Enkelte oplever det fantastiske at virkeligheden viser sig
at være langt længere ude end man havde kunnet forestille sig, før man gav sig
i kast med det så uinteressante projekt at finde ud hvad vi egentligt ved om
denne virkelighed.
Hvor de gamle 68ére fyldte sig med alskens lækkerier og
håbede på at få bekræftet hvad især de asiatiske vismænd havde sagt i
årtusinder, at denne verden kun er et slør, at der bag denne verden gemmer sig
en anden verden, at al liv er ånd, kan vi nu blot tage enhver nogenlunde
opdateret lærebog i neurologi ned fra hylden og forsvinde i hjerneforskningens
mange interessante problemstillinger.
Eksempelvis må det da være almenmenneskeligt relevant, at
der for den menneskelige hjerne ingen forskel er om du ser et æble eller
forestiller dig et æble. Det er nøjagtig de samme steder i hjernen der lyser op
på forskerens scanningsbillede. Eller sagt på dansk: For hjernen er der ingen
forskel på virkeligheden og forestillingen.
Den kvikke læser vil måske her indvende at mennesket er
andet end hjernen; at vi også er krop og følelser, men intet af dette ville vi
have nogen som helt ide om hvis ikke for vores hjerne. Det er den der skaber
vores opfattelse af kroppen som en entitet adskilt fra resten af verden og de
såkaldte følelser er blot signaler fra det limbiske system, så ... uden hjernen
eksisterer ingenting – heller ikke mennesket. Eller sådan må vi konkludere ud
fra vores nuværende neurologiske viden.
Og så er vi tilbage ved hjernen og virkeligheden og
forestillingen. For er der virkelig ingen forskel på virkeligheden og
forestillingen? Ikke andet end den at vi åbenbart er udstyret med en eller
anden evne til at skelne. Desværre kan neurologien ikke fortælle os hvilken del
af hjernen der foretager skellet, selvom de fleste vil pege på et eller andet
sted i frontallapperne. Et eller andet sted må der være noget der kan skelne
virkeligheden fra forestillingen (eller drømmen for den sags skyld) for ellers
er der jo ingen forskel, synes logikken at lyde fra neurologien!
Men hvis der
for hjernen ingen forskel er er der vel ingen forskel? bortset fra vedtagne
konventioner om at der er en forskel. Lyder det underligt? Forestil dig at det
for dig var et lige så almindeligt og dagligdags samtaleemne at du i nat fløj
hen over byen og landede i en skov, hvor en ældre kvinde fortalte dig at du
hver fredag skulle ofre en flaske vin så vil kærligheden indfinde sig, som at
du indledte morgenen med en diskussion af det seneste jordskælv i Asien. Og
forestil dig så at din samtalepartner ville nikke anerkendende og ligeledes
dele ud af sine drømme som var de lige så virkelige som det der foregik mens i
talte sammen. Ville der så være en forskel på den såkaldte virkelighed hvor i
fortæller hinanden jeres drømme og jeres drømme? Er det ikke sådan at den
skelnen neurologien insisterer på må være der, den forskel de så gerne vil
postulere faktisk blot er et forsøg på at tilfredsstille en i forvejen
eksisterende (og så absolut og i alle henseender uvidenskabelig) teori eller
verdensmodel, hvor der er forskel?
Måske er det derfor forskerne synes at udpege
frontallapperne til det mest oplagte sted for tilstedeværelsen af dette noget
der kan skelne, for netop frontallapperne er stedet hvor de højere kognitive
evner er placeret. Det vil sige det sted i hjernen der sørger for at vores
dyriske adfærd er nogenlunde afpasset, så vi kan agere i en social verden;
altså det sted i hjernen hvor vores virkelighedsopfattelse tilpasses alle
andres virkelighedsopfattelse, hvorfor virkeligheder som forestillingen eller
drømmen sorteres fra som uvirkelige – ikke fordi disse virkeligheder er af en
anden art eller substans end virkeligheden, men fordi alle andre sorterer dem
fra – som uvirkelige. En anden eller endnu en grund til forskernes pegen på frontallapperne
kunne være at de netop er uvirksomme under søvnen og først med deres
genaktivering indtræder der lige pludselig en slags virkelighed mere virkelig
end den virkelighed man lige kom fra. Måske er den eneste forskel på
virkeligheden og drømmen vores frontallappers aktivitetsniveau og så er det
vist så som så med virkelighedens virkelighed.
Og når vi nu har kastet os over neurologien kan vi da lige
kigge lidt på et par andre fordomme om hjernen og virkeligheden. For eksempel
er der intet videnskabelig belæg for at opløsningsmidler skulle give nogen
former for hjerneskader og det samme gør sig gældende for alkohol. Jo, du kan
få blackouts hvis du drikker dig i hegnet, men faktisk kan du drikke dig i
hegnet hver evig eneste dag og efter et par måneder på vandvognen er både din
hjerne og din hukommelse så god som ny. Og lykkepillerne? Ja, de virker – ved
svære depressioner, men effekten er meget meget lille. Og for den almindelige
eller lette depression er der ingen effekt what so ever. Her gør en kalktablet
eller en skideballe langt mere gavn.
Nåh ja, vi skulle hilse og sige at MDMA sandsynligvis giver varige
forandringer af hjernen, mens hash på ingen måde forandrer hjernen. Til gengæld
kan hash måske spille ind på risikoen for at udvikle skizofreni, men om det er
de skizofrene der ryger hash eller de hashrygende der bliver skizofrene er lidt
svært at sige og så har vi vist ikke sagt for meget.
Få nu undersøgt den satans hjerne, kære læsere. Din hjerne,
kære læser, er nøglen du har ledt så længe efter!
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar