Der findes enkelte danske forfatter der gennem hele deres lange forfatterskab har bidraget til afsløringen af alt det ingen vil eller kan se for bare enighed og hygge. Det siger næsten sig selv at disse forfattere ikke ligger fingrene imellem, ikke skåner hverken læseren eller samtiden, ikke pynter på forfaldets realitet for at tækkes det bestående.
De betegnes gerne som vrede gamle mænd, men sådan er det jo når middelmådigheden skal bedømme det ypperlige, når Danmark og mennesket konfronteres med eget hykleri.
Der er flere af dem, men lad os begynde med Hr. Ørnsbo og gå lidt tilbage i tiden – nye læsere kan passende få genaktiveret deres virkelighedssyn her:
DIGT TIL TREMMEKALVENE
Har mistet produktet
digtet
frembringeren arbejdsdrengen
digteren
Nu ejer de det derinde
på anstalten
sidder det fra hinanden
De tager penge for det
deres er medværdien
den faste ansættelse
I de lukkede institutter
i sludremørket
lever de i deres båse
tremmekalvene
Har aldrig set folket
men læser uafbrudt om det
Rene og ubesmittede
signalerer de til omverdenen
at den bare skal
blive ved
Med års mellemrum
slipper de en mening velbetalt:
digteren er overflødig
Selv er de yderst nødvendige
for at påvise dette
Kunne man vænne folk
af med at læse
ville de føle sig endnu sikrere
derinde
som de egentlige ejere
af alfabetet
#
BEFRIELSE
Frihedsbudskaberne vælter ud
af pølsevognene sprænger plomberingerne
på alle de kunstige frisurer
derinde i salonerne
Duerne går til vejrs nøjagtigt 31 år
efter med et knald
og falder ganske rigtigt til jorden
kort senere Inde i supermarkedernes landskaber
af ufordøjethed er der frihed
på dåse: kan opbevares i nedkølet
tilstand endnu en menneskealder
1975 modellen
den med sporvognen med mennesker ovenpå
og lys indeni med hurraråb
er overgået til pornoindustrien
med sin ledningsfallos
og små tuber med lækre fedterier
til kroppens åbninger
Prøv at stikke fingeren ind i
konevognen ikke sandt
Dette års majaftenmodel:
udfoldelig træramme vindu med to actionmen
uden filipenser men med minesøger-
udstyr og bakterier
Og de lyser hver gang man træder på dem
et ildskær tændes rent nationalt
bag ruden ud til de søgende naboer
Et særligt lugtpræparat medfølger
brændt kød brændt hår
og lidt krudtrøg til børnene
Husker de husker De
hus . . . . . . . . .
Jess Ørnsbo. Digte uden arbejde. Arena. 1977
FÆLLES
De kalde det storbycivilisation
det er alt det mellem
rust og nøglebørn det er vand
uden vuggesang det er skår
og væggen som var
det sådan murene skulle opdrages
som var det begyndelsen til
en identitet
som var DET netop identiteten
hyggeekskrementet
de fastboendes bomærke
husdyrene svinene hvis de kunne
ville de hænge det op
i træerne eller
i små poser uden på døren
og således svæver der disse forstoppede
mælkekartoner i natten disse pakker
med afdødt menneske slynget ind over
den næste gårdmur velkommen
til miljøet og det fosforescerende pis
til barnevognenes klamme kister
i porten og DERES stolthed :
at sætte børn og ekskrementer i verden
hvem der så end færdes her
den blege urinsværmer naboen med
sine blikindvolde og alle
dem der er svimle på tarmen
til forskel fra os
strejferne der kommer ind fra
andre forfaldne landskaber
fra kvarterer husket fordi der var
en plads og en ramponeret
himmel os med det
indre ansigt og en lydløs
celle og først så
skyggen som bomærke
hvem vil blotte sig her
i kulisserne til det næste overfald
hvem vil give de andre
et forspring
rovdyr eller ikke
rovdyr
Jess Ørnsbo. Kongen er mulat men hans søn er neger. Borgen. 1971
HÆNGEFOLKET
Efter århundreders krig
med en fattigdom fra jordens indre
sejrede velstanden
omsider
Nu ses de
sejrherrerne på gadehjørnerne
tolvårige veteraner
fra aldrig afgjorte familiedyster
de bestiger landet
strømpesokker
de rejser til verdens ende
på en enkelt fed
det hullede slår ud fra tøjet
fra alle medbragte facader
moden melder sig
som nogle ekstra laser
de dør
som tidens slogan
18-årige
i eet eneste stik
deres følsomhed ses på plankeværker
og smattede mure
og ellers den brækkede arms manifest
skrumpetale
og over dem systemet lurende
med sine reklamer
hængefolket
på bænke og trappesten
med flasken som eneste tap
til verden
grå og rynkede generationen der blegnede
ved fødslen
og underernæringens sår som
eneste status
hæsende hostende
ud over den kommunale afgrund
generationen
der intet ville
slidt op slidt ned
af sejrens øjeblikke
Jess Ørnsbo. Hjertes søle. Vindrose. 1984
Og guderne hjælpe mig om ikke Hr. Ørnsbo også har Hr. Duller med i sin lyriske produktion. Duller, Duller ... Dullerdage! En af de mest oversete danske romaner i nyere tid, men den vender vi tilbage til. Hr. Ørnsbo, mine Damer og Herrer, Hr. Jess Ørnsbo.
KH
Thomas
Istedgades boghandel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar