De opmærksomme vil vide, at vi før har fremhævet denne forfatter – forgæves
naturligvis, men det skal naturligvis ikke fraholde os fra endnu engang at gå
enegang. Rygtet vil vide, at heller ikke hans samtid brød sig meget om dagens
skrift. Faktisk så lidt, at ingen ville udgive lortet. End ikke enkelte
artikler skåret ind til benet og præsenteret som kronikker kunne det blive til.
Endnu en gang blev det altså Arena der lagde tryksværte til hvad, resten af
samfundet ikke ville røre ved. Vi sender endnu en tak til de gamle drenge (og
ikke mindst Cecil Bødker).
Lad os tage fat der, hvor det gør ondt, for ondt gør det jo!
”Hvad der er ved at ske i Vesten her mod slutningen af det 20. århundrede
samtidig med at Vestens kunst raffineres som ingensinde? Massernes andel i
materielle goder i Vesten koster noget. At sidde i bungalow, trykke på
elektriske brødristere, fjernsynsknapper, støvsugere, dybfrysere, ventilatorer,
have vogn i garagen til nemt at befordre mennesker uberørt af andre mennesker
til det nærmeste supermarkeds stumme indkøb o.s.v. koster ikke blot mange penge
og dermed en lang arbejdsdag, det koster også nerver. Spidsbelastning af
forholdet mellem ydeevne og selvstillede materielle krav forhindrer et overskud
der skulle have medgået til pauser med tænkning, meditation, kunstoplevelse =
reflexion p.g.a. materielle mål. Hvorfor ikke det? Fordi disse kun er sat op
som neurotisk kompensation for et kærlighedsløst og dermed livløst liv.
Neurosen fastholdes overalt: selv en frokostavis er afsporende, thi den er
pornografisk og voldsforherligende. Hvis en frokostavis skal leve af
neurotikere, og det skal den, må den være helt negativ for altid at kunne byde
på noget der er værre end dens publikum, så det kan få lejlighed til at
profilere sig over for den. Et kærlighedsløst liv, der er pornografisk og har
materielle mål i toppen, er livs- og dermed kunstfjendsk. Den mekaniserede
tilværelse, der er resultatet af årtusinders stræben, overflødiggør ord.
Kommunikationen holdes på skal vi sige 500 gloser. Kunsten, navnlig
skrivekunsten, er hjemløs. Den vestlige
civilisation er ikke længere analfabetisk, den er postalfabetisk. Ja alene
brugen af ordet civilisation burde medføre at man altid tilføjede Nietzsches
bemærkning om at ordet civilisation
dækker over en kulturs
åreforkalkning. Hen over hovederne på de masser der har god materiel standard
på bekostning af at have god tid, vedtaget love med lynets hast af teknokrater
og specialister, og de ”valgte” politikere er i realiteten reduceret til facade
for iskolde økonomiske og interessemæssige, uskrevne love, som er diktatoriske
og selvudøvende. Noget behov for kunst eller skrivekunst er ikke indlysende,
tværtimod, de velbjærgede masser der mærker stresset og neurosen som er prisen
for at være velbjerget, opæder så at sige selv det der skulle redde dem fra
stress og neurose: hadet til skiftevis specialister, akademikere, kunstnere,
forfattere, er helt vilkårligt, m.a.o. genstandsløse, thi det er kun det ydre
symptom på en indre sygdom eller i hvert fald en indre stagnation, nemlig i
menneskets følelsesmæssige sektor eller det jeg her har kaldt
menneske-til-menneske-mundtligheden. Masserne er fortabte for kunsten og føler
kun at forholdet mellem dem og kunsten er endnu et billede på den
stresssituation, som deres egen materialisme har ført dem ud i.
Historisk er masserne forblevet uartikulerende f.s.v. angår følelsernes
budskaber, de mærker selv deres psykologiske handicaps og kompenserer for dem
ved komfort og en mekanisk tilværelse hvor tingene kun kan håndteres hvis de
bliver nivelleret ned til hvad alting koster i kroner og ører. Penge og priser
er de handsker hvormed der tages på alt, også kærlighed, død, sygdom, musik,
natur, kultur. Tallene tilhører, som et oldgammelt visdomsord siger, Det lavere
Rige eller De nedre Regioner, hvor det umålelige og det uvejelige intet
blivende sted finder og det vil sige følelserne
(eller m.a.o. akkurat det, mennesker modsat dyr besidder): evnen til at styre,
artikulere, kultivere vilje og intellekt, men måske en dag vil følelserne blive
forstået af os selv nok til at vi kan bruge dem som de energikilder de egentlig
er. Men just det forhold, at hele vor gennem århundreder opbyggede psykologiske
overbygning i vort såkaldt videnskabelige århundrede er skåret af, gør en ting
som politisk manipulation så meget desto lettere. Og modsat den manipulation
Den tredje Verdens folkeslag var genstand for under kolonialismen er
manipulationen af Den vestlige Verdens masser af en farligere karakter fordi
den ikke erkendes som sådan, thi siddende i sin Ford Mustang på en motorvej med
90 km i timen og med en vitaminfattig transistormusik til beslaglæggelse af
randbevidstheden, opdager ofret slet ikke den forsiggående manipulation.
Men tilbage til hvad vej kunsten, som altid har været, er og vil være til
stede et eller andet sted hvor der er mennesker, er gået: åbningen af den
moderne bevidsthed for kunstens hermetiske univers (enten man bryder sig om
denne formulering eller ej). ”Menneskehedens drømmeafsnit” er begyndt at forlange
en eller anden tydning, og forlange tydningen skånselsløst sand, lige så
ravende sindssyg den så må lyde. Er ikke ”kunsten” (modsat ”videnskaben”,
herunder ideologi, sociologi, farmakologi, psykiatri et etc.) det eneste
materiale, gennem hvilket en tydning, en huskning kan foregå, som
drømmeafsnittet kan føre en art tilfredsstillelse ved? Thi nok skyr masserne
kunsten og navnlig den ny skrivekunst, men det er vist kun en statistisk
betragtningsmåde der vil finde, at de mennesker der absorberer den hele tiden
opstående kunst udgør et fåtal. Sammenlignet med hvor mange mennesker der i det
19. århundrede og navnlig med hvilke samfundsklasser det var, der absorberede
den dengang opstående kunst, overstiger de absorberende antal i det 20.
århundrede sikkert det 19. århundredes. Det er disse absorberende jeg har kaldt
den moderne bevidsthed. Og midt i ræset er en generation, der i dag er f.eks.
10-15 år gammel, trådt frem og har demonstreret en velartikulerthed i sociale
og politiske spørgsmål og det er måske den generation i verdenshistorien som artikulationsmæssigt,
og det vil på en måde sige menneskeligt, befinder sig længst væk fra sit eget
ophav, fra de tavse uartikulerende masser af materialistisk orienterede
neurotikere som den forældre udgør. Men hvad for et sprog artikulerer disse
begavede børn deres følelser i? Et
maskinsprog, hvori det drejer sig om at ”fungere” sammen, ”fit-in” o.s.v. og
det rækker måske til omfanget af en 15-årigs følelser men næppe til det samme
menneskes føelser som 50-årigt. Men forholdet viser også først og fremmest, at et eller andet sted i noget skrevet skal
vendingerne komme fra. Det skal overleveres. Ellers skal hver generation
begynde forfra og opfinde sit eget sprog på ny og det er primitivt og politisk
farligt handicappende.
Men den dominerende stemning i alle ender af i hvert fald den vestlige
verden med hensyn til kunsten og skrivekunsten peger umiskendeligt på, at vi
ligger og oplever såkaldte kultursamfund, der, modsat tidligere, ikke ønsker at
knytte vismænd, filosoffer, tænkere og forfattere til sig som nogen man kan
bruge til noget, drage lære eller nytte af, men tværtimod med hjemmel i skrevne
og uskrevne doktriner ønsker at forstøde eller gøre tavse. Det som er udenfor,
bliver dæmonisk, sagde Vilh. Grønbech. Kunsten forekommer masserne at være
sindssyg og de forstøder den. Men hvis ikke kunsten giver anledning til betegnelsen
”sindssyg” vil samfundene gøre det. Kunsten, hvis den er ægte kunst, er og
bliver et politisk remedium, idet den er et termometer på samfundene og det
enten dette termometer aflæses af kyndige eller ej. Og over for samfundenes,
politikernes, afmagt ansigt til ansigt med sygen, kunne man da pege på den ”nødvendighed
af doktorer og plejere, der selv er syge”,
som Nietzsche gør opmærksom på i slutningen af ”Moralens Genealogi” (1887).”
Lixtallet er jo nok noget højere end den gennemsnitlige læser er vant til,
men vi har vel her heller ikke med den gennemsnitlige læser at gøre, selvom
ovenstående fra Hr. Bjelkes side så optimistisk er at finde i værket – Tilegnet den danske offentlighed. En
offentlighed der måske nok kan blive lidt nysgerrig, men som tiden har vist
ikke når længere end til den præcise undertitel Ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi,
før de vender sig mod, hvis belæste, den nærmeste sportsbiografi og, hvis ikke,
deres smartphones så lokkende skærm.
KH
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar