TCHIRIHAU

Sjældent lykkedes det nogen at overbevise andre ved den klare tale. Det rationelle, fornuftige, videnskabelige menneske af i dag tillader udelukkende allerede accepterede sandheder at krybe ind bag den præfrontale kortex´s forsvarsmur – sandheder som ”jeg er evolutionens højdepunkt”, ”hvad jeg ved, er hvad der er”, ”fremtiden kender ingen, hvorfor det er vigtigt at have en forsikring”, ”hvad jeg ikke forstår, er ikke værd at vide”, ”kun hvis andre tænker det samme som jeg, er det rigtigt”. Derfor må kunstneren ”overliste og snyde”, ”overdrive og fordreje”; kort sagt skabe billeder, der kan forvirre de mange vagter på muren. Vi taler om hjernevask på højeste plan og hjernevask er virkelighed og virkeligheden ikke helt som du går rundt og forestiller dig.

”7. … Når mennesket indvier sig selv til den nye tilværelse, skaber han et væsen, som kun Swift eller Brueghel ville have kunnet beskrive præcist. En kunstner, som er i stand til opmærksomt at følge og registrere denne form for transformation, eksisterer desværre ikke i dag. Vore dages kunst illustrerer vigtige momenter, men den råder hverken over den nødvendige videns præcision eller kraftens dybde for at fatte visionen i sin helhed.

Alt tyder på, at mennesket ikke b liver den herskende art på jorden i den kommende epoke. Det nye væsen vil mest af alt kunne lignes ved en fugl, af skikkelse og størrelse som en ådselgrib. Halvvejs fugl og halvvejs bille. Dets vinger er ikke af fjer, men dannes af en horneet hinde, og når det flyver frembringer det en brummende lyd som en stor bille. Dets hals og ben er også dækket af en hornet hinde, og det har skarpe, glasagtige klør.

Flere hundrede, til tider tusinder lever sammen i én gruppe,, men uden nogen form for orden eller lederskab. De tolererer ikke nogen, der er klogere eller mægtigere i deres midte. De skændes uafbrudt, ganske uden mening skubber, puffer, river og flår de i hinanden eller ligger på lur og banker hinanden i hovedet, river kødlunser ud af hinandens kroppe, som de grådigt svælger. Følgelig er deres krop konstant dækket af væskende sår. Da sårene selvfølgelig gør ondt, er de irritable og hele tiden på vagt. Så snart én af dem gør en mistænkelig bevægelse, opfatte det som tegn på angreb, og de farer hakkende og skrigende løs på delikventen. Denne begynder så rasende at baske med vingerne, vende og dreje sig i vanvittig fart og hakke løs med det krumme næb uden hensyn til, hvem og hvad der bliver ramt. Nu alarmeres hele gruppen og flokkes omkring de kæmpende; det blive til et helt opløb, og straks deler hele flokken sig i to partier. De råber skældsord og smudser hinanden til. Men et rigtigt opgør bliver der ikke tale om, for i løbet af et minut skændes begge parter indbyrdes, farer i totterne på hinanden, og således fortsætter det dag ud og dag ind.

Disse kæmpe flokke af fuglebiller flyver med brummende summen, men sædvanligvis ikke særlig langt. De lander efter nogle få mile, fordi de keder sig , og lige så larmende, uordentlige, beskidte de er, og lige så sanseløst de skændes, lige så dorske er de også. Hvor de slår sig ned, opæder de alt i løbet af få øjeblikke, dyr, myrer, lus, mus, regnorme, frøer, blomsterblade, græs, løv, træernes bark og knopper. Hvor de har været, forvandles landskabet til ørken, kun den golde jord og stenene bliver tilbage.

Intet dyr er i stand til at forsvare sig imod dem, for lige så nederdrægtige, elendige og begærlige de er, lige så blodtørstige og grådige er de også. De river en elefant eller et næsehorn i stumper og stykker i løbet af få øjeblikke. Der er ikke det skidt, de ikke grabser til sig, og specielt hvis det er for næsen af hinanden. Bliver de så stopmætte, at de ikke længere er i stand til at synke, skjuler de deres bytte til senere. Men flokken er årvågen, og bliver nogen grebet i at gemme en godbid, bliver vedkommende hakket til blods.

Hannen er cementgrå, knebrer med en snorkende lyd omtrent som en motorcykel eller en maskinpistol. Hunnen er sindsoprivende kulørt, rød, gul, blå, lilla; hun gør sig til med grønne hornfjer, skriger abrupt hylende med en skinger stemme, piller sig hele tiden og storker strunkt gyngende af sted. Hannen er brutal, irritabel, fuld af edder og forgift og stønner foretagsomt løs for at skaffe sig en godbid eller en hun, han slår ned for fode, kives, knurrer, maser løs. Hunnen, hvis det lykkes hende at skaffe sig en han, hænger sig om halsen på hannen som en vampyr, skænder på ham uafbrudt, sårer ham, vækker ham i hans dybeste søvn, kræver ind, bliver fornærmet og sur, græder, beklager sig, sladrer og larmer løs. Endskønt dette væsen hører til billearten, bringer det levende afkom til verden. Opdragelsen består i, at forældrene sætter ungerne op mod hinanden, mens den lille bille af lede ved sine forældres opførsel bedrager dem begge, bestjæler og snyder dem.

Den nye art navn er tchirihau. Artens latinske, eller rettere sagt, videnskabelige navn er tchirihau communis. Den findes i flere varianter, der er en europeus, en africanus, en asiaticus, en americanus, og man differentierer også mellem flere underarter.

Tchirihau´en tror øjensynligt, at det han eller hun gør, er det eneste fornuftige. Det, der kan ædes, skal ædes, og hvis det er for meget, skal overfloden gemmes for de andre, og den tiloversblevne energi gå til at parre sig og til at snorke. Tilværelsen består i at sluge alt, som sluges kan, nedlægge hunnen og ellers skrige og slås. Om nogen form for lederskab kan der slet ikke være tale. Ingen tror hinanden over en dørtærskel. Således realiseres den totale lighed. Overlevelse er kun mulig, hvis alle er lige grusomme, onde, nederdrægtige, blodtørstige, snu, nydelsessyge, grådige og aggressive. De vasker sig aldrig. Tidligere var bad skik og brug hos varietas germanicus; de sprang i vandet og kom op igen på kommando. Denne skik er tiden nu løbet fra. De andre arter indførte en anden skik, at smøre hinanden ind i ekskrementer. Lortet hænger derfor i tykke klumper på dem, og det væskende, blodige kød titter frem mellem uhumskhederne. De fleste er dækket af bylder over hele kroppen, andre har kun ét ben, ét øje eller en blodig skalle. En specielt afholdt skik er at slå hinanden lige under vingebenet. Så kan det tilskadekomne ikke flyve, bliver efterladt og revet i stumper og stykker af en fremmed stamme. Nogle gange sker det, at hunnen bliver hos hannen ved den slags lejligheder, men kun for at slå ham ihjel og æde ham, og så indhenter hun sin stamme.

En tchirihau er godt tilfreds med sin nøgternhed. Han tror, at det er lykkedes ham at forenkle livet helt ned til sin egen realitet. Det er virkeligheden for ham, alt andet betragter han som udenomssnak. Det er tilværelsens kvintessens uden overflødig sentimentalitet. Det er kampen for tilværelsen, alle tænker kun på sig selv, sikrer kun sig selv, skaffer mest muligt til sig selv, og det er aldeles ligegyldigt for hvilken pris og hvordan. Det er den rene fornuft, nøgternhed, klogskab og pragmatik. Den, der siger noget andet, lyver vor at beskytte sig selv og er i virkeligheden kun ude på de samme med sine raffinerede tricks. Men en tchirihau gennemskuer den slags straks. Livet er jo, når det kommer til stykket, grundlæggende selvisk. Orden og ledelse ville kun betyder, at nogle enkelte fik det bedre på de andres bekostning. Derfor afskaffede man den slags uvæsen. Her kan man ikke lyve. Alle er jo klar over, at enhver kun er ude på at æde, mæske og parre sig og snorke, alt andet er komplet ligegyldigt.

8. Dette er tchirihau. Dette er det igennem århundrede stumt nærede ideal, realitetssansens sande mirakel, af de falske profeters monomani og af de eksakte videnskabsmænds rationalisme i fællesskab modnede og nu på sin fødsel ventende nye, verdenshistoriske væsen. Dette er troens og standhaftighedens søde triumf, troen på mennesket som dyreart og choc en retour´ens endelige sejr. Dette er den strålende forening af den fortryllende drøm og den stenhårde nødvendigheds realitet, den så længe ventede frydens og utopiernes store, offentlige fortjeneste. Dette er, hvad menneskeheden så hemmelighedsfuldt har forberedt sig på, så hemmelighedsfuldt, at man endog benægtede det over for sig selv, for at nydelsen skylle være så meget desto større i opfyldelsens øjeblik. Alt imens man fra prædikestolene tordnede moral og humanisme, det fuldkomne menneske og samfund, så mange religioner og så megen viden, tænkte man i sit hjertes inderste med forventningsfuld spænding kun på dette, det var den virkelighed, man frygtede, og som man tørstede så lidenskabeligt efter. Det var dette, man både truede og lokkede sig selv med i en frygtelig dobbelthed, dette man tragtede efter, som man både ville og ikke ville, fordi det mennesket vil, skubber han fra sig, og det, han ikke vil, tiltrækker han. Nu er menneskeheden endelig blevet udfriet. Dette humanum lå den mere og mere til byrde. Det var jo kun en tåbelig, en indskrænket fordom, et rudiment fra gamle tider, som kun forpligtede den til, i hvert fald udadtil, at opføre sig anstændigt. Nu behøver man ikke længere at skamme sig, når man i raseri øder og drikker og kives i vellyst, når man er misundelig, ond, fræk, lyver, flirer, hviner og er blodtørstig, når man ligger på lur for at bide halsen over på sin næste, når man strør møg i sin næstes øjne og mæsker sig i betændte bylder, og alt dette i kampen-for-livets hellige navn. Nu skal man aldrig mere slås med sine hæmninger, nu behøver man aldrig mere at tænke på velanstændighed, sikken befrielse! Det har jo alligevel altid været realiteten. Har vi måske ikke altid været bestialske? Menneske! – en forvorpen løgn, en bigot maskerade! Hvor må vi være taknemmelige over for idealismen, som med sine oppustede tanker har ført os hertil og opdyrket modsætningen i os, alt imens den talte med salvelsesfuld stemme, så ingen opdagede, hvad der i virkeligheden hændte…”

Hvem sagde Wall Street, parforhold, forældreskab, demokrati, Vesten, fremskridt? Hvem sagde Den helt almindelige Dansker? Nej, nu må det her stoppe. Al den negativitet, al den skænden af helt uskyldige mennesker, der blot forsøger at klare dagen og vejen. Det er jo en syg mands værk. En galning. En tosse. En af dem vi, var vi ikke så humane, så oplyste, så gode, ville brænde på bålet til lyden af menneskehedens begejstringshyl. Hvem er han … sig os navnet og problemet vil blive løst! Mine Damer og Herrer, Hr. Béla Hamvas! Hr. Béla Hamvas og Den hemmelige rapport.

KH

Thomas