eller æde mig selv. Alle konventionelle hjælpemidler til selvmord er blevet fjernet, men jeg har fået en seng med omkring 200 spidse fjedre. Dette er udtænkt for at stille intellektet overfor et paradoks noget i retning af et Zenbuddhist-Koan, for enten at ryste mig til en oplyst borger eller også spolere mig fuldstændig, det viser dyb psykologisk forståelse at ingen der er indoktrineret med vestens renlighed kunne spidde sig selv med disse urin-rustne fjedre.

   Der mangler imidlertid et ret stort antal i min seng og Marias enorme genitalier der ligger mod min lænd hænger ned som en Bombay-ludders kød. Nogle madrasser har kønshår tegnet med kuglepen, som stråler fra solen, afbildende både anus og vagina (for folk med kløftede pikke, antager jeg), og skumgummipuder har læber.

   Maria var den sidste kærlighed. Før den kom et udvalg af delvis udviskede navne – Kilroy var hér – der strækker sig bagud gennem en uendelighed af orgasmer til den dag hun først blev kneppet. Der er tegnet hjerter på hendes mave med pile igennem og langtidsindespærrede sindssyges initialer er tatoveret på hendes kønshår. Fortrolige med det grufulde spiller lommebilliard og taber altid, skizofrene testikler skændes over orgasmer, savler af blå erektioner gennem huller i hestehårsmadrassen. Som solen der skinner ligeligt på helgener og syndere, giver hun til alle der trænger til hende uden forskel, skifter navn og skikkelse efter sine elskeres behov. Jordgudinde for selvbesmittelse. Maria Onan.

#

LUNA-TID

 Den ansvarlige kontorist trådte ind i Luna-tiden da han kværkede en farvet maskinskriverske på Metropolitan-linjen, den travle husmor da hendes barn blev mast under en lastbils skridfaste dæk, forbrugeren knuste med målbevidst kraft spejlet og kunne ikke komme tilbage. De er alle sammen i Luna-tiden med deres fortid og fremtid indviklet i bobler af ufødt erindring og gudernes og djævlenes alter i det tomme rums mægtige implosion.

   Jackson er en lykkelig mand, økonomisk-velfunderet-kone-yndig-børn. Godt forsikret og respektabel, intet at bekymre sig om.

   ”Godmorgen, Jackson.”

   Og gradvis går det op for ham at de egentlig er ligeglade, det er bare en række bogstaver der holdes sammen for at forhindre dem i at vandre ud i det utænkelige. En sammensværgelse af minihjerner der tapper hans manddomskraft og gennemsøger hans skæbne efter et glimt af mening. en ensom mængdes forpinte skrig, nedfald af Amplex og tuberkuløse blikjulekort, klorofyl, våbensmuglende eskimoer fra napalm-hærgede nonneklostre i Sarawak og pingvinvralten.

   ”Nikke dikke lorte borte tit tit.”

   Så han hænger sin kollega, sprætter maven op på sin sekretær, parterer kontorkatten, maler med hendes blod billeder der viser solens undergang, og bliver spærret inde på en anstalt for tid og evighed – dom der er fortløbende. Linen er brudt, han træder ind i Luna-tiden. Eminent fysiker der studerer THC-molekyle, slipper til alkymisme, giver sig i kast med massivt guld, træder ind i Luna-tiden. Udtørret gammeljomfru gør det med stor blåviolet neger, linen er brudt.

   Under nattens lukkede øjenlåg i Luna-tidens dyb lever Heksefisken i koldt saltvand på bunden af verden. Den har ingen underkæbe og undersiden af dens tunge river rådnende fiskekød fra rygsøjlerne af de forlængst kasserede døde. Fire hjerter slår deres kongotrommer med stammemeldinger til instinkter og spasmodiske spiraler imellem slimindlejrede kramper af blind frygt. Den slår knuder på sit eneste lem for at fjerne forsvarets forrådnelse og velsignes af flokkene af bregner og søanemoner der æder dens afføring.

                                                                                                                    (Brian Barrit. Hvisken. Arena. 1972)

Vi anbefaler på det kraftigste at læseren springer værkets sidste par sider over. Her er det Timothy Leary der forsøger sig som digter (og det endda sammen med sin kone) og lad det være sagt kort: han er talentløs! Og stod han foran os i dag ville en knytnæve i ansigtet være på sin plads. Det hører ingen steder hjemme sådan at hægte dødvægt på et værk der for sig selv flyver højere end Timothy Leary nogensinde gjorde på selv det stærkeste LSD.

 Hold dig til den ægte vare, hold dig til Brian Barrit, mine Damer og Herrer, Brian Barrit.

KH

Thomas

Istedgades boghandel