Lad os kigge lidt på, hvad fortidens mennesker dog mente om denne deres fremtid, vores nutid. Hvad ville det hele blive til? Vi begynder ved broderfolket, der i neutralitetshumanismens sprækker har fostret både snigskytter i Malmø, Palmemordet, Pippi og ikke mindst det fascinerende stof: Kallocain.
Paa den Tid, da min Berretning begynder, nærmede jeg mig de fyrre. Hvis jeg ellers bør præsenterer mig, kan jeg maaske bedst gøre det ved at beskrive den Form, i hvis billede jeg forestillede mig Tilværelsen. Der er ikke ret meget, der siger mere om et Menneske end dets forestilling om Livet - om det ser ud som en Vej, en Kamp, et voksende træ eller et bølgende Hav. Jeg for mit Vedkommende saa Livet med en Skoleduks´ Øjne som en trappe, man ilede op ad af alle Kræfter og bedste Evne, fra Trin til Trin med gispende Aandedrag og Konkurrenten lige i Hælene. I Virkeligheden havde jeg ikke mange Konkurrenter. De fleste af mine Kollegaer paa Laboratoriet havde lagt al deres Ærgerrighed over paa det militære Omraade; de betragtede Dagens Arbejde som en kedsommelig, men nødvendig Afbrydelse i Aftenens og Nattens Militærtjeneste. Overfor dem vilde jeg vel næppe have tilstået, hvor meget mere jeg følte mig fængslet af min Kemi end af Militærtjenesten, og dog var jeg bestemt ikke nogen daarlig Soldat. - Men hvordan det end var, saa styrtede jeg op ad mit Livs Trappe. Hvor mange Trin, man egentlig skulde lægge bag sig, før man blev tilfreds, havde jeg aldrig tænkt paa, og heller ikke paa hvad der mon kunde findes af Herligheder oppe paa "Loftet". Jeg nærede maaske en taaget Forestilling om, at livets Hus var som et af de almindelige Bykomplekser, hvor man stiger op ad Trappen fra Jordens Indre for til sidst at naa ud i det frie paa Tagterrassen, op i Dagens Lys og Blæst. Hvad der i min Livsvandring skulde svare til Blæsten og Dagslyset, stod mig ikke klart. Et var i alt Fald givet - at hvert nyt tilbagelagt Trappetrin kendetegnedes af korte, officielle Meddelelser fra højere Sted - om en bestaaet Eksamen, en anerkendt Prøve, eller Forflyttelse til et mere betydningsfuldt Virkefeelt. Jeg havde en hel Række af den slags livsvigtige Afslutnings- og Begyndelsestrin bag mig, men dog ikke saa mange, at ét yderligere havde mistet sin Værdi. Det var derfor med en vis Feber i Blodet, at jeg kom tilbage fra den korte Telefonsamtale, der meddelte, at jeg kunde vente min Kontrolchef næste Dag og saaledes kunde begynde at eksperimentere med menneskeligt Materiale. Den endelige Ildprøve for min hidtil største opfindelse vilde altsaa finde Sted i Morgen.
Minder det dig om noget? Hvor fører din trappe hen? Vi fortsætter:
- Hvad skal det saa gøre godt for?
- Vi vil fremkalde en ny Aand, svarede Kvinden i dybeste alvor.
Rissen tog sig grundende om Hagen. I statshistoriske Foredrag havde jeg og sikkert ogsaa Rissen hørt, at Urtidens Vilde plejede at udtale visse Besværgelser og udføre visse saakaldt magiske Ritualer for at fremmane et indbildt Væsen, som de kaldte en Aand. Men kunde den Slags virkelig stadig forekomme i vore Dage?
Af den samme Kvinde fik vi ogsaa nogle Antydninger om en komplet Daare, der syntes at spille en vis Rolle som Helt indenfor deres kreds - der skal sandelig ikke ret meget til at du` som Helt for visse Mennesker!
- Kender De da ikke Reor? spurgte hun. Nej, han lever ikke mere, han levede vel for en halvtreds Aar siden, i en af Møllebyerne siger somme, mens andre holder paa en af Teekstilbyerne. Hvor maa det være underligt ikke at have hørt om Reor! Jeg vilde gerne engang holde et Foredrag om ham - skønt nej, det er jo bare de indviede, der kan forstaa det. Hvis man vil snakke om Reor, maa man henvende sig til de indviede. Han vandrede omkring overalt - for dengang var det endnu ikke saa strengt med Rejsetilladelserne - og nogle modtag ham af Skræk, fordi de troede, han hørte til Politiet, andre jog ham bort, da de mente, han var en Forbryder. Men de, der modtog ham hos sig - ja, det var selvfølgelig ikke alle, der forstod, hvordan han var, nogle fandt ham kun underlig - men andre følte, at hos ham kunde de være trygge som Barnet hos dets Mor. Nogle glemte ham, men andre glemte ham aldrig, og de fortalte videre om ham efter bedste Evne. men det forstaar kun de indviede. Han laaste aldrig sin Dør. Han bekymrede sig heller aldrig om at have Vidner eller Bevis paa det, han sagde eller gjorde. Han beskyttede sig ikke mod Tyve, ja ikke engang mod Rovmordere, saa han blev da ogsaa plyndret og myrdet tilslut af én, der troede, at han havde et Brød i sin Ransel. Det var nemlig Hungertider dengang. Men han havde ikke noget Brød, han havde allerede spist det sammen med nogle andre, som han mødte på Vejen - men den anden troede, at han havde gemt det. Saa slog han ham ihjel.
- Og alligevel mener De, at han var en stor Mand? spurgte jeg.
- Ja, han var en stor Mand, Reor, han var en stor Mand. Han var en af os. Der lever endnu Mennesker, der har set ham.
Rissen saa megetsigende på mig og rystede på Hovedet.
- Det er den mest forunderlige Logik, jeg har hørt nogensinde mit Liv! sagde jeg. Lad os være som han, for han blev plydret og myrdet! Nej, om jeg forstaar et Ord af det!
- De talte noget om en Indvielse? sagde Rissen til Kvinden uden at svare mig. Hvordan bliver man indviet?
- Det ved jeg ikke. man bliver det bare. Pludselig er man det. De andre mærker det de, der ogsaa er indviede.
- Saa kan altsaa hvemsomhelst komme og sige, at han er indviet? Der maa da findes et eller andet Ritual, en eller anden Ceremoni - eller nogle Hemmmeligheder, man bliver indviet i?
- Nej, slet ingenting. Man mærker det bare, siger jeg dem jo. Man bliver indviet, forstaar De, eller ogsaa bliver man det ikke - nogen bliver det aldrig.
- Jamen, hvordan mærker man det saa?
- Jo - man mærker det paa alting - det med Kniven og Søvnen, det bliver én med eet helligt og forstaaeligt - og meget andet - -
Vi var ligesaa kloge, som da vi begyndte.
Om Kvinden gik rundt med en lille privat Galskab, eller om alle disse Mennesker delte den, var ikke let at sige.
Hvad siger du? Blev du klogere? Deler du denne Galskab eller er det bare dig? Lad os trækker grænserne op, så det bliver klart, hvor du står, min ven.
Jeg læste videre og anstrengte mig for at undslippe denne Indflydelse, som jeg hadede.
- Nej, De maa da virkelig indrømme, at dette her er kriminelt! udbrød jeg. Saavidt jeg ved, er alle geografiske Oplysninger og Rygter strafbare. Og saa dette her! En forladt Ruinby paa et utilgængeligt Sted! En ukendt og utilgængelig Ørkenby! Jeg ser, at han ganske vist ikke har kunnet angive dens Beliggenhed nøjagtigt, men blot det at sprede saadanne Antydninger!
- Ja, hvem ved, om den overhovedet eksisterer, denne Ørkenby? svarede Rissen. Selv paastod den undersøgte, at den blot skulde være kendt at nogle faa udvalgte, og at nogle af dem boede blandt Ruinerne. Det behøver jo faktisk ikke at være andet end et Sagn!
- I saa Fald er det et kriminelt Sagn, for det er jo trods alt et geografisk Rygte. Men hvis nu denne Ørkenby overhovedet eksisterer, og hvis den, som han siger, stammer fra Tiden for Storkrigen og før Verdensstaten, og hvis den virkelig blev ødelagt med Bomber og Giftgas og Bakterier - tror de saa, at nogen turde opholde sig dér, om det saa blot var en Daare? Hvis der var nogen Mulighed for at leve i denne By, vilde Staten da forlængst have taget den i Besiddelse.
- Hvis De læser lidt længere nede i Protokollen, svarede Rissen, vil de se, at den stadig efter Sigende skal være fuld af Fareer. Selve Stenene og Sandet er hist og her blevet inficeret af de giftige Gasdunster, i Sprækker og Revner skal hele Bakteriekolonier have holdt sig levende, saa at hvert eneste Skridt, man tager, betyder en Fare. Men som de ogsaa ser, fortæller han, at der skal findes friske Kildevæld i Sandet, at der er uskadt Muldt til at dyrke spiselige Planter i, og at de faa Indbyggere kender de farlige Veje og Huller og lever i Venskab og indbyrdes Hjælp.
- Ja ja, jeg ser det. Et elendigt og usikkert Liv, fuldt af Angst! Det er sandelig et lærerigt Eventyr! Saadan maa Tilværelsen blive - en stadig Angst og Fare - naar man flygter fra det store Fællesskab, Staten.
Han tav. Jeg fortsatte min Læsning, men kunde nu og da ikke lade være med at sukke og ryste paa Hovedet.
- Et Sagn! udbrød jeg. Et Sagn om noget, der aldrig har eksisgteret! Rester af en død Kultur! I denne gasforgiftede Ørkenstad skulde de bevare Resterne af en uddød Kultur fra Tiden før de store Krige! men der eksisterede jo slet ikke nogen Kultur dengang!
Rissen vendte sig heftigt mod mig.
- Hvordan kan vi være saa sikre paa det?
Jeg stirrede forbavset paa ham:
- Men det har vi jo lært allerede som Børn! Noget, der fortjener Benævnelsen Kultur, var overhovedet ikke muligt under den civilistisk-individualistiske Epoke. Menneske stod jo mod Menneske, Samfundsgruppe mod Samfundsgruppe. Værdifulde kræfter, stærke Arme og fortrinlige Hjerner kunde jo uvilkaarligt kobles fra, skubbes til Side af en Modstander, udelukket fra Arbejdsprocessen og sygne bort, uanvendte og meningsløse .... Den Slags kalder jeg en Jungle og ikke Kultur.
- Det gør jeg ogsaa, indrømmede Rissen alvorlig. Og dog - alligevel - - kan man ikke forestille sig et Kildespring, et underjordisk, overset, som brød frem selv i Junglen?
- Kultur er det samme som Statsliv, svarede jeg kort. Men hans Ord satte min Fantasi i Bevægelse. Ak, jeg sad bøjet over Protokollen og indbildte mig at være en Slags Kontrollør og dømmende Kritiker, og saa søgte min begærlige Fantasi dog i Virkeligheden i det mest fjerne og det mest ukendte efter noget, der kunde forløse mig fra det nærværende eller give mig en Nøgle til at laase det op med! Men det forstod jeg ikke dengang.
Et enkelt Sted i Protokollen fik det virkelig til at give et helt Sæt i mig. Manden havde gengivet en Tradition om, at Stammer paa den anden Side Grænsen engang skulde have hørt sammen med visse Grænsefolk i verdensstaten. Det paagældende Omraade skulde være blevet delt i de store Krige og Folket dér ligesaa.
Jeg saa op.
- Det er dog for galt, dette her om Grænsefolkene! sagde jeg med en Stemme, der rystede af retfærdig Forargelse. Det er jo baade umoralsk og uvidenskabeligt!
- Uvidenskabeligt? gentog han fraværende.
- Ja, uvidenskabeligt! Ved De da ikke, min Chef at vore Biologer nu betragter det som fuldt bevist, at vi her i Verdensstaten og disse Skabninger paa den anden Side af Grænsen ganske simpelt nedstammer fra forskellige Abearter, saa forskellige som Nat og Dag, ja saa forskellige, at man ligefrem maa spørge sig selv, om Nabostatens "Folk" overhovedet bør kaldes Mennesker?
Kan et sagn rumme sandheden? Er kultur det samme som statsliv? Hvad beviser videnskaben? Bør nabostatens "folk" overhovedet kaldes mennesker? Karin Boye skal nok hjælpe dig lidt på vej mod en afklaring ... alternativt må du jo drage til din lokale pusher og overtale ham til fremover at føre Kallocain på lige fod med hash, kokain og nikotinvæske!
KH
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar