tirsdag den 4. februar 2014

DAMPBOBLER FRA DYBET

Nu hvor en diagnose og fast seng på den lukkede er om ikke en nødvendighed for udgivelse, så en gevaldig stor hjælp kan det måske være en trøst for de intelligente læsere at vide, at der faktisk kan komme noget ganske fornuftigt ud af en forkrøblet hjerne.
   Det er således ikke en naturlov at skrivende mennesker med et noget anstrengt forhold til virkeligheden og de etablerede såkaldt sandheder skal opgive fornuften og overgive sig til piller og navlebeskuende ligegyldigheder.
   Vi overlader ordet til endnu en glemt forfatter. På god gammeldags vanvittig facon springer vi frit rundt i systemet. Velkommen til den lukkede afdeling!


Omkring livet har jeg et bælte, der holdes sammen ved hjælp af skrue og møtrik. Bælteskruerne er de eneste skruer her på stedet, der aldrig er løse. De er altid forsvarligt skruet i.
   I bæltet er der to jernringe, gennem hvilke der føres en tommebred, durabel læderrem. Også den fastholdes ved hjælp af jernbolte.
   Ganske vist kan den rives over. Men dels fordrer det en ryg som en okse, dels har de jo flere remme på lager, så det er der ikke megen fornøjelse ved. Alligevel har jeg set adskillige lege den leg.
   Ja, jeg har set en engang rive to remme over samtidig. Jeg glemmer aldrig det syn. Han drejede sig om i bæltet og spændte ryggen imod. Begge remme sprang som bomuldstråde. Det var pragtfuldt!
   Og så gik han an.
   Først for han hen og fejede alle Karens medicinflasker på gulvet. Så tog han et bord og hev det gennem vinduet. To lamper gik der også. Han nåede virkelig at få udført et propert stykke arbejde. Der var nemlig ikke mere end to plejere på afdelingen den dag.
   Først da der kom forstærkning (de var til sidst fem mand om ham), fik de ham overmandet. Og det sjoveste ved hele historien er, at det var en dreng på enogtyve år, en ung matros, der hadede alt og alle, fordi han ikke måtte komme ud. Han var vist slet ikke egentlig sindssyg. Smadrede blot demonstrativt alt, hvad han kom i nærheden af, fordi han skulle spærres inde. Og så var der jo ikke andet for end at spænde ham ned, hvad han såvist ikke blev føjeligere af.
   Ja, Ragnhild, du skulle have lov til at se mig her, svindebundet og omgivet af menneskevrag og menneskedyr, så kunne det alligevel være, at du ville blive en smule usikker i stemmen, når du siger: Jeg kunne ikke handle anderledes.
   Du har ikke villet mig ondt! Jeg ved det. Men hvornår vil vi mennesker hinanden ondt, blot for at gøre ondt? Ja, der er vel dem, der gør det. Men færre end man i grundenn skulle tro, når man til bunds har lært denne fortvivlelsens og elendighedens verden at kende, hvor vi daglig korsfæster vor næste.
   Kan du huske første gang, vi så hinanden?
   Hvor lyder det kønt, dette: Kan du huske!

Hvor underholdende det end er og hvor elegant ondskaben end defineres er der heldigvis mere på spil her end den sædvanlige ynken sin egen situation og lidt hjælpeløs mentalonani i hjørnet. Vi fortsætter med lidt tungere tankegods:


III.
Et halvt hundrede øvelser

1.
JUL. Mange menneskers liv minder mig om et højt juletræ i en alt for lav stue: Lidt glimmer, lidt hjerte, nogle lys og en enkelt knallert. Men loftet er for lavt: Der blev ikke plads til en stjerne.

2.
PÅSKE. Der er i grunden en forfærdende ironi i dette, at hele kristendommen til fundament har en grav. Oven i købet en grav, der er -- tom.

4.
RELIGION. Hvor vil mange troende, der et langt liv igennem har indsat den kristelige form for valuta: selvfornægtelse på deres himmelske konto, ærgre sig, når de på den anden side af graven opdager, at der er -- ingenting. Pengene tilbage!

5.
MORAL. Moral er: Du må ikke gøre det, jeg ikke tør.

7.
LOGIK. Logik er blot en forstillingskrig, hvori de kraftigste associationer sejrer.

16.
POINTEN. Synden mod den HELLIGÅND er ikke det at spotte Gud eller lignende. Sligt er sandsynligvis Gud uendeligt langt mere velbehageligt end de savlende apologier, han må døje dagligt. Nej, synden mod den HELLIGÅND er kun en eneste ting, at slippe uden om en mands ord ved at trøste sig selv og sine brødre med: Det turde være løgn. Han er jo sindssyg.

25.
EGOMANI. Buddha sagde: Opløs dig selv. Sokrates: Kend dig selv. Kristus: Fornægt dig selv.
   Og hvad gør vi så: Elsker os selv.

27.
PROBLEMET. Det religiøse spørgsmål er ikke, om der er en Gud, men om han vil mig noget.

43.
L´ART POUR L´ART. En videnskab, der bliver proklameret som selvformål, er lige så abnorm, som en moral for moralens skyld eller for den sags skyld for Guds skyld. Videnskaben er middel, hverken mer eller mindre. Ogh så mener jeg for resten, at den er et godt middel. Men kommer der en af dens afgudsdyrkere og kræver knæfald af mig for den hellige årsagslov, da vil jeg i Guds navn drille ham med et skriftsted: Mennesket blev ikke til for sabbatens skyld men vice versa.

47.
RELATIVITETSTEORI FOR LÆGFOLK. Vurderingen af et menneske bør altid være af forholdsmæssig, relativ karakter, nemlig en sammenligning mellem de idealer han har, og det liv han lever. Mit liv og mine idealer har slet ingen interesse i den forbindelse

48.
STAMAKKORDEN. Da Kristus i tvivl på korset råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, da brød alt det sammen, han havde bygget op.
- Det er fuldbragt. Javel, men hvad nytter det, at slutakkorden er harmonisk, når man fusker i codaen?
Og synes du så for resten, det er fuldbragt? Kan du se Guds rige?

49.
SOM SIG SELV. Mon der er nogen, der i grunden har forstået, hvad det vil sige, at elske sin næste som sig selv -- som sig selv.

Ja, mere sindssygt bliver det vel næppe med al den tale om religion og Gud og Buddha og moral og relativitet og årsagslov og næsten. Den slags har ethvert normalt tænkende væsen jo forlængst forladt til fordel for humanisme, lighed, identitet, køn, sprog og arbejde.
   Vi anbefaler den intelligente læser at tage med Hr. BØRGE MADSEN en tur ind på den lukkede og sammen med ham råbe til himlen: Jeg er salig

KH
Thomas 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar