SAMTIDSFORSNÆVRING

Mon ikke det hænger sammen med den så udbredte og dog så fuldstændig tåbelige opfattelse at nutidens menneske er toppen, højdepunktet, det ypperste på en evolutionær rangstige. Altså ikke blot over, bedre, mere end vores brødre og søstre aberne og vores fjernere slægtninge dyrene som sådan, men også over, bedre og mere end tidligere tiders mennesker, ja over, bedre og mere end blot generationen før os og måske endda tilmed over, bedre og mere end selv mennesket af i går.

   Det er i hvert fald den eneste rimelige forklaring jeg umiddelbart kan finde på dette udbredte fænomen. Og hvilket fænomen tales der så om? At mennesket for øjeblikket udelukkende vægter den litteratur der lige er kommet på gaden, den nyeste. Og det i en sådan grad at værker der blot har små 10 år på bagen betragtes som irrelevante, ligegyldige, et overstået kapitel, been there done that. Som om menneskets evige forhold til verden ikke er og altid har været evigt og det netop derfor på ingen måde kan handle om, hvorvidt værket/sproget/emnet/tanken/formen/genren/layoutet/markedsføringen/forfatteren/skrifttypen er ny(t) eller ej, men om hvorvidt værket (og kun værket) bidrager til det enkelte menneskes forståelse af menneskets forhold til denne menneskets verden. Men ak nej og ak nej endnu en gang. Ikke nok med at den danske læser har fået tidsskyklapper  ... det kunne vi efter nu 50 års fordummende fjernsynstransmitteret hjernevask næsten tilgive dem, nej også de danske forfattere har udstyret sig selv med noget sådan.                                                             

   Ja, man kunne måske endda forestille sig at det her ikke handler om læserne, men netop om forfatterne. At de danske forfattere de sidste mange, mange mørke år er dem der bærer ansvaret for den udbredte åndelige formørkelse i dette det bedste af alle lande. Når den gruppe mennesker, der burde stræbe udelukkende efter det ypperste mennesket kan præstere i sprogliggjort åndelighed, er ved at falde over hinanden i bestræbelserne for at overgå hinanden i nyhedsfikseret vrøvl på papir, ja så er læseren ilde stedt. I hvert fald den enkelte læser der udmærket er klar over at mennesket ikke er toppen af kransekagen, men tværtimod den biologiske art der mest famlende og blindt forsøger at finde sin plads blandt alle de andre biologiske arter. Og der findes faktisk læsere der ikke allerede har fået vasket hjernen så ren og bakteriefri at han eller hun fortsat forstår at uden kærligheden, uden lidenskaben, uden en uudslukkelig livstørst er mennesket ikke andet end en indespærret veldresseret abekat.

   Denne læser vil af nød blive tvunget til at gå tilbage i tiden, søge i de gamle værker, de tidligere menneskers skrifter; denne læser vil blive nødt til at betragte de sidste mange tusinde år som sin samtid. Kun sådan vil han eller hun støde på de værker der har forstået mennesket og derved verden sådan som mennesket og verden altid har været. Og hvor fantastisk er det ikke ... at hele verdenslitteraturen er åben for enhver læser der magter ansvaret som menneske – og ikke blot er interesseret i den næste sociale sammenkomst hvor det nyeste nye pladder endnu engang skal forurene de stakkels åndeligt dovne individer af dette det mest bevidstløse bevidste væsen af alle de bevidste væsener i denne den bedste af alle verdener. 

   Nå, men hvorfor overhovedet beskæftige med sådanne ligegyldige ting når alting alligevel er uden betydning, depressionen en normaltilstand, sandheden et flertal og litteraturen ikke andet end blot endnu en måde at fordrive tiden på?

KH

Thomas

Istedgades boghandel