VALGFALD

Når værker forsvinder, mister verden lidt af sin magi og inden længe vil verden slet ikke være magisk længere. Den vil være retlinet, rationel og helt igennem død. Det bør dog ikke bekymre dig. Intet bør bekymre dig; alting er i sin skønneste orden. Og hvis utilfredsheden alligevel stikker sit grimme ansigt frem en gang i mellem, kan du jo altid melde dig ind i et parti, deltage i en diskussion, skrive et debatindlæg, arrangere en demonstration og naturligvis sætte dit kryds et andet sted næste gang, du får lov. En ting er sikkert: Vold er ikke en mulighed. Vold er ikke demokratisk. Vold er terror og dermed basta!

Hov, hvad er nu det? Har vi ikke allerede og på lykkeligvis lagt det værk i glemmekassen, fået kategoriseret den forfatter som ligegyldig? Stop det nu! Vi vil ikke høre om den slags og det ved du jo godt!

ATTENTATET

”Min krop har det som om branden er lige bag mig og alverdens insekter prøver at beskytte sig i mig. Jeg flår amuletter ned fra væggen og tager papæsken med billederne fra mit liv. Ser ud af vinduet at de allerede er ved at udlevere flag samt afprøve projektører og på vej ud af døren overvælder min automatik mig idet jeg mærker efter om jeg nu har husket nøglerne. Det er slet ikke aktuelt idet chancerne for at skulle se på det hele for sidste gang er påfaldende store. Fik du så set på det hele for sidste gang tænker jeg på vej ned ad gangen til skabet i den mørke og smalle ende hvor våbenet er gemt under vasketøj.

Læste endnu en gang tilsigelsen højt for mig selv og det lød stadig patetisk. Militæret havde fældet dommen som lød: spil frontmusik eller bliv deponeret for livstid i en nægterlejr. Derfor havde de tilsigtede aftalt at gøre noget ud af det sammen når der alligevel ikke var andet at gøre. Vil du slås ihjel eller sygne hen. Frit valgfald.

Jeg smed tilsigelsen ind til vasketøjet og tog i stedet lædertasken med våbnet over skulderen for at begive mig ned af trapperne der for første gang ikke er de samme. Nede i kælderen møder jeg som aftalt APX og Zoztl som havde taget Femtelars med fordi han før har været i krig. APX havde selvfølgelig slæbt alle sine tegninger med og Zoztl sine evindelige bootlegs bundet om på ryggen.

Vi gennemgår instrukserne endnu en gang for derefter stille at se hinanden i øjnene om alt nu også er klart og alle klare. Samler tingene sammen og går samlet op ad kældertrappen og samme vej ud som da vi gik med affald. Forbi cyklerne og ind gennem porten bader projektørlys summet op af mennesketrappen.

Jeg pifter kort hvorpå der oppe fra taget bliver smidt et tov ned med en kurv forenden til våbnet. Ser op i vinduerne hvor hver en skikkelse sidder klar med båndoptagere og udmærkede forstærkere. På opgangen klumper ballonerne over hinanden.

Zoztl og jeg er dem der går på gaden og som vi træder ud i de mange menneskers projektørbadede kroppe mærkes den varmt opstemte temperatur med det amme. Politiet er også til stede som dem der holder en lige passage fri og alt suser af forventning. Et sted længere nede ad gaden står en mængde og ser passivt på at en anden mængde tramper mindre under fode. Våbnet er koldt med mundingen oppe i armhulen. Jeg vender mig om og giver Femtelars signal ned gennem portens grotte. Derfra skal han give signalet videre til vinduerne samt dække over os hvis det hele skulle gå galt. APX står oppe på hustaget lige før domkirken hvorfra hun kan se optoget dreje om hjørnet ned mod os.

Først de mange motorcykler fra sikkerhedspatruljen og så endelig limousinerne i lange rækker for og bag selve kortegens knudepunkt indhyllet i veteranernes tiltagende militærorkester.

Få hundrede meter før har alle modtaget signal og det hele går i gang i en infernalsk lyd af panisk løbende rædselsskrig med dyrebrøl ovenover og nedenunder dybe tibetanske bedestemmer. Ingen ved hvad der foregår og hvor. Derfor ved massen heller ikke hvor de skal søge hen og alle stivner helt da de mange farvede balloner går til vejrs som deres øjne. Sikkerhedspatruljen er allerede opløst i jagt på ophavet og ingen forstår hvad de ser ej heller hører da jeg hæver våbnet idet selve kortegens knudepunkt er lige foran mig. Jeg trykker sovegaspatronerne af og hurtigt i kurven med våbnet mens alt sover ind. Herfra blev alt anderledes.”

Herfra blev alt anderledes! Åh, man kunne ønske sig, kunne vi. Måske når Anders og Escho nu om ikke længe puster liv i dette og andre forandringspotente værker af denne så revolutionære sprogtænker Hr. T. S. Høeg. Vi glæder os og indtil da vil vi opholde os på Hotel kontinental i likvidation.

KH

Thomas